Det er ikke populært at tænke på sig selv, i tider med økonomisk morads. Men jeg vil nu forsøge at gøre op med det forfejlede billede, at liberale slet ikke ønsker andre det godt. "Du tænker også bare kun på dig selv". Men det er nemlig min tese, at jeg også tænker på dig, når jeg tænker på mig selv.
Jeg opfatter bestemt ikke mig selv som usympatisk. Det er ikke sådan, at jeg en dag stod foran spejlet og valgte at være liberal og dermed give op på alle mine håb for en bedre verden. Hvad de fleste socialister nemlig ikke tager med i betragtningen, er alt det fantastiske liberalismen har gjort for verden, nu 20 år efter murens fald, er det slet ikke svært at finde eksempler på hvordan markedet har, ikke kun åbnet østblokkenes økonomi, men også åbnet for frihed til individet. Det er ikke svært at se, at Kina i forbindelse med opblødningen af planøkonomien har sværere ved at begrænse individernes frihed.
Men i stedet for at anerkende at socialismen som ideologi har tabt, forgrener den sig ud og bliver til en moderat blanding af gode intentioner og uretfærdig indblanding. Hvilket så i sidste ende, ender med elendige menneskelige resultater. Jeg tror faktisk ikke engang det længere er den ekstreme socialisme vi skal frygte i Danmark, men snarere den semi-socialisme, der efterhånden har sneget sig, så langt som ind i Socialistisk Folkepartis rækker.
Det er den "sympatiske" socialisme, der benytter staten til at forgribe sig på befolkningen, der er farlig. Og selvom de tit selv påberåber sig retten til at være anderledes og på tværs, så har de misforstået noget af ”individet ejer sig selv”, da der er en uforlignelig forskel på at eje os selv og at det ejerskab altså også skulle inkludere at vi ejer hinanden.
Det er generelt accepteret at undskylde indgriben i andres liv med "jamen, det er jo for dit eget bedste". Problemet er bare, at der ikke er særligt mange andre end mig, der har en god nok indsigt i mit liv, til at kunne beslutte hvad der er ”for mit eget bedste”. Problemet er igen ikke de gode intentioner, men snarere resultatet af den detailstyring borgere i Danmark efterhånden er underlagt.
Jeg tror, netop pga. den måde at tænke på, på Christiansborg, at det er vigtigt at vi snart begynder at diskutere, hvad målet med staten er. For lige nu, går diskussionen ud over borgerne. Selvom vi ikke har et egentlig mål for staten, har staten et mål for individet, i stedet for at staten har et mål der skal korrigeres af individerne. Man sætter en høj levealder, acceptabelt antal af ugentlige øl eller andre statistiske overvejelser, over hvor meget selvbestemmelse, folk reelt har.
Derfor er vejen til helvede brolagt med gode intentioner. Den moderate socialismes gode intentioner, på andres vegne, der ikke har bedt om dens hjælp.
Jeg opfatter bestemt ikke mig selv som usympatisk. Det er ikke sådan, at jeg en dag stod foran spejlet og valgte at være liberal og dermed give op på alle mine håb for en bedre verden. Hvad de fleste socialister nemlig ikke tager med i betragtningen, er alt det fantastiske liberalismen har gjort for verden, nu 20 år efter murens fald, er det slet ikke svært at finde eksempler på hvordan markedet har, ikke kun åbnet østblokkenes økonomi, men også åbnet for frihed til individet. Det er ikke svært at se, at Kina i forbindelse med opblødningen af planøkonomien har sværere ved at begrænse individernes frihed.
Men i stedet for at anerkende at socialismen som ideologi har tabt, forgrener den sig ud og bliver til en moderat blanding af gode intentioner og uretfærdig indblanding. Hvilket så i sidste ende, ender med elendige menneskelige resultater. Jeg tror faktisk ikke engang det længere er den ekstreme socialisme vi skal frygte i Danmark, men snarere den semi-socialisme, der efterhånden har sneget sig, så langt som ind i Socialistisk Folkepartis rækker.
Det er den "sympatiske" socialisme, der benytter staten til at forgribe sig på befolkningen, der er farlig. Og selvom de tit selv påberåber sig retten til at være anderledes og på tværs, så har de misforstået noget af ”individet ejer sig selv”, da der er en uforlignelig forskel på at eje os selv og at det ejerskab altså også skulle inkludere at vi ejer hinanden.
Det er generelt accepteret at undskylde indgriben i andres liv med "jamen, det er jo for dit eget bedste". Problemet er bare, at der ikke er særligt mange andre end mig, der har en god nok indsigt i mit liv, til at kunne beslutte hvad der er ”for mit eget bedste”. Problemet er igen ikke de gode intentioner, men snarere resultatet af den detailstyring borgere i Danmark efterhånden er underlagt.
Jeg tror, netop pga. den måde at tænke på, på Christiansborg, at det er vigtigt at vi snart begynder at diskutere, hvad målet med staten er. For lige nu, går diskussionen ud over borgerne. Selvom vi ikke har et egentlig mål for staten, har staten et mål for individet, i stedet for at staten har et mål der skal korrigeres af individerne. Man sætter en høj levealder, acceptabelt antal af ugentlige øl eller andre statistiske overvejelser, over hvor meget selvbestemmelse, folk reelt har.
Derfor er vejen til helvede brolagt med gode intentioner. Den moderate socialismes gode intentioner, på andres vegne, der ikke har bedt om dens hjælp.
