Der er 2 former for værdiforståelse - den marxistiske som bygger på at værdien af produktion er lig omkostningerne til at producere og den markedsbaserede som bygger på at værdien af produktion er lig værdien af det som nogen vil betale for det eller den pris som man kan opnå i fri konkurrence med andre løsninger på samme eller substituerende behov.
Den markedsbaserede er behovsdrevet, dvs. at kundens valg mellem konkurrerende måder at dække behovene bestemmer hvad der er mere eller mindre værd. Slutkunden er altid en person - alle værdikæder ender hos end borger og enhver borgers behovssammensætning er kompleks og individuel, dvs. der er eksisterer ikke en standardkunde.
Den marxistiske er interessedrevet og fokuserer på producentens/leverandørens interesse, hvilket i praksis betyder at man ignorerer kundens behov og leverer det som man har størst interesse i at levere på de vilkår, som interessen tilsiger. Eftersom mennesker alligevel vil forsøge at optimere deres behovsdækning betyder det at producenten enten må lukke eller med magt opnå en monopolfunktion, så man kan diktere efterspørgslen - det som vi også kalder kommandoøkonomi eller planøkonomi.
I en behovsdrevet markedsbaseret forståelse betyder vækst relativ produktion, dvs. hvor megen værdi man kan skabe for slutkunderne med begrænsede ressourcer. Fokus flyttes hen på produktivitet (enhedsomkostninger) og kvalitet (individuel behovsdækning). Forskellige udbydere slås om det bedste tilbud til prisen og borgerne vælger dem som dækker deres behov bedst - taberne er de virksomheder som ikke formår at konkurrere og konstant forbedre den relative produktion.
I en marxistisk forståelse betyder vækst altså mere absolut produktion og dermed udtryk ved det som man i de keynesiansk baserede økonomiske modeller kalder "aktivitet". Der er ingen mekanismer til at optimere fordelingen af knappe ressourcer, så man får mest mulig værdi ud af produktionen. Der er ingen forståelsesramme til at drive udvikling af nye bredere produkter eller processer som udnytter ressourcerne bedre.
I den offentlige sektors styring sætter man værdi lig omkostningerne til at producere, Den offentlige sektor er i udpræget grad planøkonomisk elelr marxistisk baseret.
"Gratis" offentlige services er reelt udtryk for en planøkonomisk styring af produktionen som tilsidesætter borgerens valg til fordel for de interesser som styrer monopolet. Disse interesser er typisk ikke politikere, men embedsfolk i diverse centrale kommiteer eller lokalt suboptimerende embedsvælde og sekundært - i det omgang de kan tilkæmpe sig monopolmagt - diverse leverandørkarteller som formår at standardisere en vare/service, så de profiterer på monopolet.
Men det er med mange gråzoner. "Frit" sygehusvalg, skolevalg, lægevalg, bopælslokation, leverandør af sociale services etc. giver borgeren et element af frit valg mellem leverandør af tvangsstandardiserede ydelser, men stiller ikke behovet frit til at vælge hvad der er den bedre løsning via en fri prisdannelse og udbydernes investering i alternative pris/ydelsessammensætninger.
Pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse, SU, bistandshjælp etc. giver borgerne meget større mulighed for at udøve det frie valgs indflydelse på ressourceallokeringen og optimeringsprocesserne, f.eks. hvad og om man vælger at købe i offentlige "butikker", dvs. man kan godt tale om behovsdrevne processer i den offentlige sektor.
Hvis ressorucerne ikke slår til i en behovsdrevet process, så er man tvunget til at innovere - alternativet er lukning fordi produktet eller processerne er forældede i konkurrencen. Fokus er på hvordan man skaber MERE VÆRDI for ressourceindsaten.
Hvis ressourcerne ikke slår til en marxistisk monopoliseret process, så skærer man ned på produktet eller hæver skatterne - men der er ingen kræfter, dvs. man skærer ned på værdien uden at adressere hvor meget udbytte man får af ressourceindsatsen.
Marxistisk økonomi kan kun vokse ved at bruge flere ressourcer, dvs. der er en uintelligent vækst som bygger på at alle udbytter af ressourceindsatsen har den samme værdi. Politkere og embedsfolk bilder sig ind at de kan "optimere", men de har hverken indsigt eller mulighed for at styre en kompleks økonomi hvor hver enkelt borgeres behov er forskellige selvom der sker forvridninger via omfordeling og risici ikke rammer udbyderen.
Behovsdrevne økonomier vokser ved en mere intelligent udnyttelse af ressourcerne, så man skaber mere værdi målt på nyttesiden.Man kan ikke "styre" en behovsdreven økonomi, men man kan sikre at rammerne for forandrings- og tilpasningsprocesser er optimale - dvs. understøtte frit valg og styrke BORGERNES indflydelsei alle led af processerne.
Selv LA arbejder med en enorm offentlig primært planøkonomisk sektor - 40% skat plus afgifter er i historisk og international sammenhæng en enormt stor offentlig sektor. Men ingen interesserer sig for det forhold at alle disse ressourcer er marxistisk styret og det fører direkte til inoptimal ressourceallokering og særinteresser på borgernes bekostning.
Selvom omfordeling i sig selv skaber problemer for incentivestrukturerne, så er det kritisk at fokusere på hvordan man gør den offentlige sektor mere behovsdrevet og mindre marxistisk styret.
Man burde nok overveje at se meget mere kritisk på de stærkt marxistisk inspirerede økonomiske modeller - f.eks. Dream ser jo marxistisk på den offentlige sektor og der er ingen behovsdrevet vækstforståelse. Det bliver kun værre når man ser på ADAM og de andre.
Og burde man prøve at forklare de marxistiske økonomer på venstrefløjen at deres retorik er en cirkulær argumentation som grundet en ideologisk værdiforståelse ender med at konkludere deres egne forudsætninger. - de gør mennesker ens og laver regnsskabsstyring på basis af omkostninger i stedet for økonomistyring på basis af værdiskabelse - man kan ikke styre en virksomhed på omkostningerne, skaber man ikke værdi for nogen, så er konkurs det eneste sikre udfald.
Marxistisk Vækst = lånefinansieret produktion som skaber nye absolut efterspørgsmål, men den forsvinder igen når man skal opkræve skatten for betale lånene tilbage.
Det som er værre - offentlig planøkonomsik produktion har en meget lavere effektivitet end den behovsdrevne produktion, man beskatter væk. Dvs. marxistisk vækstforståelse SÆNKER væksten ved at gøre hele samfundet mindre effektivt.
