Den 23. september bragte flere digitale medier en få linjers pressemeddelelse fra Ritzau, som blev indledt således: “Kulørt dansk krigsforfatter er død. Han var en af Danmarks mest sælgende forfattere, og hans bøger er oversat til 52 sprog siden den første bog, ‘De Fordømtes Legion’, udkom i 1953.”
Siden den meddelelse har der ikke været mere om Børge Willy Redsted Pedersen, født d. 19. april 1917 i Fredensborg Amt, og død i Barcelona d. 21. september 2012… som Sven Hazel (også Hasel og Hassel).
Sven Hazel var ikke “én af Danmarks mest sælgende forfattere.” Han var den mest sælgende forfatter sammen med, eller lige efter, HC Andersen. Han solgte mere end 50.000.000 bøger.
Ritzaus’ meddelelse, så knap og affærdiggørende, vakte min opmærksomhed. Tager man i betragtning at han allerede var en succesforfatter i 50erne og 60erne, en tid med hverken kredit kort eller internet (måske lidt telex), er det antal læsere han har haft næsten astronomisk.
Jeg har ikke læst Sven Hazels bøger. En enkelt, “Glemt af Gud”, netop købt i det lokale antikvariat, står på ventelisten over bøger jeg ønsker at læse. Derfor er det fra spansk Wikipedia jeg ved, at Sven Hazel skabte et originalt karaktergalleri bestående af tyske soldater i en straffebataljon under Anden Verdenskrig. Disse soldater (én af dem hedder Sven) er desillusionerede og, overraskende, ikke antisemitiske, pånær en. I nogle afsnit hjælper disse soldater oven i købet med at skjule jøder på flugt. Soldaternes kammeratskab og kamp for overlevelse midt i krigens brutalitet og meningsløshed beskrives med ”una imaginativa y apasionante narrativa” (behøver vist ingen oversættelse).
“Men trods de imponerende salgstal,” meddeler Ritzau videre “kan man ikke finde Sven Hazels bøger på landets biblioteker - de er alt for kulørte.”
Kulørt
Af praktiske grunde vil jeg antage at læserne og jeg deler nogenlunde samme opfattelse af begrebet kulørt, når det knyttes til litteratur.
Jeg sværger højlydt, at jeg gik ind på Helsingør Biblioteks krimiafdeling - og tog den første bog som faldt mig i øjnene. Den lå fremme på et bord med udvalgte bøger, som biblioteket anbefalede. Her er de allerførste linjer:
”Han havde aldrig kunnet tåle at se blod. Det var noget med konsistensen, tyktflydende og pulserende. Han vidste godt, at det var irrationelt, navnlig for sådan én som ham. (og to linjer efter) Nu så han ned på sine hænder og opdagede, at de var smurt ind i mørkerødt menneskeblod. Det dryppede ned af hans bukser, stadig varmt og klæbrigt. Lugten steg op i hans næse.”
Jeg opfatter den ovenstående tekst som værende ret kulørtfyldt. Bogen, “en kvalitetsbog fra Gyldendals Bogklub”, var skrevet af en anerkendt, storsælgende svensk krimiforfatterinde.
Andre bøger i samme krimiafdeling begyndte ikke med så kulørte linjer. Men selv ved hurtig gennembladning var det let at finde kulørte, blodige, passager. Krimier handler jo altid om et eller flere mord, samt alle de dertil mordrelaterede situationer.
Sven Hazels historier udspiller sig i en krig; et slags ultimativt, menneskeligt ragnarok med ødelæggelse, lemlæstelse og død som uundgåelige ingredienser. Det kunne let blive akavet at beskrive en krig i poetiske, finlitterære vendinger.
I forbifarten sagt: Et brugt argument mod krigsbøger er at de glorificerer krig. Men påfaldende er det, at det samme argument ikke bruges på krimier; at de glorificerer mord. Krig er et ret sjældent fænomen. Det er mord som bekendt ikke.
Er Nobelprisen nogensinde gået til en krimiforfatter? Jeg aner det ikke. Men jeg kan ikke forestille mig det - og endnu mindre til en såkaldt krigsforfatter. Kulørt synes ikke at høre til den fornemme litteratur.
Der var ellers masser af kulørt på biblioteket, udover krimierne og tegneserierne. Gyserbøger med vampyrer, zombier, ydrerumsuhyrer, science-fiction, osv. Og amerikanske forfattere som Steven King, Dean Koontz og deres danske pendanter.
Alt tyder på, at det specifikt er Sven Hazels kulørt som er uønsket.
Løgne
Den kortfattede Ritzau meddelelse stillede spørgsmålet: “Talte han nu også helt sandt?” Og svaret var: “Forfatteren har altid hævdet, at bøgerne er baseret på hans egne oplevelser under Anden Verdenskrig som soldat på østfronten i en tysk straffebataljon og som krigsfange i en russisk fangelejr. Dette satte journalist Georg Kringelbach spørgsmålstegn ved i 1963, da han undersøgte Hazels fortid.”
