Det var engang to byer, som hed Frihedskøbing og Lighedshavn. Da der var en stor del af befolkningen i Frihedskøbing, som havde arbejde og familie i Lighedshavn, besluttede borgmesteren i Frihedskøbing, at bygge en motorvej til Lighedshavn, han hed for øvrigt Joachim. Og da det samme gjorde sig gældende i Lighedshavn, beslutttede borgmesteren her også at bygge en motorvej til Frihedskøbing. Han hed for øvrigt Villy.
Da motorvejen var færdig, skulle Joachim så beslutte, hvordan hans befolkning skulle betale for den. Og da han ikke syntes at dem, som ikke ønskede at køre på vejen skulle betale, og at dem der kørte meget på vejen, skulle betale meget, så besluttede han at vejen skulle finansieres ved at man betalte 10 KR for at køre en tur på den til Lighedshavn eller tilbage. Han investerede i et betalingsanlæg, som han også finansierede via brugernes betaling. Betalingsanlægget var smidigt og derudover ikke nogen klods om benet på brugere eller ejer. Derudover besluttede Joachim også at indsætte busser på ruten, med en billetpris på 6 KR.
Villy i Lighedshavn syntes derimod at vejen skulle være lige for alle, således at alle kunne køre præcist lige så meget de havde behov for. Så han besluttede at lade den finansiere via hans by-skat. Skatten blev således sat op med 4000 kr om året, og alle kunne køre på motorvejen til Lighedshavn og tilbage fuldstændig "gratis". Villy besluttede også at indsætte busser på ruten, da han var stærk tilhænger af offentlig transport. Også han satte billetprisen til 6 KR.
Motorvejene åbnede i prompt og pragt og befolkningerne i de 2 byer var glade for deres motorveje. Det første stykke tid havde Villy masser af kunder på hans vej, medens Joachim ikke havde ret mange. De fleste af Frihedskøbings bilister brugte nemlig Lighedshavn's motorvej, da den også var gratis for dem. Begge byers busselskaber gik ikke specielt godt, da det også bedre kunne betale sig at køre i bil på Lighedshavn's vej. Kunderne til busserne var primært borgere fra begge byer, som ikke havde nogen bil. Derudover var billøse borgere i Lighedshavn økonomisk ret hæmmet af at skulle betale både skat til deres motorvej og busbillet oveni, så det gjorde det sværere for dem at opnå at købe en bil.
Meget hurtigt skete der det, at Lighedshavn's motorvej blev stærkt overtrafikeret og befolkningen brugte meget tid på at sidde i kø. Sliddet på vejen blev stort og der skete mange uheld, så Villy var nødt til at bruge nogen skattekroner på at udbedre den. Og Villy syntes jo heller ikke at det kunne være rimeligt at Frihedskøbing's borgere kunne frit kunne benytte hans vej, når det jo var Lighedshavn's borgere, der betalte for den. Og befolkningen i Lighedshavn blev stærkt utilfredse med den megen biltrafik på vejen og lavede protester, da de ikke gad at spilde deres tid i kø. Og som en konsekvens var Villy nødt til at forbeholde hans vej for hans egen befolkning, således at bilisterne i Frihedskøbing ikke længere kunne benytte den. I Lighedshavn protesterede buschaufførene også og krævede mere i løn, da de skulle betale så meget i skat, og Villy var nødt til at give efter for presset. Derudover var busselskabet til stadighed en underskudsforretning. Og som konsekvens var han nødt til at sætte prisen på en busbillet op til 8 KR.
Nu begyndte der selvfølgelig at komme en del kunder på Frihedskøbing's vej, da bilisterne ikke længere kunne benytte Lighedshavn's motorvej. Og lige pludselig gik det rigtig godt for Frihedskøbing's busselskab, da det jo godt kunne betale sig at tage bussen, hvis man var alene. Ja faktisk så bestod bilisterne på Frihedskøbing's vej næsten udelukkende af biler med 2 eller flere passagerer. Derudover begyndte borgerne i Frihedskøbing oftere at tænke mere over om det nu også var nødvendigt med en biltur, idet man jo skulle betale for det. Det medførte naturligvis mindre trafik, og det fik trafikken til at glide rigtig fint. Derudover så begyndte en meget stor del af Lighedshavns borgere at benytte Frihedskøbing's busser, da de nu også var lidt billigere. Og som en konsekvens af at Lighedshavns busser var tomme, blev Villy nødt til at forbyde hans borgere at køre i Frihedskøbing's busser. "Man skal være solidarisk med sin by", sagde han. Og dette tiltage skaffede selvfølgelig en masse kunder tilbage i hans eget busselskab. Desværre medvirkede dette også til at udhule økonomien for dem uden bil. Og desværre var hans busselskab stadig en underskudsforretning, da det nu endnu mindre kunne betale sig at tage bussen, hvis man havde bil, hvilket de fleste dog stadig havde. I Frihedskøbing gik busselskabet derimod stadig godt, da det jo stadig godt kunne betale sig at tage bussen, selvom man havde bil, hvis man skulle på en tur alene.
