Politikerne skal lære en ny disciplin i dette årti. At sige fra overfor kravet om mere offentlig service. I stedet for at løse vores egne problemer har vi vænnet os til at spørge, hvad staten, arbejdsgiveren eller samfundet kan gøre. Staten har fået ansvaret ikke alene for vores overlevelse, men også for vores sundhed, lykke og personlige udvikling.
De ulykkelige og utilfredse har med naturlighed krævet svar fra det offentlige – og politikerne har som villige leverandører af dyre pseudoløsninger gjort den offentlige sektor til en kolos på lerfødder. Det er aldrig den enkeltes skyld – og løsningen er altid flere penge til nye behandlere, konsulenter, aktiveringsprojekter og rådgivere i det offentlige. Det er derfor på tide at trække en grænse imellem fællesskabets og den enkeltes ansvar.
Mens den private sektor har strammet livremmen, har den offentlige sektor udvidet med 18.000 ansatte alene det sidste år. Danmark har i dag verdens største offentlige sektor, verdens højeste skattetryk og udsigt til den fjerde laveste vækst i OECD. Væksten i de offentlige udgifter har dog ikke ført til større tilfredshed. Tværtimod er de fleste danskere mindre tilfredse med den offentlige service i dag end for ti år siden.
Vi har et offentligt underskud på næsten 100 mia. kroner alene i år og hver eneste nyfødte dansker koster i gennemsnit staten 900.000 kroner over sin livstid. Det uholdbare i vores nuværende samfundsindretning bør være indlysende for enhver. Men det er ikke nok at tale om, at der på et tidspunkt kommer en regning. Danmark er på vej mod den moralske og økonomiske fallit – og vi skal handle allerede nu.
Løsningen er mere personligt ansvar. Men det kræver et værdipolitisk opgør med behandlersamfundet, hvor vi alle betragtes som ofre for ydre vilkår og derfor skal hjælpes og holdes i hånden af sagsbehandlere og krisepsykologer fra morgen til aften.Vi må hver især tage ansvaret for vores liv og fremtid og gøre op med den dovne forventning om, at staten løser alle vores problemer.
I stedet for at sprede den offentlige velfærd ud i et tyndt lag, der mest af alt tilgodeser den brede middelklasse, skal det offentlige sikkerhedsnet forbeholdes de få, der ikke kan klare sig selv.
Lavere skat vil belønne flid og dygtiggørelse. Til gengæld er der brug for reformer af bl.a. efterløn, pension, dagpenge, børnecheck og SU.
Men mens vi drøfter de langsigtede løsninger, kan skattestoppet passende suppleres med et udgifts- og ansættelsesstop i den offentlige sektor som helhed. De nødvendige serviceforbedringer i blandt andet sygehusvæsnet må muliggøres igennem prioriteringer og effektiviseringer.
En slankere og mere effektiv offentlig sektor vil bidrage til at skabe et frit og konkurrencedygtigt samfund, hvor alle tager ansvar for at skabe deres egen lykke, hvor evner og flid belønnes, og hvor de allersvageste grupper i samfundet prioriteres højere end i dag.
De ulykkelige og utilfredse har med naturlighed krævet svar fra det offentlige – og politikerne har som villige leverandører af dyre pseudoløsninger gjort den offentlige sektor til en kolos på lerfødder. Det er aldrig den enkeltes skyld – og løsningen er altid flere penge til nye behandlere, konsulenter, aktiveringsprojekter og rådgivere i det offentlige. Det er derfor på tide at trække en grænse imellem fællesskabets og den enkeltes ansvar.
Mens den private sektor har strammet livremmen, har den offentlige sektor udvidet med 18.000 ansatte alene det sidste år. Danmark har i dag verdens største offentlige sektor, verdens højeste skattetryk og udsigt til den fjerde laveste vækst i OECD. Væksten i de offentlige udgifter har dog ikke ført til større tilfredshed. Tværtimod er de fleste danskere mindre tilfredse med den offentlige service i dag end for ti år siden.
Vi har et offentligt underskud på næsten 100 mia. kroner alene i år og hver eneste nyfødte dansker koster i gennemsnit staten 900.000 kroner over sin livstid. Det uholdbare i vores nuværende samfundsindretning bør være indlysende for enhver. Men det er ikke nok at tale om, at der på et tidspunkt kommer en regning. Danmark er på vej mod den moralske og økonomiske fallit – og vi skal handle allerede nu.
Løsningen er mere personligt ansvar. Men det kræver et værdipolitisk opgør med behandlersamfundet, hvor vi alle betragtes som ofre for ydre vilkår og derfor skal hjælpes og holdes i hånden af sagsbehandlere og krisepsykologer fra morgen til aften.Vi må hver især tage ansvaret for vores liv og fremtid og gøre op med den dovne forventning om, at staten løser alle vores problemer.
I stedet for at sprede den offentlige velfærd ud i et tyndt lag, der mest af alt tilgodeser den brede middelklasse, skal det offentlige sikkerhedsnet forbeholdes de få, der ikke kan klare sig selv.
Lavere skat vil belønne flid og dygtiggørelse. Til gengæld er der brug for reformer af bl.a. efterløn, pension, dagpenge, børnecheck og SU.
Men mens vi drøfter de langsigtede løsninger, kan skattestoppet passende suppleres med et udgifts- og ansættelsesstop i den offentlige sektor som helhed. De nødvendige serviceforbedringer i blandt andet sygehusvæsnet må muliggøres igennem prioriteringer og effektiviseringer.
En slankere og mere effektiv offentlig sektor vil bidrage til at skabe et frit og konkurrencedygtigt samfund, hvor alle tager ansvar for at skabe deres egen lykke, hvor evner og flid belønnes, og hvor de allersvageste grupper i samfundet prioriteres højere end i dag.
