I maj 1991 havde min kone Lisbeth og jeg lejlighed til at benytte Skt. Petersborg som udgangspunkt for en rejse ud i det russiske kerneland,. Ud på landet, ud i det, russerne lidt foragteligt kalder glubinka. Ordet er dannet af ”glubina”, der egentlig betyder ”dybde”, men som i den afledte form af storbyboere bruges om steder, der for dem er ensbetydende med udørk - i hvert fald steder, hvor de ikke kunne drømme om selv at sætte deres ben. Men hvor forklaringen på Ruslands træghed og manglende reformlyst skal søges. Når folk ude på landet skulle finde på at bruge ordet glubinka, fik de et undskyldende udtryk i ansigtet. Vore venner i Skt. Petersborg fik et nærmest medlidende udtryk i øjnene, når vi fortalte dem om vore planer. De ville da ønske os god tur, men det var med en mine, der let kunne forstås, som om de ikke var sikre på at se os igen.
Men lad mig starte med, hvordan det hele kom i stand. Min gode kollega på Aarhus Universitet, Else Roesdahl fra middelalderarkæologi på Moesgaard, ringede engang i efteråret 1990 for at spørge, om jeg ikke havde lyst til at møde en arkæolog fra Leningrads Universitet – underforstået, om jeg ikke kunne aflaste hende ved at underholde ham en dag. Jeg sagde naturligvis ja, og Dmitrij Fonjakov, kaldet Dima , kom og holdt en forelæsning for vore russiskstuderende om sine arkæologiske udgravninger. Bagefter nævnte han i løbet af vor kollegiale snak, at han gravede bl.a. i en lille by ved navn Toropets, og at bystyret der gerne ville have kontakt med Danmark. Dima rejste hjem, og kort tid efter kom der en officiel indbydelse fra borgmesteren til at bo i Toropets en halv snes dage, studere byen og forberede eventuelle fremtidige udvekslinger.
Vi ankom til Skt. Petersborg og blev modtaget af Dima, der havde besluttet, at vi skulle køre i bil de godt 700 km ud i no-where-land. Men før afgang ville hans forældre da gerne hilse på os. Faderen er forfatter og redaktør af et kultur- og samfundstidsskrift, moderen amatør-kunstmaler med forkærlighed for blomsteropstillinger – med andre ord var der tale om et typisk russisk intelligentsija-hjem. Menneskene samfundsengagerede, men ikke direkte impliceret i det politiske liv, stuerne overbroderet med bøger overalt - på hylder og i stabler og med moderens billeder på væggene. Dejligt måltid med mange kolde og lune småretter, kager, te og vin, afbrudt af engageret snak om alt muligt. Før vi gik, men efter at have taget overtøjet på, skulle vi alle sætte os ned på en stol i entreen og være stille et øjeblik i fælles eftertanke. En god skik, før man drager ud på en længere rejse. Måske også nyttig, hvem kan vide det?
Det er let nok at finde vejen til Toropets – ligeud hele vejen, næsten da. Fra Skt. Petersborg stikker man blot næsen mod syd, vælger Kiev-Odessa vejen og kører ligeud ca. 500 km, drejer så til venstre ved første asfalterede vej, Moskva-Riga vejen og kører nok en 200 km og igen til venstre ad første asfalterede vej. Så kommer man lige fluks ind i hjertet af en af Ruslands tusindvis af helt almindelige småbyer – Toropets, der dog har den historiske kvalifikation, at den i middelalderen har huset nordiske vikinger. Det var den gang, det meste af Nordeuropa indgik som integrerede dele af datidens fællesmarked. Navne som Hedeby, Visby, Birka , Novgorod og Kiev angiver pejlemærker på denne handelsvej, der via russiske floder stod for store dele af vareudvekslingen mellem Nordeuropa og Konstantinopel. Også Toropets var et led i dette system. Byen er nævnt første gang under årstallet 1074 i de skrevne kilder. Her fortæller den ældste krønike på russisk, kaldet Nestors krønike, følgende:
”Se, så var der en anden munk ved navn Isakij. Da han endnu var i verden og levede et verdsligt liv, var han rig, for han havde været købmand; han stammede fra Toropets. Han fik lyst til at blive munk, uddelte sin formue til de trængende og til klostrene og gik til den store Antonij i hulen (Huleklostret i Kiev, TP) og bad om, at denne ville gøre ham til munk. Og Antonij tog imod ham og gav ham munkeklæder på; han gav ham navnet Isakij, egentlig hed han Tjern”.
Senere i 1600- og 1700-tallet oplevede Toropets en ny storhedsperiode. På det tidspunkt lå byen i grænseområdet mellem den fremvoksende stormagt Moskva-Rusland og den eksisterende stormagt Polen-Litauen og nød godt af handelen mellem de to stater. Byen har på et tidspunkt haft 24 kirker og flere klostre. Men efter Polens delinger i slutningen af 1700-tallet mistede byen sin status som handelsknudepunkt og sank i 1800-tallet ned til at være en russisk småby blandt tusinder andre i samme kategori.
