LEDER: Ikke alle mennesker interesserer sig for hunde. Men alle mennesker burde interessere sig for idioti og magtmisbrug og derfor også for den forestående stramning af hundeloven, der efter alt at dømme vil indeholde forbud mod flere racer oven i de to, som allerede er forbudt. Det vil ske, selvom et flertal i regeringens hundeudvalg ikke anbefaler det, fordi "der ikke er noget sikkert statistisk grundlag for at udpege bestemte hunderacer som mere farlige end andre", som udvalget skriver i sin netop udsendte rapport.
Når VKO-flertallet i Folketinget efter alt at dømme vil forbyde et antal racer alligevel, så skal det betragtes som en slags ofring til de forbudskrævende vælgermasser, der som så ofte før ikke har forstået noget som helst. I vælgerhavet tror man, at når medierne har skrevet meget om de hundeangreb, som begås af amerikanske staffordshire terriere og amerikanske bulldogs, så er det meget farligere hunde end så mange andre, selvom bl.a. dyrlægerne ikke kan konstatere det. Fænomenet er det samme som kendes fra menneskers angst for at flyve: Fordi medierne beretter meget om fly, der styrter ned, så tror nogle fejlagtigt, at det er meget farligere at flyve end at benytte andre transportformer, selvom det faktisk ikke er tilfældet. At lovgive efter den slags folkestemninger er idioti.
Magtmisbruget kommer ind, når man skal udvælge de racer, som skal lægges på folkestemningens offerbord. For skønt et flertal i hundeudvalget ikke mener, at politikerne skal gribe til forbud, så har udvalget fået besked på, at nævne de racer, som skal forbydes, hvis politikerne alligevel vil gøre det. Hvad gør man så? Man tager for det første de racer, som der ikke er mange hunde af i Danmark. Så er der jo heller ikke mange til at brokke sig. Så putter man for det andet staffordshire terrierne og de amerikanske bulldogs oven i, fordi medierne har fortalt så mange grimme historier om netop dem, så de ikke er til at komme uden om. Endelig nøjes man for det tredje med at pege på racer, hvis avlere ikke er organiseret i Dansk Kennel Klub, som udgør en betydelig pressionsgruppe, og som sidder med i udvalget.
Voila, sådan klarer man den. Det kan måske synes smart, fordi man dermed minimerer politikernes forbudstrang til så få hunde som muligt. Men det er egentlig bare usympatisk på den måde at udpege syndebukke for alle andre. Man burde have holdt fast i, at det ikke giver mening at pille enkelte racer ud, fordi "der ikke er noget sikkert statistisk grundlag for at udpege bestemte hunderacer som mere farlige end andre".
Når VKO-flertallet i Folketinget efter alt at dømme vil forbyde et antal racer alligevel, så skal det betragtes som en slags ofring til de forbudskrævende vælgermasser, der som så ofte før ikke har forstået noget som helst. I vælgerhavet tror man, at når medierne har skrevet meget om de hundeangreb, som begås af amerikanske staffordshire terriere og amerikanske bulldogs, så er det meget farligere hunde end så mange andre, selvom bl.a. dyrlægerne ikke kan konstatere det. Fænomenet er det samme som kendes fra menneskers angst for at flyve: Fordi medierne beretter meget om fly, der styrter ned, så tror nogle fejlagtigt, at det er meget farligere at flyve end at benytte andre transportformer, selvom det faktisk ikke er tilfældet. At lovgive efter den slags folkestemninger er idioti.
Magtmisbruget kommer ind, når man skal udvælge de racer, som skal lægges på folkestemningens offerbord. For skønt et flertal i hundeudvalget ikke mener, at politikerne skal gribe til forbud, så har udvalget fået besked på, at nævne de racer, som skal forbydes, hvis politikerne alligevel vil gøre det. Hvad gør man så? Man tager for det første de racer, som der ikke er mange hunde af i Danmark. Så er der jo heller ikke mange til at brokke sig. Så putter man for det andet staffordshire terrierne og de amerikanske bulldogs oven i, fordi medierne har fortalt så mange grimme historier om netop dem, så de ikke er til at komme uden om. Endelig nøjes man for det tredje med at pege på racer, hvis avlere ikke er organiseret i Dansk Kennel Klub, som udgør en betydelig pressionsgruppe, og som sidder med i udvalget.
Voila, sådan klarer man den. Det kan måske synes smart, fordi man dermed minimerer politikernes forbudstrang til så få hunde som muligt. Men det er egentlig bare usympatisk på den måde at udpege syndebukke for alle andre. Man burde have holdt fast i, at det ikke giver mening at pille enkelte racer ud, fordi "der ikke er noget sikkert statistisk grundlag for at udpege bestemte hunderacer som mere farlige end andre".
