For ikke så længe siden endte jeg ud i en længere diskussion med en af mine udenlandske venner. Min ven er selverklæret socialist, men kommer selv fra en velbeslået europæisk familie der bl.a. har kunnet give ham og hans søskende dyre uddannelser i udlandet (ironisk nok ikke i Danmark, men England), dyre lejligheder og generelt ualmindeligt gode betingelser. Men alligevel er min ven altså selverklæret socialist og spilder ikke en chance for at kunne hylde den danske velfærdsstat og alle dennes goder. Jeg besluttede mig derfor for, for en gangs skyld at undersøge hvorfor min ven syntes den danske velfærdsstat måtte være den ultimative statsmodel – på trods af at han aldrig rigtig selv havde været andet end perifær indbygger i den. Og uden han selv vidste det, havde han ramt sømmet lige på hovedet. For den definition sætter nemlig hans egen (og socialismens) naivitet i perspektiv:
Den danske velfærdsstats succes og berretigelse skulle findes i, at de rige blev hårdt beskattet og de fattige fik en hjælpende hånd.
Og han har jo fuldstændig ret – det er åbenbart sådan man gør i Danmark. Ikke desto mindre skaber den første del, med beskatning, et væsentligt problem. Som det også er med Den Anden Lov om Termodynamik; Det er én af de slags teorier der kun fungerer i et lukket kredsløb uden ekstern påvirkning. Hans argument var at det var ”rigtigt” at tage fra de rigeste. Men som jeg også forklarede ham, er det ikke essentielt om det er ”rigtigt” at tage fra de rigeste, men om det virker at tage fra de rigeste. Faktum er, det gør det ikke, fordi dansk økonomi ikke er et lukket kredsløb. Vi er altid i konstant konkurrence med verden omkring os. Høj skat er det samme som at hælde plantegift ned i vækst-urtepotten. Af samme årsag er det, at diskutere om skatten skal hæves med 11 eller 33 mia., det samme som at diskutere hvor dybt vand vi skal drukne på.
Med hensyn til anden del af hans forsvar af velfærdsstaten; at de fattige får en hjælpende hånd. Jeg fortalte ham, at det måtte betyde at op mod 60% af danskerne var fattige så. For i Danmark får de fleste en hjælpende hånd. Selvom de ikke har bedt om det, selvom de ikke har brug for det, selvom de selv kunne have brugt pengene mere fornuftigt end staten. I Danmark kvalificerer du dig f.eks. nærmest til en tilværelse på overførselsindkomst blot ved at være studerende (SU), med barn (Børnepenge) eller ældre(Ældrecheck). Der tages ikke stilling til om du er fattig studerende, om du selv ville kunne forsørge dine børn eller hvor mange penge du har liggende i madrassen.
Grundlæggende er den danske stats primære funktion at tage penge ud af din lomme, blot for at give dig dem tilbage i et større eller mindre omfang. Effekten er minimal. Udfaldet er en evig kamp mellem forskellige befolknings- og interessegrupper, om hvem der kan rage mest til sig selv. Fordi skattetrykket er så højt er alle nærmest blevet manisk optaget af, at sikre sig de får noget igen. I stedet burde vi diskutere om hvordan pengene kunne blive i folks egne lommer. For det er spild af folks hårdttjente penge. Og for at komme tilbage til ”de fattige” så hjælper det da ikke dem, at dræbe dansk vækst med et absurd hårdt skattetryk, hvis eneste formål er, at se ”rigtigt” ud.
Koblingen af et højt skattetryk og at hjælpe de fattige er altså paradoksal. Med det danske skattetryk kan vi umuligt kunne tiltrække udenlandsk arbejdskraft eller investering. Det er jo ikke ligefrem fordi vores sundhedssystem eller offentlige transport er værd at sætte på CV’et, når det kommer til at tiltrække sådan noget.
