I begyndelsen af det 21 århundrede synes valget af et nyt folk, at være præcist hvad de socialistiske partier i Europa ønsker. Måske den største ide venstrefløjens partier har haft siden Anden Verdenskrig var, at genopfinde dem selv som Multikulturelle immigrantpartier, og derefter importere vælgere fra udlandet. Og ud over det er det lykkes dem at afskrive oppositionen som racister, snæversynede og ekstremister. En ny belejlig alliance mellem venstrefløjen og muslimske immigranter tager form i Europa. Jeg tror, at aftalen går ud på, at venstrefløjens partier får et nyt antal klinter….jeg mener vælgere, til gengæld for at give muslimerne privilegier og subsidier, såvel som at holde grænserne mere eller mindre åbne for nye muslimer. Som en muslim formulerede det: ”Jeg stemmer på socialisterne, for de giver mig flere penge”. Venstrefløjen vælger essentielt et nyt folk, erstattende det folk der allerede er der, med et folk der er mere støttende overfor deres agenda.
Der er selvfølgelig ikke noget nyt i at købe stemmer og ”klienter”, ved at love dem adgang til andre folks penge. Det var i forvejen venstrefløjens ide. Dog, selvom dette sandsynligvis er en skavank i det demokratiske system, så har demokratiet altid fungeret indenfor grænserne af stabile nationalstater. Denne skavank bliver dog en hel del mere farlig, når den kombineres med masseimmigration, hvor visse politiske partier simpelthen importerer folk fra andre nationer, selv udtalte fjender af deres land, til at bakke op om deres egne kortsigtede valg. Dette vil i længden afføde fortørnelse hos den indfødte befolkning, der på den måde tvinges til at finansiere deres egen kolonisering. I konteksten Europa kan muslimsk immigration vende demokratiet til et selvødelæggende system, der før eller siden vil bryde ned, fordi de indfødte europæere ikke længere føler det tjener deres interesser.
Venstrefløjen og muslimerne har en gensidig kortsigtet interesse i at holde venstrefløjen ved magten, og en gensidig langsigtet interesse i at svække den traditionelle jødisk-kristne kultur i Europa, som socialisterne i bedste fald tilser med indifference, i værste fald som en ondsindet forhindring, der blokerer vejen til Det Socialistiske Utopia. I øvrigt lægger socialister traditionelt kun liden ideologisk vægt på trivielle emner som nationale grænser. Jeg mener Lenin sagde, at grænserne mellem sovjetrepublikkerne var uvigtige, da socialismen ville transcendere alle nationale og religiøse skel, og alligevel erklære dem for en fortidig ting.
Mange marxister har stadig ikke efter et århundredes fejlslag opgivet idealet. Hanne Andersen, en dansk socialdemokrat mener, at folk fra, skal vi sige Yemen, har lige så megen ret til at leve i Danmark som indfødte danskere:
”Jeg har i mange år været af den opfattelse, at det ubegribeligt at visse folk (især dem fra Dansk Folkeparti) mener de har en større ret til at leve i et specifikt område på jorden. Alle folk, over hele kloden, der har respekt for andre, deres religion, kultur, historie og værdier, har så vidt jeg kan se, lige ret til at leve hvor det passer dem”.
Omer Taspinar beskriver hvordan ”Muslimvej i Europa”, de 15 millioner muslimer, eller mere, i Den Europæiske Union, er ved at blive en politisk magt: ”Denne politiske magt truer med at forværre eksisterende spændinger indenfor den trans-atlantiske forbindelse. Tilstedeværelsen af omkring 10 millioner muslimer, mod kun 700.000 jøder i Frankrig og Tyskland, kan hjælpe med at forklare, hvorfor det kontinentale Europa ser en anelse anderledes på Mellemøsten, end eksempelvis U.S.A. gør. Frankrig og Tysklands bekymringer over et fælles angreb med U.S.A. på Irak, eller Washington´s blinde støtte til Israel, er i det mindste delvist relateret til nervøsiteten omkring de lokale muslimer. I Tyskland og andre steder i Europa har en muslimsk stemme allerede kritisk gennemslagskraft.
Eksiliraneren Amir Taheri har også bemærket dette ”rød-sorte” samarbejde. Ifølge ham ser Europa´s hardcore socialister ”muslimerne som den nye underklasse” på kontinentet: ”Den europæiske marxistisk-islamistiske koalition tilbyder ikke en sammenhængende politisk platform. Dens ideologi er bygget omkring tre temaer: Had til U.S.A., drømmen om udryddelsen af Israel og håbet på det globale økonomiske systems kollaps”.
Dette samarbejde har opnået støtte fra Ilich Ramirez Sanchez, den venezuleanske terrorist, bedre kendt som Sjakalen Carlos. Carlos sagde, at Islam er den eneste kraft der er i stand til at overtale et større antal mennesker til at blive ”frivillige” i selvmordsangreb mod U.S.A. ”Kun en koalition af marxister og islamister kan ødelægge U.S.A.”, sagde han. Som Christopher Hitchens formulerer det: ”Når først du har erklæret den amerikanskleddede ”globalisering” for hovedfjenden, så er en hvilken som helst revolte imod den bedre end ingenting. På nogle måder der stadig står til afklaring, kan Al-Qaeda være hjælpsom i brydningen af den globale opvarmning”.
Christoffer Caldwell der skriver om denne islamisk-socialistiske alliance, fortæller om hvordan Det Andet Årlige Europæiske Socialistiske Forum in 2003, blev holdt i tre kommunistisk kontrollerede forstæder i Paris. ”Muslimerne var voldsomt overrepræsenterede blandt Det Sociale Forum´s delegerede”. De radikale muslimers længsler findes nu ved kernen af Det Sociale Forum´s univers. ”De har tilsidesat venstrefløjens økonomiske tanker, og det fokus der oprindeligt dominerede vedrørende fokus på det globale marked”. Nøgletegnet på dette skift var Forum´ets velsignelse fra Tariq Ramadan, der var begivenhedens medstjerne. Ramadan, en professor i Islamiske Studier i Geneve, Schweiz, er barnebarn af Hassan al-Banna, grundlægger af det ægyptiske Muslimske Broderskab og en helt for muslimer i Europa.
