En dårlig analyse, enkelte mærkværdige konklusioner, men ikke et gram antisemitisme er der i Anne-Grethe Holmsgaard og Kit Broholms bog Zionismens Israel – et land i evig krig.
Det er vurderingen fra Morten Thing, forskningsbibliotekar på RUC (og i parantes selv med jødisk baggrund - hvis det skulle være relevant for nogen).
Jo, måske er der lige præcis ét gram antisemitisme:
Analysen er præget af DKP-synspunkter, hvilket sikkert hænger sammen med, at Kit Broholm var DKPer, men man må jo gå ud fra, at Holmsgård dækkede synspunkterne. Bortset fra det, hæfter man sig vel især ved det synspunkt, at jøder bør assimilere sig og ikke opretholde særskilte organisationer, et synspunkt på integration, som ligger meget tæt op ad officiel dansk indvandrerpolitik i dag. Endelig hæfter man sig ved en politik-opfattelse, som gør den zionistiske bevægelse og Israel til én, og som gør denne personifikation til den eneste (og konspirative) aktør på scenen.
Det får dog ikke Morten Thing til at fare i flint med udtryk som 'skinger' og 'glødende'. D'damers bog var et RUC-speciale, der blev udgivet som bog. Det er over 30 år siden. Men folk som Bent Blüdnikow, Arne Notkin og Martin Krasnik har siden 1994 kogt suppe på sagen - sandsynligvis fordi det er eneste eksempel i Danmark på et stykke venstreorienteret tekst, der bare tilnærmelsesvis og med lodder og trisser kan beskyldes for noget 'antisemitisk'. Blüdnikow kværner videre. Uanset Morten Things kritik:
Men bortset fra disse synspunkter, som jeg er uenig i, har jeg svært ved at se nogen antisemitiske synspunkter. De er jo klart anti-israelske og anti-zionistiske. Men man kunne med en vis ret sige, at forfatterne med deres argumentation vil ’beskytte’ diasporaens jøder mod zionisterne, og at de derfor faktisk skelner mellem jøder og israelere. At de så vil have diasporaens jøder til at assimilere sig og holde op med at være jøder er en noget tvetydig holdning, må man nok sige.
Det gælder generelt for Broholms og Holmsgårds bog, at den ikke er særlig nuanceret i sin analyse. Men antisemitisk er den altså ikke. Og betegnelsen klassisk antisemitisme kan den derfor heller ikke kandidere til.
