Thorning er færdig

LEDER: De politiske kommentatorer konstaterer, at det ser sort ud for Helle Thorning-Schmidts regeringsprojekt - eller rettere: det regeringsprojek...

Ole Birk Olesen,

05. juni 2012

LEDER: De politiske kommentatorer konstaterer, at det ser sort ud for Helle Thorning-Schmidts regeringsprojekt - eller rettere: det regeringsprojekt, som Thorning er galionsfigur for. Men ingen af dem siger det, som det er: At Helle Thorning-Schmidt er færdig. Det er slut. Hun er blevet vejet og fundet for let.

Helle Thorning-Schmidt har ingen idé om, hvad hun vil med regeringsmagten, og hun formår ikke at spille rollen som en, der har en idé, med nogen overbevisning. Vælgerne har gennemskuet det, og de kan ikke lide det.

Helle Thorning-Schmidt var i sin tidlige ungdom kommunist, for det var smart dengang, men det gik over. Da hun blev præsenteret for en bredere gruppe af danskere i forbindelse med kampen om formandsposten hos Socialdemokraterne, var hun blevet højrefløjssocialdemokrat med reformambitioner og en målsætning om at indskrænke adgangen til efterløn.

Senere, da hun skulle samle sit parti efter at have vundet over Frank Jensen, blev hun venstrefløjssocialdemokrat, og hun gik i 2007 til valg på modstand mod skattelettelser og et katalog med 29 "velfærdsrettigheder" til danskerne. Da vi nåede til valgkampen i 2011, var det kommet så vidt, at Helle Thorning-Schmidt lovede velfærdsgaver for et sted mellem 22 og 39 mia. kr., som hun ikke havde skyggen af finansiering til i den "Fair løsning"-plan, som var hendes valgløfte til befolkningen.

Så blev hun statsminister, og nu skal der både gennemføres skattelettelser og besparelser, som Helle Thorning-Schmidt og hendes parti før valget sagde alt muligt og umuligt skidt om.

Så det er intet under, at ingen levende sjæl i dag ved hvilken slags politiker, landets statsminister er. Pointen er vel, at der ikke - i politisk forstand - findes nogen egentlig Helle Thorning-Schmidt. Thorning er i ekstrem grad det, der i nuet synes at være det mest hensigtsmæssige. Det eneste, hun ikke er, er sig selv.

Sjovt nok er det netop det, der kræves af hende nu - at hun viser, hvem hun selv er, og hvad hun selv vil. Hun kan det bare ikke. Hun er, med Henrik Dahls ord, blank.