Men lad os vende tilbage til landevejen. Altså godt 700 kilometers kørsel – og så kun dreje to gange. Nu var det ikke veje med dimensioner af vesttyske autostradaer, men en tosporet kørebane, der kun på visse strækninger var forsynet med en hvid stiplet stribe i midten. Det kunne også være lige meget. For det første var striberne skæve som trukket i en overdådig vodka-brandert, og for det andet kørte man lige så gerne i venstre som i højre side. Denne slalomkørsel var bestemt af de talrige huller i vejbanen. Vores køretøj var en russisk-produceret 4-wheeler af mærket Niva. Chaufføren Dima, der som nævnt er arkæolog og samtidig ikke så lidt af en businessman, havde købt den i Stockholm for 500 svenske kroner. Men havde som sulte-aflønnet universitetslærer absolut også interesse og næse for forretninger og havde derfor ligesom de fleste af sine kolleger lidt kørende ved siden af. Ak ja, men sådan kunne skrotbunker i ét land blive til nyttigt kørende materiel i andre lande. Affjedringen var hård som i automobilets barndom, og det – kombineret med de hullede veje – gjorde en moderne turistbus på danske landeveje til et ønskeligt, men uopnåeligt fata morgana. Til gengæld kunne Niva´en komme frem – også der, hvor landevejen mere lignede et vandløb. Men reservedele og service var et problem. Forstået på den måde, at bilejeren blev nødt til at være mekanik-snild og være i stand til selv at ordne sin bil. Små private værksteder fandtes praktisk talt ikke. Måske havde man en bekendt, der lavede lidt småfusk ved siden af, og som kunne svinge skruenøgler og topsæt. Måske kunne en anden bekendt skaffe lidt reservedele – sådan lidt udenoms. Det var jo ikke alle fabriksporte, der var lige effektivt bevogtede, og måske var portvagten interesseret i en handel eller lidt byttesalg.
Aldrig har begrebet ligeud været så håndgribeligt som på denne tur. Der var ikke alternative muligheder. I hvert fald, såfremt man ønskede at køre på asfalteret vej. Kulissen var endeløse skovstrækninger, kun hist og her afbrudt af små landsbyer, der stædigt og tappert klyngede sig til landevejen - deres eneste forsyningsåre og kontakt til omverdenen. Følelsen af forladthed blandede sig med følelsen af storhed og uendelighed og så det helt konkrete praktiske spørgsmål: hvordan skulle perestrojkaen nå helt herud? Herud, hvor landskabet er typisk russisk, som man kan møde det i et bredt bælte tusinder af kilometre østpå, ud i Sibirien – med den særlige blanding af løvtræer og nåletræer, det mentale billede, som altid ledsagede landets vemodige, romantiske og sørgelige sange. Længslernes bagland. Det uendelige, hellige og evige Rusland, som historieskrivningen har skabt..
Herude, hvor den gamle bondekone – babusjkaen med historien indgraveret i sit furede ansigt – traver rundt med sin eneste ko for at lade den græsse i vejkanten. Hvis hun da ikke sidder på bænken ved husgavlen og kigger ud i det store intet, der omgiver landsbyen. Hendes uniform er som i fortællingerne: Det blomstrede tørklæde, kittelen og gummistøvlerne. Og hendes hus er som de tusinder andre landsbyhuse i Rusland, ja i hele dette bælte – et malet træhus med fine udskæringer og bitte små vinduer, placeret på en jordlod, hvor blomster og grønsager dyrkes med flid. Og beliggende langs landsbygaden eller ned ad de hullede og mudrede sideveje.
Landsbyen udstrålede en særegen ro, især på det tidspunkt, hvor solen stod lavt på himlen, som en ildskive over Luga-floden, som blot er én af de mange floder, der fra vandskellet i Valdaj-højene nogle kilometer østpå lunter mod hovedfloden og videre mod Østersøen. Her oplevede vi kontakten tændt til evigheden. Vi blev ét med den natur, der er så meget af netop her. Ja, vi blev næsten øre i hovedet af denne storslåethed med den blodrøde sol, det rolige vand og det gule tæppe bredt ud – ikke af kulturplanten raps, men af vilde mælkebøtter, og så træerne i horisonten, så langt øjet rakte.
Vi kørte gennem natur og atter natur. Sjældent blev rytmen, skoven eller landsbyen afbrudt, men et par steder så vi en benzintank. Ikke fordi, det også var en garanti for, at der var benzin at få, men det gjorde nu heller ikke noget – vi havde 80 liter i reservedunke, der til dels også gjorde det ud for siddepladser bagi. Man tager ikke på langfart i Rusland uden fyldte reserver. Skiltningen langs vejen var til at finde ud af og forårsagede ikke forvirring. For hver 50 km forkyndte et spartansk udseende skilt, at der nu var 50 km mindre til Odessa. Men vi skulle ikke til Odessa. Vi skulle til Toropets, 630 km syd for Skt. Petersborg og 400 km vest for Moskva – midt i det russiske kerneland. Pludselig, midt på skovstrækningen, meddelte et lille skilt i vejsiden, at privatkapitalismens spæde spirer var kommet frem også uden for de store byer. CAFÉ stod der på skiltet med underteksten ”åben til kl. 24”. En reklame midt i det russiske skovland. Uhyre sjældent reklameredes der for noget som helst i sovjettidens Rusland – det skulle da være de rigtige politiske meninger. Hvad ellers skulle man også reklamere for? Den knappe vareforsyning betingede jo naturligt nok salg uden lokkemidler og etablerede således sælgers marked. Køberen skulle uden hjælp af reklamer finde de varer, der var.
Men her lokkede et café-skilt, og over indgangsdøren stod der sågar BAR i bedste amerikanske saloon-stil. Men løssluppenheden indskrænkede sig til en paradeudstilling af også udenlandske, men generelt tomme øldåser og spiritusflasker på barens hylder. Cafeen bød da også på te fra den elektriske samovar og så dagens ret – den obligate suppe og en slags kød-i-sovs. Ganske velsmagende i øvrigt. Men lidt mørkt var der i saloonen, med to borde og 10 siddepladser samt fire-fem ståpladser ved paradebaren. Det mest slående var imidlertid den venlige betjening, som stedets indehavere – to yngre mænd fra Pskov – udviste. De to havde under de nye tiders vilkår besluttet at prøve lykken med cafeer eller rettere spartanske spisesteder på de uendelige landevejsstrækninger i Rusland. Byggematerialerne og indretningen bar præg af de forhåndenværende søms princip, men optimismen havde de. De var de første, der på denne strækning havde fået den gode idé at tilbyde bilisterne et måltid mad og et sted at strække benene. Novyje ljudi – nye mennesker konstaterede vor medpassager Tatjana med et sideblik til de revolutionære helte i en berømt ungdomsroman fra 1800-tallet.
