Teknologiske analfabeter

Den offentlige sektor er befolket med ledere, der er uden indsigt i naturvidenskab og teknologi

Karl Iver Dahl-Madsen,

04. januar 2015

Den offentlige sektor er befolket med ledere, der er uden indsigt i naturvidenskab og teknologi. I Folketinget er der mig bekendt kun en eneste ingeniør (Jens Henrik Thulesen Dahl (O)) tilbage og ud af samtlige 18 danske miljøministre er der kun to (Erik Holst & Lone Dybkjær), der har haft faglig indsigt i det område, de har været sat til at bestyre. Intet under, at både den biologiske produktion og vandmiljøet i Danmark har det unødigt dårligt.

Den dominerende forekomst af teknologiske analfabeter på ledende poster i samfundet er et uerkendt stort problem. Mine gode venner i politiske og økonomiske system har da ret i, at økonomi og topskat og for stor eller lille ulighed er vigtige faktorer for væksten i samfundet. Men ingen ting kommer af ingenting. Og den basale forklaring på fremgang i velstand er teknologisk udvikling med følgende forøget produktivitet.

Mange offentlige ledere forstår ikke en brik af den slags og har slet ikke blik for den massive store produktivitetsgevinst, der vil være ved systematisk og rettidigt at indføre de nyeste teknologier i den offentlige sektor. Kombineret med, at de offentlige leder ofte er nogen ”svagpissere”, der blive skræmt af den indædte, måske forståelige, konservatisme og vanetænkning, der er hos de offentlige ansattes fagforeninger, som har et skarpt blik for, at teknologisk udvikling godt nok vil skabe nye jobs, men til gengæld med sikkerhed vil destruere mange af de sædvanlige jobs.

Dermed har vi en hovedårsag til, at den offentlige sektor i Danmark har så lav en produktivitet og at vi skal betale alt for meget i skat.

Lad mig give to eksempler på ringe naturfaglig indsigt i den offentlige sektor.

Mange af jer har sikkert set Sonne’s So ein Ding om førerløse biler. Her udtalte trafikministeren ærligt nok, at han da ikke anede, at sådan nogen fandtes. Og ligeledes, at han lige havde modtaget en rapport fra sine embedsmænd om trafikken i DK i 2030, hvor begrebet heller ikke var nævnt med et ord. Som hans embedsmænd, adspurgt om emnet udtalte: ”vi kan jo ikke vide hvad fremtiden bringer, så vi må nøjes med at planlægge for det, vi kender”

For en fremtidstænker som mig er det et horribelt udsagn af to grunde. Den ene grund er, at det eneste, vi med sikkerhed kan sige om fremtiden, er, at den bliver meget anderledes end vi tror. Og det skal man kunne planlægge med. Den anden grund er, at udviklingen i førerløse biler har været kendt i årtier.

Med en dep. chef i trafikministeriet (Jacob Heinsen), hvis far og farfar var teologer, som selv er uddannet i filosofi og statskundskab og som kommer fra Kirkeministeriet, er det måske ikke så mærkeligt, at trafikministeriet sætter sin lid til spirituelle, i stedet for praktiske løsninger på trafikproblemer.

Det andet eksempel er min yndlingsaversion: miljøministeriet. Her er der ikke nogen i toppen af hverken departement eller styrelser, der er i nærheden af at have tung faglig indsigt i vandmiljøforhold, hvorfor de mener, at den bedste løsning på vandmiljøproblemer er at mobbe landbrugsproduktionen ud af Danmark.

Jeg havde selv fornøjelse af i år 2000 siden at vise, at effektiviteten af nationale overvågning af vandmiljøet snildt kunne fordobles ved anvendelse af moderne tidssvarende teknologi (matematiske modeller, satellitter, målesonder, droner, mobiltelefoner) i stedet for at sende gummistøvleklædte biologer rundt i landskabet. Det var som at tale til en dør i MiM, som dels ikke forstod en brik, dels var mest optaget af at holde sine lakajer i universitetssystemet fuldt beskæftiget i gummistøvlebranchen, og ikke mindst med at skjule for folk, at vandmiljøplanerne efter den fornuftige nummer 1 udgjorde et massivt samfundsmæssigt dræn og ligefrem har skadet både miljø og produktion.

Naturstyrelsen har for ikke så længe siden fået ny direktør, Hanne Kristensen, som pænt og nydeligt åbner op for transparens og dialog i et interview på Altinget. Men så udtaler hun: ”vi er jo nødt til at stole på vores faglige rådgivere”. Ja, med sin baggrund som cand. polit og en fortid i konkurrencestyrelsen, har hun jo umiddelbart ikke noget valg. Men hvad hvis problemet er, at det kan man ikke. Så ville det jo være velgørende, hvis den offentlige leder på basis af en tung miljøfaglig baggrund selv kunne have sat sig ind i de kritiske anliggender, eller i det mindste haft indsigt nok til at spørge uafhængige fagkredse i ind- og udland. En tidligere højt placeret medarbejder i konkurrencestyrelsen burde om nogen kende værdien af ikke at give et bestemt universitet (Århus) monopol på den miljøfaglige rådgivning af samfundet.

Problemet er åbenbart, men hvordan løses det? Det er ikke simpelt i et samfund, hvor vejen til politisk magt og ære går gennem at spille ”reality” games og stemme de andre ud i politiske ungdomsorganisationer. Mens vi ingeniører forventes at arbejde hårdt og dygtig med svære emner i 5-10 år inden vi bliver lyttet til.

Må jeg opfordre mine kolleger med naturfaglig og teknisk videnskabelig baggrund til at stille op i debatten og i politik. Vi skal ikke overlade banen til de teknologiske analfabeter. Husk dog i samme ombæring at vide og respektere, at der findes andre fagligheder end de teknologiske.