Muslimerne er meget begejstrede for denne koalition. I al fald indtil videre: ”Vi siger til enhver der hader amerikanerne og ønsker at smide jøderne ud af Palæstina: Ahlan wa sahlan (velkommen), en spidsfindighed Abu-Hamza al-Masri, den britiske islamistiske uromager, der venter på udvisning til U.S.A. grundet forskellige kriminelle anklager. ”Profeten lærer os, at vi kan alliere os selv med ateister, hvis det hjælper os med at destruere fjenden”.
Amerikaneren William S. Lind kalder dette ”Marx-Muhammed-pagten”: ”Hvad der gjorde de seneste bombninger i London muligt (2005), og de mange andre der helt sikkert vil følge i Europa og U.S.A., er Kulturel Marxisme, bedre kendt som Politisk Korrekthed – og Islam har lavet en djævelsk aftale, hvor den ene assisterer den anden mod den fælles fjende, resterne af det kristne Vesten”. London var kun en forsmag på, hvad disse politikker vil bringe Europa og Amerika. Hvis vi tør nedrive de camouflagenet Kulturel Marxisme har rejst for at blinde os, så ser vi, at Europa reelt har to muligheder: En uendelighed af London´er eller den anden uddrivelse af maurerne”.
Den samme kollaboration skete selvfølgelig i Iran, hvor populære ”reformister”, såsom Ali Shariati i årene før 1979-revolutionen, indgød Islam aspekter af vestlige tanker, og fik marxisterne til at tro, at de kunne sameksistere med Islam. Så de hjalp med at vælte Shah´en – og derefter var alle de gudeløse socialister de første til at hænge i lygtepælene rundt om i landet, da Khomeini og hans islamiske kompaner greb magten. Den sekulære venstrefløj i Europa ved meget vel, at der findes områder, hvor de ikke er enige med religiøse muslimer, men de tror de er seniorpartnere i alliancen, og at de kan ”ride tigeren”. Det kan være sandt for nu, men hvor længe vil situationen forblive på den måde?
I Danmark mener skribenterne Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard, at den muslimske immigration og sammenstødene vi nu er vidner til, er en del af Den Tredje Islamiske Jihad. Et tredje forsøg på at besejre og undertvinge Vesten. Det første kom med araberne for mere end tusind år siden, det andet kom med tyrkerne i den tidlige moderne æra. Vil tredje gang blive lykkens gang for muslimerne? Vil det lykkes denne gang?
Under første jihad besejrede Charles martel, ”The Hammer”, brillant general og stifter af Carolingian Empire, den første vestlige magt efter Rom´s fald, araberne i Battle of Tours i 732, derigennem bevarende vestlig civilisation, og derudover meget af verden, fra Islam. Muslimerne undervurderede Frankerne, som de anså for værende barbarer, og tillod dem både at vælge tidspunkt og sted for slaget. Muslimerne tabte den første mulighed for at undertvinge europæerne, grundet deres arrogance. Sker det samme nu for Vesten? Undervurderer Vesten muslimerne?
Under anden jihad besejrede Jan Sobieski, kongen af Polen, den ottomanske hær, der havde belejret Wien i 1683. Ledende en kombineret hær af polske, østrigske og tyske tropper, angreb Sobieski en numerisk overlegen tyrkisk hær, indtil deres linjer var brudte, og tyrkerne flygtede i befippelse. Det var sidste gang muslimerne kom i nærheden af at true Vesten i traditionel krigsførsel. Nu foretrækker de demografisk krigsførsel gennem migration, kombineret med terrorisme.
Tredje jihad begyndte med olie-embargoen, tilstrømningen af petrodollars, og begyndelsen på Eurabien og muslimsk immigration til Vesten i 1960´erne og de tidlige 70 ´ere. Under tredje jihad synes venstreorienterede over hele Europa, at åbne dørene til Europa indefra. ”Vil i besejre Europa? Det er OK. Bare stem på os og hjælp os med at slippe af med kapitalismen og udrader europæernes kristne arv, så vil vi lade jer komme ind. I mellemtiden kan i nyde nogle velfærdsgoder, og vi vil forbyde opposition til dette forehavende, som racistisk og hadetale”.
Man ved at man er trådt ind i en mærkelig Eurabisk verden, når ledende norske politikere, et land i den arktiske cirkel, og uden kolonialistisk historie, begynder deres valgkampagner i et pakistansk yderområde. Før Norge´s nationale valg i 2005, priste den socialistiske leder Kristin Halvorsen, det ”blod, sved og tårer pakistanere i Norge har måttet ofre, i opbyggelsen af landet”. Mens næstformanden i det socialistiske parti vil afskaffe privat ejendom, så var lederen af selv samme socialistiske parti Kristin Halvorsen Norge´s finansminister. 83% af muslimerne i Norge stemte på venstreorienterede partier i 2005. Arbejderpartiet fik den overvejende del af stemmerne, hvor Sosialistisk Venstreparti fik 30,5%, mere end tre gange så mange stemmer som det fik i den generelle befolkning. Valganalytiker Anders Todal Jenssen pegede på, at partier som Sosialistisk Venstreparti har den mest liberale immigrationspolitik, og at dette sandsynligvis er grunden til immigranters ryk i retning af venstrefløjen. På samme måde ses Arbejderpartiet som dem generelle garant for den generøse velfærdsstat. Venstrefløjen vandt en kneben sejr i 2005, og dannede en regering der har været notorisk anti-israelsk og kritisk mod U.S.A. , såvel som formildende overfor palæstinensiske Hamas-terrorister.