En begyndende markedsøkonomi var der tale om – det var forholdet mellem udbud og efterspørgsel, der bestemte prisen, selv om vore ungersvende stadig havde en slags monopol. Men udviklet markedsøkonomi forudsætter en udviklet og finmasket infrastruktur – herunder ikke mindst et velfungerende kommunikationssystem. Det vil sige et netværk af gode veje, så varer hurtigt kan nå derhen, hvor der er brug for dem. Det vil også sige et udviklet og automatiseret telefonsystem, telefax, online-muligheder, så varer hurtigt kan bestilles og leveres, inden konkurrenten løber med efterspørgslen. Alt dette var endnu fantasifostre i 1991 - bare man bevægede sig få kilometer uden for storbyerne. Telefonbogen for Toropets, en by på trods alt Skanderborgs størrelse, viste, at de allerfleste abonnenter kun var udstyret med interne telefonnumre. En samtale til f.eks. Skt. Petersborg skulle bestilles, og der var som regel ventetid. En tur udenfor byen viste nytten af en højbenet jeep. Asfalt var stort set fraværende som vejbelægning. Det, man kaldte hård belægning, var ensbetydende med dybe huller med noget imellem. Intet under, at den russiske vinter stadig, som den har været gennem hele historien, er den årstid, hvor det er nemmest at komme frem. Samme historie har efterladt begrebet besputitsa, vejløshed i det russiske sprog.
Nikolaj Smirnov berettede om sin drøm, mens vi under vort ophold i Toropets skrumplede af sted i en højbenet jeep ad opkørte og plørede hjulspor. Han ville give livet tilbage til landsbyen. Han ville genskabe det liv i den russiske landsby, som årtiers teoretisering og planlægning bag skriveborde i et administrativt centrum havde kvalt og drevet væk. Hans drøm var med andre ord at se selvstændige og driftige landmænd knokle døgnet rundt – ikke på anonyme kollektivbrug, men på deres egen jord. Hans drøm var også at se indfødte og ikke mindst pengestærke udenlandske, turister nyde egnens vidunderlige natur og befolke de nu forladte og uddøde bondehytter. Hvis Toropets-egnens rene fiskevand og rige vildt-fauna også kunne lokke lystfiskere og jægere hertil, så ville afgifternes raslen i kommunekassen kun gøre Smirnovs drøm endnu mere virkelig.
Men Smirnovs ord var desværre kun en drøm, og jeg er bange for, at det stadigvæk er tilfældet. Ifølge de sidste informationer fra Toropets blev de fleste ideer og planer ikke til virkelighed, mens de, der var blevet igangsat, lige så stille gik i sig selv igen. Den gang i maj 1991 var Smirnovs virkelighed, at han var direktør for et statsbrug, en såkaldt sovkhos, i Toropets-distriktet. Videre var hans virkelighed, at han i det store og hele var underkastet de samme økonomiske vilkår og reglementer, som havde været gældende, siden den bolsjevikiske regering indlemmede landbruget i dens socialisme-opbygning i slutningen af 1920´erne. Virkeligheden var endvidere, at hans brug lå i det, man i Rusland med et negativt udtryk kaldte ikke-sortjordsbæltet. Det vil sige det ikke særligt frugtbare område, der groft taget strækker sig nord for en linje fra Østersøen, syd om Moskva og til Ural. Udtrykt negativt i forhold til den frugtbare humus-rige sortjord syd for denne linje.
Smirnovs virkelighed var endvidere, at hans statsbrug ligesom så mange andre i ikke-sortjordsbæltet i 1960´erne og 1970´erne led under en politik, der – igen baseret på et sociologisk skrivebordsarbejde – opdelte de russiske landsbyer i to grupper: Dem med og dem uden perspektiv. Med det resultat, at de landsbyer, der blev fradømt en fremtid, efterhånden også mistede de kim til en infrastruktur, de måtte have haft. Først mistede de skolen, så indkøbsmulighederne. Til sidst mistede de den arbejdsduelige del af befolkningen, der efter værnepligt og uddannelse i en fjerntliggende by ikke ønskede at vende tilbage til det hjulspor, som deres landsby var dømt til at forblive. Opgivne marker, uddøde landsbyer og tilgroede samfærdselsårer blev mange steder resultatet af denne politik.
Men tilbage til de perspektiver, som Smirnov så som den sidste chance for at redde den russiske landsby, før den havde mistet sin sidste bonde. Han mente ikke, at landsbyerne blot skulle udstykkes som feriehytter – de skulle også have et helårsliv. Derfor skulle man efter Smirnovs mening starte med at omdanne statsbruget til et kooperativernes kooperativ. Seks til syv familier skulle gå sammen om et stykke jord i et ejendoms- og dyrkningsfællesskab som en gradvis overgang til familiebruget. På mange måder indhentede perestrojkaen direktør Smirnov i midten af 1980´erne. Længe inden havde han opfordret de unge familier til at vende tilbage til landsbyerne. Ligeledes havde han gjort det muligt for dem at anskaffe sig så mange privatejede husdyr som muligt. Og det på trods af, at bestemmelserne gjorde én ko til normen. – Men de unge familier skulle forstå, hvor det godt det var at kunne forsyne sig selv med mælk, var hans kommentar.