I artiklen Krigens litterære fupnummer, Berlingske Tidende 2011, kan man læse: “… historikeren Claus Bundgård Christensen, der sammen med to medforfattere i 2005 skrev den første videnskabelige afhandling om danske østfrontsoldater i bogen »Under hagekors og dannebrog – danskere i Waffen SS 1940-45« er ikke i tvivl: »Hazel har aldrig været på Østfronten. Det kan man se af hans bøger, for de beskriver ikke krigen på en realistisk måde. Det er simpelthen fup. Jeg vil tro, at han gennem sine kontakter til nazister i den tyske efterretningstjeneste har fået oplyst en række ting, som han kunne benytte efter krigen, men hans bøger er ikke bygget på selvoplevelser.”
Okay, overvældende meget tyder på at Willy Børge løg om sin deltagelse i krigshandlinger under anden verdenskrig. Men, at sammenholde selve romanerne med videnskabelige afhandlinger er ude af proportion. Lang de fleste romaner vil ikke kunne bestå selv en mild faktatest.
At Sven Hazel var i stand til at skrive om en krig, han ikke deltog i, men kun havde hørt om, synes jeg netop taler til fordel for hans forfatterevner. Desuden: En forfatter skal ikke nødvendigvis have oplevet, alt det han skriver om.
Landsforrræder
Vi fortsætter med Ritzaus meddelelse: “Kringelbach afslørede, at nok havde Sven Hazel været i Tyskland under krigen, men ikke i en straffebataljon. Derimod havde han i Danmark under krigen arbejdet for den tyske efterretningstjeneste E.T., der samarbejdede med Hipo.”
Og der er mere endnu. I 1976 udgav afdøde journalist og forfatter Erik Haaest bogen ”Hassel - en Hitler-agents fantastiske historie”. En revideret og mere omfattende version fra 2010, ”Sven Hazel mysteriet”, dynamiterer hvad der kunne være tilbage af den storsælgende forfatters statue.
Dele af bogen med scannede dokumenter kan ses på internettet. Sven Hazel fik som følge af Retsopgøret en dødsdom for landsforræderi, som blev ændret til 10 års fængsel, af hvilke han kun afsonede 4. Udover det var han en småforbryder, som var involveret i bil- og cykeltyveri. Og han skulle også have været straffet for ulovligt at iføre sig tyske militær uniformer og ordener.
Mere end kulørt, ser problemet ud til at være Sven Hazel selv. For forudsat disse oplysninger er korrekte, så var han en landsforræder.
Dette bringer os til et polemisk emne: Forholdet mellem kunst og dens ophavsmand.
Kan man adskille landsforræderen fra den verdenskendte forfatter? Sagt med andre ord: Ved at anerkende forfatteren … er man også med til at anerkende forræderen?
Landsforræderen, under de ovenfornævnte omstændigheder, fordømmer jeg.
Men den gigasælgende forfatter vækker min nysgerrighed. Hovedsagelig fra litteratureksperter og mindresælgende forfattere hører man, at salgstal ikke nødvendigvis, eller overhovedet ikke, afspejler kvalitet. Ja, endnu en evig polemik: Kvalitet kontra kvantitet.
Så vidt jeg kan se, at vurdere hvad som helst efter kvalitetskriterier, være sig en flyvemaskine, en hot-dog eller en bog, kræver som minimum en definition af kvalitet i forhold til et formål.
I en udgivet bogs tilfælde betragter jeg salgskvantitet som en utvetydig kvalitet. Fordi en bog skrives og sendes til et forlag med det formål at blive læst. En forfatter der benægter dette, er som skuespilleren der påstår at han ikke interessere sig for at blive set. Endvidere, bøger som sælges i gigantiske antal, gør det ikke kun fordi de er velreklamerede, men også fordi læserne anbefaler dem til hinanden.
Der er naturligvis andre kvaliteter for en bog, end salgstal. Men disse vil jeg ikke udtale mig om, af den enkle grund at jeg ikke ved nok om litteratur - og ligeledes fordi jeg ikke tror, at der findes et enegyldigt svar herom.