På Norge´s Grundlovsdag i 2006, ville multikulturalisternes lobby i landet festligholde dagen med at synge Norge´s nationalsang – på urdu. Ideen var, at en version på Urdu ville tillade mange immigranter fra eksempelvis Pakistan, bedre at kunne udtrykke deres kærlighed til Norge. Det kan virke latterligt at synge Norge´s nationalsang på urdu, men Oslo har en signifikant stigning af et hurtigt voksende pakistansk samfund. Faktisk forventes det, at den indfødte norske befolkning inden for en generation, vil være en minoritet i deres egen hovedstad. Den amerikanske skribent Bruce Bawer, der bor i Norge, har i sin bog ”While Europe Slept: How Radical Islam is Destroying the West from Within”, at der nu fra Norge er flere flyafgange til Pakistan, end til U.S.A.
Samira munir, norsk politiker af pakistansk oprindelse, modtog mange dødstrusler mod hende selv og hendes familie, grundet hendes arbejde som fremtrædende rettighedsforkæmper for muslimske kvindelige immigranter. Hun blev fundet død under mystiske omstændigheder i november 2005 ved Kolbotn station nær Oslo. Tidligere i 2005 havde Munir hævdet, at der fandtes et omfattende samarbejde mellem socialistiske partier og muslimske samfund, under dette års valg i Norge. ”Overhovederne i familierne og moskeerne besluttede hvordan hele grupper af immigranter skulle stemme. De lavede handler som: ”Hvor man penge vil vi få, hvis vi får vores folk til at stemme på jer?”, og ”handlerne blev altid lavet med socialistiske partier”, sagde Munir. Det bør her bemærkes, at hendes eget konservative parti, ikke helle var helt uskyldig in denne sag. Akhtar Chaudry, politiker for Sosialistisk Venstreparti erklærede, at Norge med sin velfærdsstat var rimeligt tæt på muslimernes idé om Paradis, og at velfærdsstaten var lig med det islamiske koncept om social retfærdighed. Han glemte selvfølgelig at nævne, at ifølge ”Islamisk retfærdighed”, skal ikke-muslimer betale en skat, som tegn på underkastelse, og at mange muslimer utvivlsomt ser den vantro velfærdsstat på tilsvarende måde. Han evnede heller ikke at forklare, hvorfor muslimerne ikke kan skabe et sådan ”paradis” i deres egne lande, eller om det skandinaviske ”Paradis” kan overleve den massive tilstrømning af muslimske immigranter.
I Danmark i 2005 støttede mindre end 5% af immigrantvælgere centrum-højre-regeringen, der i de seneste år har taget skridt til at begrænse indvandringen. Landets socialistiske partier havde næsten uindskrænket støtte fra landets immigranter. Ifølge ”Copenhagen Post” ”støtter over 95% af ikke-etniske danskere med ret til at stemme, socialistiske partier”. Det mest populære parti hos immigranter, er Socialdemokraterne. De tiltrak 47,6 af immigranternes stemmer. Det næst mest populære parti hos immigranterne, var Radikale Venstre. Denne tendens gik ikke ubemærket hen hos leder af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard: ”Lad os være ærlige. De Radikale er ikke kun café latte sippende fra den kreative klasse. Det er i høj grad også komponeret af store koncentrationer af immigranter, som de Radikale lefler for”, sagde Kjærsgaard.
Islamiske ledere opfordrede i valgkampagnen 2005 i Danmark landets muslimske indbyggere til at stemme mod den daværende centrum-højre koalition. Kasem Said Ahmad, en fremtrædende muslimsk talsmand sagde, at han ”opfordrede alle muslimer til at modsætte sig regeringen”. Ahmad organiserede en samling af imamer, i en anti-regeringsbesked under en fredagsbøn. Statsminister Fogh Rasmussen, der blev genvalgt, reagerede vredt og omgående mod interventionen fra imamerne i Danmark: ”De burde holde sig ude af politik”, sagde Fogh Rasmussen. ”I Danmark holder vi religion og politik separat. Forestil jer, hvis danske præster begyndte at bruge prædikestolen til at prøve at påvirke folk til at stemme på bestemte partier”, sagde han. Morten Messerschmidt, et medlem af det danske folketing for Dansk Folkeparti, siger at ”alle skulle have forventet, at venstrefløjen var de første til at råbe op om intolerance. Men det har kun få gjort. Det har med den vanvittige idé om multikulturalisme at gøre. Derudover tror jeg også det har noget med magt at gøre – det er velkendt, at muslimske minoriteter i Danmark stemmer på venstreorienterede partier. Og nogle politikere – i Danmark såvel som i andre europæiske lande – laver overlagte kampagner for disse stemmer”.
I foråret 2006 krævede Sverige´s største muslimske organisation i et brev, underskrevet af lederen Mahmoud Aldebe, at Sverige skulle introducere separate love for muslimer. Brevet var en liste over adskillige sider, med aggressive krav omkring stort set alt; separate familielove, regulering af ægteskab og skilsmisse, ansættelse af imamer i skoler til at undervise homogene klasser med muslimske børn i deres religion sproget fra deres oprindelige hjemlande. Sverige´s minister for lighed Jens Orback kaldte kravet ”fuldstændigt uacceptabelt”.
Dog, det ser tiltagende ud til, at det kommende valg vil blive et tæt løb, og venstrefløjen vil være afhængige af immigranter for at fastholde magten. Som Nima Sanandaji formulerer det i Front Page Magazine, ”Sverige´s nationale fjernsynsstation har afsløret, at Socialdemokraterne er begyndt at fiske efter stemmer med hjælp fra radikale gejstlige”. I adskillige år har den kristne fløj af Socialdemokraterne, kaldet Broderskabet, samarbejdet med den indflydelsesrige muslimske leder Mahmoud Aldebe, præsident for Sverige´s muslimske association. Allerede i 1999 foreslog Aldebe, at Sharia, islamisk lov, skulle introduceres i Sverige. Efter det seneste valg i 2002 sendte Sverige´s muslimske association et lykønskningsbrev til den genvalgte leder Göran Persson, lykønskende ham med hans sejr og håbende på, at Persson ville arbejde for at implementere nogle af associations krav i fremtiden. Det Muslimske Broderskab har tidligere erklæret, at for dem er ”Sverige på mange måder et ideelt land, der deler Socialdemokraternes idealer i deres syn på velfærdssamfundet. Ledende figurer i de muslimske menigheder er også aktive i Socialdemokratiet, og har et meget godt forhold til Sverige´s Kristendemokrater. Socialdemokraterne har flere gange, måske som tak for den støtte de har modtaget fra moskeernes ledere, vist tendens i retning af at se i den anden retning fra de fakta om ekstremisme i nogle af vore moskeer. Det har givet Det Muslimske Broderskab frihed til at tvinge sin ideologi ned over moskeernes bedende. Israelske myndigheder kaldte i 2006 Sverige for ”det mest anti-israelske land i Europa”. Antallet af voldtægtsanklager er i de seneste år firedoblet, parallelt med den muslimske immigration.
