Af Lars Helleskov Engelbrektsen
Hvilken politikertype vil du stemme på? Et svar vil ofte være: En troværdig en af slagsen. En man kan stole på og som står for noget og står fast på det. Det virker overbevisende og dermed troværdigt.
En politiker er ikke, ideelt set, politiker, fordi det er et levebrød, men et kald hvor man ønsker at tjene en højere sag. Politik er ikke en profession og man skal derfor være påpasselig med at tale om professionalisme i politik. Politik er lidenskab og ikke videnskab. Politik dannes af borgere med erfaring fra livet. I Rom var der et Senat, som betyder et ældsteråd. Nu kan man ikke kalde sig demokrat og samtidig gå ind for at kun gamle mænd kan være valgbare. Min pointe er dog, at en vis livserfaring, men også erhvervserfaring, giver et gran af troværdighed.
Som god politiker skal man være i besiddelse af en forestilling om det gode samfund og vejen dertil, som altid vil være trinvis, da folket skal kunne følge med. Man skal som politiker ønske at fordele goder og byrder i samfundet, men også havde en idé om hvad der kan få den samlede nytte i samfundet til at stige. Ikke bare fordele og skære den eksisterende samfundskage, men få kagen til at vokse, bages større. En politiker skal have en forestilling om, hvordan et optimum, hvor ingen får det dårligere, når andre får det bedre, opnås.
Trovædighed, ærlighed og fasthed i sine holdninger. Sådan skal en folketingspolitiker være, mener fire ud af fem unge mellem 18 og 35 år, viste en undersøgelse foretaget af YouGov for MetroXpress, for ca. 2,5 år siden.
Men politik er kamp om dagsordenen og kamp om at erobre den politiske arena. Få sin politik igennem og forfølge sine politiske mål, byggende på lige dele værdier, holdninger og visioner. Derfor er politik kamp på holdninger.
En politisk taleskriver vil vide at en politisk tale ikke bare skal indeholde logos (forstandsmæssig argumentation) og pathos (appel til menneskets følelser); den skal også rumme ethos, dvs. den skal bære vidnesbyrd om talerens troværdighed og henvende sig til tilhørernes samvittighed og vilje.
Udokumenterede påstande bør ikke overleve en politisk debat. Og en politikers appel til de laveste følelser og umiddelbare instinkter bør også have svære vilkår. Politikerne kan undgå et troværdighedsproblem ved at sikre, at der er sammenhæng mellem det de siger og det de gør.
Troværdigheden i det politiske liv vokser ikke, når politikere klart går ind for mål, som de lige så klart savner midler til at realisere - og måske endda ikke ville realisere, hvis de mod forventning skulle komme i besiddelse af midlerne. Og midlet er magt.
Den nuværende regering har et troværdighedsproblem fordi den ikke kan gennemføre noget som helst fra regeringsgrundlaget. Det er heller ikke klogt at sige, at der ikke er noget at komme efter og der ikke er fejet noget ind under gulvtæppet, hvis der faktisk er.
En god politiker skal se, vurdere og handle. Det kræver iagttagelse og observation. Det kræver intellekt og mod. Det største mod jeg har set i dansk politik er Anders Fogh Rasmussens faste holdning til ytringsfrihed under Muhammad krisen. Og på verdensplan var det modigt, men i manges øjne dumdristigt, da George W. Bush afsendte et militant svar på angrebet 11. september 2001.
En troværdig politiker, er en politiker der tager almindelige menneskers almindelige problemer og livssituation alvorligt. Det gør de fleste politikere. Nogle har bedre forudsætninger for det end andre. Det er dem der har lidt livserfaring. Jeg vil tillægge det Mette Frederiksens manglende livserfaring, at hun for ca. 10 år siden, i interview i Weekendavisen, harcelerede over dem der sendte deres børn i privatskole. Da hendes egne børn nåede skolealderen, sadlede hun som bekendt om. Hun var blevet klogere. Det er ingen skam. Bare synd at vi har indvalgt nogle politikere, der har så meget at lære! Havde Mette Frederiksen ventet med en politisk karriere til hun var voksen, havde hun selv været fri for at blive konfronteret med selvmodsigelsen mellem det man siger og senere gør. Vi andre havde også været fri.