Snakken med Smirnov var begyndt på hans kontor. Lokaliteterne var fornemme, selv om en kærlig hånd ville have gjort underværker. Hovedbygningen var med søjler i nyklassicistisk stil, bygget i 1790´erne som centrum for godset Podgorodnoje. Lige efter Oktoberrevolutionen, i 1918, var godset blevet omdannet til opdragelsesanstalt for hjemløse drenge, og i 1938 blev det statsbrug. Tyskerne efterlod ved befrielsen stort set en ruin, og således kom stedet til at ligge i mange år. Det var utroligt forsømt, da Nikolaj Smirnov kom hertil i 1967. På statsbruget levede 1000 mennesker, de fleste børn og pensionister, mens 360 arbejdede aktivt på bruget. Først i 1989 havde man fået bygget den 11-årsskole, der skulle forhindre, at børnene efter grundskolens 4 klasser skulle sendes på kostskole. Mælk og kød udgjorde hovedproduktionen, mens korn kun dyrkedes til eget forbrug. Desuden kartofler og grønsager. Men produktionens grundlag var 500 malkekøer og 5.000 svin. Mange pattegrise blev solgt til opdræt hos familierne. Man kunne endnu ikke selv forarbejde mælken til smør og ost. – Det er for dårligt, vi burde kunne gøre det selv, var direktørens kommentar.
Han tog os med på en tur ud i landsbyerne – ad tilgroede og vandfyldte hjulspor. Ganske vist havde maj været kold og våd, men endnu i begyndelsen af juni var der steder, hvor heller ikke hjulsporet var der – det var omdannet til et dybt vandfyldt hul. Men den tidligere militærjeep kunne klare forceringen af dem. I en landsby boede kun et eneste menneske, en gammel kone på 78, der ikke ville flytte. I en anden landsby var kun to huse beboet. Resten lå spøgelsesagtigt hen, mens kirken var en ruin, hvor fuglene dyrkede et livligt familieliv. Ved siden af lå en herskabeligt udseende bygning, også stort set en ruin – i fortiden en del af herresædet, senere af børnehjemmet. En restaurering var påbegyndt, men tilsyneladende igen gået i stå. Den indvendige hovedtrappe var den oprindelige herskabelige, men naturens uhindrede adgang gennem vindueshullerne havde sat sit præg på den. Smirnovs drøm var, at bygningen blev færdigrestaureret og indrettet til sanatorium eller noget andet nyttigt. Den omgivende gavmilde natur leverede pragtfulde kulisser, og den blev sat i musik af frøernes højlydte kvækken og fuglenes lystige sang.
Vor direktør havde store visioner. Han ville gerne have statsbrugets medlemmer til at forvandle sig til en ny tids mennesker. Han ville gerne have de unge til at blive i landsbyen eller vende tilbage efter endt uddannelse. Selv var han fjernt fra den autoritære og instruks-tro ledertype, som det administrative kommandosystem var så fermt til at dyrke og fremelske. Hans midler var argumenter og overbevisning om, at tingene kunne gøres på en anden måde. Men han og hans meningsfæller, som med Gorbatjov så en ny tid oprinde, var oppe mod stærke og træge kræfter. Den vanskeligste hurdle var at ændre mentaliteten hos folk, som oftest manglede tro på, at man kunne dyrke og arbejde på en anden måde, og at man kunne blive herre på sin egen jord og dermed være med til at forbedre sit liv.
Den russiske bondes virkelighed gennem hele sovjetperioden kan sammenlignes med patientens, der gentagne gange har været på operationsbordet og hver gang er vågnet op til en ny virkelighed. Til tider havde styret nærmest ført krig mod bønderne. Det havde været tilfældet i begyndelsen af 1920´erne, og det var atter tilfældet under tvangskollektiviseringen omkring 1930. Bønderne var i de industri-fikserede bolsjevikkers øjne pr. definition fjender, som kun kunne blive rigtige medarbejdere i en socialiststat efter omdannelse til proletarer. Oven i denne generelle holdning kom, at såfremt bønderne ikke ville eller kunne følge de politiske beslutninger og måske derfor var modvillige – så blev de udnævnt til at være kontrarevolutionære og hjemfaldne til udryddelse. Ordet kulak, der egentlig betyder ”en knytnæve”, og som fra 1880´erne af de russiske marxister var blevet brugt om en storbonde, blev fra slutningen af 1920´erne brugt om enhver, der blot satte sig imod kollektiviseringen. Så var de skadedyr og folkefjender, der sammen med deres familie skulle fjernes fra jordens overflade, dvs. i praksis deporteres til landets fjerneste og mest menneskefjendske egne og dermed ofte til den visse død.
Også efter Verdenskrigen var bønderne til stadighed jaget vildt, selv om midlerne nu var andre og mindre brutale. Det var stadig bønderne, der skulle betale revolutionens, industrialiseringens og urbaniseringens pris. Snart var han vågnet op uden den lovede jord, snart med forbud mod at holde private husdyr, snart nærmest med pligt til at have dem, snart med skat på kirsebærtræer og snart med kollektivbrugs omdannelse til statsbrug eller sammenlægning med andre kollektivbrug som perspektiv. Ingen spurgte nogensinde patienten, hvad han opfattede som sit behov eller sin retfærdighed. Han kunne blot afvente, hvilke eksperimenter, kirurgen og narkoselægen (læs de politiske magthavere) næste gang ville underkaste ham. Uviljen mod denne kampagne-mani har siddet dybt i landboeren. Gang på gang har han følt sig bedraget. Man har talt om, at han led under et afkollektiviserings-syndrom i en sådan grad, at han manisk holdt fast i det gamle og krævede sikkerhed for, at nye ændringer igen ikke blot var midlertidige.
Det var inden for sådanne rammer og begrænsninger, at Smirnovs drømme skulle realiseres. Han satte nu sin lid til den nye præsident, der skulle vælges om en uge (12. juni 1991). Smirnov var ikke i tvivl om, hvem han ville stemme på. Jeltsin var manden, der havde den nødvendige beslutsomhed til at genrejse Rusland. Tidligere havde han været mest for Gorbatjov, men denne var blevet for tøvende og forsigtig. Udgangspunktet og virkeligheden dikterede måske en vis forsigtighed. Et sted så vi en far, der havde spændt sine to halvstore sønner foran et redskab, der lignede en krydsning mellem en plov og en harve. Javel, det var dog ikke konen, der var spændt for, men alligevel ---. Og når selv hjulsporet var forvandlet til et vandhul, var der endnu langt til en effektiv infrastruktur.