Under valget i Storbritannien i 2005 prøvede Labour hårdt at vinde den traditionelle støtte fra muslimer Storbritannien, af hvilke mange truede med at forlade partiet, til fordel for anti-krigspartiet Respect Party´s kandidat George Galloway, eller selv Liberal Democrats, grundet Tony Blair´s støtte til Irak-krigen. Det mest synlige resultat af dette var forsøgene på at få vedtaget en dom, der forbyder tilskyndelse til ”religiøst had”. Prominente muslimer har erklæret, at deres håb i forbindelse med den nye lov var, at det skulle være kriminelt at anvende termer som ”Islamisk terrorisme”. Loven er adskillige gange blevet fremlagt til vedtagelse i det britiske parlament, men strandede hos oppositionen i House of Lords. Avisen Daily Telegraph udtalte: ”Det er en luns kød kastet til fortalerne for det muslimske samfund, der dominerer i hjertet af området i indre by, hvor Labour-vælgerne residerer. Hvis en sådan lov havde eksisteret i 1980´erne, kunne Salman Rushdie have været sagsøgt for at udgive ”De Sataniske Vers”, i stedet for at være beskyttet af den britiske stat”. Tony Blair er den første præmiereminister der har læst Koranen, der har citeret fra den og talt om den. Det Muslimske Råd har været i front for at lobby i regeringen for muslimske rettigheder. For nylig bad rådets generalsekretær Tony Blair erklære, at regeringen vil introducere en ny lov, der forbyder religiøs diskrimination. To uger senere lovede Tony Blair, at den næste Labour-regering vil forbyde religiøs diskrimination. Det var en stor sejr for det muslimske samfund i Storbritannien.
Gordon Brown, Blair´s efterfølger, viste sin anerkendelse til de britiske muslimer som “moderne helte”, der har bragt håb og idealisme til landet. Han sagde, at de havde ”bidraget til Storbritannien´s spiritualitet og økonomi, fordi Islam er en religion, der tilskynder til fair play, social retfærdighed og lighed”. Labour´s Tony Blair kaldte selv Islam for ”progressiv”, og priste Koranen for værende ”praktisk, og langt forud for sin tid når det drejer sig om ægteskab, kvinder og regeringsstyre”. Dette var efter terroristbombningerne i London i juli 2005, samtidigt med adskillige muslimske gejstlige i Storbritannien kaldende på omvæltningen af Vesten og britisk demokrati. Måske Blair, Brown og åndsfæller ikke har læst skribent Spengler for Asia Times Online, der, i gennemgangen af Melanie Phillips bog ”Londonistan” bemærkede, at ”væmmelse og foragt farver den muslimske indstilling til britiske venstreorienterede, der mest ønsker at formilde muslimerne”. Det skal retfærdigvis siges, at den konservative leder Michael Howard i 2005 talte om de storslåede bidrag muslimerne har ydet britisk liv. Howard sagde, at de ”økonomisk lysende, kulturelt kreative, socialt bevidste” britiske muslimske samfund berigede det moderne Storbritannien. Dette forsøg på at flirte med muslimske vælgere blev dog ikke vel modtaget. Tory´erne beklagede, at det i 2005 var vanskeligt for dem at ”vinde byerne”. Som andre steder i Europa tenderer muslimske immigranter at være koncentrerede i store byer, derigennem i disse områder konsoliderende grebet om venstrefløjens partier. I Holland blev kommunevalget i 2006 vundet af Partij van de Arbeid. Valget blev vundet grundet muslimske stemmer. 85% af de tiltagende immigrantstemmer stemte for Partij van de Arbeid, mens resten af muslimerne stemte på mindre partier på den ekstreme venstrefløj. Dette motiverede De Telegraaf, landets største avis, til at skrive, at immigranterne er blevet en ”magtblok”. Som Brussels Journal bemærkede, så er ”venstrefløjens stemmegrundlag i Vesteuropa tiltagende baseret på immigrantstemmer, da venstrefløjen appellerer til vælgere, der favoriserer omfattende redistribuering af skatteyderes penge til såkaldte ”underprivilegerede” grupper, såsom immigranter. I mange vesteuropæiske lande appellerer venstrefløjen aktivt til den tiltagende muslimske stemme. Venstrefløjen erkender, at tredje verdens immigranter garanterer venstrefløjens magtbase, fordi disse immigranter flyttede til Vesteuropa, tiltrukket af generøse velfærdsgoder, som partierne på venstrefløjen promoverer”.
Lederen af Partij van de Arbeid, Bos, er bekymret over disse nyligt valgte immigranter. Han siger, ”vore nye immigrantborgmestre er dømt til at skabe problemer, grundet deres ”politiske struktur” ofte er inkompatibel med hollandske politikker: ”De laver politik i overensstemmelse med deres hjemlandes kultur, hvor klientelisme (stemmer for modydelser) er normen”.
I 2006 appellerede generalsekretæren for Italien´s største muslimske organisation, Union of Islamic Communities in Italy, til at de italienske muslimer, ved valget skulle stemme på de italienske kommunister. Lederen af Union of Islamic Communities in Italy sagde, at kommunisternes villighed til at imødekomme det muslimske samfunds behov, var en god grund til at stemme på dem – endog placerende logoet for de italienske kommunister og deres allierede, De Grønne, begge medlemmer af centrum-venstrekoalitionen, i bunden af sine e-mails.
