Banker med statsgaranti skaber uheldige incitamenter og er ikke udtryk for liberal tankegang, men derimod en naiv tro på, at man kan statsstyre markedskræfterne.
Med indførelsen af bankpakke IV lægges der op til, at der sættes navn på de største danske banker, som staten bevidst ikke vil lade gå ned. Årsagen er, at hvis disse banker går konkurs, vil det medføre en lang række negative afledede effekter for hele det danske finansielle system. Spørgsmålet er imidlertid, om ”too big to fail” hensynet gavner det finansielle system generelt eller om det omvendt skaber nogle uheldige incitamenter hos ledelserne i disse udvalgte ”statsbanker”.
Danmark gik som bekendt ikke i stå, da Amagerbanken eller Fjorbank Mors måtte dreje nøglen om. Men forestiller man sig som et tankeeksperiment, at f.eks. Danske Bank går konkurs, er der ingen tvivl om, at kunderne både mister penge og får alvorlige problemer med at foretage pengeoverførsler.
Langt værre er det dog, at de banker og kreditorer som har tilgodehavender i Danske Bank også risikerer at mist deres penge, hvilket fører til at kreditværdigheden hos disse långivere falder, hvilket igen skaber en negativ spiral, som i værste fald kan ende med bankruns.
Det er disse afledede effekter, benævnt ”systemic risks”, der kan bringe hele det finansielle system i fare, da bankerne mister tilliden til hinanden, således at interbank markedet risikerer at tørre ud. Flodbølgen starter med akutte likviditetsproblemer, som forankres til solvensproblemer, hvilket fører til yderligere likviditetsproblemer osv..
Problemerne spredes som ringe i vandet, ikke bare til hele den finansielle sektor, men også til de øvrige erhvervsvirksomheder, som får sværere ved at låne penge. Dette kan føre til en kreditklemme, hvilket påvirker realøkonomien negativt, da virksomhedernes investeringer falder.
Man kan som stat vælge at holde hånden under de største finansielle virksomheder, hvilket også var tilfældet med verdens største forsikringsselskab AIG. Den amerikanske stat måtte således skyde 180 mia. dollars i AIG, hvilket blev værre af, at topledelsen kort før det hele kollapsede, scorede en ekstra bonus på 160 mio. dollars. Det er ikke gået stille for sig i den amerikanske debat, hvor bl.a. Bernanke har kritiseret den tidligere ledelse i AIG, for at drive virksomheden, som var den en spekulativ hedgefund.
Med en statsgaranti i hånden opnår de store danske banker en konkurrencemæssig fordel, på de mindre og mellemstore pengeinstitutters bekostning, hvoraf mange kæmper med at få råd til at indfri deres statslån, inden for de næste par år. Derfor kunne man overveje, at forlænge fristen et år yderligere for alle banker helt generelt, da mange mindre og mellemstore pengeinstitutter samtidig er ramt af den manglende økonomiske vækst i Danmark.
En løsning kunne være at kræve højere kapitalkrav for de store banker, hvilket bl.a. er sket for et par af de største schweiziske banker UBS og Credit Suisse. Alt andet lige vil øgede kapitalkrav dog reducere disse bankers afkast, da der skal reserveres flere penge på kistebunden. Det er dog usikkert om den schweiziske model overhovedet vil blive anvendt i Danmark og om de ”systemiske” banker er villige til at acceptere en sådan ordning.
Problemet med at give en statsgaranti til de allerstørste banker, er at det kan skabe nogle alvorlige ”moral hazard” incitamenter. Når topledelsen ved, at staten altid vil holde hånden under banken, vil ledelsen blive fristet til at tage større risici, for derved at opnå et større forventet afkast (og dermed bonus).
Dette fører samtidig til, at de øvrige banker, som ikke har en sådan statsgaranti, klarer sig relativt dårligere og dermed bliver de store banker bare endnu større. Når det så går galt, kan skatteyderne ende med at modtage en gigantisk regning for oprydningen i de største banker.
Derfor kan man stille spørgsmål ved, om det er en god ide på forhånd at udpege, hvilke banker staten vil holde hånden under. En ting er sikkert. Det strider mod en sund liberal økonomisk tankegang, så der er kun et at gøre, nemlig at stemme liberalt, uansat hvilket bogstav, der står ud for stemmesedlen.
