I Danmark står vi altid klar med en varm hånd til dem, der ikke kan stå på egne ben. Det er en god tradition, men vi skal passe på ikke at give krykker til de, der sagtens kan gå selv.
For nogle år siden skrev medierne om Post Danmark i Nordsjællands besvær med at skaffe postbude. Der var tusindvis af ledige i Nordsjælland og København, så man skulle tro, at der var rift om arbejdspladserne. Men sådan gik det ikke. Arbejdsformidlingen gav 110 ledige besked på at søge job som postbud hos Post Danmark, men ikke en eneste ville tage arbejdet. Undskyldningerne var mange: Nogle hævdede ikke at kunne cykle, andre påstod, at deres ansøgning var blevet væk i posten. Og andre igen svarede, at det desværre ikke kunne blive til noget, fordi de stod og var på vej på ferie.
Til sidst måtte Post Danmark ansætte svenske postbude, så breve og arbejdsløshedschecks kunne komme ud til danskerne.
Denne historie kan jeg sagtens nikke genkendende til. Overalt i den københavnske servicebranche, hvad enten det er i butikker, på cafeer eller i restauranter, møder jeg ustandseligt svenske "gæstearbejdere".Og ikke et ondt ord om dem. Vi skandinavere forstår heldigvis hinanden, og hvis svenskere kan tjene en ærlig løn i danske butikker, så gerne for mig.
Men jeg undrer mig, hver gang jeg hører Mette Frederiksen eller Villy Søvndal tale om ledigheden, som om den eneste måde at få folk i arbejde på er ved at hæve det offentlige forbrug. Mine oplevelser med de svenske "gæstearbejdere" tyder nemlig på, at der er masser af arbejde at få, hvis blot man er villig til at tage fat.
Måske vi kunne lære noget af vores broderfolk, når det handler om at motivere folk til at komme i arbejde. Tag blot den danske dagpengeperiode, der med sine fire år ligger markant i top blandt andre nordiske lande, inklusiv Sverige, hvor den ligger på 1-2 år. Samtidig får danske dagpengemodtagere en markant højere ydelse, målt i forhold til deres tidligere løn. Efterløn kender de heller ikke til i folkhemmet. Intet under, at svenskerne skynder sig herover for at komme i job.
Ingen er nogen sinde død af at være tjener eller kasseassistent, heller ikke arbejdsløse akademikere. Uanset, hvor lang ens uddannelseer, eller hvad ens ønskejob er, er det langt bedre at være i job end at tulle rundt derhjemme. Ikke blot kan man glæde sig over, at man forsørger sig selv, uden at ligge andre til last. Det er også gavnligtat have noget at stå op til om morgenen; at vide, at man er værdsat idet job, man har.
For nogle år siden skrev medierne om Post Danmark i Nordsjællands besvær med at skaffe postbude. Der var tusindvis af ledige i Nordsjælland og København, så man skulle tro, at der var rift om arbejdspladserne. Men sådan gik det ikke. Arbejdsformidlingen gav 110 ledige besked på at søge job som postbud hos Post Danmark, men ikke en eneste ville tage arbejdet. Undskyldningerne var mange: Nogle hævdede ikke at kunne cykle, andre påstod, at deres ansøgning var blevet væk i posten. Og andre igen svarede, at det desværre ikke kunne blive til noget, fordi de stod og var på vej på ferie.
Til sidst måtte Post Danmark ansætte svenske postbude, så breve og arbejdsløshedschecks kunne komme ud til danskerne.
Denne historie kan jeg sagtens nikke genkendende til. Overalt i den københavnske servicebranche, hvad enten det er i butikker, på cafeer eller i restauranter, møder jeg ustandseligt svenske "gæstearbejdere".Og ikke et ondt ord om dem. Vi skandinavere forstår heldigvis hinanden, og hvis svenskere kan tjene en ærlig løn i danske butikker, så gerne for mig.
Men jeg undrer mig, hver gang jeg hører Mette Frederiksen eller Villy Søvndal tale om ledigheden, som om den eneste måde at få folk i arbejde på er ved at hæve det offentlige forbrug. Mine oplevelser med de svenske "gæstearbejdere" tyder nemlig på, at der er masser af arbejde at få, hvis blot man er villig til at tage fat.
Måske vi kunne lære noget af vores broderfolk, når det handler om at motivere folk til at komme i arbejde. Tag blot den danske dagpengeperiode, der med sine fire år ligger markant i top blandt andre nordiske lande, inklusiv Sverige, hvor den ligger på 1-2 år. Samtidig får danske dagpengemodtagere en markant højere ydelse, målt i forhold til deres tidligere løn. Efterløn kender de heller ikke til i folkhemmet. Intet under, at svenskerne skynder sig herover for at komme i job.
Ingen er nogen sinde død af at være tjener eller kasseassistent, heller ikke arbejdsløse akademikere. Uanset, hvor lang ens uddannelseer, eller hvad ens ønskejob er, er det langt bedre at være i job end at tulle rundt derhjemme. Ikke blot kan man glæde sig over, at man forsørger sig selv, uden at ligge andre til last. Det er også gavnligtat have noget at stå op til om morgenen; at vide, at man er værdsat idet job, man har.
