Højreorienterede mørkemænd – venstreorienterede idealister?
Det er på tide, at gøre op med denne højre-venstre-forestilling! Modstillingen bør i stedet være individ- og demokratiorienteret politik contra kollektivisme og totalitarisme.
Et politisk univers med denne modsætningsakse vil få et andet indhold, end det vi er vant til. Desuden vil det give betydelig mere mening.
Det er jo næppe nogen, der vil påstå, at marxisme, kommunisme, maoisme ikke er kollektive og totalitaristisk orienterede ideologier (proletariatets diktatur). Men at Mussolinis italienske fascister og Hitlers nationalsocialister hører til på samme fløj er ikke den almindelige forestilling.
Mussolini var imidlertid glødende marxist i begyndelsen af det tyvende århundrede, og han foragtede – hele sit liv - al borgerlighed. Efter nogle mislykkede forsøg på at skaffe sig politisk indflydelse blev han omkring 1. Verdenskrig stærkt påvirket af forfatteren Marinettis futuristiske ideologi, der hyldede fremskridtet, hastighed, racerbiler, fly, byen og krigen, kort sagt "det moderne": den totale forandring, revolutionen. Herefter udstyrede han sine marxistiske idéer med en ny klædedragt, som – af propagandistiske grunde – tog udgangspunkt i den glorværdige fortid, da De gamle Romere beherskede verden. Det italienske folks storhed skulle genopvækkes – ikke for at styrke en nationalorienteret kulturel dannelse; men som et middel til mobilisering af masserne. Romernes mærke var fasces, et bundt af stokke omkring en økse, som skulle symbolisere staten: samhørigheden (de sammenbundne stokke) og autoriteten (øksen) – eller udtrykt på en anden måde: fællesskab og styrke. Ideologiens navn blev herefter ændret fra marxisme til fascisme.
Mussolini og hans fascister kom til magten i Italien i 1922, og skulle blive Adolf Hitlers store forbillede frem til hans magtovertagelse i Tyskland i 1933.
På det tidspunkt var tre i det væsentlige identiske, utopiske ideologier ved magten i Europa: Foruden fascismen og nazismen også den socialistiske kommunisme (marxisme-leninisme) i Rusland. De tog alle tre udgangspunkt i arbejderklassen og ville på revolutionær vis afskaffe klassesamfundet. Det var endvidere kollektivistiske, ateistiske og totalitære bevægelser, der opbyggede stærke, ensrettende statsmagter, og de var aggressivt universelt orienterede. ”Lebensraum” og ”Komintern” var navne for denne for universalismen – ”Den historiske nødvendighed” og ”Heute gehørt uns Deutschland – Morgen die ganze Welt” er andre udtryk for det samme. Den italienske fascismes ekspansion var ikke så succesrig, som nazismen og den kommunistiske socialisme, der begge fik opbygget rene imperier.
Også i stilen ligner fascisme, nazisme og kommunisme hinanden: Førernes militære look, strækmarch, militærparader og store fælles manifestationer, partidage m.m. I propagandaen (agitprop og Goebbels propagandaministerium) blev de nye medier – inspireret af futurismen – udnyttet til det yderste: film og radio blev ensrettet til effektivt at påvirke masserne. Et nyt menneske skulle skabes: fascismens fremskridtsmenneske, nazismens overmenneske, sovjetmennesket.
At placere disse ideologier som modsatrettede i det politiske spektrum, er meningsløst og forvirrende.
Jamen, racismen? – Nazismen var da racistisk? Ja, i 1920´erne og 30´erne var alle racistiske: videnskaben, kommunisterne, de danske socialdemokrater (udtrykt f.eks. i K.K.Steinckes racehygiejne), de konservative - alle var de racistiske, hvis der ved racisme forstås, at der er genetisk – og dermed kvalitativ - forskel på mennesker både som enkeltindivider og som etniciteter. Men at det forholder sig sådan, er ganske gået i glemmebogen. I fortrængningens retrospekt er racismen nu forbeholdt Hitler og hans nazister.
