Do you want to know what it is?
Yes.
The Matrix is everywhere, it’s all around us … It is the world that has been pulled down over your eyes to blind you from the truth.
The truth?
That you are a slave, Neo. Like everyone else, you were born into bondage, kept inside a prison that you cannot smell, taste, or touch. A prison for your mind.
Sådan forklarer Morpheus fænomenet til den undrende Neo, i filmen “The Matrix” fra 1999. Neo gennemgår I trilogiens første film en forvandlingsproces, fra intetanende gennemsnits-borger, til oplyst bekæmper af Matrix-systemet, som viser sig at være en gennemført kunstig virkelighed.
I Danmark gennemgår mange mennesker samme forvandlingsproces, om end i mindre målestok. Vi begynder nu at stille spørgsmålstegn ved dét vi førhen opfattede som den indiskutable sandhed om mennesket og staten. I kraft af viden, og ansporet af nye generationer af politikere, erhvervsledere og meningsdannere, stiller vi spørgsmålstegn ved holdbarheden af vores såkaldte velfærdsstat.
Dette fantastiske projekt, som skulle sikre at flertallet kunne forsørge sig selv, og bidrog til det sociale sikkerhedsnet, som skulle garantere at ingen døde af fattigdom. I dag ser vi en velfærdsstat, som virker modsat hensigten.
Flertallet af de arbejdsdygtige danskere er uden beskæftigelse og fast indtægt. De er henvist til en bred vifte af velfærdsydelser, som i dag finansieres af et mindretal. Og udviklingen fortsætter, indtil stærke kræfter beslutter at vende udviklingen.
Projektet var ideologisk set socialistisk fra starten. En stærk og potent statsmagt skulle omfordele goderne fra de rige til de fattige. Tanken var smuk, og alle som havde set Robin Hood som barn nikkede til grundtanken. Skiftende socialdemokratiske regeringer førte an, men glemte – eller ignorerede – hensynet til finansieringen. Skatteskruen blev strammet efter salamimetoden, og ingen gadekampe eller spirende revolutioner markerede en grænse for, hvor mange skatter og afgifter befolkningen kunne tåle. Man gik så langt som til at låne sig til øget velfærd. Man optog lån i udlandet, for at finansiere en lang række gratis-ydelser og offentlig service, mens man med den anden hånd fortsatte med at stramme skatteskruen.
I 1980’erne overtog daværende statsminister, Poul Schlüter, et dybt forgældet land. Kartoffelkure og offentlige besparelser, kombineret med planer for vækst i den private sektor, skulle sikre at regningen for vores generations velfærds-narkomani ikke blot blev afleveret på børneværelset, og blev et evigt problem for kommende generationer. Men så snart der blev styr på de offentlige finanser, og tingene balancerede lidt igen, ville mere have mere. Mere velfærd, flere gratis-ydelser, højere lønninger, flere ferie- og fridage, og flere offentligt ansatte som stod klar hvis noget gik galt.
Regeringen Poul Nyrup Rasmussen fortsatte udviklingen af velfærdsstaten. Nu blev den ideologiske kamp ført på flere nye fronter. Danmarks mest liberale erhverv, landbruget, blev lagt for had. Miljø-bevægelser førte respektløse kampagner og hetz mod landbruget, lige som fiskeriet blev pålagt en lang række nye reguleringer og kontrol-instanser. De traditionelt liberale erhverv skulle knægtes. De svinede i miljøet, og var alt for uafhængige af staten.
Også kønskampen fik nyt liv. Under dække af et nobelt ønske om ligestilling og ligeværd, igangsatte stærke kræfter en nedbrydning af forskellene på de to køn. Målet var – og er – at de to køn bliver ens på alle punkter. Mænd skulle på barsel, kvinder skulle i bestyrelser, og i privat-sfæren så man ned på alle som anerkendte og dyrkede henholdsvis mænds og kvinders forcer i forhold til det andet køn. Den slags skulle man ikke tale om.
