Analyserer man de politiske ideologier, kan man – næsten uden undtagelse – udkrystallisere to hovedideologier: Den ene er kapitalismen, den anden socialismen. Enkelte, såkaldte midterpartier, bekender sig til ideologier, hvor man teoretisk har forsøgt sig med at forene 'det bedste fra de to verdener'. Vi kender bl.a. det socialdemokratiske forsøg på socialkapitalisme, og Venstres kapitalisme med et såkaldt menneskeligt ansigt. At disse udgaver måske er ligeså utopiske som den ægte vare, har historien efterhånden givet adskillige fingerpeg om.
Men ét er de uddaterede ideologier. Noget andet er den ramme, det politiske liv, på grundlag af disse ideologier, til dagligt virker indenfor, nemlig parlamentarismen. Er denne ramme heller ikke længere tidssvarende, eller handler fx spin, taktiske manøvrer og studehandler mere om menneskelig svaghed – fx kynisme - end om et svagt eller defekt parlamentarisk system? Det kan være vanskeligt at afgøre, men noget usundt har i hvert fald trængt sig så dybt ind, at mere og mere taler for, at parlamentarismen som styreform nok også trænger til et kraftigt eftersyn eller måske ligefrem en form for afløsning. Dog, det altoverskyggende spørgsmål, der knytter sig til sådanne tanker, er ligeså let at formulere som stort set umulig at besvare: Hvordan moderniseres parlamentarismen, uden det får ødelæggende konsekvenser for demokratiet, og findes der overhovedet i dag et brugbart alternativ?
Noget tyder på, at der findes en model, hvori vores nuværende parlamentariske system kan fortsættes i en 'pænere' og mere moderne form, der ikke i samme omfang som i dag vil være plaget af ovennævnte skavanker (spin, taktiske manøvrer og studehandler), men som tværtimod, i stedet for kun at pålægge det politiske liv at skulle forhandle sig frem til og egenhændigt træffe de svære beslutninger, trækker folket helt ind i beslutningsprocessen på bedste demokratiske vis, og det er direkte demokrati. I det direkte demokrati er det folket og ikke det politiske liv, der gennem folkeafstemninger træffer de svære valg mht. udviklingen i vores fælles samfund. Vel ved vi, at de fleste ikke nødvendigvis er de klogeste, men netop flertalsmekanismen roses jo for at være demokratiets styrke. Og mener vi, at den fungerer for 179, burde den vel også fungere ligeså godt for 5 mio. Skulle vi som mennesker på et tidspunkt hæve os yderligere i udvikling, og her tænkes primært mentalt, kommer den tid vel også, hvor demokratiet lakker mod enden som styreform. Men den tid lader endnu vente på sig, for en ny styreform, der ikke kun er en videreudvikling af det næsten 2½ årtusinde gamle græske demokrati, vil, udover en dyb, visdomsfuld indsigt, kræve en uangribelig soberhed, en moral og etik hos landets ledende skikkelser, der ligger langt fra de lidenskaber, især vores repræsentative demokrati ansporer til hos kandidaterne til de indflydelsesrige og velhonorerede poster.
Det politiske liv synes efterhånden helt at have overgivet sig til et teknokrati, der styres med hård hånd af finansministeriets 'regnedrenge' og elektroniske modeller, hvori virkeligheden bliver modelleret til ukendelighed og ren abstraktion. Politiske beslutninger, der tidligere var ideologisk begrundede, styres nu kun af tal.
At farverne i dag er tonet næsten ud af dansk politik, er ikke en ubetinget bagdel, da selv fornuftige synspunkter og argumenter med jævne mellemrum er blevet skudt i sænk af ideologierne. Men den større, talbaserede konsensus omkring samfundets indretning, er til gengæld blevet næsten uvirkeligt snæver. Med en enkelt undtagelse eller to, er der i dag bred politisk enighed om at føre ren talpolitik, som ganske vist har skabt muligheden for historisk brede forlig, men som er rendyrket teknokrati. Denne enighed deles desværre med størstedelen af befolkningen i en grundlæggende forestilling om samfundets indretning, samt en ubegrundet konsekvent opfattelse af, at denne indretning ikke står til at ændre i det væsentlige. Fantasien rækker med andre ord stort set ikke til at forestille sig andre samfundsindretninger end den bestående. Den fastlåsthed, denne ensidige opfattelse medfører, hindrer således både vælgere og politikere i at 'tænke ud af boksen', i at se helt nye muligheder, og denne visionsløse og blodfattige tilstand, har i sin omsiggribende ligegyldighed – fordi vi nu ved, at de elektroniske modeller styrer vores virkelighed ud fra ren abstraktion - sat den sidste rest af dynamik i samfundet i stå.
