I Danmark institutionaliseres majoriteten af alle børn fra de er ½ år gamle.
Det er der en hel del børn og familier som ikke kan tåle.
Børnene reagerer med at blive usikre, omkringfarende og søgende.
Man kalder dette for ADHD.
Denne "diagnose" italesættes konsekvent af alle dem der tjener på børneinstitutionaliseringen (læger, pædagoger, psykologer og sygeplejersker) som en fysisk "fejl" hos børnene og som en moralsk "fejl" hos forældrene.
Men fejlen ligger - efter min mening - hverken hos børnene eller forældrene.
Problemet – for det er et problem og ikke en fejl – opstår ved at disse børn er i institution.
Med skiftende betegnelser som "fumler-tumler", "MBD", "DAMP" og "ADHD" er antallet af børn der udviser denne adfærd er steget støt lige siden 70-erne hvor børne-institutionaliseringen begyndte.
Hvis der er tale om en fejl, er det altså en systemfejl.
Og sammenholder man de danske vækstproblemer med egenskaberne ved den "diagnose" børnene stemples med, viser der sig efter min mening et ubehageligt mønster som siger noget om den danske velfærdsstat:
ADHD betyder at børnene har svært ved at fokusere deres opmærksomhed, at de er impulsive, og hyperaktive.
Hmmmm!?
Det er altså de børn der har et bredt opmærksomhedsfokus der går ud over rammen, og som formår at handle på en ide eller en indskydelse og som har et stort behov for at være aktive som det danske institutionsvæsen stempler som syge?
Dette kan også forstås sådan at det er de initiativrige, aktive børn der kan tænke ud over institutionslivets små kasser, der bliver stemplet som syge i det danske samfund?
Og for lige at tage den igen: børn der har gåpåmod og er aktive nok til at kaste sig ud i den trial-and-error-proces som er det nødvendige grundlag for enhver succes i erhvervslivet, og som kan tænke ud af boksen, stemples som syge af velfærdsstaten?
Jeg synes faktisk der er en hel del vækst-perspektiv i at tænke over dette forhold.
Sammenhængen bør – hvis den er reel - medføre en langt stærkere kritik af de symbioser som den danske "velfærds"-stat, søger at skabe mellem den offentlige sektor og civilsamfundet, herunder erhvervslivet.
Vi må alle, civile borgere så¨vel som erhvervsliv, arbejde for at få en vækst - og medfølgende eksport - der baserer sig på et liberalt demokrati og ikke på et totalitært eller autoritært demokrati.
Lige nu venter vi alle på den nye version af ICD-10.
Det bliver spændende om den indeholder en definition af ADHD.
Det gjorde ICD-10 ver7 jo ikke.
I det hele taget er det påfaldende så svært "videnskaben" har ved at beskrive disse "sygdomme".
Også det bør give stof til eftertanke.
Og eftertanken bør efter min meningikke blot handle om at nogle familier og mennesker rammes af sorg og ulykke og får deres liv ødelagt, hvilket jo i sig selv er alvorlihgt nok.
Den bør også handle om i hvilken retning vores land skal udvikle sig.
