Som mangeårig læser af Berlingske Tidende har jeg fulgt avisens deroute fra at være en spændende og informerende borgerlig konservativ avis til mere og mere at ligne noget halvsocialdemokratisk midter-misk-mask.
Derouten startede for alvor da Lisbeth Knudsen overtog chefstolen i slutningen af 2007. At Lisbeth Knudsen stadig er socialdemokrat vil jeg ikke påstå, men det er kendt, at hun i mange år havde meget tætte bånd til Socialdemokratiet, og hun blev på et tidspunkt kaldt Nyrups veninde og en troende socialdemokrat.
Fyringen af den kradse borgerlige journalist Lars Hedegaard samt Mikael Jalvings demonstrative afgang forstærkede kun Berlingskes midtsøgende linje.
Eksempel
Dagens avis er et godt eksempel på derouten. Et dobbelt opslag om at Villy Søvndals medlemsskare vokser, og medlemmerne strømmer til Socialistisk Folkeparti. Dette er muligvis rigtigt, men en pudsig artikel midt i en tid, hvor SF for første gang i lang tid går tilbage.
Så kommer der en helside om Klaus Bondams store ambitioner for at integrere indvandrerdrengene i København. Så noget mainstream til de gamle læsere om åreforkalkning og sygdom. Derefter en total upolitisk artikel om den mordtruede svenske kunstner Lars Vilks, der skam ikke er bange. Her var ellers en oplagt mulighed for at lave noget spændende holdningsorienteret journalistik.
Homovielser er altid godt stof i Berlingske, så det laves der også lige en side om. Så en stor artikel om en hæderspris til en af Berlingske egne journalister, der er så god til at beskrive menneskelige skæbner. Lidt politisk korrekt klima-stof SKAL der være plads til, for så at slutte af med noget ligegyldigt udlandsstof.
Det skal dog siges, at avisen bringer en spændende artikel om terrorisme, og normalt har Berlingske en god debatsektion, men det er vel ikke nok til at give 23 kroner for en avis? En tilsvarende avis der i Frankrig, England eller Spanien vil koste en 10'er.
Summa-sumarum
Det er muligt, at Lisbeth Knudsen og Berlingske Tidende kan tiltrække nogle folkesocialister og vælgere, der svæver omkring midten, men regningen bliver, at ægte borgerlige hopper fra – og så
er man jo lige vidt. Jeg gider i hvert fald ikke mere.
Derouten startede for alvor da Lisbeth Knudsen overtog chefstolen i slutningen af 2007. At Lisbeth Knudsen stadig er socialdemokrat vil jeg ikke påstå, men det er kendt, at hun i mange år havde meget tætte bånd til Socialdemokratiet, og hun blev på et tidspunkt kaldt Nyrups veninde og en troende socialdemokrat.
Fyringen af den kradse borgerlige journalist Lars Hedegaard samt Mikael Jalvings demonstrative afgang forstærkede kun Berlingskes midtsøgende linje.
Eksempel
Dagens avis er et godt eksempel på derouten. Et dobbelt opslag om at Villy Søvndals medlemsskare vokser, og medlemmerne strømmer til Socialistisk Folkeparti. Dette er muligvis rigtigt, men en pudsig artikel midt i en tid, hvor SF for første gang i lang tid går tilbage.
Så kommer der en helside om Klaus Bondams store ambitioner for at integrere indvandrerdrengene i København. Så noget mainstream til de gamle læsere om åreforkalkning og sygdom. Derefter en total upolitisk artikel om den mordtruede svenske kunstner Lars Vilks, der skam ikke er bange. Her var ellers en oplagt mulighed for at lave noget spændende holdningsorienteret journalistik.
Homovielser er altid godt stof i Berlingske, så det laves der også lige en side om. Så en stor artikel om en hæderspris til en af Berlingske egne journalister, der er så god til at beskrive menneskelige skæbner. Lidt politisk korrekt klima-stof SKAL der være plads til, for så at slutte af med noget ligegyldigt udlandsstof.
Det skal dog siges, at avisen bringer en spændende artikel om terrorisme, og normalt har Berlingske en god debatsektion, men det er vel ikke nok til at give 23 kroner for en avis? En tilsvarende avis der i Frankrig, England eller Spanien vil koste en 10'er.
Summa-sumarum
Det er muligt, at Lisbeth Knudsen og Berlingske Tidende kan tiltrække nogle folkesocialister og vælgere, der svæver omkring midten, men regningen bliver, at ægte borgerlige hopper fra – og så
er man jo lige vidt. Jeg gider i hvert fald ikke mere.
