Jeg har tidligere påpeget, at der findes en understrøm af vestlig selvlede i dele af populærkulturen og nyhedsmedierne. Der findes også nogle andre tendenser, der er værd at studere.
Jeg så for nylig ”Superman Returns”. Jeg vidste på forhånd den havde modtaget nogen kritik. I stedet for Superman´s traditionelle motto ”Sandhed, Retfærdighed og Den Amerikanske Livsmåde”, var hans mission nu blevet transformeret til ”Sandhed, Retfærdighed og alt det der”, forfladiget af Michael Dougherty og Dan Harris. ”Verden er forandret. Verden er et anderledes sted”, sagde Harris. ”Sandheden er, at han er en fremmed. Han blev sendt fra en anden planet. Han landede på Jorden, og han er her for alle sammen. Han er en international superhelt”. ”Vi har altid været tøvende med at inkludere termen ”amerikansk måde”, fordi betydningen af dette i dag er lidt usikker”, forklarede Dougherty.
Visse kommentatorer beklagede, at Superman havde optaget lidt for meget at den ”metroseksuelle” tendens, og var blevet reduceret fra ”Manden af Stål” til ”Den Flyvende Tøsedreng”. Jeg mener de var for hårde ved Superman. Okay, han har sandsynligvis mere mascara på end hans store kærlighed Lois Lane, men han bekæmper stadig forbryderne og giver dem bank.
Filmen ”Superman Returns” er i sig selv en hæderlig film, men ikke en klassiker. Den er mestendels interessant, fordi den er del af en bølge af succesfulde film om superhelte og fantasi i de seneste år. Hvorfor viser vi så stor interesse for superhelte? Hvorfor nu? Superman blev udviklet under de hårde økonomiske tider Den store Depression. Han blev skabt af den canadiske kunstner Joe Shuster og den amerikanske forfatter Jerry Siegel i 1932, selvom Superman først dukkede op i 1938. Han var en populær figur i 1950´erne og 1960´erne, da Vesten levede i materiel bekvemmelighed, men også i frygt for en global atomkrig mellem de to supermagter. Han døde bogstaveligt talt som tegneseriekarakter i 1990´erne, efter at truslen om et sådan scenario var forsvundet. Personligt synes jeg 1990´erne bør døbes ”Seinfeld perioden”, efter de sjove men temmelig navlebeskuende venner af Jerry Seinfeld, optagede af tilværelsens små ting. Som historisk periode begyndte 1990´erne med Berlinmuren´s fald i 1989 og sluttede den 9. september 2001. Det var en periode, hvor Vesten ikke følte den blev mødt af nogen større ideologisk trussel, og forfaldt derfor til dekadence og ironi, som et lettelsens suk over at Den Kolde Krig var slut.
Måske lægger jeg lidt for meget i det, men er den pludselige genopståen af superhelte, eksemplificeret af Superman, Spiderman og sværme af andre lignende karakterer, et tegn på en fornyet fornemmelse af sårbarhed og usikkerhed i Vesten, i kølvandet på jihad angrebet den 9. september 2001? En anden tæt relateret mega trend er den fornyede popularitet af fantasy litteraturen. I online magasinet The American Thinker, har bloggeren Bookworm nogle interessante kommentarer til bølgen af fantasy litteratur og nogle af værdierne der præsenteres her. J.K. Rowling´s enormt succesfulde bøger om teenagertroldmanden Harry Potter, er blevet nedgjort som intet andet end ”dumme bøger for børn”. Men som Bookworm noterer, så er nogle af de senere bøger som ”Order of the Phoenix” meget mørkere end forgængerne. Den ”centrerer sig omkring Harry´s desperate forsøg på at overbevise ”Powers That Be”, at ondskaben igen går blandt dem. Kun med enorme bestræbelser er det muligt for ham at samle nogle ligesindede på sin side og forberede dem på krig”. Det lyder bekendt, ikke?
Rowling´s tone fortsætter ufortrødent – faktisk forøges den – i ”Harry Potter and the Half Blod Prince”. Harry stiller spørgsmålstegn ved, om det er besværet værd at engagere sig i en så destruktiv kamp med Wizarding community. Dumbledore vil ikke kendes ved det. Essentielt fortæller han Harry, at i kampen mellem det gode og det onde må de på det godes side ikke give op, men presse på, vidende at de gør det rigtige.
