For at skabe velfærd i den politiske forstand så behøver man at tage penge fra én person og give den til en anden. Det vil sige før velfærd kan eksistere så skal der være en som har taget initiativet til at tjene penge. Velfærden vil så tage en portion af vedkommendes indtjening og give det til en anden. Det er altid inititativtageren det går ud over, for det er ham eller hende som har pengene. Det vil sige den initiativrige mister en del af deres fortjenester, og dermed en del af incitamentet når der eksisterer velfærd.
Derudover mister modtageren af velfærden initativ til at udføre et stykke arbejde og tjene penge. For det første så får han eller hun penge alligevel, og for det andet så bliver de frataget frugten af deres evt. arbejde eller indsats.
I f.eks. Danmark ville der ikke have været nogen forskel på vores levestandard i dag, om der havde været velfærd eller ej. Problemet er bare at velfærden er skadelig. Imens vi omfordeler og slapper af til den helt store guldmedalje forsvinder vores overskud som et samfund langsomt. Der er naturligvis en god grund til vi er i denne situation, og det er ganske enkelt en system fejl. Hvis ikke der eksisterede politik, kunne der ikke eksistere politisk velfærd. Folk ville aldrig blive frataget deres fortjenester ved arbejde, eller betale kunstige høje priser pga. afgifter mm. på alt lige fra energi til fødevarer. Den enkelte bliver frarøvet en selvstændighed og naturlig pligt om selvforsørgelse som ellers ville styrke ham. Det gør naturligvis at samfundet i sidste ende tager skade.
