Vækst er et vigtigt politisk tema, men samtidigt forkætret på venstrefløjen, der lader til at mene, at vækst kan være noget farligt noget. Jeg vil derimod påstå, at vækst er en samfundsmæssig nødvendighed og en naturlig konsekvens af det at være menneske.
Vi mennesker prøver hele tiden at nå mere og mere på den samme tid. Vi køber en bil for at komme hurtigt fra sted til sted, og en opvaskemaskine står der efterhånden i de fleste hjem for at spare tid i husholdningen.
Sådan er det også på arbejdet. For en virksomhedsejer er tid penge, og derfor bestræber virksomhedsejere sig på at reducere omkostningerne gennem rationaliseringer. Eller for den sags skyld: øge produktion og omsætning med uændrede omkostninger.
Sådan har mennesket været altid, lige siden vi forlod abestadiet og begyndte at tilvirke redskaber. Vi gør det stadig, for vi vil gerne have færre omkostninger. Virksomhedsejerne vil gerne være rigere. Det vil vi jo alle.
På den måde stiger produktiviteten erfaringsmæssigt 2-3 procent år for år i de grene af vores liv, der ikke hæmmes af politiske interesser. Men hvis produktiviteten stiger uden vækst, så bliver der jo alt andet lige enten færre og færre arbejdspladser eller kortere og kortere arbejdstid.
Kortere arbejdstid kan være attraktivt nok. Mere fritid med familien og tid til hobbies og sport. Mere fritid er lig med mere frihed, men det er jo også lig med stagnerende levestandard. Og er det dét, vi vil? For mit eget vedkommende er jeg ikke i tvivl: en del af produktivitetsstigningen vil jeg helt sikkert konvertere til levestandard.
Lad os tage et ekstremt eksempel, som egentlig ikke er så ekstremt endda. Havde vi indført nulvækst dengang min morfar var på min alder (1930erne), ville vi stadig være ludfattige, og vi ville have haft en arbejdsdag på 39 minutter eller en arbejdsløshed på 92 procent, eller en kombination af de to. Kortere arbejdstid lyder egentlig meget godt, men vi ville ikke ane, hvad vi skulle bruge fritiden på, for fjernsynet ville ikke have været opfundet, og der ville ikke være råd til udlandsrejser eller restaurantbesøg. Børnedødeligheden ville stadig være høj som i 1930, men der ville være rigelig tid til at lave nogle nye. Ville vi være blevet lykkelige af al den fritid og intet at bruge den på, andet end at begrave børn og lave nye? Næppe. Vækst må ikke holdes nede. Tværtimod. Men frihed skal der til.
Heldigvis er mennesket BÅDE opfindsomt og grådigt. Vi vil have mere og mere, og vi omsætter rationaliseringsgevinsterne til mere velstand. Det er ikke en politisk beslutning; det er simpelthen den menneskelige natur.
Gode rammebetingelser for vækst er altså noget så sjældent som politik, der er i harmoni med den menneskelige natur. Men hvad så med den naturlige natur, spørger nogen. Miljøet. Klimaet. "Jordkloden kan ikke klare al den vækst". Jo, det kan jordkloden, for en del af væksten er med til at øge energieffektiviteten og mindske ressourcebelastningen (solfangere, vindmøller, Rockwool, energiglas, bølgeenergi, vandkraft), og en del af væksten omsættes til teater, biograture og restaurantbesøg, der ikke belaster andre ressourcer end de åndelige - og dem er der mange af i et frit samfund. Vækst i sig selv er ikke farligt. Men at vi skal passe på klodens ressourcer og gemme lidt til tipoldebørnene gør ikke vækst mindre vigtigt. Snarere tværtimod.
Vækst er en samfundsmæssig nødvendighed og en naturlig konsekvens af at være menneske.