Politikerne har brug for at genvinde folkets gunst og respekt. Det går gennem troværdigt og hårdt arbejde og fordrer at politikerne lever op til deres egen politik og retorik. Der må være sammenhæng mellem politikeren og personen.
Den politiske klasses udfordringer kan sammenfattes til:
1. Politikerne kan tale om vigtigheden af en velfungerende folkeskole, hvor "høj" og "lav" går i klasse sammen. Og samtidig selv sende deres børn i privatskole.
2. Politikerne mener ikke noget og i hvert fald ikke noget udenfor det område de har ordførerskab indenfor. Politikere er sektorpolitikere.
3. Meget få politikere kan formulere et sammenhængende samfundssyn og har gjort sig tanker om hvad det gode samfund indebærer og hvordan man skal komme dertil.
4. Mange politikere har aldrig færdiggjort en uddannelse, men taler om vigtigheden af at gøre det.
5. Politikere, herunder en tidligere Forbruger- og familieminister, advarer mod hurtige kontantlån til høj rente og har selv optaget en række.
6. Politikerne har aldrig været ude på arbejdsmarkedet og haft et rigtigt arbejde.
7. Tidligere ministre kan ikke finde ud af at bruge offentlig transport efter en årrække med ministerbil.
8. Folketingspolitikerne bor på sikker afstand af socialt boligbyggeri og indvandrerghettoer, men udtaler sig skråsikkert om indvandring uden at være i daglig berøring med indvandrere.
9. Politikerne har tilladt at et bro-kvarter i København i perioder er i undtagelsestilstand.
10. Politikerne klæber sig til deres taburet og vil ikke – for mindst 75 procents vedkommende - kunne tjene tilsvarende en folketingsgage (ca. 750.000 kr. p.a.) andre steder i samfundet!
Beundringsværdige politikere.
Men der findes bestemt adskillige politikere, tidligere som nuværende, der har min største respekt.
Jeg har haft en vis beundring for de nedenfor omtalte 12 politikere. Listen bærer præg af at jeg begyndte at følge med i politik fra starten af 80'erne.
Mange vil nævne den pragmatiske Schlüter, om end ej videre ideologisk tynget og belastet, men en ret god realpolitiker. Få vil nævne Glistrup, da hans galskab til sidst overskyggede hans genialitet.
Erhard Jakobsen var ikke mindre forrykt, men underholdende og skarp og kunne tale i to timer uden manuskript fra Folketingets talerstol. Og faktisk overvejende sige noget klogt. Og skulle bilen punktere, så vælge et godt tidspunkt. Hans kritik af DR i sin tid, har haft betydning for de kritiske øjne og ører der i dag er rettet mod institutionen. Det skal han have tak for. Kritikken har faktisk hjulpet. DR's tilbud er mere varieret end nogensinde. I øvrigt var Poul Schlüter Viceborgmester i Gladsaxe, da Erhard Jakobsen var Borgmester.
I forrykthed var Erhard Jakobsen dog overgået af sømandsbossen fra Fælles Kurs, Preben Møller Hansen, der pralede med hvordan man håndterer prostituerede og jeg mener han havde F&F tatoveret. Så kan man selv regne ud hvad det betyder. Han og hans parti kom dog hurtigt ud af kurs, men tak for et bramfrit sprog, som på sin vis fornyede dansk politik og gjorde at tingene blev kommunikeret ud og helt ned på bagerste stolerække. Respekt for det.
Mange havde stor respekt for Uffe Ellemann Jensen og hans foragt for fodnotepolitikken og fuldstændigt kompromisløse forhold og kærlighed til fællesmarkedet. Han er dog lidt sværtet til af sin holdning omkring håndsrækningen til imamerne under Muhammed krisen. Men på bundlinien står en politiker der flyttede Venstre ind i byerne, om end Hartling beredte vejen. Der var både plads til handels(høj)skole og folkehøjskole.
Mod sin egen og regeringens politik måtte han i NATO og andre internationale organer følge dagsordener der var vedtaget af Folketingets flertal, S, RV, SF og VS, og som i spørgsmålet om NATOs dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa gik mod hvad den forrige socialdemokratiske regering havde tiltrådt i 1979!
