Der er efterhånden ingen tvivl om, at det kommende store eu-opgør bliver om de danske forbehold. På trods af, at vi allerede tre gange på flere måder har bekræftet vor tilfredshed med at kunne bestemme selv inden for valuta-, rets- og forsvarsområderne, pønser Statsministeren – stærkt tilskyndet af oppositionen til venstre – på en afstemning om formodentligt retsforbeholdet. Begrundelsen er, at den nye traktat vil ændre EU's indretning, sådan at Danmark ikke længere på samme måde kan tilslutte sig det retslige samarbejde, når vi ønsker det, men fremover skal forhandle en parallelaftale på plads. Alternativet – og det, som regeringen ønsker – er, at vi ændrer vores forbehold til en såkaldt ”opt in”, hvorved Folketingets flertal efter forgodtbefindende kan tilslutte sig de retsakter, man måtte ønske.
Lad os dvæle lidt ved Folketingets flertal og den magt, som hermed ønskes. For hvem var det nu, der blev underkendt, da vi fik vores eu-forbehold? Det var jo netop det brede flertal af eu-jublende partier på Christiansborg. Disse ville i 1992 på Danmarks vegne tilslutte sig Maastrichttraktaten, men fik ved den lejlighed et rungende nej som svar. Nu vil samme flertal – fra De Konservative til SF – have ændret forbeholdet, så de selv kan beslutte, hvilke eu-retsområder Danmark skal gå ind i. Men var det ikke netop, hvad befolkningen i 1992 frabad sig? EU-flertallet beder nu om mandat til at gøre præcis det, som befolkningen i 1992 meddelte, at man ikke havde tillid til, at samme flertal kunne håndtere. Eller sagt mere direkte: ræven ønsker sig sat til at vogte gæs.
Det lyder naturligvis besnærende, når de hændervridende jubeleuropæere med tårer i øjenkanten begræder, at Danmark bliver smidt ud af Europol og igen bliver EU's enfant terrible – oven i købet på trods af det smigrende tilbud om muligheden for, at Folketinget kan sige nej. Men ja-partierne skylder os dermed svar på to spørgsmål: 1) Præcis hvilke retsområder ville I have sagt nej til inden for de seneste 17 år, hvis I ikke var blevet tvunget til det af befolkningens afgørelse i 1992? Og 2) Skulle I få afskaffet vores opt out, hvilken garanti har vi da for, at de direktiver I i jeres vise forsikring om fædrelandets bedste har tilsluttet jer, ikke ændres kort tid efter? Et direktiv, der i dag ligner en forbedring af dansk ret, kan hurtigt med de nye beslutningsprocedurer efter lissabontraktaten blive ændret til det modsatte. Og netop I, unionspartierne, har jo ønsket jer det sådan, at EU resolut, med flertalsafgørelser og uden videre pardon, vetoret eller andet kan ændre sine regler. Hvilken garanti har vi da for, at de udlændingeregler, som måske i dag ser ud til at hjælpe Danmark, og som I derfor tilslutter jer, ikke om få år er omdannet til indvandring a la carte som vi ser det i Sverige? Svaret er: absolut ingen. Bordet fanger. Er Danmark først hoppet om bord i et eu-direktiv, er der ingen vej tilbage. Om så direktivets ændres fuldstændig – og imod Danmarks stemmer – er der intet at gøre. Vetoretten har I jo også fået gjort has på.
Men lad os da se på, hvad det realistiske scenarie for Danmark med sit nuværende forbehold er. Hvor galt vil det egentlig gå? Naturligvis vil der være færre områder, vi kan medvirke i, når søjle 3 falder bort. Men er det entydigt dårligt? Bliver vi virkelig smidt ud af Europol? I hvert fald ikke før den dag, hvor EU's flertal vælger at ændre på reglerne for europol, der med lissabontraktaten flyttes ind til søjle 1 og dermed ind under vores forbehold. Først da – og i så fald kun de ændrede regler – må Danmark sige fra. Men det betyder ikke, at vi bliver smidt ud af politisamarbejdet. Det betyder blot, at de områder i reglerne, der laves om, ikke umiddelbart gælder for Danmark? Eller det vil sige: de gælder ikke for Danmark, medmindre vi indgår en parallelaftale med EU. Så sent som i dag – 24.november 2009 – stemte vi i Europaparlamentet om to parallelaftaler, Danmark havde anmodet om for at medvirke i samarbejdet om gensidig anerkendelse af retlige dokumenter som ægteskabserklæringer osv. Det er der intet nyt eller unaturligt i. Tværtimod.
Kunne vi så ikke ligeså godt bare gå med, spørger nogen måske. Hvorfor lave alt det ståhej, når vi alligevel bare skal have en parallelaftale? Svaret er: Fordi en parallelaftale altid og 100 procent er Folketingets egen beslutning. Den kan vi gå ind i, ændre på og forlade igen, fuldstændig som vi ønsker det. Her er der ingen flertalsafgørelser, forrang for eu-retten eller usikkerhed. For en supereuropæer er sådanne foranstaltninger muligvis en pinlig affære.. Det er en unødig forstyrrelse af det store EU, som man hellere skal vise andægtighed end modvilje. Derfor vil unionspartierne også hellere have Danmark fuldt med ind i samarbejdet, ind under EU's beskyttende vinger, hvor man ikke selv behøver have en mening. Det er også altid så konsekvent. Nej, lad hellere EU's ansigtsløse bureaukrater og magttørstige stormagter bestemme på vore vegne. Hvad skal det andet dog nytte??!!