Toropets er som tusinder andre russiske småbyer. I dem lever det ukendte Rusland - det Rusland, der ikke er synligt fra Moskva eller Skt. Petersborg, og som normalt ikke besøges af journalister og da slet ikke udenlandske journalister. Der er ingen luksushoteller eller blot små hyggelige spise- og overnatningssteder. Afskærmet af vejløshed og skove ligger disse småbyer. Her er livet særegent og ganske anderledes end i hovedstæderne. For de fleste mennesker her vil reportager fra Moskva virke som beskrivelser fra en fremmed planet. Sådan var det i 1991, i dag vil forskellen blot være blevet endnu større. I dag ikke blot bugner f.eks. Moskvas butikker af varer, men disse varer fremviser en variation i udvalg, kvalitet og pris, som kan sammenlignes med andre af verdens metropoler. Hertil kommer, at udvalget af deciderede luksusvarer og prisen på dem i mange tilfælde overgår, hvad f.eks. London og New York kan tilbyde.
Og de nye pengestærke kunder, af russerne kaldet de nyrige, er der, og de er mere end villige til at bruge deres penge på privatforbrug. Jeg kommer til at tænke på Dostojevskijs lille 1800-tals roman ”Spilleren”, hvor forfatteren - ikke uden en vis national stolthed – lader sin fortællerhovedperson udtale, ”at imens i det civiliserede Vesteuropa evnen til at erhverve sig kapital anses for et vigtigt punkt, ja, måske hovedpunktet i dydernes og de gode egenskabers katekismus, så er russeren ikke blot ganske uden denne evne, men han sætter endog al kapital, han får mellem hænderne, over styr på den mest tåbelige, mest uhyrlige måde. --- Også vi russere har brug for penge, og følgelig griber vi med glæde og begærlighed til sådanne midler som rouletten, der i løbet af to timer kan gøre en til en rig mand. Den slags har for os en ganske særegen tiltrækning, og da vi spiller ubetænksomt, uden den ihærdige beregning, nå – så taber vi altid og ruinerer os ved rouletten”.
Toropets har som nævnt en glorværdig fortid. De fleste huse er af træ, men rundt omkring i centrum ligger der stenbygninger, der i storhed og udførelse vidnede om en florissant periode i 1700-tallet, som dog eftertidens tand havde været hård ved. Der fandtes også etageejendomme, hvor vi blev indkvarteret, og som i lighed med så meget andet nybyggeri i Sovjetunionen havde et outfit, der fik én til at tvivle på, om byggeriet egentlig nogensinde var blevet gjort færdig. Finish blev dengang og bliver mange steder også nu ofret til fordel for hurtig indflytning med det resultat, at byggeriet hurtigt ser meget ældre ud, end det egentlig er. Sådan også her: Maling, der skallede; indgangsdøren var skæv i forhold til rammen; vinduer, der vanskeligt kunne åbnes; manglende trappelys; pladsen foran ejendommen var ikke asfalteret og fuld af dybe huller, der endnu sidst i maj måned var vandfyldte.
Et par ord om modtagelsen, da vi ankom –lidt trætte og nussede – tidligt på aftenen. Den foregik i viceborgmesterens privathjem, hvor en række af byens spidser var samlet. Det var jo ikke hverdagskost at få besøg fra udlandet. De havde ventet os en rum tid, ankomsttidspunktet var af oplagte grunde lidt svært at beregne, og besked via mobiltelefon var noget, der endnu hørte en uvis fremtid til. Vi blev bænket omkring det for længst dækkede bord, dernæst velkomstord, overstrømmende venlighed og glæde samt udveksling af gaver. Vedrørende gaver, et godt råd til andre ruslandsfarere: Lad være med at tænke i danske baner. Traditionelle værtindegaver, der for os er udtryk for dansk hygge og derfor oplagte som f.eks.stearinlys og servietter er ikke lige sagen. Begge ting kan opfattes som et tilskud til familien i en mangelsituation, som ingen ønsker at blive mindet om.- og da slet ikke fra vildtfremmede gæster. Stearinlys har oven i købet en dobbelt signalværdi: De hører i en russisk sammenhæng primært til i kirken, de har der en ganske bestemt funktion, og anvendt som gave antyder de desuden, at værten lider under mangel på lyskilder. Da vi dernæst antydede, at vi da godt kunne tænke os at bruge besøget til research med henblik på artikler om Toropets til danske medier, blev der stille omkring bordet. Mistænksomheden var så iøjnefaldende, at den var til at skære i. Hvad kunne disse vildtfremmede vesterlændinge ikke finde på at skrive om deres by, som vore værter selvfølgelig godt vidste ikke materielt stod mål med Vesten? Der skulle en række tillidskabende foranstaltninger til, før vore værter atter følte sig så trygge, at den gode velkomststemning kunne vende tilbage. Vort kendskab til det russiske sprog var i denne forbindelse med sikkerhed ikke uden betydning.
Det var bystyret, nærmere bestemt nævnte viceborgmester med navnet Zoja Jefimova, der var vores vært. Hun var en livlig og bestemt kvinde, der ikke tidligere havde været indblandet i politik. Det var perestrojka og dens løfte om mere åbenhed, mere variation og højere til loftet i det politiske liv, der havde givet hende lyst til at kaste sig ud i den. Og begejstringen lyste i hendes øjne, når hun fortalte om alle de planer og visioner, hun gerne så realiseret. Men politik under de nye vilkår var tidrøvende, alle havde meninger, der skulle luftes, og ofte sad man til byrådsmøder til midnat. Da vi fortalte, at i Randers var de som regel overstået på en halv time, fordi størsteparten af sagerne som følge af et partis absolutte flertal i byrådssalen allerede var afgjort i udvalgene, kom Zoja med følgende reaktion: - Sådan var det også hos os tidligere. En bemærkning, som Randers-borgmesteren ikke ligefrem skreg af begejstring over at høre, da vi efter hjemkomsten refererede den for ham.
