Når jeg hører Mellemfolkeligt Samvirke andre danske NGO’er fortælle om deres ædle motiver for gøre noget, tænker jeg altid på Lacans Dictum:
Galning der tror han er konge, er ikke mere gal end konge der tror han konge.
Den der ikke tænker over hvorfor er jeg her? Hvad er det jeg laver? Han får en tankeløs væren.
De danske NGO’er ligner tankeløse eksistenser. For det er jo ikke folks motiver vi skal vurdere men resultatet af deres handlinger.
Siden Anden Verdenskrig har den vestlige verden sendt udviklingslandene $2 trillioner og vi har slet, slet ikke set skoler, veje, hospitaler … eller bare noget der ligner.
Ethvert indgreb, der søger at rulle fattigdom tilbage – det være sig mikrofinans, uddannelse, sundhedspleje, boliger eller bare adgang til basale ydelser som vand og energi – alle må de opfylde fire grundlæggende ting.
1) Skala; Når der er et par milliarder mennesker, der lever for 2 $ eller mindre om dagen, har lidt bare ikke ret. Det svarer til, at man vil behandle sygdommen kræft med én Panodil.
2) Kontinuitet; Forbrugerne og iværksætterne i udviklingslandene må kunne stole på at institutionerne består, ikke bare de næste par år, men også langt ud i fremtiden til glæde for deres børn og børnebørn. Ellers tør de lokale ikke investerer deres hjerteblod.
3) Kontinuerlig effekt; Evnen til forsat innovation. Man må hele tiden blive bedre på sit produkt.
4) Konstant effektivitet; Evnen til forsat effektivisering. Produkterne må kunne blive billigere og billigere for hver dag, der går.
Den første store bølge er tiltag i udviklingslandene efter Anden Verdenskrig har ikke været strukturelt i stand til at levere på disse fire. Det kan have meget at gøre med, at fattigdom er en meget sejlivet størrelse. NGO’erne har været gode til at føde og give næring til nye idéer, der kan ændre verden. Men ingen af disse organisationer er strukturelt konstrueret til omfang eller varighed, punkt 1. og 2.. Som en følge heraf, har de ofte forsøgt at alliere sig med regeringen i udviklingslandet. Men sådanne politiske ledere kommer og går og derfor er staten i udviklingslandet ikke en garant for kontinuerlig effekt og effektivitet, punkt 3. og 4.. Der findes kun én måde at levere konsekvent og samtidig på alle fire, og det er gennem det private initiativ, når staten ikke er stabil. Resultaterne kommer ikke af en enkelt virksomhed - de enkelte virksomheder fødes, trives og dør – men resultaterne kommer af fremkomsten af en hel industri. Og industrier fødes ud af foreningen af to faktorer: Økonomisk aktivitet og forrentninger, der leverer over gennemsnittet, (Tidl. Investeringsbankmand fra Wall Street, Michael Chu, 2007).
Min danske historieforståelse er den, at industri skabte middelklasse, som skabte velfærdsstat, som betaler mad til fattige. Det var ikke den anden vej rundt. Det var det private initiativ, der skabte grundlaget for velfærden i Danmark.
De Danske NGO’er med Marxist rødder må kunne forstå efter 50 år med dårlige resultater, at udvikling er en proces, hvorfor man ikke kan indføre kunstigt lave renter fra dag 1. som Dr. Muhammad Yunus vil, det kræver en stærk statspartner, noget som først skal udvikles i udviklingslande.
Vi skal ikke miste flere af danskerne penge. Vi skal investere udviklingsbistanden i nye vækstfonde, som udvikler industri, som den nye Merkur Udviklingslån A/S:
Merkur Udviklingslån A/S er et nystiftet selskab, som drives i et partnerskab mellem Merkur, Den Almennyttige Andelskasse og Industrialiseringsfonden for udviklingslande (IFU). Formålet er at bidrage til økonomisk udvikling på et bæredygtigt grundlag i udviklingslande. Samtidig er formålet at investorerne får et rimeligt afkast af deres investering.
Vi skal sætte investeringsbankfolk som Lars Sejer Christensen i gang i Rådet: The Council of Microfinance Equity Funds, som leder ekspansionen af den formelle økonomi til bunden af den økonomiske pyramide,www.CMEF.com Alle bread winners i udviklingslandene skal have en god bank, ikke kun de rige forbrugere.
Det udvikler skatteborgere. Typisk betaler man 15 % VAT skat af værdien af dit mikrolånet. De penge lå på det sorte markedet før. De bliver til mange penge. Det er helt nye penge i statskassen i udviklingslandet. De penge kan bruges på mad til sultne og hvis ikke, har vi og de nye afrikanske skatteborgere endelig nogen at skyde skylden på.
www.CMEF.com børsnoterer de bedst NGO mikrofinansprojekter - de henter penge fra aktiemarkedet og ikke i donorkasserne.
Så hvis dit mål er at rulle fattigdom tilbage og ændre verden, da tro ikke på dem, der siger, at afkastet af din investering blot er prikken over i'et. Afkast betyder alt!
