Det vil være nødvendigt at inddrage både Tyskland og Kina som markedsdrivere, for at sikre at handelsmæssige interesser bliver tilgodeset, samtidig med at der kan etableres bæredygtige handelsaftaler, der kan drive udvekslingsmekanismerne i gang igen.
Det siger i øvrigt sig selv, at det ligeledes vil være nødvendigt at stille krav om at staterne afstår fra finansiering eller ligefrem at subsidiere økonomiske dødssejlerprojekter som dybt forgældede banker og virksomheder, der ikke kan konkurrere på markedsvilkår.
Fortsætter EU, USA og Storbritannien de hovedløse økonomiske politikker - og forsøger at løse de lokale valutaproblemer ved at øge pengemængden og holde renten lav - vil den nuværende økonomiske krise fortsætte ind i en gældskrise af uanet omfang og herfra ind i en valutakrise, der i værste fald fører til nedsmeltning i Euro og Dollar og Pund.
På sigt vil de uansvarlige økonomiske politikker desuden trække Yuan af banen før den rigtigt kommer op og markere sig som verdensvaluta, fordi den kinesiske ”mirakelvækst” er dybt afhængig af at udvekslingsmekanismerne fungerer i det globale marked. (Hvis man ellers kan kalde det faktum, at man har millioner af mennesker på nær eksistensminimum, der kan arbejde for almisser for et mirakel.)
David Hume og John Stuart Mill påviste allerede i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkederne, vil der ikke blive orden på varemarkederne. Uden et internationalt vedtaget monetært aftalegrundlag, der er i de store handelslandes interesse, går det med sikkerhed derfor galt.
G-20 landene, som under Storbritanniens formandskab har forstærket forøgelsen af pengemængden, udbygger faren for at et inflationært sammenbrud kommer til at sætte USA ud af stand til at svare sine forpligtelser på sigt.
Den ekspansive økonomiske politik, som følger af G-20 topmødernes eksperimentaløkonomiske linje, fører direkte i en likviditets- og gældsfælde, som vil gå over i en langvarig stagflationsfase. De, der har fulgt den ekspansive kurs vil blive suget med i implosionen, når de finansielle markeder svinder ind, så de afspejler værdien af et kreditbaseret default swap equity pengemarked uden dækning i produktion og tjenesteydelser, men alene baseret på en vægtet kurv af valutaer, med et fast udsvingsbånd, og store mængder statsobligationer i valutaer, der står for at trække økonomierne i frit fald, efterhånden som de svigtende udvekslingsmekanismer gror fast.
Problemet med, om der er dækning til at indfri dollargælden som USA har opbygget på sit betalingsbalanceunderskud igennem de sidste 40 år er imaginært, da dollaren fungerer som værdimåler i forhold til energi og guld og andre flydende valutablokke i IMF, og derfor fungerer som ”målebånd” for resten af verden. Verden har tidligere styret økonomien uden om valutafælderne ved at etablere et internationalt aftalegrundlag som stabiliserede økonomierne. Bretton Woods-aftalen, som løb fra kort efter den anden verdenskrigs afslutning og frem til december 1971, var baseret på at USA fastholdt lav inflation og at andre lande holdt en fast valutakurs mod dollar.
Men aftalen faldt på at USA tillod større prisstigningstakt end Tyskland brød sig om, og det fik aftalen til at bryde sammen. Det er i dag i høj grad sandsynligt at ØMU'en kan ende med bryde sammen, og vi kommer til at opleve en partiel splittelse af unionen. Det kan ske ved at lande, som ikke magter at holde pris- og lønvæksten nede, trækker sig ud. Eller det vil ske ved at Tyskland vender tilbage til D-Mark.
I førstnævnte tilfælde kan betalingsstandsning for statsgæld langt fra udelukkes. Denne risiko er allerede til dels priset ind i markedet, ved at den effektive rente på statsobligationer i samme valuta - fra forskellige EU-lande - faktisk varierer i stigende grad.
Når ØMU’en i dag står i den største krise siden konvergensprogrammet færdiggjordes, skyldes det ikke blot finanspolitiske problemer i medlemsstaterne, men at EU står uden handlingsværktøjer (politikker) til at reparere økonomien, både efterhånden som budgetterne i unionens stater falder fra hinanden og når valutaen stiger.
Den Europæiske Centralbank (ECB) er indrettet til at forhindre euro i at falde, så den har ingen midler til at forhindre euro i at stige. ECB vil derfor sandsynligvis fortsat udstede mange flere euro for at modvirke presset fra dollarblokken – penge der ikke dækkes ind af realøkonomien, men trækker eurozonen yderligere ud på skråplanet – når Trichet tvunget af FED og dollarøkonomiens fald vil følge efter med renteniveau og pengemængdeforøgelser.