Zoja tog imod på sit borgmesterkontor, der var udstyret som man oplever officielle kontorer overalt i Rusland. Et skrivebord, udformet som et T , hvor værten sidder midtfor, mens gæsterne sidder ned langs siderne. Tre til fire telefoner på skrivebordet er ganske almindeligt, antallet antyder, hvor højt oppe i systemet du befinder dig. Forklaringen på de mange telefoner skal søges i de mange lukkede, interne netværk, der findes. En telefon pr. netværk, som f.eks. kan være forbindelsen til regionscentret, som i dette tilfælde var Tver på jernbanelinjen Moskva-Skt. Petersborg. Det kan også være lokale forbindelser til virksomheder eller centrale institutioner. Stemmelejet i russiske telefonsamtaler er normalt højt og virker, som om man egentlig lige så godt uden elektronisk hjælp kunne råbe til sin samtalepartner. Forklaringen skulle naturligvis søges i en ikke særlig raffineret teknik. Zoja havde på basis af vore ønsker udformet et program for de 8-9 dage, vort ophold var planlagt at vare. Det omfattede bl.a. et besøg på byens museum, på distriktsavisen, på en pelsfarm, et statsbrug, et møde med byens eneste præst, med byens kunstner og på en vodkafabrik.
Mødet med journalisterne fandt naturligvis sted på avisens redaktion. Normalt summer en redaktion af aktivitet i tiden indtil deadline, men ikke her. Hele den journalistiske stab sad afslappet som en kødrand omkring chefredaktøren, der fortalte om arbejdet på avisen. Pelsfarmen producerede mink og sølvræv. På baggrund af bl.a. direktørens mange japansk-producerede køretøjer og hele attitude til penge og til især udenlandsk valuta, kunne man godt mistænke ham for for længst at have taget forskud på markedsøkonomien og ikke mindst dens privatøkonomiske aspekt. Pelsfarmen var i øvrigt omgivet af et særdeles solidt dobbelt hegn, og mellem de to hegn regerede nogle store og tilsyneladende meget bidske hunde. Her slap ingen pelsdyr ud, og ingen dyreaktivister ind. Det sidste var givet ikke problemer her, men dobbelthegnet kunne måske være en ide for danske pelsfarmere.
Besøget på pelsfarmen endte desværre i en mindre heldig episode. Vi skulle spise aftensmad sammen med direktøren, og det skulle foregå i en enormt stor kantine. Der var kun direktøren, Zoja Lisbeth og mig tilstede, bortset fra kantinepersonalet. I forlængelse af måltidet havde direktøren åbenbart sat sig i hovedet, at han og jeg skulle drikke vodka på russisk maner. Nu var det ikke første gang, at jeg var ude for sådan noget i Rusland. Fænomenet har givet noget at gøre med russerens underlegenhedsfølelse overfor vesterlændinge, og så er her et område, hvor han normalt får overtaget. Det går simpelthen ud på, at der drikkes ren vodka af ret store glas samtidig med, at man undervejs indtager saltede, og det vil sige meget salte, syltede, agurker i passende mængder, og at man i øvrigt ordner verdenssituationen. Og man stopper ikke, før en af deltagerne simpelthen ikke kan mere og går ud som et lys. Normalt har jeg den klare overbevisning, at man som gæst langt hen ad vejen skal leve op til mottoet ”skik følge eller land fly”, men her stødte princippet klart sammen med ønsket om at få så meget ud af opholdet som muligt og derfor også at kunne fungere dagen efter. Men dette ønske kunne i denne sammenhæng kun respekteres ved, at jeg måtte banke ret kraftigt i bordet og i store bogstaver meddele, at nu ville jeg ikke være med mere. Men stemningen var tydeligvis ødelagt.
På vodkafabrikken smagte vi naturligvis også på varerne, men nu var der jo tale om en slags eksperimenter, der naturligt nok foregik i laboratoriet, hvor kolber, glasrør, flasker mm. var en væsentlig del af inventaret. Afsætningen var god, men man led stadig under Gorbatjovs antialkohol-kampagne i perestrojkaens første år. Ikke blot havde den medført en indskrænkning i produktionen, men den havde også i ædruelighedens navn rummet en opfordring til at slå flasker i stykker - med den konsekvens, at man nu havde en akut mangel på flasker.
Kunstneren modtog os i stiveste puds, mørk habit, hvid skjorte og slips. På grund af en kommunikationsbrist i byens administration kom vi for sent. Hele dagen havde han derfor siddet og ventet tålmodigt, rede til at tage imod disse udenlandske gæster. Det er ikke for ingenting, at man kalder tålmod for russerens vigtigste egenskab. Den har han i høj grad haft brug for gennem hele sin omskiftelige og blodige historie. Nu er tålmod næppe en genetisk bestemt egenskab, den er tværtimod udviklet af geografien, af historien og gennem de veksler, magthaverne til stadighed har trukket på ganske almindelige mennesker. Tålmodigheden bliver derfor både konsekvens og årsag i forhold til historien. Konsekvens af historiens mishandling af individet, årsag til samme individs træghed, mangel på engagement samt passivitet.
Vores vært havde stillet en del af sine værker frem overalt, hvor der var plads. Derefter bar han, efter at den obligate the og tilhørende sweeties var serveret, resten af sine værker frem for os. Maleriernes sujet og malestil ville have fået en lagerforvalter Peter Rindal fra Kolding til at nikke anerkendende og godkendende, men de har givet også været i overensstemmelse med Toropets-folkets smag og interesser. Den såkaldt gode kunst, sådan kaldet af de til enhver tid værende smagsdommere, har aldrig, heller ikke hos os, haft den brede offentligheds interesse. Men der er ingen tvivl om, at myndigheder og befolkning i Toropets var helt enige om, at deres kunstner var noget ganske særligt, som de gerne og med stolthed ville vise frem for byens gæster.