Læs gerne Chu’s leder fra Forbes Magazine
http://www.forbes.com/2007/12/20/michael-chu-microfinance-biz-cz_mc_1220chu.html
Galning der tror han er konge, er ikke mere gal end konge der tror han konge.
Den der ikke tænker over hvorfor er jeg her? Hvad er det jeg laver? Han får en tankeløs væren.
De danske NGO’er ligner tankeløse eksistenser. For det er jo ikke folks motiver vi skal vurdere men resultatet af deres handlinger.
Siden Anden Verdenskrig har den vestlige verden sendt udviklingslandene $2 trillioner og vi har slet, slet ikke set skoler, veje, hospitaler … eller bare noget der ligner.
Ethvert indgreb, der søger at rulle fattigdom tilbage – det være sig mikrofinans, uddannelse, sundhedspleje, boliger eller bare adgang til basale ydelser som vand og energi – alle må de opfylde fire grundlæggende ting.
1) Skala; Når der er et par milliarder mennesker, der lever for 2 $ eller mindre om dagen, har lidt bare ikke ret. Det svarer til, at man vil behandle sygdommen kræft med én Panodil.
2) Kontinuitet; Forbrugerne og iværksætterne i udviklingslandene må kunne stole på at institutionerne består, ikke bare de næste par år, men også langt ud i fremtiden til glæde for deres børn og børnebørn. Ellers tør de lokale ikke investerer deres hjerteblod.
3) Kontinuerlig effekt; Evnen til forsat innovation. Man må hele tiden blive bedre på sit produkt.
4) Konstant effektivitet; Evnen til forsat effektivisering. Produkterne må kunne blive billigere og billigere for hver dag, der går.
Den første store bølge er tiltag i udviklingslandene efter Anden Verdenskrig har ikke været strukturelt i stand til at levere på disse fire. Det kan have meget at gøre med, at fattigdom er en meget sejlivet størrelse. NGO’erne har været gode til at føde og give næring til nye idéer, der kan ændre verden. Men ingen af disse organisationer er strukturelt konstrueret til omfang eller varighed, punkt 1. og 2.. Som en følge heraf, har de ofte forsøgt at alliere sig med regeringen i udviklingslandet. Men sådanne politiske ledere kommer og går og derfor er staten i udviklingslandet ikke en garant for kontinuerlig effekt og effektivitet, punkt 3. og 4.. Der findes kun én måde at levere konsekvent og samtidig på alle fire, og det er gennem det private initiativ, når staten ikke er stabil. Resultaterne kommer ikke af en enkelt virksomhed - de enkelte virksomheder fødes, trives og dør – men resultaterne kommer af fremkomsten af en hel industri. Og industrier fødes ud af foreningen af to faktorer: Økonomisk aktivitet og forrentninger, der leverer over gennemsnittet, (Tidl. Investeringsbankmand fra Wall Street, Michael Chu, 2007).
Min danske historieforståelse er den, at industri skabte middelklasse, som skabte velfærdsstat, som betaler mad til fattige. Det var ikke den anden vej rundt. Det var det private initiativ, der skabte grundlaget for velfærden i Danmark.
De Danske NGO’er med Marxist rødder må kunne forstå efter 50 år med dårlige resultater, at udvikling er en proces, hvorfor man ikke kan indføre kunstigt lave renter fra dag 1. som Dr. Muhammad Yunus vil, det kræver en stærk statspartner, noget som først skal udvikles i udviklingslande.
Vi skal ikke miste flere af danskerne penge. Vi skal investere udviklingsbistanden i nye vækstfonde, som udvikler industri, som den nye Merkur Udviklingslån A/S:
Merkur Udviklingslån A/S er et nystiftet selskab, som drives i et partnerskab mellem Merkur, Den Almennyttige Andelskasse og Industrialiseringsfonden for udviklingslande (IFU). Formålet er at bidrage til økonomisk udvikling på et bæredygtigt grundlag i udviklingslande. Samtidig er formålet at investorerne får et rimeligt afkast af deres investering.
Vi skal sætte investeringsbankfolk som Lars Sejer Christensen i gang i Rådet: The Council of Microfinance Equity Funds, som leder ekspansionen af den formelle økonomi til bunden af den økonomiske pyramide,www.CMEF.com Alle bread winners i udviklingslandene skal have en god bank, ikke kun de rige forbrugere.
Det udvikler skatteborgere. Typisk betaler man 15 % VAT skat af værdien af dit mikrolånet. De penge lå på det sorte markedet før. De bliver til mange penge. Det er helt nye penge i statskassen i udviklingslandet. De penge kan bruges på mad til sultne og hvis ikke, har vi og de nye afrikanske skatteborgere endelig nogen at skyde skylden på.
www.CMEF.com børsnoterer de bedst NGO mikrofinansprojekter - de henter penge fra aktiemarkedet og ikke i donorkasserne.
Så hvis dit mål er at rulle fattigdom tilbage og ændre verden, da tro ikke på dem, der siger, at afkastet af din investering blot er prikken over i'et. Afkast betyder alt!
Læs gerne Chu’s leder fra Forbes Magazine
http://www.forbes.com/2007/12/20/michael-chu-microfinance-biz-cz_mc_1220chu.html
