LEDER: "Trænger vi til et dansk te-party?" spørger chefredaktør Tom Jensen fra Berlingske Tidende med henvisning til den folkelige amerikanske Tea Party-bevægelse, der kræver statens tilbagetog fra borgernes liv. Hmm, tja, lad os nu se ... Ja. Vi svarer sørme ja på spørgsmålet.
Men danskerne er desværre ikke som amerikanerne. Folkelige oprørsbevægelser mod den alt for store offentlige sektor hænger ikke på træerne på vore himmelstrøg. Af samme grund er det her hos os, ikke hos amerikanerne, at det offentlige har formået at vokse sig til en verdensrekord. En bemærkelsesværdig udvikling, fordi den offentlige sektor i 1960 faktisk fyldte lidt mere i USA end i Danmark. Men i dag bemærker danskerne næsten ikke, at de betaler verdens højeste skatter for at finansiere monstret. Skatten betales jo per automatik, man mærker aldrig de penge i lommen, som det offentlige gør krav på. Kildeskatten har passiviseret danskerne.
Kun én skat er stadig meget synlig: Medielicensen. Og minsandten, her er te-party-bevægelsen faktisk ved at rulle i Danmark. Vor ven Lars Kragh Andersen, der kæmper så hårdt mod at betale licens, runder nu snart 50.000 medlemmer af sin støttegruppe på Facebook. Gruppen har fået sig en hip slagsang. Og den 6. marts arrangerer den demonstration mod medielicensen fra DR Byen til Christiansborg.
Hvornår har man sidst set en folkelig græsrodsbevægelse af en sådan størrelse med et liberalt budskab i Danmark? Vi skal vist helt tilbage til lagerforvalter Peter Rindals oprør mod kunststøtten i midten af 60'erne. Det oprør blev senere en del af Fremskridtspartiets politiske platform og var dermed medvirkende til at skabe jordskredsvalget i 1973, som rystede de etablerede partier. Hvilket parti vil byde licensnægterbevægelsen velkommen hos sig før valget i 2011? Vi vover et gæt: Det bliver ikke Venstre, det bliver ikke de Konservative, det bliver heller ikke Dansk Folkeparti. Alle tre partier er fedtet ind i et medieforlig sammen med venstrefløjen.
Men hvad med Liberal Alliance? Vi lader spørgsmålet blafre i vinden ...
Men danskerne er desværre ikke som amerikanerne. Folkelige oprørsbevægelser mod den alt for store offentlige sektor hænger ikke på træerne på vore himmelstrøg. Af samme grund er det her hos os, ikke hos amerikanerne, at det offentlige har formået at vokse sig til en verdensrekord. En bemærkelsesværdig udvikling, fordi den offentlige sektor i 1960 faktisk fyldte lidt mere i USA end i Danmark. Men i dag bemærker danskerne næsten ikke, at de betaler verdens højeste skatter for at finansiere monstret. Skatten betales jo per automatik, man mærker aldrig de penge i lommen, som det offentlige gør krav på. Kildeskatten har passiviseret danskerne.
Kun én skat er stadig meget synlig: Medielicensen. Og minsandten, her er te-party-bevægelsen faktisk ved at rulle i Danmark. Vor ven Lars Kragh Andersen, der kæmper så hårdt mod at betale licens, runder nu snart 50.000 medlemmer af sin støttegruppe på Facebook. Gruppen har fået sig en hip slagsang. Og den 6. marts arrangerer den demonstration mod medielicensen fra DR Byen til Christiansborg.
Hvornår har man sidst set en folkelig græsrodsbevægelse af en sådan størrelse med et liberalt budskab i Danmark? Vi skal vist helt tilbage til lagerforvalter Peter Rindals oprør mod kunststøtten i midten af 60'erne. Det oprør blev senere en del af Fremskridtspartiets politiske platform og var dermed medvirkende til at skabe jordskredsvalget i 1973, som rystede de etablerede partier. Hvilket parti vil byde licensnægterbevægelsen velkommen hos sig før valget i 2011? Vi vover et gæt: Det bliver ikke Venstre, det bliver ikke de Konservative, det bliver heller ikke Dansk Folkeparti. Alle tre partier er fedtet ind i et medieforlig sammen med venstrefløjen.
Men hvad med Liberal Alliance? Vi lader spørgsmålet blafre i vinden ...
