Somme tider spekulerer jeg på, om ikke man alligevel skal passe på med at støtte alt for firkantet op om liberalisering og udlicitering af offentlige opgaver til private aktører. Tænk, hvis vi fik et usolidarisk og koldt samfund, hvor der kun var plads til de effektive, og der ingen omsorg var at hente for de svage. De svage kunne eksempelvis være de syge og de tilskadekomne.
Her er beretningerne fra en dag i mit liv som "svag" i sundhedsafdelingen af VelfærdsDanmark A/S. Ovenstående spekulationer var jeg forlængst ophørt med, da dagen var omme.
Jeg ringer til vagtlægen, da jeg har mistanke om, at jeg har fået underlivsbetændelse. Underlivsbetændelse kan være farligt, hvis det ikke bliver behandlet i tide, og jeg mener derfor, det er vigtigt, jeg kommer i behandling så hurtigt som muligt. Jeg får fat i vagtlægen, som informerer mig om, at vagtlægerne aldrig kan tage sig af gynækologiske undersøgelser. Jeg kan derfor enten vente til i morgen, eller jeg kan tage på skadestuen. Vagtlægen mener, jeg vil blive afvist på skadestuen. "Objektivt set kan du godt vente til i morgen med at blive undersøgt", siger han. Objektivt set er jeg en 29-årig kvinde, der endnu ikke har fået børn, så jeg har et temmelig objektivt funderet ønske om at passe på mit underliv. Altså begiver jeg mig imod skadestuen - og den nærmeste i forhold til, hvor jeg befinder mig på det tidspunkt, er Bispebjerg.
Da jeg ankommer, bliver jeg venligt modtaget, og får at vide, at de ikke kan garantere noget om ventetiden. Det er så i orden. Jeg sætter mig ind i venteværelset, hvor der sidder 5-6 andre mennesker. Der er to andre venteværelser, hvori der sidder 2-3 mennesker i det ene, ingen i det andet. Jeg er overrasket over det lille antal ventende, og tænker, at det nok vil være overstået indenfor et rimeligt tidsrum. Så begynder jeg at høre de ventendes samtaler. En far og hans datter har ventet i 8 timer. Datteren er kommet til skade med sit ben, og har fået udleveret et par krykker. De venter vist på resultaterne af en undersøgelse af benet. I alt har de tilbragt 10 timer på skadestuen, da de endelig kan forlade den.
På det tidspunkt venter jeg stadig. Der går tre timer, inden jeg bliver tilset af en læge, og derefter går der yderligere to timer med at vente på svar på blodprøver. Lægen er flink og venlig og gør sit bedste, men jeg ved ærligt talt ikke, hvornår jeg nogensinde ville have modtaget svaret på blodprøverne, hvis ikke jeg var gået op i receptionen og havde rykket for dem - og fik svaret "Nårh ja, de er kommet" - i et tonefald, som havde de ligget der længe. Bag skranken i receptionen er der i øvrigt konstant 3-4 hvidkitlede personer, der sidder ved deres computer, går lidt rundt med nogle papirer eller står og snakker med hinanden.
Af en eller anden grund har de tappet mig for mere blod end nødvendigt, og lægen ser forvirret ud, da hun informerer mig om diverse tilstande i mit blod, som alle er normale. "Jeg ved ikke, hvorfor du har fået taget fire blodprøver", siger hun. "Det ved jeg heller ikke", siger jeg. Men det er da fint at vide, at mit levertal er normalt. Jeg er der imidlertid udelukkende for at få udskrevet en penicillinkur.
I ventetiden mellem undersøgelsen og svaret på blodprøverne tripper jeg lidt rundt på gangen, da jeg ikke kan holde ud at sidde i venteværelset længere. Dette afføder et møgfald fra en læge, der skælder mig ud, fordi han bliver stresset af, at jeg ikke sidder i venteværelset. Jeg hører senere den samme læge brokke sig højlydt til en patients pårørende over, at der er mange timer til han har fri. "Ligeså mange timer, som dine patienter skal sidde og vente på at få tilset deres skader?" tænker jeg.
I løbet af min forbudte tid på gangen hører jeg noget, som gør mig overrasket over, at mine ører stadig sidder på deres vante plads. En mand kommer op til receptionen og viser sygeplejersken et stort sår på hånden, som han gerne vil have syet. "Det der kan du ikke få syet", siger sygeplejersken. "Det skal sys indenfor 6 timer. Hvorfor har du ikke henvendt dig noget før?" Manden fortæller sygeplejersken, at han henvendte sig på Bispebjerg Skadestue i går, umiddelbart efter ulykken, og bad om at få hånden syet. Han fik lov til at vente i 7 timer, inden han blev nødt til at gå. "Ja, men det skal sys indenfor 6 timer", gentager sygeplejersken. "Ja, og jeg sad her i går og ventede i 7", gentager manden. "Det kan jeg ikke gøre noget ved. Vi har travlt", siger sygeplejersken. Manden får lov at vente igen - denne gang på at få såret desinficeret og bundet ind.
Jeg blev selv sluppet fri med en recept på penicillin efter 5 timer. Jeg følte mig heldig. En anden kvinde med et ikke helt akut problem blev sluppet fri med sin recept samtidig med mig - for hendes vedkommende havde ventetiden været 7 timer. En ung pige, der var kommet til skade med foden efter en fodboldkamp, sad der stadig, da jeg gik. Foden var ikke brækket, og det eneste, hun ventede på, var at få udleveret et par krykker. Hendes venner informerede hende om, at på nettet kan man altså købe krykker af private til 150 kr. Man kunne se på hendes ansigt, at hun ærgrede sig lidt over, hun ikke havde tænkt på det noget før. Det forstår jeg godt.
"Velkommen til velfærdslandet Danmark", hørte jeg kvinde sukke, efter hun havde fået oplyst, hvor længe, hun sandsynligvis skulle vente på at få sin febersyge datter tilset.
Nemlig.
Jeg har ladet mig fortælle, at den private skadestue på Frederiksberg lover maksimal ventetid på 20 minutter. Hvis de almindelige skadestuer i Danmark blot kunne love en maksimal ventetid på 3 timer, ville meget være vundet. Inklusive en minimal respekt for dem, der betaler hospitalspersonalets løn - patienterne. Men det ville kræve, at hospitalerne kunne se et formål med at forbedre deres service, og hvad skulle formålet være med det, sålænge man blot bader sig konkurrencefrit i velfærdskroner.