Samtidigt har topstyringen i dansk politik aldrig været større. Vi kan nu med rette tale om elektronisk topstyring af det danske samfund og danskerne. Næsten intet udspringer længere af folkesjælen, næsten intet kan længere vokse op nedefra. Den naturlige vækst i samfundet, som netop har sine livsbetingelser i en spiring nedefra og op, er blevet dræbt af bureaukrati og teknokratiets akademiske abstraktioner. I stedet satses på en kunstig, politisk skabt vækst i udelukkende det økonomiske livs område, på bekostning af først og fremmest det sociale element , men også folkevidet, fordi de sunde aspekter i undervisningssektoren som del af et frit åndsliv, kues af den politiske topstyring og bureaukratiseringen. Grundtvigs Danmark er en saga blot, og denne ufrihed udgør en ikke ubetydelig del af dagens skærpede udgave af politikerleden, nemlig system-og politikerleden. At det centralistiske, virkelighedsfjerne regeltyranni fra EU har sin del af ansvaret for denne dobbelte politikerlede, er ingen undskyldning for den politik, der føres herhjemme og er blevet ført hidtil. Det er de danske politikere alene, der har bestemt sig for at skrotte sund fornuft til fordel elektroniske modeller, 'regnedrenge' og topstyring. Det er det danske politiske liv, der ubetinget er årsagen til krisen i det system, de har ledelsesansvaret for.
På trods af den overvældende konsensus om, at tal er godt (og sund fornuft er yt), er der dog stadig enkelte debatter, der endnu kan dele vandene, både politisk og i befolkningen. Især én er hårdt ramt i tonen, nemlig debatten om samfundets underhold og drift, herunder det lidt diffuse begreb velfærd. Denne debat handler grundlæggende om, hvorvidt der fremadrettet overhovedet bliver råd til et anstændigt samfund, uagtet at nationen som helhed aldrig har været rigere, og hvem der skal betale for det. Men også denne debat er grundstødt på en forældet, fastlåst tankegang omkring samfundets indretning og dets utidssvarende systemkonstruktion. Særligt iøjnefaldende er skattesystemet og den sociale lovgivning, der for begge områders vedkommende i udpræget grad er gennemsyret af tvang, omvendt retsstilling og gensidig mistillid, til trods for, at et flertal i befolkningen ikke alene accepterer, men også har forståelse for, at de skal betale skat til bl.a. sociale forordninger. Problemet er derfor ikke selve skattebetalingen, men systemets konstruktion. Mindst ligeså slemt står det til i den sociale sektor, der også bruger enorme ressourcer på kontrol og administration. Fælles for begge systemer gælder altså, at de på ingen måde er gearede til at fungere i og betjene et moderne samfund, hvilket også bevises løbende i praksis. Men hvad værre er, så er de i vores bevidsthed, via politisk påvirkning, blevet koblet uløseligt sammen på en sådan måde, at den enkelte skatteyder nu føler sig 'kaldet til' at være selvbestaltet dommer over, hvilke grupper i samfundet der bør eller ikke burde være berettiget til offentlige ydelser. Vi er med andre ord blevet en nation af dommere, der dømmer hinanden, og folkedomstolen er ikke alene hård, men også uretfærdig. Bedre bliver det ikke af, at skattesystemets forældede indretning skaber en stærk gensidig mistillid mellem på den ene side systemet og borgerne/erhvervslivet, og på den anden side mellem borgerne og erhvervslivet, igen på bekostning af sammenhængskraften i samfundet. Mistilliden næres grundlæggende af, at bruttoskatterne, altså skatten på arbejde og selskabsskatten, kan omgås med den rette indsigt, kløgt og de rigtige forholdsregler, men som det kræver en ikke ubetydelig kapital at erhverve sig. Derfor er der alene her skabt en mulighed for social skævvridning, der i heldigste fald 'kun' gøder mistilliden, i værste fald er grobund for uretfærdighed.