Det er de to latente problemer (som er dybt samspillende og gensidigt forstærkende.) Da ØMU’en kun er en speciel fordel for de svageste økonomier når økonomien er i vækst og markedsudvekslingsmekanismerne fungerer. Men det er hverken ØMU eller euro der er årsag til problemerne, men en konstruktionsfejl, der skyldes mangler i det traktatfæstede grundlag.
Der eksisterer ikke den nødvendige sammenhæng imellem magt og penge i møntunionen. Euro, som møntenhed er kommet for at blive. Men Euroen ikke egnet til at stå som konkurrent som verdensvaluta til hverken dollar (eller nogen anden valuta) grundet den manglende politiske vilje til at etablere en regulær transferunion og nedlægge de lokale finanspolitikker i deltagerlandene.
Problemet kan bare ikke løses blot i EU-regi, for den fælde som økonomien i dag er fanget i er ikke europæisk, for økonomien er bremset af den samme gamle fejl i udvekslingsmekanismerne som altid bryder sammen, når valutasystemet bliver trukket af led af kombinationen af urealistisk nationalt vovemod, ansvarsløs finanspolitik og kortsigtede produktions- og handelsfordele.
Ved at udstrække det internationale samarbejde til at stabilisere valutaerne kan man igennem dæmpning af gældssætning, og øget økonomisk samhandel tilføre økonomien den overordnede politiske kontrol, som skal til for at trække den globale vækst ud af slæbesporet.
Derfor skal USA (og Kina) og EU (og Tyskland) til tegnebrættet og konstruere en genoprettelsesmasterplan, der omfatter:
1. Øgede regionale investeringer i Europa, for at muliggøre at de svage økonomier (med stor national gæld) kan producere sig ud af problemerne (når man nu ikke kan få flertal for en regulær transferunion)
2. Øget kinesisk import fra USA, så de kan styrke økonomien uden at skrue gælden op helt op i det røde felt (for at øge overskudgraden i den amerikanske økonomi, så de kan betale deres gæld uden at skulle låne endnu mere)
3. Etablering af en international centralt styret valutablokstyring, hvor indflydelsen er vægtet i forhold til verdenshandlens status quo og ikke blot den politiske magt.
4. Fastlæggelse af konvergensplaner for de globale og regionale valutablokke og konvergenskrav for tilslutning til valutasamarbejdet. Med skarpe konvergenskrav for deltagelse i samarbejdet i forhold til inflationsmål og budgetdisciplin(så man kan få bugt med lokalt overforbrug og subsidiering af lokale økonomiske interesser)
5. Etablering af globale vækstfonde, som tilsikrer at nødlidende valutazoner kan trække på finansielle faciliteter med økonomisk og politisk dækning fra de store handelslande (I stil med Marshall Planen efter WWII)
Det siger i øvrigt sig selv, at det ligeledes vil være nødvendigt at stille krav om at staterne afstår fra finansiering eller ligefrem at subsidiere økonomiske dødssejlerprojekter som dybt forgældede banker og virksomheder, der ikke kan konkurrere på markedsvilkår.
Fortsætter EU, USA og Storbritannien de hovedløse økonomiske politikker - og forsøger at løse de lokale valutaproblemer ved at øge pengemængden og holde renten lav - vil den nuværende økonomiske krise fortsætte ind i en gældskrise af uanet omfang og herfra ind i en valutakrise, der i værste fald fører til nedsmeltning i Euro og Dollar og Pund.
På sigt vil de uansvarlige økonomiske politikker desuden trække Yuan af banen før den rigtigt kommer op og markere sig som verdensvaluta, fordi den kinesiske ”mirakelvækst” er dybt afhængig af at udvekslingsmekanismerne fungerer i det globale marked. (Hvis man ellers kan kalde det faktum, at man har millioner af mennesker på nær eksistensminimum, der kan arbejde for almisser for et mirakel.)
David Hume og John Stuart Mill påviste allerede i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkederne, vil der ikke blive orden på varemarkederne. Uden et internationalt vedtaget monetært aftalegrundlag, der er i de store handelslandes interesse, går det med sikkerhed derfor galt.
G-20 landene, som under Storbritanniens formandskab har forstærket forøgelsen af pengemængden, udbygger faren for at et inflationært sammenbrud kommer til at sætte USA ud af stand til at svare sine forpligtelser på sigt.
Den ekspansive økonomiske politik, som følger af G-20 topmødernes eksperimentaløkonomiske linje, fører direkte i en likviditets- og gældsfælde, som vil gå over i en langvarig stagflationsfase. De, der har fulgt den ekspansive kurs vil blive suget med i implosionen, når de finansielle markeder svinder ind, så de afspejler værdien af et kreditbaseret default swap equity pengemarked uden dækning i produktion og tjenesteydelser, men alene baseret på en vægtet kurv af valutaer, med et fast udsvingsbånd, og store mængder statsobligationer i valutaer, der står for at trække økonomierne i frit fald, efterhånden som de svigtende udvekslingsmekanismer gror fast.