Den onde Lord Voldemort der dræbte Harry´s forældre, terroriserer samfundet med sine tilhængere, myrdende alle der står i deres vej. Han er så frygtet, at de fleste ikke tør nævne hans navn, refererende til ham som ”Du-Ved-Hvem” eller ”Han-Der-Ikke-Må-Nævnes”.
Harry vil ikke finde sig i det, og insisterer på, at kalde Voldemort ved hans rigtige navn. Som Harry´s bedste veninde Hermione Granger siger: ”Frygt for navnet forøger blot frygten for tingen selv”.
Havde den mørke troldmand Voldemort en svær barndom? Ja, han var forældreløs. Men ligeså var hans skæbne Harry Potter, og han blev ikke ond. Forskellen mellem de toligger i deres baggrunde eller evner men i deres valg. Nogle gange gør folk ikke onde ting, fordi de har en problemfyldt fortid eller svær nutid. Nogle gange gør de onde ting alene fordi de er onde, og med overlæg vælger at være onde.
Langt fra værende ”dumme bøger for børn” indeholder historien om Harry Potter faktisk mord, forræderi og terrorisme, men også heroisme. såvel som nogle højst politisk ukorrekte idéer om Retfærdig Krig. I Harry Potter´s fiktions Storbritannien, er nogle simpelthen onde, og bør konfronteres og knuses, og om nødvendigt dræbes. I virkelighedens Storbritannien er Blair og andre bange for at nævne fjendens navn, og lancerer latterlige forsøg på dialog med terroristerne. Lad os se: Navngive fjenden, konfrontere denne for at besejre denne og om nødvendigt dræbe denne? Tommelen op for Harry Potter; tommelen ned for Blair. Er det ikke en smule sørgeligt, at den eneste hovedperson i Storbritannien der står frem og identificerer det onde, er en fantasi teenager?
Ringenes Herre af J.R.R. Tolkien, skrevet mod slutningen af Anden Verdenskrig fik en bølge af interesse i kølvandet på filmene 2001 til 2003, lavet af Kiwi instruktør Peter Jackson. Ud over at være fremragende reklame for Jackson´s fødeland New Zealand, ét af de få lande i verden der kan konkurrere med Norge om storslået natur, indeholder Ringenes Herre meget af den samme besked som i Rowling´s bøger. Den priser traditionelle værdier som ære, loyalitet, heroisme og standhaftighed. Som Bookworm bemærker: ”Filmens historie anerkender, at ondskab eksisterer, og at det eneste man kan gøre mod ondskab, er at angribe den ved roden og ved grenene. En krig mod ondskab er en total krig fra hvilken ingen kan undslippe. ”The Fellowship of the Ring” har ingen tale om at forstå Saruman´s ulykkelige barndom, som en måde at frikende hans onde handlinger.
Hvorfor kan så mange mennesker lide Ringenes Herre både som bog og film? Der findes sandsynligvis mange grunde til dette, men jeg har en mistanke om, at én af dem er den forfriskende idé om forsvaret af civilisationen og landet mod det onde, såvel som prisningen af gamle dyder såsom ære, værdighed og stolthed over sin arv. Forudsigeligt har den venstreorienterede avis The Guardian kritiseret Tolkien´s bøger for værende ”stereotype”, og Radikale Feminister er mistænksomme over afbildningen af traditionel maskulinitet.
I tillæg til underholdningsværdien er en del af den enorme popularitet hos fantasy litteraturen, såsom Ringenes Herre, Harry Potter, og Narnia bøgerne fra C.S. Lewis tilbyder os, et tilflugtssted fra vor tids kvælende antivestlige selvhad. I virkeligheden fortælles vi, at der ikke findes sådan noget som ”ondt”. Kun forskellige perspektiver som er lige så valide som vore egne perspektiver. At forsvare sit land mod en invasion er ”racistisk og xenofobisk”. Terrorister myrder folk fordi de har lidt under uretfærdighed i fortiden, eller under ”Islamofobi” i nutiden.
