Wikileaks ytringsfrihed er under voldsomt pres. I den anledning har Trykkefrihedsselskabet offentliggjort en analyse af de motiver der driver Wikileaks. Vi bringer et par “…og hva’ så”-inducerende uddrag af analysen:
- De er ikke drevet af journalistiske hensyn.
- Alt, der kan bidrage til at undergrave ”systemet”, bør efter deres opfattelse offentliggøres.
- Hermed adskiller de sig [...] fra de motiver, der få år tidligere lå bag offentliggørelsen af Pentagon-papirerne om krigsførelsen i Vietnam.
- [Assange] ønsker ikke at gøre demokratiet sundere…
Summa summarum; Julian Assange og Wikileaks hører ikke til blandt “de gode.”
Men nu hedder afsenderen jo nu engang Trykkefrihedsselskabet. Lad os derfor læse videre og se om ikke en principiel holdning til Wikileaks trykkefrihed har sneget sig ind i artiklen:
Frem for en mere åben verden er der risiko for, at hans afsløringer vil kunne bringe nyt liv i den gamle Lenin-sentens om friheden, der er værdifuld, ja ”så værdifuld, at den må rationeres”. Men hvem andre end anarkister og deres totalitære kampfæller kan være interesseret i en udvikling, hvor sandheden og friheden rationeres?
Hvem andre?
Jeg er ikke sikker på at det er et seriøst spørgsmål, men her kommer et seriøst svar: Magthavere har en interesse i en udvikling, hvor sandheden og friheden rationeres, og i modsætning til journalisterne på Wikileaks har de magten til at foretage rationeringen.
Hvordan det er lykkedes Trykkefrihedsselskabet at overse kategorien “magthavere”, når de skriver lister over dem der er interesseret i en rationering af sandheden, er mig endnu en gåde til samlingen.
Konklusion:
Trykkefrihedsselskabets artikel er ren “look what you made me do”-argumentation genbrugt fra Muhammed-krisen.
Hvis nogen tegner Muhammed, så er det dem der får muslimer til at udføre terror, og hvis en journalist kigger magthaverne efter i sømmene, så er det journalisten, som får magthaverne til at rationere sandheden. Argumentet er ikke blevet mindre dumt bare fordi der er gået 5 år.
…og fordi artiklen blot er pre-emptive “look what you made me do”-argumentation, så bliver der selvfølgelig ikke plads til en principiel stillingtagen til et truet medies ytringsfrihed. Istedet rundes artiklen af med denne formaning:
Kære journalister, tænk jer derfor om, før I lader jer trække ved næsen af denne australier og hans medløbere.
Suk!
