Anders Samuelsen fra Liberal Alliance har udgivet et nyt ugebrev og her skriver han mange gode ting om lavere skatter osv.
"Nogle gange hører jeg anklagen om, at Liberal Alliance ikke har nogen social profil. ”I taler kun om økonomi og reformer, det er tørt og koldt, og det appellerer slet ikke til folk med hjertet på rette sted. I appellerer kun til egoisterne,” lyder det. Vrøvl, er mit svar.
Jeg vil gerne prøve at forklare, hvorfor denne anklage er en kæmpe misforståelse. Ja, faktisk forholder det sig lige omvendt: Liberal Alliance er det mest socialt bevidste parti i Folketinget, netop fordi vi er så fokuserede på reformer og lav skat på arbejde. For det er reformerne og den lave skat, der skal sikre den vækst og det arbejdsudbud, der gør, at vi også i fremtiden har råd til at hjælpe de medmennesker, som har behov for hjælp.
Lad mig blive lidt mere konkret: Tirsdag var jeg til strategiseminar i Horsens. Det nye byråd var samlet for at bruge en hel dag på at sætte fælles pejlemærker for, hvor Horsens skal bevæge sig hen. På den ene side var der store ønsker om at gøre Horsens til oplevelses- og event-by. På den anden side var der skræmmende tal, der skærer nogle af fremtidens udfordringer ud i pap: I de kommende mange, mange år forlader de store årgange arbejdsmarkedet, mens de bliver afløst af de små årgange – som ikke er særligt interesserede i at arbejde i den offentlige sektor. Det kan kun betyde én ting: Færre pædagoger, folkeskolelærere, hjemmehjælpere, sygeplejersker, læger og socialrådgivere – færre mennesker til at tage sig af børnene, de ældre, de syge og de socialt udsatte.
I den situation bruger vi simpelthen for mange penge på ting, der ikke er nødvendige – som for eksempel efterlønnen. Jeg kan da godt forstå, at det er rart at gå på efterløn og få tid til børnebørnene. Men hånden på hjertet: Er det trods alt ikke bedre at sørge for, at børnebørnene kan gå i nogle ordentlige skoler og få ordentlig lægehjælp, når de har behov for det? Sat på spidsen kan og bør vi faktisk sige til folk, der på trods af et godt helbred ønsker at gå på efterløn: ”Fint nok, gå du bare på efterløn, nu mens du er rask, men så må du leve med, at der ikke er råd eller folk til at hjælpe dig med at holde dig ren, støvsuge, passe og pleje dig, når du om 15-20 år for alvor får brug for det.”
For så enkelt er det faktisk. Så enkel er sammenhængen: Horsens – og alle andre kommuner, for den sags skyld – kommer til at mangle varme hænder, fordi vi i dagens Danmark betaler de samme varme hænder for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før tid. Enten bruger vi penge på efterløn eller også bruger vi penge på hjemmehjælp og skoler. Vi kan ikke bruge den samme pose penge to gange.
Af samme grund kæmper Liberal Alliance for at få begrænset bureaukratiet og kontrolsamfundet, som kræver flere og flere administrative medarbejdere. For enten betaler vi for, at en masse administratorer kan holde øje med alt muligt ligegyldigt. Eller også bruger vi pengene på at sikre et godt sundhedssystem, hvor vi ikke fyrer sygeplejersker."
Man skulle her tro at Anders Samuelsen er sprunget på de Radikales vandvogn omkring den offentlige sektor. Men hvorfor må man nu ikke fyre sygeplejersker? For et par uger siden kunne man læse en artikel i Weekendavisen, hvor det blev beskrevet hvorledes afdelingssygeplejersker sammen med de af Regionerne udsendte DJØF'ere har taget magten på landets sygehuse. Sygeplejersker som har buret sig inde på kontorer, hvor de konsoliderer deres magt på bekostning af lægerne og aldrig ser en patient.
Der er smidt ekstra i faste priser 21 mia. kr. i sundhedsvæsenet de sidste 8 år, det svarer til en årlig realvækst på 3,3%. Udgifterne er løbet løbsk i et system der hviler både på rammebevillinger og på en aktivitetsbaserede finansiering, hvor pengene følger patienten. Det betyder man har 2 styringsprincipper der peger i hver sin retning.
Vismændene er ikke i tvivl om, at "sundhedsudgifterne er den enkeltpost på det offentlige budget, som potentielt kan give anledning til det største finansieringsproblem og derved sætte den finanspolitiske holdbarhed under pres."
Socialpolitik er ikke at holde hånden under og have skyklapper på overfor en offentlig sektor ude af kontrol. Anders anfører korrekt at der bruges for mange penge på bureaukrater, men der bruges også for mange penge på ikke produktive sygeplejersker på landets sygehuse.
Et godt sundhedsvæsen er et privat sundhedsvæsen uden administrative Regioner, DJØF'ere og magtsyge afdelingssygeplejersker. Hospitaler skal privatiseres og konkurrere mod hinanden. Staten kan have en offentlig sygesikring, hvor det er muligt at supplere med private tillægsforsikringer. Folk der tegner helt igennem private forsikringer skal ikke også betale til det offentlige system; reelt dobbeltbetaling.
Konkurrence og almindelige markedsmekanismer er godt - også på hospitaler.
Og iøvrigt er afgang af store gamle årgange i den offentlige sektor jo alle tiders mulighed for endelig at få produktiviteten op indenfor den offentlige sektor. En gammel undersøgelse fra Nyrup-tiden viste, at i 90'erne ansatte det offentlige var det 70-80.000 ekstra personale, men produktionen faldt samlet med hvad der svarer til 10.000 ansatte. Det er hul-i-hovedet-politik, som de Radikale gerne vil tilbage til. Men forhåbentligt ikke Liberal Alliance?