Et erindringsbillede fra hovedgaden i Toropets. En Lada passerede, og gennem sideruden smed en hånd grangrene ud på gaden. Akkurat, som jeg kendte det fra min sønderjyske barndom. Efter Ladaen fulgte en lastbil med åbent lad, og på ladet lå efter ortodoks skik i en åben kiste liget af en gammel kone. Langs kistens sider sad på bænke de pårørende. Lastbilen skrumplede hen ad den hullede bygade, der en gang havde haft forbindelse med asfalt. Det var bedstemor, der var på sin sidste færd – til kirkegården.
Billedet skifter. Samtidig med at begravelsen fandt sted, sad vi til en hyggelig middag hos byens på det tidspunkt eneste præst, fader Roman. Pludselig sagde han, at han i øvrigt nu havde en begravelse, men det var ikke signal til, at han ville bryde op – lige så lidt som det var et tegn til, at nu kunne vi godt gå. Tværtimod meddelte fader Roman - ikke ex cathedra, men dog fra sin bordende, at en sådan begravelse kunne han udmærket klare pr. distance, alt mens han underholdt sig med sine gæster. Begravelser var og er i høj grad et privat anliggende. Man hyrer selv en graver, som man evt. aflønner med en flaske vodka. Vi oplevede faktisk graveren på vej hjem fra udført arbejde, men desværre havde han undervejs i bogstaveligste forstand drukket lønnen op. I hvert fald havde han lagt sig til at sove midt på kørebanen. Det havde vi nemlig konstateret på vor vej til præstegården.
Nu skal læseren ikke ved ordet præstegård forestille sig noget i lighed med en ”typisk” dansk flerlænget og stråtækt gård. Her var der tale om et rummeligt og yderst velholdt træhus med tilhørende indhegnet gård, der bl.a. husede brænde og andet forråd. Havde man brug for et toilet, skulle man ud i gården, hvor der var et nydeligt og rent das med bræt og spand. Og så skulle man da for øvrigt ikke blive forskrækket, når man under sit ophold der pludselig hørte gryntelyde eller så en grisetryne eller to stikke frem gennem tremmevæggen. Det var såmænd præstefamiliens vinterforråd i form af to velnærede fedesvin, der bare ville forsøde ens tilværelse med deres selskab. Indendørs var der hyggeligt, og det duftede af flere dages madlavning, beregnet på os, og som præstefruen selv havde stået for med bistand fra et par unge piger.
Det lavere præsteskab i Den ortodokse Kirke forventes at gifte sig og stifte familie. I modsætning til det højere præsteskab, som rekrutteres fra klostrene, og som skal leve i cølibat. I alle værelser var der ikonhjørner, hvor de hellige billeder overvågede, hvad der foregik. I soveværelset dog med et lille gardin, der kunne trækkes for, når familieforpligtelserne blev varetaget. Ikoner har i Den russiske Kirke en ganske særlig betydning. F.eks. siger man, at man i stedet for at male så ”skriver” man en ikon (pisatj ikon). Ordvalget antyder, at tekst og billede får samme status af hellighed. Billeder er ikke blot illustrationer til det skrevne ord, som vi er vant til at bruge dem. Oprindelig var det derfor også strengt forbudt at handle med ikoner, og en ikon, der ikke skulle bruges mere, skulle afleveres til Kirken. En ikon var ikke noget kunstværk, og det er det stadig ikke for en troende. Den er prosaisk sagt et værktøj, hvormed man f.eks. kan velsigne en person, der skal ud at rejse, er på vej i krig eller vender hjem. Den er også beskyttelse mod onde ånder. Når man kommer ind i et hjem, hvor der er en ikon, vender den troende sig mod den og slår korsets tegn. En ikon er i sit udtryk karakteristisk ved det, man normalt kalder ”det omvendte perspektiv”, dvs. ikonens motiv som f.eks. Kristus, Jomfru Maria eller en helgen, er i beskuerens rolle, der kigger ud på noget. Det er ikke den, der kigger på ikonen, der er i centrum, perspektivet går ligesom ud i rummet.
Præstefruen forblev i køkkenet under hele måltidet, der rummede alt det, der normalt hører til et russisk bord: Forretter, suppe, hovedret, suppleret med rigelige drikkevarer i form af vodka, vin og cognac - og så det søde til sidst. Som danskere, der i 1970´erne lærte eller mere eller mindre blev påtvunget respekt for kvindefrigørelsen, kom vi naturligvis til at dumme os. Velmenende, men uden omtanke eller respekt for værterne, syntes vi naturligvis, at konen skulle sidde med ved bordet, og vi kunne da også give en hånd med ved opvasken. Men nej. Fruen strakte sig kun til at komme ind og sætte sig lidt tilbagetrukket under kaffen, men uden at blande sig i samtalen. Kønsrollerne var på plads, og alle de lokale, heller ikke præstekonen, kunne egentlig ikke se noget galt i det.
Det var interessant at iagttage de medfølgende russeres adfærd over for præsten. Her sad viceborgmester Zoja og arkæolog Dima og hans universitetsveninde Tatjana fra Skt. Petersborg, alle tre opdraget og skolet i ateisme og videnskabelig kommunisme, og opførte sig som vandkæmmede skolebørn, der stiller til skideballe hos skoleinspektøren. Respekten og underdanigheden var til at føle på. Og det til trods for, at fader Roman egentlig i sin adfærd viste mere verdslighed end gejstlighed, når man lige så bort fra påklædningen. Flere gange var han en tur omkring et chatol-lignende møbel, hvor han på forunderlig vis fra dets indre fremtryllede vodka, og den var tydeligvis ikke kun beregnet til gæsternes velbehag. Han deltog selv lystigt og fortalte beredvilligt om sin uddannelse og sit arbejde. Som enepræst havde han såmænd nok at gøre, for interessen for kirken var voksende - ikke mindst efter, at de politiske vinde overfor religionen med perestrojka og glasnost var blevet mildere. Vort besøg hos fader Roman sluttede naturligt nok med et besøg i den mørke og tomme kirke, der lå ved siden af præsteboligen.