Som nævnt så kørte trafikken meget smidigt på Frihedskøbings vej. Der var ikke så mange biler. Og de biler, som kørte på vejen havde som regel 2 eller flere passagerer. Busserne var godt fyldt, så Joachim udvidede busplanerne med flere afgange. Det var befolkningen selvfølgelig glade for, da det jo medførte en bedre service. Og han var også nødt til at hyre flere buschauffører.
I Lighedshavn gik det dog mindre godt. Da det bedre kunne betale sig at køre i bil, også selvom man blot var sig selv. Og konsekvensen blev at bil-trafikken til stadighed var et problem. Derudover var der mange borgere, som kørte på vejen alene af den årsag, at nu havde de jo betalt for det via skatten. Således blev der kørt rigtig mange unødvendige ture på vejen. Desuden var forureningen også ved at være slem, pga. den megen bil-os. Villy's forbud mod at Frihedskøbing's borgere kunne benytte vejen, hjalp kun lidt på trafikkaoset, af disse årsager. Busserne havde ikke ret mange kunder. Fortrinsvist de borgere som ikke ejede en bil. Og som konsekvens var Villy nødt til at indskrænke bus-planerne og fyre en masse buschauffører. Det var de borgere, som benyttede busserne, naturligvis ret sure over, da det var en service-forringelse. Og busschaufførene var naturligvis rasende.
Som tiden gik, blev Lighedshavn's motorvej mere og mere overtrafikeret. Og sliddet på vejen og mange uheld medførte et konstant vedligeholdsarbejde, som kostede en masse penge. Og al vejarbejdet medvirkede til yderligere trafikkaos. Og alle de penge, som blev brugt på disse udbedringer, skulle jo indkradses, så Villy blev nødt til at beslutte at hæve vejskatten til 4800 KR om året, hvilket selvfølgelig også medførte en del protester. Men hvad værre var, så brugte borgerne i Lighedshavn en masse tid på at sidde i kø, så derfor skete det ofte at de kørte lidt tidligt fra arbejde, for at nå hjem til spisetid.
I Frihedskøbing gled trafikken nemt, og sliddet på vejen var ikke så stort, og det skete sjældent at det var nødvendigt med vejarbejde. Faktisk så skete det ofte, at borgerne blev lidt længere på deres arbejde, da de vidste at det var nemt og hurtigt at komme hjem til middagsmaden. I og med de arbejdede længere, tjente de også flere penge. Det skabte dynamik i byen og medførte vækst i Frihedskøbings offentlige og private økonomi. For en gennemsnits familie var den gennemsnitlige omkostning for kørsel på motorvejen (via forbrug på 1 tur om dagen) Kr. 3.700 om året, hvilket så medførte at der generelt var flere penge at rutte med.
Som en konsekvens af kaoset på Ligehedshavn´s motorvej, begyndte flere af de mere velstående borgere i Lighedshavn at benytte Frihedskøbings vej, som jo var rigtig fin og med meget færre biler. Og dette var til trods for at de jo allerede havde en vej, som de betalte for. Det var Joachim naturligvis glad for, og han var jo sikker på til stadighed at have finansiering af sin vej i orden p.g.a. hans prismodel. Faktisk begyndte det at gå så godt, at han kunne understøtte den øgede trafikmængde ved at udvide motorvejen med et spor i hver retning.