Problemet med, om der er dækning til at indfri dollargælden som USA har opbygget på sit betalingsbalanceunderskud igennem de sidste 40 år er imaginært, da dollaren fungerer som værdimåler i forhold til energi og guld og andre flydende valutablokke i IMF, og derfor fungerer som ”målebånd” for resten af verden. Verden har tidligere styret økonomien uden om valutafælderne ved at etablere et internationalt aftalegrundlag som stabiliserede økonomierne. Bretton Woods-aftalen, som løb fra kort efter den anden verdenskrigs afslutning og frem til december 1971, var baseret på at USA fastholdt lav inflation og at andre lande holdt en fast valutakurs mod dollar.
Men aftalen faldt på at USA tillod større prisstigningstakt end Tyskland brød sig om, og det fik aftalen til at bryde sammen. Det er i dag i høj grad sandsynligt at ØMU'en kan ende med bryde sammen, og vi kommer til at opleve en partiel splittelse af unionen. Det kan ske ved at lande, som ikke magter at holde pris- og lønvæksten nede, trækker sig ud. Eller det vil ske ved at Tyskland vender tilbage til D-Mark.
I førstnævnte tilfælde kan betalingsstandsning for statsgæld langt fra udelukkes. Denne risiko er allerede til dels priset ind i markedet, ved at den effektive rente på statsobligationer i samme valuta - fra forskellige EU-lande - faktisk varierer i stigende grad.
Når ØMU’en i dag står i den største krise siden konvergensprogrammet færdiggjordes, skyldes det ikke blot finanspolitiske problemer i medlemsstaterne, men at EU står uden handlingsværktøjer (politikker) til at reparere økonomien, både efterhånden som budgetterne i unionens stater falder fra hinanden og når valutaen stiger.
Den Europæiske Centralbank (ECB) er indrettet til at forhindre euro i at falde, så den har ingen midler til at forhindre euro i at stige. ECB vil derfor sandsynligvis fortsat udstede mange flere euro for at modvirke presset fra dollarblokken – penge der ikke dækkes ind af realøkonomien, men trækker eurozonen yderligere ud på skråplanet – når Trichet tvunget af FED og dollarøkonomiens fald vil følge efter med renteniveau og pengemængdeforøgelser.
Det er de to latente problemer (som er dybt samspillende og gensidigt forstærkende.) Da ØMU’en kun er en speciel fordel for de svageste økonomier når økonomien er i vækst og markedsudvekslingsmekanismerne fungerer. Men det er hverken ØMU eller euro der er årsag til problemerne, men en konstruktionsfejl, der skyldes mangler i det traktatfæstede grundlag.
Der eksisterer ikke den nødvendige sammenhæng imellem magt og penge i møntunionen. Euro, som møntenhed er kommet for at blive. Men Euroen ikke egnet til at stå som konkurrent som verdensvaluta til hverken dollar (eller nogen anden valuta) grundet den manglende politiske vilje til at etablere en regulær transferunion og nedlægge de lokale finanspolitikker i deltagerlandene.
Problemet kan bare ikke løses blot i EU-regi, for den fælde som økonomien i dag er fanget i er ikke europæisk, for økonomien er bremset af den samme gamle fejl i udvekslingsmekanismerne som altid bryder sammen, når valutasystemet bliver trukket af led af kombinationen af urealistisk nationalt vovemod, ansvarsløs finanspolitik og kortsigtede produktions- og handelsfordele.
Ved at udstrække det internationale samarbejde til at stabilisere valutaerne kan man igennem dæmpning af gældssætning, og øget økonomisk samhandel tilføre økonomien den overordnede politiske kontrol, som skal til for at trække den globale vækst ud af slæbesporet.
Derfor skal USA (og Kina) og EU (og Tyskland) til tegnebrættet og konstruere en genoprettelsesmasterplan, der omfatter:
1. Øgede regionale investeringer i Europa, for at muliggøre at de svage økonomier (med stor national gæld) kan producere sig ud af problemerne (når man nu ikke kan få flertal for en regulær transferunion)
2. Øget kinesisk import fra USA, så de kan styrke økonomien uden at skrue gælden op helt op i det røde felt (for at øge overskudgraden i den amerikanske økonomi, så de kan betale deres gæld uden at skulle låne endnu mere)
3. Etablering af en international centralt styret valutablokstyring, hvor indflydelsen er vægtet i forhold til verdenshandlens status quo og ikke blot den politiske magt.
4. Fastlæggelse af konvergensplaner for de globale og regionale valutablokke og konvergenskrav for tilslutning til valutasamarbejdet. Med skarpe konvergenskrav for deltagelse i samarbejdet i forhold til inflationsmål og budgetdisciplin(så man kan få bugt med lokalt overforbrug og subsidiering af lokale økonomiske interesser)
5. Etablering af globale vækstfonde, som tilsikrer at nødlidende valutazoner kan trække på finansielle faciliteter med økonomisk og politisk dækning fra de store handelslande (I stil med Marshall Planen efter WWII)
