En udstilling på Mediemuseet på Brandts med japanske tegninger af seksuel karakter der involverer tegnede børnfigurer møder på forhånd kritik. Udstillingens motivation er den nylige sag fra Sverige, hvor er forbud mod tegnet børneporno* har medført dom for en oversætter af Manga-tegneserier.
Hidtil har kritikken af tegnede nøgne børn gået på, at det kan opildne voksne pædofile til overgreb mod børn eller at fiktion kan forveksles med virkelige hændelser og beværliggøre opklaringsarbejde, men Dansk Psykologforening udvider nu kritikken til også at omfatte påvirkning af børn.
Dansk psykologforening ved formand Roal Ulrichsen udtrykker bekymring for at udstillingen skal påvirke børn og kommer endvidere med følgende interessante udtalelse:
For mig at se er der to kraftige problemer i kritikken af fiktion:
1. Påstanden om at noget skal forbydes, ikke fordi det i sig selv indebærer et overgreb, men fordi det kan føre til at andre udøver overgreb.
2. Idéen om, at det børnesikrede samfund.
Problemet ved punkt 1 er, at hvis vi forbyder tegninger af børn fordi pædofile ophidses til overgreb - så må vi følgeligt også forbyde tegninger af Muhammed, da muslimer kan finde på at nedbrænde vores ambassader eller myrde borgere såfremt de ser eller blot hører om en sådan tegning.
Et princip om forbud mod ytringer på grund af de indirekte følgevirkninger vil udbygge 'krænkelsesproblematikken' til uoverskuelige proportioner og medføre at vold og overgreb bliver et validt argument i enhver situation. Hvis vi udvider kausalitet til at omfatte ethvert muligt udfald af en ytring har vi de facto indført kaos-teori som juridisk praksis - hvorved alt og alle kan anklages for dette og hint uden andet påviseligt ansvar end forbryderes påstande om motivation.
Problemet ved punkt 2 er at hvis børns forstand skal være målet for hvilket kompleksiteten af ytringer kan fremsættes, er det vel let forståeligt, at vores samfund ikke kan udvikle sig kulturelt. Vi fjerner ved et krav om 'klarhed' ansvar fra forældrene og sætter barren for hensynet til det omgivende samfund så lavt, at personlig frihed reelt er afskaffet.
Ulrichsen's idéer om 'klarhed' og rigtigt og forkert er ganske enkelt det uhyggeligste jeg har længe har hørt, og vækker mindelser ikke om Nazityskland men om genopopdragelseslejre, reaktionær kunst, thought crime og hensynet til 'folket'.
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2010/08/19/072523.htm
*Det er klart at børneporno er uacceptabel, at tegninger af børn i seksuelle situationer nok er frastødende - men tegninger er ikke børneporno, idet ingen børn er gjort fortræd.
Hidtil har kritikken af tegnede nøgne børn gået på, at det kan opildne voksne pædofile til overgreb mod børn eller at fiktion kan forveksles med virkelige hændelser og beværliggøre opklaringsarbejde, men Dansk Psykologforening udvider nu kritikken til også at omfatte påvirkning af børn.
Dansk psykologforening ved formand Roal Ulrichsen udtrykker bekymring for at udstillingen skal påvirke børn og kommer endvidere med følgende interessante udtalelse:
Når vi går rundt og viser barnet, at det er kunst, der nogle gange godt kan accepteres, hvor er så klarheden hennne, fra forældrer, opdragere og samfundets side? spørger formanden for Dansk Psykolog Forening, Roal Ulrichsen.Ulrichsen tilføjer endvidere, at børn ikke bør bringes i en situation hvor det er uklart, hvad der er rigtigt og forkert. Samme Ulrichsen har tidligere gjort sig bemærket ved at drage paralleler mellem forholdene for asylansøgere og Nazityskland, en sammenligning der vel nok er meget klar i sit budskab, men vel næppe hverken rigtig eller acceptabel?
For mig at se er der to kraftige problemer i kritikken af fiktion:
1. Påstanden om at noget skal forbydes, ikke fordi det i sig selv indebærer et overgreb, men fordi det kan føre til at andre udøver overgreb.
2. Idéen om, at det børnesikrede samfund.
Problemet ved punkt 1 er, at hvis vi forbyder tegninger af børn fordi pædofile ophidses til overgreb - så må vi følgeligt også forbyde tegninger af Muhammed, da muslimer kan finde på at nedbrænde vores ambassader eller myrde borgere såfremt de ser eller blot hører om en sådan tegning.
Et princip om forbud mod ytringer på grund af de indirekte følgevirkninger vil udbygge 'krænkelsesproblematikken' til uoverskuelige proportioner og medføre at vold og overgreb bliver et validt argument i enhver situation. Hvis vi udvider kausalitet til at omfatte ethvert muligt udfald af en ytring har vi de facto indført kaos-teori som juridisk praksis - hvorved alt og alle kan anklages for dette og hint uden andet påviseligt ansvar end forbryderes påstande om motivation.
Problemet ved punkt 2 er at hvis børns forstand skal være målet for hvilket kompleksiteten af ytringer kan fremsættes, er det vel let forståeligt, at vores samfund ikke kan udvikle sig kulturelt. Vi fjerner ved et krav om 'klarhed' ansvar fra forældrene og sætter barren for hensynet til det omgivende samfund så lavt, at personlig frihed reelt er afskaffet.
Ulrichsen's idéer om 'klarhed' og rigtigt og forkert er ganske enkelt det uhyggeligste jeg har længe har hørt, og vækker mindelser ikke om Nazityskland men om genopopdragelseslejre, reaktionær kunst, thought crime og hensynet til 'folket'.
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2010/08/19/072523.htm
*Det er klart at børneporno er uacceptabel, at tegninger af børn i seksuelle situationer nok er frastødende - men tegninger er ikke børneporno, idet ingen børn er gjort fortræd.