I denne tidsalder med multikulturalisme og kulturel relativisme er de eneste steder vi kan identificere ondskab og kæmpe i fantasiverdenen. Måske er det derfor, det er så stor en befrielse at besøge dem, om end kun for nogle få timer. I virkelighedens Vesten ville vore universiteter råde os til at forhandle med Sauron og identificere hans legitime klager. Vore medier ville sige, at den virkelige årsag til at Orc´erne dræber folk er fordi de lider under institutionaliseret racisme og Orcofobi. Vi ville derfor alle få sensitivitetstræning, invitere Orc´erne til at slå sig ned i millionvis i alle vore storbyer, og derefter belære vore børn om rigdommen i Orc kulturen.
Den indiske nobelprisvinder i litteratur i 2001 V.S. Naipaul har skrevet i sin bog ”Among the Believers: An Islamic Journey” og i efterfølgeren ”Beyond Belief” om hvordan folk i Iran, Pakistan, Indonesien og Malaysia får deres oprindelige kultur undertrykt og udslettet af arabisk kulturel imperialisme i form af Islam. Naipaul lever nu i Storbritannien, men mener ikke at vestlig civilisation er under afvikling. ”Det er en romantisk idé”, sagde han affærdigende. ”En civilisation der har overtaget verden, kan ikke siges at være døende…Det er en universitets idé. Folk brygger dem sammen på universiteterne, og holder en masse foredrag om det. Det har ingen substans. Vesten´s ”filosofiske beskedenhed”, fastholder han, vil sejre over Vesten´s ”filosofiske hylderi” fra de der ønsker at ødelægge den”.
Naipaul har kaldt Islam ”verdens parasit”, betydende at den islamiske verden skaber meget lidt selv. Den kan kun snylte på andres bedrifter. Den økonomiske udvikling i Indien og Kina”, sagde han ”vil fuldstændigt ændre verden, og intet der sker i den arabiske verden, har den kapacitet”.
En anden klog asiat, Singapore´s politiske mentor Lee Kuan Yew er enig, og mener, at økonomisk vil der komme et skift fra Atlanterhavet til Stillehavet: ”Hvad der langsomt sker, er en genetablering af verdensbalancen, til hvad den var i det tidlige 19. århundrede eller sene 18. århundrede, da Kina og Indien til sammen var ansvarlige for mere end 40% af verdenshandlen. Med disse to lande blivende en del af den globale handelsverden, kommer de tilbage til omtrent tidligere tiders niveau. Men det gør dem ikke til supermagter”.
Dog, selv om V.S. Naipaul er optimistisk på vegne af Vesten, så noterer han sig et tab af kulturel selvsikkerhed, hvilket multikulturalismen er den mest åbenbare indikation af. Vesteuropa lider i dag under ”et stærkt kulturelt liv”, der gør Vesteuropa sårbar overfor islamisering. Han siger, at muslimske kvinder ikke burde bære tørklæde i Vesten. ”Hvis man beslutter sig til at flytte til et andet land og leve med dets love, så udtrykker man ikke sin foragt for essensen af kulturen”, sagde han. ”Det er en form for aggression”.
Vesten´s betydning globalt aftager i al fald. Som Naipaul selv peger på, er der en spektakulær økonomisk vækst i mange tredjeverdens lande. Vesten aftager procentvist i forhold til verdensbefolkningen, og er i fare for at blive rendt over ende gennem immigration fra fattigere lande med befolkningseksplosion.
Ja, Vesten har ”overtaget verden” i den betydning, at vestlig civilisation er den første civilisation, der har haft virkelig global gennemslagskraft. Det faktum at vestlig indflydelse har nået alle hjørner af planeten, har i sandhed for første gang nogensinde forbundet verden. Ironisk nok er dette én af årsagerne til Vesten´s relative tilbagegang. Vi føler skyld, fordi vi har erobret verden, hvilket gør det vanskeligt for os at opretholde vore egne grænser og kulturer.
Befolkningseksplosionen i mange andre dele af verden, der gør Vesten tiltagende marginal, er i stort omfang blevet faciliteret af den teknologiske globalisering, udbredelsen af medicinske fremskridt, forbedret fødetransport og så videre, der har været faciliteret af Vesten.
Vestlige må justere deres selvopfattelse til blot at være én af flere magtfulde civilisationer i det 20. århundrede. Det er ikke verdens ende. Helt sikkert ikke for den ikke-vestlige verden, men heller ikke nødvendigvis for Vesten. Vesten må anerkende sin egen relative, globale aftagende betydning og favne sin sårbarhed.