Mere interessant var imidlertid vort besøg i kirken den følgende søndag. Nu var den fuld af liv, som kun en ortodoks kirke kan være det. Stopfuld af mennesker, mange gamle og forbavsende mange unge, enkeltvis eller par, mens mellemgenerationen – de 35-55-årige – manglede. Lugte eller dufte – alt efter temperament – fra meget forskelligt fyldte luften i kirkerummet: Fra tændte vokslys, overtøj, menneskekroppe mm. Bagest i kirken en livlig handelsvirksomhed ved en kiosk, der solgte vokslys, små ikoner, postkort, hæfter og bøger med gejstligt indhold. Fader Roman i centrum, i gang med at velsigne og døbe babyer og børn i alle aldre, der sammen med forældre stod i en lang kø.
Jeg kom til at tænke på Boris Jeltsin, der netop under vort ophold i Toropets var særdeles aktuel, ikke blot der, men i hele Rusland. En halv snes dage senere skulle russerne for første gang i historien vælge en præsident ved direkte og hemmelige valg. Jeltsin var en af kandidaterne og den mest sandsynlige vinder. Mine tanker i kirken gik til første udgave af hans erindringer, Mod strømmen. Mit åbenhjertige svar til historien, Kbh. 1990), hvor Jeltsin fortæller om sin familie og baggrund i øvrigt. For eksempel beretter han om sin dåb, der fandt sted i 1931 langt ude på landet ved Ural-bjergene, under kummerlige vilkår og sovjetmagtens udtalte mishag:
”Min mor har fortalt mig, hvordan jeg blev døbt. I nabolaget var der kun en lille kirke og en præst, der skulle dække flere landsbyer. Fødselstallet var ret stort, og man holdt dåb en gang om måneden. Derfor var denne dag mere end almindeligt anstrengende for præsten – der var masser af forældre, spædbørn og andet godtfolk. Dåben foregik på den mest primitive facon – man havde en træbalje med en hellig væske, dvs. vand tilsat et eller andet. Der stak man barnets hoved ned, og bagefter trak man det hylende op igen, døbte det og gav det et navn ---. Og som det er skik og brug på landet, bragte forældrene præsten et glas hjemmebrygget øl eller vodka ---. Præsten havde svært ved at holde balancen, da det over middag blev min tur. Min mor --- rakte mig til præsten, der lagde mig ned i baljen, men han glemte at hive mig op igen ---. Men da det gik op for dem (forældrene, TP), sprang min mor skrigende hen til baljen og fik mig fisket op fra bunden. Jeg blev genoplivet ---. Præsten var for resten ikke synderlig nedslået. Han sagde, at hvis drengen kunne klare sådan en prøvelse, måtte han være utrolig stærk, og derfor skulle han bære navnet Boris”.
Forholdene i fader Romans kirke anno 1991 var naturligvis mindre primitive og de politiske vinde betydeligt mildere end i Jeltsins landsby i begyndelsen af 1930´erne. Men procedurerne var de samme, dog så vi ikke præsten nippe til de våde varer under ceremonien. Og Jeltsin blev valgt til præsident 12. juni 1991 – 60 år efter at han forkommen og gispende efter vejret var blevet hevet op af baljen af en bedugget præst.
Baggrunden for invitationen til os havde været byens ønske om at etablere forbindelse med danskere. Og løsningen lå tilsyneladende lige for. Slavisk Institut havde i 1989 for anden gang startet en 4-årig grunduddannelse i russisk sprog og kultur på Jysk Åbent Universitet. Der var med andre ord tale om ”voksne” studerende, der var i deres bedste alder, og som nu havde kastet sig ud i deres second chance-uddannelse. Det var et fjernstudium, hvor de studerende ved siden af at passe arbejde, familie og fritidsinteresser fandt tid til at ofre hver sjette weekend på et seminar i Århus og til mellem seminarerne at lave opgaver og i øvrigt forberede sig til næste seminar. Der var med andre ord tale om målrettede, dedikerede og flittige studerende, der samtidig via job, kolleger og andre berøringsflader havde benene dybt begravet i hver deres del af det danske samfund. Dem forelagde jeg planen om at etablere kontakt med Toropets-regionen, og de var straks med på tanken. Allerede i november 1991 kom den første delegation af russere til Danmark, hvor de blev indkvarteret privat hos de studerende, som hver især havde strikket et program sammen til deres gæst.
Selv trak jeg mig efter dette besøg ud på sidelinjen som en interesseret iagttager og eventuel rådgiver, så de studerende på egen hånd kunne udbygge bekendtskabet. Og de følgende ti år vekslede mellem besøg og genbesøg, for russernes vedkommende nu rundhåndet finansieret gennem Demokratifonden. Konsekvensen blev varme og nyttige venskaber, kendskab til hinandens samfund og hverdag samt erindringen om et væld af hyggelige og lystige møder i hinandens selskab. I efteråret 2005 blev den danske gruppes indtryk, oplevelser, viden og erfaringer samlet og udgivet i en rigt illustreret bog med titlen TOROPETS – byen der ikke fandtes. Beretninger fra Rusland, udgivet af Toropa-gruppen ved Peter Nielsen. Det, der var startet 1990 med en banal opringning fra min kollega Else Roesdahl på Moesgaard, resulterede i et kulturmøde og en rig og givende kulturudveksling.