Bruttoskatterne er også årsag til et andet misforhold. Gennem skatten på arbejde opretholdes nemlig bl.a. den illusion, at det er den enkelte skatteyder, der varetager samfundets underhold. Denne illusion er særlig stærk blandt især liberale kræfter, der kan se en økonomisk gevinst i, at den enkelte frigøres fra sit sociale ansvar overfor almenvellet. Men grunden til, at der er tale om en illusion og ikke et reelt forhold, er primært den, at ingen af os længere har pengene i hånden til den skat, vi betaler. De figurerer kun som tal på et stykke papir, en lønseddel, udbetalingsmeddelelse fra det offentlige og årsopgørelsen. Reelt er det vores arbejdsgivere mv. der indbetaler vores skat, og derfor er skatten på arbejde også blevet et uproduktivt og fordyrende ekstra led mellem den primære kilde til kapital i samfundet, erhvervslivet, og statskassen. Der kunne spares betydelige summer i hhv. lønafdelingerne ude i virksomhederne og SKATs kontrolteams, hvis skatten på arbejde blev en del af selskabsskatten i stedet. Dermed ville vi som borgere også blive løftet ud af bevidstheden om, at vi hver især betaler til hinanden – en bevidsthed, der åbenbart er så svær at håndtere, at den udløser noget grimt i os.
Debatten om den offentlige sektors størrelse og de offentlige ydelser, kunne, som ovenfor antydet, relativt enkelt løftes ud af de kvælende særinteresser, der nærer hårdheden i den. Det kræver blot lidt større visioner, end vi typisk er vant til fra politisk side. Men uden det politiske potentiale til de fornødne ændringer, kan debatten til evig tid fastholdes i venstrefløjens agiteren for mere velfærd og at 'de bredeste skuldre skal bære mest', mens den konservative-liberale fløj agiterer for mindre eller fuldstændig fritagelse af ansvar overfor almenvellet for dem, der i deres øjne driver landet, nemlig erhvervslivet og dets ledelse. Plus naturligvis standardkravet om en betydelig slankning af den offentlige sektor. På den politiske midte kan der så agiteres for at forene en i deres øjne rimelig beskatning med såkaldt velfærd og en større offentlig sektor. Billedet holder dog ikke helt, da der i perioder ofte har været inkonsekvens i forhold til det ideologiske standpunkt. Eksempelvis oplevede vi en kraftig vækst i den offentlige sektor gennem et tiår med en liberalt ledet regering, tilsyneladende fordi forringelser i velfærd og systemets voksende mistillid til borgerne, medfører et større offentligt kontrolapparat, mere politi og udbygning af retsvæsnet, herunder særligt kriminalforsorgen.
Et meget anvendt argument i den værdiladede debat er, at vi ikke har råd, underforstået at nationen ikke har råd til velfærd, en større offentlig sektor, offentlig service etc. Med dette argument i hånden kan så godt som alle sociale forringelser tilsyneladende nu forsvares, samt bruges til gentagne angreb på borgere udenfor arbejdsmarkedet.
Et andet argument på samme skala, men med en langt større indbygget dommedagseffekt, nemlig de evige gentagelser om erhvervslivets forringede konkurrenceevne, er blevet til den største blinde tro, vi vel til dato endnu har oplevet, såvel politisk som i resten af samfundet. Den har kastet hele det politiske liv – på nær Enhedslisten – ud i en væksttrance, der har resulteret i en reformmani, der er så imødekommende overfor dette postulat, at regeringspartiernes forhold til deres kernevælgere ofres på dette mystiske alter, der uden tvivl er båret til huse af erhvervslobbyismen.
Et tredje, til mantra gentaget, argument, er beskæftigelsen, altså vigtigheden af, at alle arbejdsduelige nu også er i arbejde. Hele det politiske liv, inklusive Enhedslisten, taler beskæftigelse i én lang køre, og har gjort det så langt nogen kan huske tilbage.
Ingen af disse argumenter holder dog rigtigt vand i virkeligheden, men er påstande, der, gennem de talløse gentagelser, er blevet gjort til virkelighed og har muliggjort politiske beslutninger, der ellers ville have råbt til verden i deres ubehjælpelighed.