[endif]
"Nogle gange hører jeg anklagen om, at Liberal Alliance ikke har nogen social profil. ”I taler kun om økonomi og reformer, det er tørt og koldt, og det appellerer slet ikke til folk med hjertet på rette sted. I appellerer kun til egoisterne,” lyder det. Vrøvl, er mit svar.
Jeg vil gerne prøve at forklare, hvorfor denne anklage er en kæmpe misforståelse. Ja, faktisk forholder det sig lige omvendt: Liberal Alliance er det mest socialt bevidste parti i Folketinget, netop fordi vi er så fokuserede på reformer og lav skat på arbejde. For det er reformerne og den lave skat, der skal sikre den vækst og det arbejdsudbud, der gør, at vi også i fremtiden har råd til at hjælpe de medmennesker, som har behov for hjælp.
Lad mig blive lidt mere konkret: Tirsdag var jeg til strategiseminar i Horsens. Det nye byråd var samlet for at bruge en hel dag på at sætte fælles pejlemærker for, hvor Horsens skal bevæge sig hen. På den ene side var der store ønsker om at gøre Horsens til oplevelses- og event-by. På den anden side var der skræmmende tal, der skærer nogle af fremtidens udfordringer ud i pap: I de kommende mange, mange år forlader de store årgange arbejdsmarkedet, mens de bliver afløst af de små årgange – som ikke er særligt interesserede i at arbejde i den offentlige sektor. Det kan kun betyde én ting: Færre pædagoger, folkeskolelærere, hjemmehjælpere, sygeplejersker, læger og socialrådgivere – færre mennesker til at tage sig af børnene, de ældre, de syge og de socialt udsatte.
I den situation bruger vi simpelthen for mange penge på ting, der ikke er nødvendige – som for eksempel efterlønnen. Jeg kan da godt forstå, at det er rart at gå på efterløn og få tid til børnebørnene. Men hånden på hjertet: Er det trods alt ikke bedre at sørge for, at børnebørnene kan gå i nogle ordentlige skoler og få ordentlig lægehjælp, når de har behov for det? Sat på spidsen kan og bør vi faktisk sige til folk, der på trods af et godt helbred ønsker at gå på efterløn: ”Fint nok, gå du bare på efterløn, nu mens du er rask, men så må du leve med, at der ikke er råd eller folk til at hjælpe dig med at holde dig ren, støvsuge, passe og pleje dig, når du om 15-20 år for alvor får brug for det.”
For så enkelt er det faktisk. Så enkel er sammenhængen: Horsens – og alle andre kommuner, for den sags skyld – kommer til at mangle varme hænder, fordi vi i dagens Danmark betaler de samme varme hænder for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før tid. Enten bruger vi penge på efterløn eller også bruger vi penge på hjemmehjælp og skoler. Vi kan ikke bruge den samme pose penge to gange.
Af samme grund kæmper Liberal Alliance for at få begrænset bureaukratiet og kontrolsamfundet, som kræver flere og flere administrative medarbejdere. For enten betaler vi for, at en masse administratorer kan holde øje med alt muligt ligegyldigt. Eller også bruger vi pengene på at sikre et godt sundhedssystem, hvor vi ikke fyrer sygeplejersker."
Man skulle her tro at Anders Samuelsen er sprunget på de Radikales vandvogn omkring den offentlige sektor. Men hvorfor må man nu ikke fyre sygeplejersker? For et par uger siden kunne man læse en artikel i Weekendavisen, hvor det blev beskrevet hvorledes afdelingssygeplejersker sammen med de af Regionerne udsendte DJØF'ere har taget magten på landets sygehuse. Sygeplejersker som har buret sig inde på kontorer, hvor de konsoliderer deres magt på bekostning af lægerne og aldrig ser en patient.
Der er smidt ekstra i faste priser 21 mia. kr. i sundhedsvæsenet de sidste 8 år, det svarer til en årlig realvækst på 3,3%. Udgifterne er løbet løbsk i et system der hviler både på rammebevillinger og på en aktivitetsbaserede finansiering, hvor pengene følger patienten. Det betyder man har 2 styringsprincipper der peger i hver sin retning.
Vismændene er ikke i tvivl om, at "sundhedsudgifterne er den enkeltpost på det offentlige budget, som potentielt kan give anledning til det største finansieringsproblem og derved sætte den finanspolitiske holdbarhed under pres."
Socialpolitik er ikke at holde hånden under og have skyklapper på overfor en offentlig sektor ude af kontrol. Anders anfører korrekt at der bruges for mange penge på bureaukrater, men der bruges også for mange penge på ikke produktive sygeplejersker på landets sygehuse.
Et godt sundhedsvæsen er et privat sundhedsvæsen uden administrative Regioner, DJØF'ere og magtsyge afdelingssygeplejersker. Hospitaler skal privatiseres og konkurrere mod hinanden. Staten kan have en offentlig sygesikring, hvor det er muligt at supplere med private tillægsforsikringer. Folk der tegner helt igennem private forsikringer skal ikke også betale til det offentlige system; reelt dobbeltbetaling.
Konkurrence og almindelige markedsmekanismer er godt - også på hospitaler.
Og iøvrigt er afgang af store gamle årgange i den offentlige sektor jo alle tiders mulighed for endelig at få produktiviteten op indenfor den offentlige sektor. En gammel undersøgelse fra Nyrup-tiden viste, at i 90'erne ansatte det offentlige var det 70-80.000 ekstra personale, men produktionen faldt samlet med hvad der svarer til 10.000 ansatte. Det er hul-i-hovedet-politik, som de Radikale gerne vil tilbage til. Men forhåbentligt ikke Liberal Alliance?
[endif]
