Jeg har tit på min egen beskedne måde filosoferet over, hvad forskellen er på en politiker og en forfatter? Foreløbigt er jeg kommet til det resultat, at de begge to er idealister eller drømmere. Dog med den forskel, at politikeren med tiden snarere bliver realist i modsætning til forfatteren, der fortsætter i sine drømme. Det skal dog ikke blive til en kritik af forfatteren, hvis forfatteren i det mindste bare ville forblive i sine drømme. Drømme kan vi ikke undvære. Men hver ting til sin tid.
Det kunne Klaus Rifbjerg lære meget af.
Suzanne Brøgger har udgivet en ny bog: "Jeg har set den gamle verden forsvinde - hvor er mine øreringe? Breve til Prinsen af Mogadonien".
Jo, Prins Henrik kommer til at stå model til meget for slet ikke at tale om landet Mogadonien.
Det er en ualmindelig krukket og snobbet sag. Men bevares, begavet skrevet er den nu alligevel med en slet skjult selvironi og mestendels med højtflyvende iagttagelser, både på den forføriske og på den metaforiske måde - ja, hvordan kunne de gætte det? -især indenfor flygtninge og indvandrerområdet. Hør bare: "Den paternalistiske trussel - ja,ja, det hedder det - der efter sigende skulle komme fra den kulturradikale kant, handler om den overjegsfunktion, som pøblen endelig har frigjort sig fra, og som nu gør det muligt at mobbe og tilsvine minoriteter i ytringsfrihedens navn".
Sådan.
Når man læser bogen, er man ikke i det mindste i tvivl om, at Suzanne vedkender sig sine drømme, uanset hvilke kræfter hun er op imod. Det multikulturelle samfund er for hende ikke bare et ideal, men noget helt selvfølgeligt. Vi udvikler os ved at trække på hinandens kulturer, sandt nok, men hun glemmer i sine finurlige betragtninger, at enhver udvikling også har en bagside. Det kan realisterne snakke med om.
Vi kan ikke undvære drømmere, selv om de er på finansloven, hvor drømme har den tendens at blive mere uforpligtende, når man fortæller om dem i bogform. Det privilegium har politikerne ikke. De har slet ikke tid til at læse bøger. De skal blot forsøge at holde hovedet koldt, når drømmene tager over og realiteterne begynder at indfinde sig. Det giver snarere kultursammenstød end kulturberigelse. Det er i disse modsætninger, at Suzanne Brøgger kunne gøre en forskel. Nu nøjes hun med at drømme. Det betyder ikke, at bogen ikke er læseværdig. For det er den.