Produktiviteten i erhvervslivet er sammen med afsætningen afgørende for, hvor stor en arbejdsstyrke, der er behov for. Eksempel: Stor produktivitet og ringe afsætning er lig med lav bemanding. Lav produktivitet og stor afsætning er lig med høj bemanding. For en menneskealder siden var produktiviteten mange gange lavere end i vores nuværende effektive, rationelle og fuldautomatiserede erhvervsliv. Desuden var det stort set kun den mandlige del af befolkningen, der var på arbejdsmarkedet, så når vi på den ene side sammenholder en lav produktivitet med kun godt og vel 50% arbejdsføre borgere, er der en naturlig forklaring på, hvorfor beskæftigelsen i perioder var relativt høj, og at skatten på arbejde samt lønningerne var relativt meget lavere end i dag. Købekraften var også væsentligt lavere end i dag, især når det gjaldt boligen og mad.
Ser vi på antallet af beskæftigede dengang for godt en menneskealder siden, skal børn og ældre også her fraregnes den samlede arbejdsstyrke, selvom det i de laveste klasser ikke var ualmindeligt med børnearbejdere og gamle, slidte mænd, der blev udsat for nærmest umenneskelige prøvelser, for at de og deres familier kunne overleve. Men på den tid var der også andre grupper udenfor arbejdsmarkedet som invalide, uddannelsessøgende og ikke mindst næsten samtlige gifte kvinder – en ikke ubetydelig andel af befolkningen dengang. Fælles for disse grupper var dog, at de stort set ikke var på offentlig forsørgelse, men primært blev understøttet i familien, når det var muligt. Forældrene betalte for uddannelse, invalide boede hos forældrene det meste af livet, de ældre gik på aftægt betalt af yngre familiemedlemmer og børnene blev passet af de hjemmegående mødre.
Den procentvise arbejdsstyrke var med andre ord ikke væsentligt højere end i dag, hvis den overhovedet var højere, hvilket i ét hug eliminerer påstanden om, at for mange i dag er udenfor arbejdsmarkedet, og at beskæftigelsen derfor skal styrkes for enhver pris. Historisk set er andelen af borgere udenfor arbejdsmarkedet således ikke meget større i dag end 'normalt', mens produktiviteten og den samlede kapitalfrembringelse hos de beskæftigede indenfor den private sektor, til gengæld er mange, mange gange større. Derfor er argumentet om fuld beskæftigelse, og de kunstige bestræbelser på at opnå det, også udenfor både historisk og real kontekst. Hertil kommer, at beskæftigelsen ikke kan øges væsentligt og vedvarende, når der ikke er et reelt behov for det. Politisk reformer, der derfor ensidigt går på at øge beskæftigelsen blandt netop dem, der samtidigt rammes af nedskæringerne fra reformerne, uden nogen garanti for, at de virker, er ren gambling med disse borgeres økonomi og mentale sundhed. Det er en kamp mod virkeligheden, og den kan ikke vindes. Der er tilmed en overvejende sandsynlighed for, qua det faktum, at antallet i beskæftigelse er i overensstemmelse med det antal, der er reelt er behov for, at de midler, der tages fra det sociale område til skabelsen af nye arbejdspladser, opsuges i erhvervslivets ledelse og ejerkredse i stedet.
Der, hvor der derimod er sket en markant ændring på arbejdsmarkedet i forhold til tidligere, er i fordelingen mellem ansatte i den private og den offentlige sektor. Vi har i dag en situation, der er unik, forstået på den måde, at netop en stor offentlig sektor også vidner om en meget høj grad af produktivitet og kapitalisering i erhvervslivet. Uden de fornemme resultater, erhvervslivet har opnået, havde denne offentlige sektor ikke været mulig. Men selvom den fornuftige og velfungerende del af den offentlige sektor, som undervisning, sundhed, pleje, politi, retsvæsen, kriminalforsorg, beredskab, forsvar osv. både er de positive frugter af den store kapitalisering i den private sektor, og i vid udstrækning også bidrager til yderligere vækstmuligheder for denne gennem bl.a. undervisningssektoren og infrastrukturen, er den offentlige sektor blevet mere og mere udskældt og sat i et større og større modsætningsforhold til den private sektor, bl.a. med påstande om, at udgifterne til den offentlige sektor kan koste den private sektor livet. Meget dramatisk. Og ét af de helt store stridspunkter er blevet formuleret som spørgsmålet om, hvad vi, altså skatteyderne, har råd til eller ikke. Ren populisme på fejl præmis: Det handler ikke om, hvad skatteyderne har råd til. Det handler om størrelsen af kapitaliseringen i erhvervslivet, og hvor stor en andel af denne, der med rimelighed kan anvendes til drift af den offentlige sektor. Naturligvis er der et sted en grænse, hvor den offentlige sektor bliver så stor, at den så at sige begynder at æde den private sektor op. Men trods især erhvervslivets påstande om, at det er lige ved at ske, er vi faktisk et pænt stykke fra den grænse endnu.