Ledende Sunni Sheikh Yousef Al-Qaradhawi og andre har hyldet den kommende besejring af Rom, ligesom Konstantinopel blev besejret i 1453. ”Islam vil vende tilbage som besejrer og herre, efter to gange at have været afvist. Islam invaderede Europa to gange, og forlod det…Måske vil vi besejre disse lande uden hære”
Givet de europæiske venstreorienteredes handlinger, kunne Qaradhawi ende med at få ret i sin forudsigelse.
Der er selvfølgelig ikke noget nyt i at købe stemmer og ”klienter”, ved at love dem adgang til andre folks penge. Det var i forvejen venstrefløjens ide. Dog, selvom dette sandsynligvis er en skavank i det demokratiske system, så har demokratiet altid fungeret indenfor grænserne af stabile nationalstater. Denne skavank bliver dog en hel del mere farlig, når den kombineres med masseimmigration, hvor visse politiske partier simpelthen importerer folk fra andre nationer, selv udtalte fjender af deres land, til at bakke op om deres egne kortsigtede valg. Dette vil i længden afføde fortørnelse hos den indfødte befolkning, der på den måde tvinges til at finansiere deres egen kolonisering. I konteksten Europa kan muslimsk immigration vende demokratiet til et selvødelæggende system, der før eller siden vil bryde ned, fordi de indfødte europæere ikke længere føler det tjener deres interesser.
Venstrefløjen og muslimerne har en gensidig kortsigtet interesse i at holde venstrefløjen ved magten, og en gensidig langsigtet interesse i at svække den traditionelle jødisk-kristne kultur i Europa, som socialisterne i bedste fald tilser med indifference, i værste fald som en ondsindet forhindring, der blokerer vejen til Det Socialistiske Utopia. I øvrigt lægger socialister traditionelt kun liden ideologisk vægt på trivielle emner som nationale grænser. Jeg mener Lenin sagde, at grænserne mellem sovjetrepublikkerne var uvigtige, da socialismen ville transcendere alle nationale og religiøse skel, og alligevel erklære dem for en fortidig ting.
Mange marxister har stadig ikke efter et århundredes fejlslag opgivet idealet. Hanne Andersen, en dansk socialdemokrat mener, at folk fra, skal vi sige Yemen, har lige så megen ret til at leve i Danmark som indfødte danskere:
”Jeg har i mange år været af den opfattelse, at det ubegribeligt at visse folk (især dem fra Dansk Folkeparti) mener de har en større ret til at leve i et specifikt område på jorden. Alle folk, over hele kloden, der har respekt for andre, deres religion, kultur, historie og værdier, har så vidt jeg kan se, lige ret til at leve hvor det passer dem”.
Omer Taspinar beskriver hvordan ”Muslimvej i Europa”, de 15 millioner muslimer, eller mere, i Den Europæiske Union, er ved at blive en politisk magt: ”Denne politiske magt truer med at forværre eksisterende spændinger indenfor den trans-atlantiske forbindelse. Tilstedeværelsen af omkring 10 millioner muslimer, mod kun 700.000 jøder i Frankrig og Tyskland, kan hjælpe med at forklare, hvorfor det kontinentale Europa ser en anelse anderledes på Mellemøsten, end eksempelvis U.S.A. gør. Frankrig og Tysklands bekymringer over et fælles angreb med U.S.A. på Irak, eller Washington´s blinde støtte til Israel, er i det mindste delvist relateret til nervøsiteten omkring de lokale muslimer. I Tyskland og andre steder i Europa har en muslimsk stemme allerede kritisk gennemslagskraft.
Eksiliraneren Amir Taheri har også bemærket dette ”rød-sorte” samarbejde. Ifølge ham ser Europa´s hardcore socialister ”muslimerne som den nye underklasse” på kontinentet: ”Den europæiske marxistisk-islamistiske koalition tilbyder ikke en sammenhængende politisk platform. Dens ideologi er bygget omkring tre temaer: Had til U.S.A., drømmen om udryddelsen af Israel og håbet på det globale økonomiske systems kollaps”.
Dette samarbejde har opnået støtte fra Ilich Ramirez Sanchez, den venezuleanske terrorist, bedre kendt som Sjakalen Carlos. Carlos sagde, at Islam er den eneste kraft der er i stand til at overtale et større antal mennesker til at blive ”frivillige” i selvmordsangreb mod U.S.A. ”Kun en koalition af marxister og islamister kan ødelægge U.S.A.”, sagde han. Som Christopher Hitchens formulerer det: ”Når først du har erklæret den amerikanskleddede ”globalisering” for hovedfjenden, så er en hvilken som helst revolte imod den bedre end ingenting. På nogle måder der stadig står til afklaring, kan Al-Qaeda være hjælpsom i brydningen af den globale opvarmning”.
Christoffer Caldwell der skriver om denne islamisk-socialistiske alliance, fortæller om hvordan Det Andet Årlige Europæiske Socialistiske Forum in 2003, blev holdt i tre kommunistisk kontrollerede forstæder i Paris. ”Muslimerne var voldsomt overrepræsenterede blandt Det Sociale Forum´s delegerede”. De radikale muslimers længsler findes nu ved kernen af Det Sociale Forum´s univers. ”De har tilsidesat venstrefløjens økonomiske tanker, og det fokus der oprindeligt dominerede vedrørende fokus på det globale marked”. Nøgletegnet på dette skift var Forum´ets velsignelse fra Tariq Ramadan, der var begivenhedens medstjerne. Ramadan, en professor i Islamiske Studier i Geneve, Schweiz, er barnebarn af Hassan al-Banna, grundlægger af det ægyptiske Muslimske Broderskab og en helt for muslimer i Europa.
Muslimerne er meget begejstrede for denne koalition. I al fald indtil videre: ”Vi siger til enhver der hader amerikanerne og ønsker at smide jøderne ud af Palæstina: Ahlan wa sahlan (velkommen), en spidsfindighed Abu-Hamza al-Masri, den britiske islamistiske uromager, der venter på udvisning til U.S.A. grundet forskellige kriminelle anklager. ”Profeten lærer os, at vi kan alliere os selv med ateister, hvis det hjælper os med at destruere fjenden”.