Da Anders Fogh Rasmussen overtog ledelsen af landet efter Poul Nyrup Rasmussen, ville de fleste nok forvente en ny serie kartoffelkure og offentlige besparelser. Det ville være den naturlige fortsættelse af historien om ét årti med socialdemokratisk velfærds-ødsleri, ét årti med borgerlig oprydning og balancering af de offentlige finanser, og herefter igen ét årti med flere nye velfærdsydelser på de rigestes regning. Men sådan skulle det ikke gå.
Noget skete, som fjernede al forudsigelighed i dansk politik. Flertallet, bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, foretog en hidtil uset snedig taktisk manøvre. De fortsatte udviklingen af velfærdsstaten, og lod den offentlige sektor vokse i omfang og indflydelse.
Dansk Folkeparti havde godt nok slået sig op som et borgerligt parti, men det skulle vise sig at de i praksis blot var nogle små-racistiske socialdemokrater med hang til lov og orden. Og stillet over for denne virkelighed, havde Anders Fogh Rasmussen to valg. Han kunne enten erkende, at borgerlig-liberal politik ikke kunne lade sig udføre, så længe Dansk Folkeparti sad med de afgørende mandater. Alternativt kunne han prøve at få det bedste ud af situationen, og forsøge sig med nogle politiske byttehandler. Et par stramninger på udlændingeområdet, for nogle symbolske skattelettelser. Skattelettelser, som vel at mærke blev udlignet af nye afgifter. For det grundlæggende opgør med velfærdsstatens væsen blev aldrig taget.
Magten blev vigtigere end hvad man brugte magten til. Socialdemokraterne var sat skak-mat. Overhalet indenom, af en regering som altid havde åbent i gaveboden. Fokus var på hvor god den danske model var. Vi kunne alle komme i skole, gennemføre en gratis ungdomsuddannelse og en universitetsuddannelse med fuld SU, og efterfølgende var kasserne med dagpenge, førtidspensioner, efterløn, revalideringsydelser, støtte til fleks-job, gratis hospitaler – både offentlige og private -, gratis veje, gratis biblioteker, gratis familierådgivning, og 100 andre gratis ydelser åbne.
Det var uhyre svært at drømme et scenarie op, hvor staten ikke stod klar, hvis man skulle få et behov. Vi kunne købe hele verden. Og selv om de fleste nøjedes med at købe nye, større huse, nye firhjulstrækkere, en større gas-grill og længere sejlbåde, så tvivlede kun et mindretal på, at denne Nirvana-tilstand ville vare evigt.
Men så kom finanskrisen. Og vores samfundsøkonomi og al dens sårbarhed blev udstillet. Vi havde levet for lånte penge, og i blind tillid til, at alt ville fortsætte med at blive bedre, hurtigere og mere trygt. Nu har vi betalt prisen. Festen sluttede med et massivt underskud.
Men nu hvor sandheden om den historisk store offentlige sektor, og prisen for luksus-velfærd som efterløn, børnecheck til alle uanset indtægt, og økonomisk bistand til alle indvandrere som måtte få lysten til at blive danskere bliver kendt, så stiller flere og flere borgere spørgsmålstegn ved velfærdsstatens fundament. Har vi råd til så meget gratis velfærd i længden? Er vi gået for vidt i vores bestræbelser på at sikre, at ingen røg igennem det fintmaskede sociale sikkerhedsnet? Findes der en naturlig grænse for velfærds-narkomanien, FØR man havner i det socialistiske utopia?
Er velfærdssamfundet blot en dansk version af ”The Matrix” – en kronisk underfinansieret samfundsmodel, hvor det store flertal lever af passiv forsørgelse, og fratages ethvert incitament for at skabe deres egen lykke, mens mindretallet samler regningen op, og spejder mod varmere himmelstrøg i lande, hvor det bedre kan betale sig at være iværksætter og investor?