Den næste store 'udfordring' bliver at forstå erhvervslivets egentlige rolle i forhold til samfundet. Her spiller den historiske udvikling af arbejdets karakter den afgørende rolle. Kort fortalt handler det om, at eksistenskampen, fra engang at være den enkeltes eget ansvar, har udviklet sig til at være et socialt anliggende. Fødens engang relativt korte vej fra hånd til mund, har over tid, og ikke mindst gennem industrialiseringens udvikling, ændret sig markant. I dag er der fx. ingen ansatte, der kun kan arbejde for sig selv. Vi har specialiseret os, således at eksempelvis fødevarerne bliver dyrket og bearbejdet langt fra vores bord. Tilvirkningen af klæder, opførelsen af boliger og bortskaffelsen af affald er andre eksempler på opgaver og rutiner, der tidligere lå indenfor den enkelte families rammer, men som nu varetages af andre, der gennem kortere eller længere uddannelser har specialiseret sig i dette. I samarbejde med et stort antal andre faggrupper, fremstilles varer eller leveres tjenesteydelser til gavn for alle andre end netop dem, der udfører arbejdet, og de fysiske rammer for dette gensidige samarbejde er erhvervslivet.
Erhvervslivet, som vi kender det i dag, er således af relativ ny dato, historisk betragtet, hvilket måske også er grunden til, at vi stadigt har svært ved at forstå dets reelle placering i samfundet og den betydningsfulde kendsgerning, at erhvervslivet i dag er blevet samfundets overordnede forsørger. Og da vi, qua udviklingen, ikke længere har mulighed for at forsørge os selv på samme måde som tidligere, ligger ansvaret for det enkelte menneskes forsørgelse, såvel dem indenfor som udenfor arbejdsmarkedet, implicit hos erhvervslivet. Det er dermed ikke staten, der forsørger borgere udenfor arbejdsmarkedet. Den fordeler blot kapital fra erhvervslivet til borgerne. Det er dog værd at understrege, at forsørgeransvaret ikke skal forstås ud fra den gamle socialistiske optik, hvori samfundet overtager produktionsmidlerne. Slet ikke. Det ville være en dødssejler, fordi al initiativ bliver kvalt. Forsørgeransvaret er ikke en ideologisk konstruktion og påvirker heller ikke ejerforholdene i erhvervslivet. Der er blot tale om en erkendelse af en kendsgerning, som stort set endnu ingen rigtigt har forstået eller af forskellige ideologiske årsager ikke vil kendes ved, hvorfor den også glimrer helt ved sit fravær i politik, og hvorfor der til stadighed er et misforhold mellem samfundet og erhvervslivet, som ikke er blevet korrekt afbalanceret.
Konklusionen på ovennævnte er altså:
1) At produktiviteten og kapitaliseringen i erhvervslivet i dag rent faktisk tillader en rimelig stor offentlig sektor.
2) At denne produktivitet og kapitalisering ikke er afhængig af antallet af i beskæftigelse, sålænge der ikke mangler arbejdskraft.
3) At der i dag ikke er væsentligt flere udenfor arbejdsmarkedet end tidligere og
4) at det moderne erhvervsliv reelt er samfundets forsørger.
Det er den virkelighed, ingen tilsyneladende ønsker at forholde sig til, men tværtimod forsøger at modarbejde – med de mærkeligste love, regler, reformer og tiltag tilfølge. Hvorfor det forholder sig sådan, må stå hen i det uvisse, men mistanken falder unægteligt på de forældede politiske ideologier, vores parlamentariske system er hjemsøgt af og fastlåst i. Min vurdering er derfor, at vi trænger mere end nogensinde til et systemskifte. Kun derved bliver det muligt at tiltrække sådanne skikkelser til landets ledelse, at indretningen af samfundet kan geares til fremtiden, i stedet for, som nu, at blive hængende på fortidens fejlslutninger.