Amerikaneren William S. Lind kalder dette ”Marx-Muhammed-pagten”: ”Hvad der gjorde de seneste bombninger i London muligt (2005), og de mange andre der helt sikkert vil følge i Europa og U.S.A., er Kulturel Marxisme, bedre kendt som Politisk Korrekthed – og Islam har lavet en djævelsk aftale, hvor den ene assisterer den anden mod den fælles fjende, resterne af det kristne Vesten”. London var kun en forsmag på, hvad disse politikker vil bringe Europa og Amerika. Hvis vi tør nedrive de camouflagenet Kulturel Marxisme har rejst for at blinde os, så ser vi, at Europa reelt har to muligheder: En uendelighed af London´er eller den anden uddrivelse af maurerne”.
Den samme kollaboration skete selvfølgelig i Iran, hvor populære ”reformister”, såsom Ali Shariati i årene før 1979-revolutionen, indgød Islam aspekter af vestlige tanker, og fik marxisterne til at tro, at de kunne sameksistere med Islam. Så de hjalp med at vælte Shah´en – og derefter var alle de gudeløse socialister de første til at hænge i lygtepælene rundt om i landet, da Khomeini og hans islamiske kompaner greb magten. Den sekulære venstrefløj i Europa ved meget vel, at der findes områder, hvor de ikke er enige med religiøse muslimer, men de tror de er seniorpartnere i alliancen, og at de kan ”ride tigeren”. Det kan være sandt for nu, men hvor længe vil situationen forblive på den måde?
I Danmark mener skribenterne Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard, at den muslimske immigration og sammenstødene vi nu er vidner til, er en del af Den Tredje Islamiske Jihad. Et tredje forsøg på at besejre og undertvinge Vesten. Det første kom med araberne for mere end tusind år siden, det andet kom med tyrkerne i den tidlige moderne æra. Vil tredje gang blive lykkens gang for muslimerne? Vil det lykkes denne gang?
Under første jihad besejrede Charles martel, ”The Hammer”, brillant general og stifter af Carolingian Empire, den første vestlige magt efter Rom´s fald, araberne i Battle of Tours i 732, derigennem bevarende vestlig civilisation, og derudover meget af verden, fra Islam. Muslimerne undervurderede Frankerne, som de anså for værende barbarer, og tillod dem både at vælge tidspunkt og sted for slaget. Muslimerne tabte den første mulighed for at undertvinge europæerne, grundet deres arrogance. Sker det samme nu for Vesten? Undervurderer Vesten muslimerne?
Under anden jihad besejrede Jan Sobieski, kongen af Polen, den ottomanske hær, der havde belejret Wien i 1683. Ledende en kombineret hær af polske, østrigske og tyske tropper, angreb Sobieski en numerisk overlegen tyrkisk hær, indtil deres linjer var brudte, og tyrkerne flygtede i befippelse. Det var sidste gang muslimerne kom i nærheden af at true Vesten i traditionel krigsførsel. Nu foretrækker de demografisk krigsførsel gennem migration, kombineret med terrorisme.
Tredje jihad begyndte med olie-embargoen, tilstrømningen af petrodollars, og begyndelsen på Eurabien og muslimsk immigration til Vesten i 1960´erne og de tidlige 70 ´ere. Under tredje jihad synes venstreorienterede over hele Europa, at åbne dørene til Europa indefra. ”Vil i besejre Europa? Det er OK. Bare stem på os og hjælp os med at slippe af med kapitalismen og udrader europæernes kristne arv, så vil vi lade jer komme ind. I mellemtiden kan i nyde nogle velfærdsgoder, og vi vil forbyde opposition til dette forehavende, som racistisk og hadetale”.
Man ved at man er trådt ind i en mærkelig Eurabisk verden, når ledende norske politikere, et land i den arktiske cirkel, og uden kolonialistisk historie, begynder deres valgkampagner i et pakistansk yderområde. Før Norge´s nationale valg i 2005, priste den socialistiske leder Kristin Halvorsen, det ”blod, sved og tårer pakistanere i Norge har måttet ofre, i opbyggelsen af landet”. Mens næstformanden i det socialistiske parti vil afskaffe privat ejendom, så var lederen af selv samme socialistiske parti Kristin Halvorsen Norge´s finansminister. 83% af muslimerne i Norge stemte på venstreorienterede partier i 2005. Arbejderpartiet fik den overvejende del af stemmerne, hvor Sosialistisk Venstreparti fik 30,5%, mere end tre gange så mange stemmer som det fik i den generelle befolkning. Valganalytiker Anders Todal Jenssen pegede på, at partier som Sosialistisk Venstreparti har den mest liberale immigrationspolitik, og at dette sandsynligvis er grunden til immigranters ryk i retning af venstrefløjen. På samme måde ses Arbejderpartiet som dem generelle garant for den generøse velfærdsstat. Venstrefløjen vandt en kneben sejr i 2005, og dannede en regering der har været notorisk anti-israelsk og kritisk mod U.S.A. , såvel som formildende overfor palæstinensiske Hamas-terrorister.
På Norge´s Grundlovsdag i 2006, ville multikulturalisternes lobby i landet festligholde dagen med at synge Norge´s nationalsang – på urdu. Ideen var, at en version på Urdu ville tillade mange immigranter fra eksempelvis Pakistan, bedre at kunne udtrykke deres kærlighed til Norge. Det kan virke latterligt at synge Norge´s nationalsang på urdu, men Oslo har en signifikant stigning af et hurtigt voksende pakistansk samfund. Faktisk forventes det, at den indfødte norske befolkning inden for en generation, vil være en minoritet i deres egen hovedstad. Den amerikanske skribent Bruce Bawer, der bor i Norge, har i sin bog ”While Europe Slept: How Radical Islam is Destroying the West from Within”, at der nu fra Norge er flere flyafgange til Pakistan, end til U.S.A.