En anden nyplacering i spektret angår den spanske generalissimo Francisco Franco, som ikke kan rubriceres som fascist, selv om hans Falange – den forenede modstandsbevægelse – omfattede et fascistisk parti under ledelse af José Antonio Primo de Rivera, nemlig ”Falange Española”. Franco var derimod nationalkonservativ – han holdt sig efter sin magtovertagelse på god afstand af de tre kollektivistiske diktaturer og lagde i stedet grunden til det spanske kongedømme og demokrati, som dannedes efter hans død.
Hertil kommer så politisk islam, som udvikler lignende træk: totalitære, korporative, racistiske og propagandistiske samfund, hvor det enkelte individ ingen betydning har. Stater med islam som grundlag er derfor også præget af de øvrige totalitære ideologiers føreruniformering, strækmarch og krigsforherligelse.
Hvad bliver resultatet så af denne korte analyse? At politisk beslægtede bevægelser bliver placeret på samme politiske fløj: nazisme, kommunisme, fascisme og socialisme hører til i samme familie, hvor de i øvrigt er i selskab med BZ´erne, christianitterne, de autonome, rockerne og politisk islam – alle totalitære, idealistiske, utopiske ideologier, der omfatter tilværelsens helhed, så privatpersonen eller borgeren afskaffes. På denne fløj - omend ikke så ekstremt - må man også placere danske folketingspartier som Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet.
På den anden fløj – som den eneste egentlige opposition til disse kollektivbevægelser – finder man nationalkonservatismen og liberalismen, som i princippet tager udgangspunkt i henholdsvis familien og individet. Afgørende bastioner i individets position i forhold til staten (kollektivet/massen) er de såkaldt ”borgerlige rettigheder”: som forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og ejendomsretten, uden hvilke ingen politisk frihed for den enkelte borger kan opretholdes.
Til denne fløj hører Det konservative Folkeparti, Liberal Alliance,Venstre, Det radikale Venstre og Dansk folkeparti.
Slut med den forvirrende højre/venstre retorik - der er langt mere mening i modsætningen: den kollektivistiske totalitarisme (stærk stat) contra en individ- og familiepolitik med udgangspunkt i de før omtalte borgerlige rettigheder (svag stat).
Det er på tide, at gøre op med denne højre-venstre-forestilling! Modstillingen bør i stedet være individ- og demokratiorienteret politik contra kollektivisme og totalitarisme.
Et politisk univers med denne modsætningsakse vil få et andet indhold, end det vi er vant til. Desuden vil det give betydelig mere mening.
Det er jo næppe nogen, der vil påstå, at marxisme, kommunisme, maoisme ikke er kollektive og totalitaristisk orienterede ideologier (proletariatets diktatur). Men at Mussolinis italienske fascister og Hitlers nationalsocialister hører til på samme fløj er ikke den almindelige forestilling.
Mussolini var imidlertid glødende marxist i begyndelsen af det tyvende århundrede, og han foragtede – hele sit liv - al borgerlighed. Efter nogle mislykkede forsøg på at skaffe sig politisk indflydelse blev han omkring 1. Verdenskrig stærkt påvirket af forfatteren Marinettis futuristiske ideologi, der hyldede fremskridtet, hastighed, racerbiler, fly, byen og krigen, kort sagt "det moderne": den totale forandring, revolutionen. Herefter udstyrede han sine marxistiske idéer med en ny klædedragt, som – af propagandistiske grunde – tog udgangspunkt i den glorværdige fortid, da De gamle Romere beherskede verden. Det italienske folks storhed skulle genopvækkes – ikke for at styrke en nationalorienteret kulturel dannelse; men som et middel til mobilisering af masserne. Romernes mærke var fasces, et bundt af stokke omkring en økse, som skulle symbolisere staten: samhørigheden (de sammenbundne stokke) og autoriteten (øksen) – eller udtrykt på en anden måde: fællesskab og styrke. Ideologiens navn blev herefter ændret fra marxisme til fascisme.
Mussolini og hans fascister kom til magten i Italien i 1922, og skulle blive Adolf Hitlers store forbillede frem til hans magtovertagelse i Tyskland i 1933.
