Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard har været ved tastaturet, og resultatet er 1401 ord om Wikileaks. Hedegaards energi havde været bedre brugt til research.
Hedegaards indlæg afslører nemlig hans manglende viden om WikiLeaks, og denne manglende viden fører til falske præmisser for hans argumentation. Tillad mig at citere Hedegaards uvidenhed:
Ingen uden for en snæver inderkreds i den amerikanske administration og omkring Wikileaks-guruen Julian Assange kender den egentlige historie om, hvordan dette informationsudslip overhovedet har kunnet finde sted, hvem der står bag, og hvilke motiver de kan have haft. Vi er foreløbigt overladt til at gætte. Men som sagen indtil videre ligger oplyst for offentligheden, har en menig medarbejder i den amerikanske administration stjålet dokumenterne og sendt dem til Assange, der derefter har offentliggjort dem.
øh…. nej!
Julian Assange kender ikke den egentlige historie om, hvordan dette informationsudslip overhovedet har kunnet finde sted. For at forstå hvorfor Assange ikke kan kende historien, skal vi først forstå hvordan WikiLeaks fungerer.
WikiLeaks modtager elektronisk lagrede informationer igennem en drop box. Det vil sige at informanten uploader materiale til en service, som Wikileaks kan downloade materiale fra. Informanten kommunikerer ikke med WikiLeaks. WikiLeaks kommunikerer ikke med informanten.
Denne service garanterer informanten anonymitet igennem “military-grade encryption protection”, og den kan tillige ikke lagre informationer om afleveringen af materialet. Informantens sikkerhed er altså ikke et spørgsmål om tillid, men et spørgsmål om teknologi. Wikileaks ved ikke, hvem der har uploadet materiale til drop boxen. WikiLeaks kan ikke finde ud af, hvem der har uploadet materiale til drop boxen.
Det er simpelthen forkert, når Lars Hedegaard forudsætter at Julian Assange ved hvem der slipper hvad ud, hvem der står bag udslippet og hvad deres motiver er. Assange har lært informaternes identitet at kende på samme måde, som alle os andre. Igennem medierne.
Tænk dig nu om, Lars!
WikiLeaks har ingen interesse i at kende materialets afsender. Afsenderen har ingen interesse i at WikiLeaks kender hans identitet. Det er teknologisk muligt at begge disse parter kan få opfyldt deres ønske om ikke at kende hinanden. Når nu de to parter har en gensidig interesse i ikke at kende hinanden, hvorfor skulle “en snæver kreds omkring WikiLeaks-guruen Julian Assange” så kende noget til historien bag informationsudslippet? Brug din logiske sans, Lars!
På dette tidspunkt er der endnu 1242 ord tilbage af Lars Hedegaards indlæg. Disse 1242 ord indledes med nedestående opridsning af indlæggets præmis:
Hvis det er sådan, det er gået til, er der med andre ord tale om en spionagesag…
Men det er bare ikke sådan, det er gået til. Fjols.
Konklusion:
Lars Hedegaard har en moralsk (og forhåbentligt også juridisk) ret til sine egne værdier. Det betyder ikke at Lars Hedegaard har en moralsk ret til sine egne fakta.