“Landsforvisning”
Danmarks Radio viste den 28. marts 2010, som et led i en serie om bemærkelsesværdige danske skandaler, et dokumentarprogram om Sven Hazel. Citat: ”Skandale! (2:5) - forfatteren der blev kulturelt landsforvist. Succesforfatteren, Sven Hazel, bliver i efterkrigstiden hyldet som Danmarks Hemingway. Han lanceres som soldaten, der bliver tvunget i krig og nu skriver om det grusomme liv ved fronten. De danske læsere elsker ham. Men en dag i 1963 bliver han af pressen afsløret som svindler, hvis fortid under krigen er af tvivlsom karakter. Afsløringen betyder, at det danske samfund vender ham ryggen. Han må gå i eksil, hvis han vil udgive flere bøger. Med over 50 millioner solgte bøger i hele verden, er han vores mest solgte forfatter nogensinde, men Hazel er aldrig blevet anerkendt eller tilgivet. Tilrettelæggelse: Søs Hoffman. “Forfatteren der blev kulturelt landsforvist.”
Jeg forstår det sådan, at det var det kulturelle Danmark, som landsforviste Sven Hazel. Hvem ellers ville/kunne kulturelt landsforvise en forfatter? Blandt kulturelle danskere er en synlig Sven Hazel-bog på bogreolen et af de mest ukulturelle signaler man kan forestille sig. Intet nyt: I alle lande bekræfter de kultiverede sig selv ved at definere dét, som er ukultiveret (så de kan holde sig langt væk fra det).
Aldrig “anerkendt eller tilgivet”… men alligevel læses Sven Hazels bøger stadig. Den første bog “De fordømtes legion” er nået til sit 29 oplag på dansk, næsten 60 år efter den første udgivelse. Jeg tror ikke der findes et tilsvarende litterært fænomen her i landet. De ukultiverede synes at være ligeglade med de kultiveredes kunstkriterier (og heller ikke det, er der noget nyt i.)
Makkerpar
Efter krigen giftede Sven Hazels sig med Laura Dorothea Guldbæk Jensen. Journalist og forfatter Erik Haaest, som efter eget udsagn brugte flere år på at undersøge Sven Hazel, fastslår i “Sven Hazels Mysteriet”, at hun var medlem af Schalburgkorpset under besættelsen. Ergo, endnu en slags landsforræder.
Problemet er det, at i sin iver efter at nedgøre Sven Hazel, gør Erik Haaest sig umage for også at nedgøre Laura Dorothea Guldbæk Jensen. Meget hurtigt skitseret: Han udpensler, som var det virkelig noget man automatisk bør forarges over, at hun var prostitueret og pornomodel og med en seksuel aktivitet, der førte til kontaktannoncer i bladet Weekendsex. Nok om det.
I følge Erik Haaest kunne Sven Hazel “… ikke skrive sit eget navn uden at lave to stavefejl. Hans forfatterskab lever af hans kones evner til at skrive og hans egen fantasi, som er ustyrlig.”
At begge har været forfattere til de millionsælgende bøger, kan der være noget om. På Sven Hazels officielle hjemmeside kan man læse: “Hassel would write his drafts in the afternoons, and the following day he would dictate these to his wife. Once this was done they would go through the drafts together… Hassel’s wife was his editor at the time, so to speak. They were a team.”
I sandhed en fantastisk historie. Willy Børge og Laura Dorothea; begge landsforrædere under besættelsen. Han har været småforbryder og hun prostitueret. En dag beslutter de sig for at skabe Sven Hazel og skrive krigsbøger - og så skriver de 14 bøger, som sælger mere end 50.000.000 eksemplarer på alskens sprog verden over.
Afsluttende
Da jeg fortalte en god ven (hilsen S!), at jeg agtede at skrive om Sven Hazel, frarådede han mig at gøre det. ”Sven Hazel er dårligt selskab,” understregede han med advarende stemme, hvilket fungerede som en stærk motivation for netop at gå i gang.
Disse linjer skal ikke forstås som en opfordring til at læse Sven Hazel. For det første: Sådan en opfordring ville det ikke falde mig ind at fremsætte. Der er også forfattere jeg ikke læser, musikere jeg ikke lytter til, politikere jeg ignorerer, osv, fordi jeg ikke synes om dem som personer - og jeg irriteres når nogen forsøger at overbevise mig om at ophæve min aversion. Og for det andet: Det er bestemt ikke læsere Sven Hazels bøger savner.
Jeg har skrevet denne blog om Willy Børge og Laura Dorothea, fordi jeg anser dem for at være et klart tegn på, at dansk opfindsomhed og genial historiefortælling på verdensplan, også findes hos de forkerte og udstødte.
Kom nu… kulturelle, kunstneriske, kultiverede, progressive Danmark… op med humøret, med tolerancen og selvironien og alt det, du er i besiddelse af og som du ynder at bryste dig med. Ikke alle dine forfattere er lige så nydelige og præsentable. Der er også nogle meget grimme ællinger ind i mellem.
Hvornår kommer det teaterstykke, den musical eller film om Sven Hazel? Hvem end han - eller de - kan være.
Note: En senere privat-undersøgelse viste, at der er mellem 5 og 10 biblioteker, som har Sven Hazel-bøger. Ritzau tog åbenbart fejl.