Samira munir, norsk politiker af pakistansk oprindelse, modtog mange dødstrusler mod hende selv og hendes familie, grundet hendes arbejde som fremtrædende rettighedsforkæmper for muslimske kvindelige immigranter. Hun blev fundet død under mystiske omstændigheder i november 2005 ved Kolbotn station nær Oslo. Tidligere i 2005 havde Munir hævdet, at der fandtes et omfattende samarbejde mellem socialistiske partier og muslimske samfund, under dette års valg i Norge. ”Overhovederne i familierne og moskeerne besluttede hvordan hele grupper af immigranter skulle stemme. De lavede handler som: ”Hvor man penge vil vi få, hvis vi får vores folk til at stemme på jer?”, og ”handlerne blev altid lavet med socialistiske partier”, sagde Munir. Det bør her bemærkes, at hendes eget konservative parti, ikke helle var helt uskyldig in denne sag. Akhtar Chaudry, politiker for Sosialistisk Venstreparti erklærede, at Norge med sin velfærdsstat var rimeligt tæt på muslimernes idé om Paradis, og at velfærdsstaten var lig med det islamiske koncept om social retfærdighed. Han glemte selvfølgelig at nævne, at ifølge ”Islamisk retfærdighed”, skal ikke-muslimer betale en skat, som tegn på underkastelse, og at mange muslimer utvivlsomt ser den vantro velfærdsstat på tilsvarende måde. Han evnede heller ikke at forklare, hvorfor muslimerne ikke kan skabe et sådan ”paradis” i deres egne lande, eller om det skandinaviske ”Paradis” kan overleve den massive tilstrømning af muslimske immigranter.
I Danmark i 2005 støttede mindre end 5% af immigrantvælgere centrum-højre-regeringen, der i de seneste år har taget skridt til at begrænse indvandringen. Landets socialistiske partier havde næsten uindskrænket støtte fra landets immigranter. Ifølge ”Copenhagen Post” ”støtter over 95% af ikke-etniske danskere med ret til at stemme, socialistiske partier”. Det mest populære parti hos immigranter, er Socialdemokraterne. De tiltrak 47,6 af immigranternes stemmer. Det næst mest populære parti hos immigranterne, var Radikale Venstre. Denne tendens gik ikke ubemærket hen hos leder af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard: ”Lad os være ærlige. De Radikale er ikke kun café latte sippende fra den kreative klasse. Det er i høj grad også komponeret af store koncentrationer af immigranter, som de Radikale lefler for”, sagde Kjærsgaard.
Islamiske ledere opfordrede i valgkampagnen 2005 i Danmark landets muslimske indbyggere til at stemme mod den daværende centrum-højre koalition. Kasem Said Ahmad, en fremtrædende muslimsk talsmand sagde, at han ”opfordrede alle muslimer til at modsætte sig regeringen”. Ahmad organiserede en samling af imamer, i en anti-regeringsbesked under en fredagsbøn. Statsminister Fogh Rasmussen, der blev genvalgt, reagerede vredt og omgående mod interventionen fra imamerne i Danmark: ”De burde holde sig ude af politik”, sagde Fogh Rasmussen. ”I Danmark holder vi religion og politik separat. Forestil jer, hvis danske præster begyndte at bruge prædikestolen til at prøve at påvirke folk til at stemme på bestemte partier”, sagde han. Morten Messerschmidt, et medlem af det danske folketing for Dansk Folkeparti, siger at ”alle skulle have forventet, at venstrefløjen var de første til at råbe op om intolerance. Men det har kun få gjort. Det har med den vanvittige idé om multikulturalisme at gøre. Derudover tror jeg også det har noget med magt at gøre – det er velkendt, at muslimske minoriteter i Danmark stemmer på venstreorienterede partier. Og nogle politikere – i Danmark såvel som i andre europæiske lande – laver overlagte kampagner for disse stemmer”.
I foråret 2006 krævede Sverige´s største muslimske organisation i et brev, underskrevet af lederen Mahmoud Aldebe, at Sverige skulle introducere separate love for muslimer. Brevet var en liste over adskillige sider, med aggressive krav omkring stort set alt; separate familielove, regulering af ægteskab og skilsmisse, ansættelse af imamer i skoler til at undervise homogene klasser med muslimske børn i deres religion sproget fra deres oprindelige hjemlande. Sverige´s minister for lighed Jens Orback kaldte kravet ”fuldstændigt uacceptabelt”.
Dog, det ser tiltagende ud til, at det kommende valg vil blive et tæt løb, og venstrefløjen vil være afhængige af immigranter for at fastholde magten. Som Nima Sanandaji formulerer det i Front Page Magazine, ”Sverige´s nationale fjernsynsstation har afsløret, at Socialdemokraterne er begyndt at fiske efter stemmer med hjælp fra radikale gejstlige”. I adskillige år har den kristne fløj af Socialdemokraterne, kaldet Broderskabet, samarbejdet med den indflydelsesrige muslimske leder Mahmoud Aldebe, præsident for Sverige´s muslimske association. Allerede i 1999 foreslog Aldebe, at Sharia, islamisk lov, skulle introduceres i Sverige. Efter det seneste valg i 2002 sendte Sverige´s muslimske association et lykønskningsbrev til den genvalgte leder Göran Persson, lykønskende ham med hans sejr og håbende på, at Persson ville arbejde for at implementere nogle af associations krav i fremtiden. Det Muslimske Broderskab har tidligere erklæret, at for dem er ”Sverige på mange måder et ideelt land, der deler Socialdemokraternes idealer i deres syn på velfærdssamfundet. Ledende figurer i de muslimske menigheder er også aktive i Socialdemokratiet, og har et meget godt forhold til Sverige´s Kristendemokrater. Socialdemokraterne har flere gange, måske som tak for den støtte de har modtaget fra moskeernes ledere, vist tendens i retning af at se i den anden retning fra de fakta om ekstremisme i nogle af vore moskeer. Det har givet Det Muslimske Broderskab frihed til at tvinge sin ideologi ned over moskeernes bedende. Israelske myndigheder kaldte i 2006 Sverige for ”det mest anti-israelske land i Europa”. Antallet af voldtægtsanklager er i de seneste år firedoblet, parallelt med den muslimske immigration.