Jeg vil sige jer, hvad det skal nytte. Vor stolthed, vor sikkerhed og vort demokrati lever i forbeholdene. Og disse grundpiller skal ingen rokke ved. Ingen skal anfægte danskernes ret til at indrette Danmark, som vi finder bedst. Lad så blot den spændende cocktail af Thorning, Vestager og Holmsgaard indsmigre sig hos regeringen. Vi er klar og kan med god samvittighed sige, at vi værner om vort lands, folks og nations fremtid og i ukuelig tro på, at Danmark kan klare sig uden underkastelse for den altopslugende union, sætter vor lid til et Danmark i tusind år. Som fri mænds arv!
Lad os dvæle lidt ved Folketingets flertal og den magt, som hermed ønskes. For hvem var det nu, der blev underkendt, da vi fik vores eu-forbehold? Det var jo netop det brede flertal af eu-jublende partier på Christiansborg. Disse ville i 1992 på Danmarks vegne tilslutte sig Maastrichttraktaten, men fik ved den lejlighed et rungende nej som svar. Nu vil samme flertal – fra De Konservative til SF – have ændret forbeholdet, så de selv kan beslutte, hvilke eu-retsområder Danmark skal gå ind i. Men var det ikke netop, hvad befolkningen i 1992 frabad sig? EU-flertallet beder nu om mandat til at gøre præcis det, som befolkningen i 1992 meddelte, at man ikke havde tillid til, at samme flertal kunne håndtere. Eller sagt mere direkte: ræven ønsker sig sat til at vogte gæs.
Det lyder naturligvis besnærende, når de hændervridende jubeleuropæere med tårer i øjenkanten begræder, at Danmark bliver smidt ud af Europol og igen bliver EU's enfant terrible – oven i købet på trods af det smigrende tilbud om muligheden for, at Folketinget kan sige nej. Men ja-partierne skylder os dermed svar på to spørgsmål: 1) Præcis hvilke retsområder ville I have sagt nej til inden for de seneste 17 år, hvis I ikke var blevet tvunget til det af befolkningens afgørelse i 1992? Og 2) Skulle I få afskaffet vores opt out, hvilken garanti har vi da for, at de direktiver I i jeres vise forsikring om fædrelandets bedste har tilsluttet jer, ikke ændres kort tid efter? Et direktiv, der i dag ligner en forbedring af dansk ret, kan hurtigt med de nye beslutningsprocedurer efter lissabontraktaten blive ændret til det modsatte. Og netop I, unionspartierne, har jo ønsket jer det sådan, at EU resolut, med flertalsafgørelser og uden videre pardon, vetoret eller andet kan ændre sine regler. Hvilken garanti har vi da for, at de udlændingeregler, som måske i dag ser ud til at hjælpe Danmark, og som I derfor tilslutter jer, ikke om få år er omdannet til indvandring a la carte som vi ser det i Sverige? Svaret er: absolut ingen. Bordet fanger. Er Danmark først hoppet om bord i et eu-direktiv, er der ingen vej tilbage. Om så direktivets ændres fuldstændig – og imod Danmarks stemmer – er der intet at gøre. Vetoretten har I jo også fået gjort has på.
Men lad os da se på, hvad det realistiske scenarie for Danmark med sit nuværende forbehold er. Hvor galt vil det egentlig gå? Naturligvis vil der være færre områder, vi kan medvirke i, når søjle 3 falder bort. Men er det entydigt dårligt? Bliver vi virkelig smidt ud af Europol? I hvert fald ikke før den dag, hvor EU's flertal vælger at ændre på reglerne for europol, der med lissabontraktaten flyttes ind til søjle 1 og dermed ind under vores forbehold. Først da – og i så fald kun de ændrede regler – må Danmark sige fra. Men det betyder ikke, at vi bliver smidt ud af politisamarbejdet. Det betyder blot, at de områder i reglerne, der laves om, ikke umiddelbart gælder for Danmark? Eller det vil sige: de gælder ikke for Danmark, medmindre vi indgår en parallelaftale med EU. Så sent som i dag – 24.november 2009 – stemte vi i Europaparlamentet om to parallelaftaler, Danmark havde anmodet om for at medvirke i samarbejdet om gensidig anerkendelse af retlige dokumenter som ægteskabserklæringer osv. Det er der intet nyt eller unaturligt i. Tværtimod.
Kunne vi så ikke ligeså godt bare gå med, spørger nogen måske. Hvorfor lave alt det ståhej, når vi alligevel bare skal have en parallelaftale? Svaret er: Fordi en parallelaftale altid og 100 procent er Folketingets egen beslutning. Den kan vi gå ind i, ændre på og forlade igen, fuldstændig som vi ønsker det. Her er der ingen flertalsafgørelser, forrang for eu-retten eller usikkerhed. For en supereuropæer er sådanne foranstaltninger muligvis en pinlig affære.. Det er en unødig forstyrrelse af det store EU, som man hellere skal vise andægtighed end modvilje. Derfor vil unionspartierne også hellere have Danmark fuldt med ind i samarbejdet, ind under EU's beskyttende vinger, hvor man ikke selv behøver have en mening. Det er også altid så konsekvent. Nej, lad hellere EU's ansigtsløse bureaukrater og magttørstige stormagter bestemme på vore vegne. Hvad skal det andet dog nytte??!!
Jeg vil sige jer, hvad det skal nytte. Vor stolthed, vor sikkerhed og vort demokrati lever i forbeholdene. Og disse grundpiller skal ingen rokke ved. Ingen skal anfægte danskernes ret til at indrette Danmark, som vi finder bedst. Lad så blot den spændende cocktail af Thorning, Vestager og Holmsgaard indsmigre sig hos regeringen. Vi er klar og kan med god samvittighed sige, at vi værner om vort lands, folks og nations fremtid og i ukuelig tro på, at Danmark kan klare sig uden underkastelse for den altopslugende union, sætter vor lid til et Danmark i tusind år. Som fri mænds arv!