På det tidspunkt var tre i det væsentlige identiske, utopiske ideologier ved magten i Europa: Foruden fascismen og nazismen også den socialistiske kommunisme (marxisme-leninisme) i Rusland. De tog alle tre udgangspunkt i arbejderklassen og ville på revolutionær vis afskaffe klassesamfundet. Det var endvidere kollektivistiske, ateistiske og totalitære bevægelser, der opbyggede stærke, ensrettende statsmagter, og de var aggressivt universelt orienterede. ”Lebensraum” og ”Komintern” var navne for denne for universalismen – ”Den historiske nødvendighed” og ”Heute gehørt uns Deutschland – Morgen die ganze Welt” er andre udtryk for det samme. Den italienske fascismes ekspansion var ikke så succesrig, som nazismen og den kommunistiske socialisme, der begge fik opbygget rene imperier.
Også i stilen ligner fascisme, nazisme og kommunisme hinanden: Førernes militære look, strækmarch, militærparader og store fælles manifestationer, partidage m.m. I propagandaen (agitprop og Goebbels propagandaministerium) blev de nye medier – inspireret af futurismen – udnyttet til det yderste: film og radio blev ensrettet til effektivt at påvirke masserne. Et nyt menneske skulle skabes: fascismens fremskridtsmenneske, nazismens overmenneske, sovjetmennesket.
At placere disse ideologier som modsatrettede i det politiske spektrum, er meningsløst og forvirrende.
Jamen, racismen? – Nazismen var da racistisk? Ja, i 1920´erne og 30´erne var alle racistiske: videnskaben, kommunisterne, de danske socialdemokrater (udtrykt f.eks. i K.K.Steinckes racehygiejne), de konservative - alle var de racistiske, hvis der ved racisme forstås, at der er genetisk – og dermed kvalitativ - forskel på mennesker både som enkeltindivider og som etniciteter. Men at det forholder sig sådan, er ganske gået i glemmebogen. I fortrængningens retrospekt er racismen nu forbeholdt Hitler og hans nazister.
En anden nyplacering i spektret angår den spanske generalissimo Francisco Franco, som ikke kan rubriceres som fascist, selv om hans Falange – den forenede modstandsbevægelse – omfattede et fascistisk parti under ledelse af José Antonio Primo de Rivera, nemlig ”Falange Española”. Franco var derimod nationalkonservativ – han holdt sig efter sin magtovertagelse på god afstand af de tre kollektivistiske diktaturer og lagde i stedet grunden til det spanske kongedømme og demokrati, som dannedes efter hans død.
Hertil kommer så politisk islam, som udvikler lignende træk: totalitære, korporative, racistiske og propagandistiske samfund, hvor det enkelte individ ingen betydning har. Stater med islam som grundlag er derfor også præget af de øvrige totalitære ideologiers føreruniformering, strækmarch og krigsforherligelse.
Hvad bliver resultatet så af denne korte analyse? At politisk beslægtede bevægelser bliver placeret på samme politiske fløj: nazisme, kommunisme, fascisme og socialisme hører til i samme familie, hvor de i øvrigt er i selskab med BZ´erne, christianitterne, de autonome, rockerne og politisk islam – alle totalitære, idealistiske, utopiske ideologier, der omfatter tilværelsens helhed, så privatpersonen eller borgeren afskaffes. På denne fløj - omend ikke så ekstremt - må man også placere danske folketingspartier som Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet.
På den anden fløj – som den eneste egentlige opposition til disse kollektivbevægelser – finder man nationalkonservatismen og liberalismen, som i princippet tager udgangspunkt i henholdsvis familien og individet. Afgørende bastioner i individets position i forhold til staten (kollektivet/massen) er de såkaldt ”borgerlige rettigheder”: som forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og ejendomsretten, uden hvilke ingen politisk frihed for den enkelte borger kan opretholdes.
Til denne fløj hører Det konservative Folkeparti, Liberal Alliance,Venstre, Det radikale Venstre og Dansk folkeparti.
Slut med den forvirrende højre/venstre retorik - der er langt mere mening i modsætningen: den kollektivistiske totalitarisme (stærk stat) contra en individ- og familiepolitik med udgangspunkt i de før omtalte borgerlige rettigheder (svag stat).