Svend Auken var et åndeligt fyrtårn, men havde en brist. Han løj eller rettere kunne ikke helt skelne mellem virkelighed og fantasi og "solgte" i den forbindelse Thorvald Stoltenberg. Som nogle måske husker, var det omkring udtalelsen om at knytte sylten på ham Uffe. En udtalelse Stoltenberg aldrig havde fremført og benægtede.
Poul Nyrup Rasmussen tilbød Svend Auken, Miljøministerposten i 1993. Ikke noget prestigeministerium. Det virkede på mig som et forsøg fra Nyrup Rasmussen, på at træde i Aukens sår efter formandsopgøret og nederlaget i Vejle 1992. Auken blev vel den bedste Miljøminister nogensinde. Han skal have tak for bl.a. skovrejsningsplanernes gennemførelse, der bl.a. har givet os "Spor i landskabet".
Personligt har jeg altid slugt oplysninger om Jens Otto Krag råt og med stor interesse. Hans transformation af Socialdemokratiet til masseparti og som velfærdsstatsreformator var flot og stor intellektuel anstrengelse, om end velfærdsstaten siden blev perverteret. Og så var hans mesterstykke nok at få Danmark med i Fællesmarkedet, som man sagde dengang. Hvad han har skrevet af politiske idépapirer er ikke småting. Thor Möger og Bjarne Corydon er rene novicer ved siden af, for ikke at tale om flere andre tomme og blanke blikdåser i partiet. Men jeg har aldrig stemt på hans parti og jeg ved ikke om han i dag ville være medlem af dette. Han var et sammensat menneske, med en stor appetit på kvinder. Som mange af magtens mænd. Måske vælger kvinderne mænd med magt og måske går mænd af samme grund efter magten.
Mogens Lykketofts viden om historie og økonomi og politiske ansvarlighed i forhold til emnerne, er også beundringsværdigt. En værdig formand for Folketinget.
Frank Aaen har været god til at stille de kætterske spørgsmål til kapitalen, men er ikke selv helt uden formue, da del af kritiske aktionærer i A.P. Møller. Han spiller rollen som vagthund meget godt og synes ikke at være fejlcastet og indignationen forekommer ægte. Hans kritik af det bestående og hans kapitalismekritik skal man lytte til.
Haarder har været et kultiveret indslag, som Per Stig Møller. Begge flittige politiske skribenter og tænkere og særligt Per Stig Møller velbevandret i politisk idéhistorie. Som meget få praktiske politikere, også (politisk) teoretisk funderet. Den slags savner jeg. I det hele taget savnes de skæve, intelligente og klippefaste politikere, i dag, på Christiansborg. Prisen for at politik er blevet et erhverv, en profession og ikke et kald og ulønnet hobby, er professionaliseringen af politik, der har kostet folkeligheden, forskelligheden, egenartet, den personlige politiker, den standhaftige, den diskussionslystne type. Vi har i stedet fået en flok funktionærer, som politikere, på Christiansborg.
Endelig viser Akkaris bog omkring Muhammed krisen og opgør med sin religion, at Anders Fogh Rasmussen gjorde rigtigt i at stå fast og vogte over danske kerneværdier i forhold til ytringsfrihed og demokrati. Han var på humorens side, ikke noget man lige umiddelbart tænker han har meget af.
Jeg er ikke helt afklaret omkring listen, da mange flere kunne være nævnt. Bl.a. Erling Olsen, uglen, men også Svend Jakobsen og Henning Christoffersen. Af nutidige politikere finder jeg Pernille Skipper og Kristian Thulesen Dahl som yderst kompetente. Men ingen når Lars Løkke Rasmussen til sokkeholderne hvad kapabilitet angår. Han har desværre en brist, som alle ved, der kan koste ham chancen som Statsminister for anden gang. Det er synd og skam – for Danmark. Havde han så bare haft en svaghed for damer i stedet for fester, øl, vin og cigaretter og boxershorts – for andres penge og uden at oplyse det til SKAT (den skat der staves med versaler). Vores moral i dag går på hvad vi spiser, drikker og ryger. Det har Lars Løkke Rasmussen vel omsider indset. Seksualmoralen er jo udryddet og ingen gider længere blive forarget over Paradise Hotel. Med mindre de ryger efter samleje, for åbne mikrofoner og snurrende kameraer. Troværdige politikere er helstøbte mennesker, med dyder og laster og brister.