Villy derimod havde store problemer. Godt nok betød det en lille lettelse af belastningen på hans motorvej, idet de rigeste nu benyttede Frihedskøbings vej. Men det var kun en lille procentdel af befolkningen. Borgerne spildte en masse tid i kø på vejen i stedet for at arbejde, hvilket medførte at Lighedshavns økonomi stod i stampe uden vækst. Der var mange arbejdsløse buschauffører og den generelle mangel på vækst medførte også at det var svært at finde arbejde som arbejdsløs. Og det gjorde kun vejproblemerne værre, da der langsomt begyndte at materialisere sig en underklasse af arbejdsløse, som begyndte at benytte vejen oftere, da de jo ikke havde andet at lave. Samtidigt blev borgerne i Lighedshavn til stadighed mere utilfredse med, at hvis man var rig kunne man købe sig til den gode service, i form af Frihedskøbing's vej, hvilket var i modstrid til byens og Villy's ideologi. Og som tiden gik blev klasse-skellet mere og mere tydeligt, i form af en voksende underklasse af arbejdsløse, som måtte finde sig i en overtrafikeret og hullet vej, og nogen få rige, som kunne købe sig til en god service.
Tiden gik, og Villy måtte indse at situationen var uholdbar. Hans første indskydelse var at forbyde hans borgere at køre på Frihedskøbing's vej, da det ville eliminere en del af utilfredsheden. Men hans rådgivere frarådte ham dette, da det blot ville øge trafikproblemerne på deres motorvej, og derudover var der nok også en del af "de rige", som ville flytte til Frihedskøbing, da de ikke ville kunne acceptere at bruge al deres tid på motorvejen. Så i lighedens navn, var Villy nødt til at give et solidt tilskud på Kr. 3.000 til alle borgere, som måtte ønske at benytte Frihedskøbing's vej. Det var et meget populært forslag blandt almindelige borgere i byen, som i stor stil begyndte at benytte Frihedskøbings vej. Det lettede naturligvis temmelig voldsomt på trafikkaoset på Lighedshavn's vej. Men det kostede en frygtelig masse penge i form af tilskud, så Villy var nødt til at hæve vejskatten til 7.800 KR.
For Joachim i Frihedskøbing betød dette jo blot flere kunder til hans vej. Og da han altid havde finansieringen i orden, kunne han udvide motorvejen til 4 spor i hver retning. Der var god dynamik i samfundet og der var stort set ikke nogen arbejdsløshed og således ikke nogen nævneværdig underklasse.
I Lighedskøbing var skatten derimod ved at blive alt for høj. Man blev nødt til at give borgene en højere løn, så de kunne købe livets fornødenheder. Konsekvensen af dette var at mange priser steg, da butikkernes lønomkostninger blev for store. Det blev til stadighed et større og større problem at tiltrække nye skatteborgere, og mange borgere flyttede til Frihedskøbing, da skatten og priserne var blevet for høje i Lighedshavn. Og hvad værre var, så kunne Lighedshavn's industri ikke konkurrere med Frihedskøbing's pga lønomkostningerne, hvilket skabte en stigende arbejdsløshed. Deres motorvej var i en elendig stand, da man ikke kunne forsvare at bruge flere skattekroner på at udbedre den. Til gengæld var der ikke så meget trafikkaos mere. Trafikken bestod fortrinsvist af underklassen af arbejdsløse, som ikke havde råd til at køre på Frihedskøbing's vej, på trods af at de fik tilskud til det.
Langsomt stagnerede Lighedshavn medens Frihedskøbing blev rigere og rigere. Villy's by-finanser blev værre og værre. Han kunne ikke få udgifter og indtægter til at harmonere og havde kæmpe underskud. Og en dag var Villy nødt til at sætte sig ned og finde en løsning. Han indså, at den eneste løsning var at sætte skatten ned og give borgerne deres penge tilbage. Han indførte således også brugerbetaling på hans motorvej og fjernede tilskuddet til at køre på Frihedskøbing's vej. Han ophævede også forbud mod at borgere i Frihedskøbing benyttede deres motorvej, og tillod hans borgere at køre i Frihedskøbing's busser. Til at starte med var der massive protester i Lighedshavn p.g.a. disse tiltag, da borgerne udelukkende fokuserede på, hvad der blev taget fra dem, og at der ikke længere var lighed i deres by-samfund. Efter kort tid forstummede protesterne dog, da resultatet af Villy's beslutninger blev at alle blev rigere. Og på sigt det lykkedes faktisk Lighedshavn at blive lige så rigt og velfungerende som Frihedskøbing.