Under valget i Storbritannien i 2005 prøvede Labour hårdt at vinde den traditionelle støtte fra muslimer Storbritannien, af hvilke mange truede med at forlade partiet, til fordel for anti-krigspartiet Respect Party´s kandidat George Galloway, eller selv Liberal Democrats, grundet Tony Blair´s støtte til Irak-krigen. Det mest synlige resultat af dette var forsøgene på at få vedtaget en dom, der forbyder tilskyndelse til ”religiøst had”. Prominente muslimer har erklæret, at deres håb i forbindelse med den nye lov var, at det skulle være kriminelt at anvende termer som ”Islamisk terrorisme”. Loven er adskillige gange blevet fremlagt til vedtagelse i det britiske parlament, men strandede hos oppositionen i House of Lords. Avisen Daily Telegraph udtalte: ”Det er en luns kød kastet til fortalerne for det muslimske samfund, der dominerer i hjertet af området i indre by, hvor Labour-vælgerne residerer. Hvis en sådan lov havde eksisteret i 1980´erne, kunne Salman Rushdie have været sagsøgt for at udgive ”De Sataniske Vers”, i stedet for at være beskyttet af den britiske stat”. Tony Blair er den første præmiereminister der har læst Koranen, der har citeret fra den og talt om den. Det Muslimske Råd har været i front for at lobby i regeringen for muslimske rettigheder. For nylig bad rådets generalsekretær Tony Blair erklære, at regeringen vil introducere en ny lov, der forbyder religiøs diskrimination. To uger senere lovede Tony Blair, at den næste Labour-regering vil forbyde religiøs diskrimination. Det var en stor sejr for det muslimske samfund i Storbritannien.
Gordon Brown, Blair´s efterfølger, viste sin anerkendelse til de britiske muslimer som “moderne helte”, der har bragt håb og idealisme til landet. Han sagde, at de havde ”bidraget til Storbritannien´s spiritualitet og økonomi, fordi Islam er en religion, der tilskynder til fair play, social retfærdighed og lighed”. Labour´s Tony Blair kaldte selv Islam for ”progressiv”, og priste Koranen for værende ”praktisk, og langt forud for sin tid når det drejer sig om ægteskab, kvinder og regeringsstyre”. Dette var efter terroristbombningerne i London i juli 2005, samtidigt med adskillige muslimske gejstlige i Storbritannien kaldende på omvæltningen af Vesten og britisk demokrati. Måske Blair, Brown og åndsfæller ikke har læst skribent Spengler for Asia Times Online, der, i gennemgangen af Melanie Phillips bog ”Londonistan” bemærkede, at ”væmmelse og foragt farver den muslimske indstilling til britiske venstreorienterede, der mest ønsker at formilde muslimerne”. Det skal retfærdigvis siges, at den konservative leder Michael Howard i 2005 talte om de storslåede bidrag muslimerne har ydet britisk liv. Howard sagde, at de ”økonomisk lysende, kulturelt kreative, socialt bevidste” britiske muslimske samfund berigede det moderne Storbritannien. Dette forsøg på at flirte med muslimske vælgere blev dog ikke vel modtaget. Tory´erne beklagede, at det i 2005 var vanskeligt for dem at ”vinde byerne”. Som andre steder i Europa tenderer muslimske immigranter at være koncentrerede i store byer, derigennem i disse områder konsoliderende grebet om venstrefløjens partier. I Holland blev kommunevalget i 2006 vundet af Partij van de Arbeid. Valget blev vundet grundet muslimske stemmer. 85% af de tiltagende immigrantstemmer stemte for Partij van de Arbeid, mens resten af muslimerne stemte på mindre partier på den ekstreme venstrefløj. Dette motiverede De Telegraaf, landets største avis, til at skrive, at immigranterne er blevet en ”magtblok”. Som Brussels Journal bemærkede, så er ”venstrefløjens stemmegrundlag i Vesteuropa tiltagende baseret på immigrantstemmer, da venstrefløjen appellerer til vælgere, der favoriserer omfattende redistribuering af skatteyderes penge til såkaldte ”underprivilegerede” grupper, såsom immigranter. I mange vesteuropæiske lande appellerer venstrefløjen aktivt til den tiltagende muslimske stemme. Venstrefløjen erkender, at tredje verdens immigranter garanterer venstrefløjens magtbase, fordi disse immigranter flyttede til Vesteuropa, tiltrukket af generøse velfærdsgoder, som partierne på venstrefløjen promoverer”.
Lederen af Partij van de Arbeid, Bos, er bekymret over disse nyligt valgte immigranter. Han siger, ”vore nye immigrantborgmestre er dømt til at skabe problemer, grundet deres ”politiske struktur” ofte er inkompatibel med hollandske politikker: ”De laver politik i overensstemmelse med deres hjemlandes kultur, hvor klientelisme (stemmer for modydelser) er normen”.
I 2006 appellerede generalsekretæren for Italien´s største muslimske organisation, Union of Islamic Communities in Italy, til at de italienske muslimer, ved valget skulle stemme på de italienske kommunister. Lederen af Union of Islamic Communities in Italy sagde, at kommunisternes villighed til at imødekomme det muslimske samfunds behov, var en god grund til at stemme på dem – endog placerende logoet for de italienske kommunister og deres allierede, De Grønne, begge medlemmer af centrum-venstrekoalitionen, i bunden af sine e-mails.
Ledende Sunni Sheikh Yousef Al-Qaradhawi og andre har hyldet den kommende besejring af Rom, ligesom Konstantinopel blev besejret i 1453. ”Islam vil vende tilbage som besejrer og herre, efter to gange at have været afvist. Islam invaderede Europa to gange, og forlod det…Måske vil vi besejre disse lande uden hære”
Givet de europæiske venstreorienteredes handlinger, kunne Qaradhawi ende med at få ret i sin forudsigelse.
