I Danmark og det meste af kontinentale Europa har politikere til højre, venstre og på midten igennem lang tid skjult sig bag udtrykket ’social sammenhængskraft’. Moralsk bedrevidende europæere har altid kunnet enes om at Europa med dets mindre ulighed, vil føre til et samfund med færre sociale konflikter end tilfældet er i UK og USA.
I Europa står den ’sociale sammenhængskraft’ så højt på den politiske dagsorden, at den i flere tilfælde står i vejen for nødvendige reformer. For hvad sker der, når et lands sociale harmoni stilles overfor kravet om nødvendige økonomiske reformer? Problemstillingen er gældende i Nordeuropa, såvel som i Sydeuropa.
I Grækenland blev der før de ’tvungne’ besparelser talt for ikke at sætte den ’sociale sammenhængskraft’ over styr i iveren på offentlige besparelser. Lignende tilfælde findes i de fleste europæiske lande, som i Spanien, hvor Premierminister Zapatero i lang tid har kæmpet imod at ophæve arbejdsgivernes store omkostninger ifm. afskedigelse af medarbejdere, eller i Danmark, hvor den borgerlige regering er meget nølende, ja nærmest står stille, når det kommer til at reformere offentlige overførselsindkomster.
Hvis velfærdssystemet og økonomisk lighed i politikernes øjne er den ’sociale sammenhængskraft’ i Danmark , anvendes velfærdssamfundet så som skalkeskjul for at undgå de reformer, der skal sikre landets konkurrenceevne og velstand på lang sigt? Og er der, som konsekvens af ovenstående, bestemte grupper, der bliver beskyttet og har fortrinsret frem for andre?
Svaret er ja. I Danmarks tilfælde drejer det sig om de offentlige ansatte, samt personer på overførselsindkomst. Skulle man skære her, ville det offentlige rum hurtigt blive fyldt med kommentarer om angreb på det danske velfærdssamfund, og at den ’sociale sammenhængskraft’ var under belejring.
I en velfærdsnation som Danmark er det paradoksale, at den ’sociale sammenhængskraft’ er lig med et rekord stort offentlig forbrug, som efterfølgende munder ud i en lavere vækst og velstand. På sigt vil dette uundgåeligt medføre en lavere velfærd.
Den ’sociale sammenhængskraft’ må hermed ikke blive et argument for at undgå beskæringer i det offentlige forbrug. Især ikke når man har de kraftige besparelser fra private virksomheder, der kæmper en desperat kamp for overlevelse in mente. Disse besparelser har været absolut nødvendige for overlevelse, modsat det store muskelforladte monster, kaldet den offentlige sektor, hvor man ikke engang har formået at holde nul-vækst i udgifterne!
For en lille åben økonomi, som Danmark er det helt centralt for vores konkurrenceevne at de offentlige udgifter holdes i ro og på sigt mindskes. Med et ’blåt’ udspil og et knaldrødt alternativ på den politiske scene i Danmark, er det pt. svært at finde nogen politikere i Danmark, der tør gøre op med den danske ’sociale sammenhængskraft’. De tiltag, der blev lavet for at fremme den ’sociale sammenhængskraft’ i Danmark og resten af Europa har nærmere ført til økonomisk stilstand og endda undtagelsestilstand, mistede muligheder og en opdeling, der ender med at true den sammenhæng de egentligt skulle skabe.
I Europa står den ’sociale sammenhængskraft’ så højt på den politiske dagsorden, at den i flere tilfælde står i vejen for nødvendige reformer. For hvad sker der, når et lands sociale harmoni stilles overfor kravet om nødvendige økonomiske reformer? Problemstillingen er gældende i Nordeuropa, såvel som i Sydeuropa.
I Grækenland blev der før de ’tvungne’ besparelser talt for ikke at sætte den ’sociale sammenhængskraft’ over styr i iveren på offentlige besparelser. Lignende tilfælde findes i de fleste europæiske lande, som i Spanien, hvor Premierminister Zapatero i lang tid har kæmpet imod at ophæve arbejdsgivernes store omkostninger ifm. afskedigelse af medarbejdere, eller i Danmark, hvor den borgerlige regering er meget nølende, ja nærmest står stille, når det kommer til at reformere offentlige overførselsindkomster.
Hvis velfærdssystemet og økonomisk lighed i politikernes øjne er den ’sociale sammenhængskraft’ i Danmark , anvendes velfærdssamfundet så som skalkeskjul for at undgå de reformer, der skal sikre landets konkurrenceevne og velstand på lang sigt? Og er der, som konsekvens af ovenstående, bestemte grupper, der bliver beskyttet og har fortrinsret frem for andre?
Svaret er ja. I Danmarks tilfælde drejer det sig om de offentlige ansatte, samt personer på overførselsindkomst. Skulle man skære her, ville det offentlige rum hurtigt blive fyldt med kommentarer om angreb på det danske velfærdssamfund, og at den ’sociale sammenhængskraft’ var under belejring.
I en velfærdsnation som Danmark er det paradoksale, at den ’sociale sammenhængskraft’ er lig med et rekord stort offentlig forbrug, som efterfølgende munder ud i en lavere vækst og velstand. På sigt vil dette uundgåeligt medføre en lavere velfærd.
Den ’sociale sammenhængskraft’ må hermed ikke blive et argument for at undgå beskæringer i det offentlige forbrug. Især ikke når man har de kraftige besparelser fra private virksomheder, der kæmper en desperat kamp for overlevelse in mente. Disse besparelser har været absolut nødvendige for overlevelse, modsat det store muskelforladte monster, kaldet den offentlige sektor, hvor man ikke engang har formået at holde nul-vækst i udgifterne!
For en lille åben økonomi, som Danmark er det helt centralt for vores konkurrenceevne at de offentlige udgifter holdes i ro og på sigt mindskes. Med et ’blåt’ udspil og et knaldrødt alternativ på den politiske scene i Danmark, er det pt. svært at finde nogen politikere i Danmark, der tør gøre op med den danske ’sociale sammenhængskraft’. De tiltag, der blev lavet for at fremme den ’sociale sammenhængskraft’ i Danmark og resten af Europa har nærmere ført til økonomisk stilstand og endda undtagelsestilstand, mistede muligheder og en opdeling, der ender med at true den sammenhæng de egentligt skulle skabe.