Spørgsmålet er ikke, om vi i fremtiden vil forblive lige så magtfuld som i fortiden. Det vil vi helt sikkert ikke. Spørgsmålet er, om Vesten vil overleve intakt. Vor tilgang til verden bør justeres derefter. Vi har ikke nogen forpligtelse til at redde den islamiske verden, og vi har ikke selv om vi prøvede hverken den økonomiske styrke eller det demografiske grundlag til det. Vi er ikke almægtige, og er ikke i en position hvor vi kan hjælpe hele den tredje verden ud af fattigdommen, og da slet ikke ved at invitere dem alle sammen hertil. Vesten må først redde sig selv.
Vi har kulturer og lande vi gerne vil bevare, og kan ikke, og burde ikke, forventes at acceptere ubegrænsede antal immigranter. Faktisk har vi voksende tredjeverdens ghettoer i vore byer grundet den massive immigration.
Thailandske borgere blev for nylig advarede mod at rejse til Frankrig grundet den store kriminalitetstrussel. Thailand anses almindeligvis for et udviklingsland, selvom det deltager i Asien´s økonomiske vækst, mens Frankrig traditionelt er blevet opfattet som et udviklet, industrialiseret land. Og nu beklager besøgende fra udviklingslandene sig over manglen på offentlig lov og orden. Immigrationen udvisker forskellene mellem udviklede og udviklende nationer.
Skaberne af filmen ”Brick Lane” der handler om en kvinde far Bangladesh, der sendes til London til et arrangeret ægteskab, aflyste optagelserne i London området. Nogle medlemmer af Bangladesh samfundet hævdede, at den oprindelige bog af Monica Ali var ”fornærmende”. ”Folk på Brick Lane er blevet ydmygede, og filmfolkene bør ikke komme i nærheden af dem”. Velkommen til Tredje Verdens Europa.
Vi må generobre vor kulturelle selvtillid og afvise multikulturalismen. Vor civilisation er værd at redde, til trods for hvad visse anti-vestlige og post-vestlige intellektuelle hævder. Det gør hverken os eller resten af verden noget godt, hvis vi blev erstattet af islamisk barbarisme.
Storbritannien´s Tony Blair har tilstået at have læst Koranen, som han priste for dens visdom. Bush administrationen har tilføjet en kopi af Koranen til biblioteket i Det Hvide Hus, og vi må håbe, at nogle læser den. Måske skulle nogen stille liste en kopi af Ringenes Herre eller den seneste med Harry Potter. Måske vore vestlige ledere kunne lære noget om Retfærdig Krig, identificerende gennem disse bøger vor fjende og konfronterende ondskaben.
Note til Blair: Der er mere visdom i fortællingerne om Harry Potter, end der nogensinde vil være i Koranen.
Jeg så for nylig ”Superman Returns”. Jeg vidste på forhånd den havde modtaget nogen kritik. I stedet for Superman´s traditionelle motto ”Sandhed, Retfærdighed og Den Amerikanske Livsmåde”, var hans mission nu blevet transformeret til ”Sandhed, Retfærdighed og alt det der”, forfladiget af Michael Dougherty og Dan Harris. ”Verden er forandret. Verden er et anderledes sted”, sagde Harris. ”Sandheden er, at han er en fremmed. Han blev sendt fra en anden planet. Han landede på Jorden, og han er her for alle sammen. Han er en international superhelt”. ”Vi har altid været tøvende med at inkludere termen ”amerikansk måde”, fordi betydningen af dette i dag er lidt usikker”, forklarede Dougherty.
Visse kommentatorer beklagede, at Superman havde optaget lidt for meget at den ”metroseksuelle” tendens, og var blevet reduceret fra ”Manden af Stål” til ”Den Flyvende Tøsedreng”. Jeg mener de var for hårde ved Superman. Okay, han har sandsynligvis mere mascara på end hans store kærlighed Lois Lane, men han bekæmper stadig forbryderne og giver dem bank.
Filmen ”Superman Returns” er i sig selv en hæderlig film, men ikke en klassiker. Den er mestendels interessant, fordi den er del af en bølge af succesfulde film om superhelte og fantasi i de seneste år. Hvorfor viser vi så stor interesse for superhelte? Hvorfor nu? Superman blev udviklet under de hårde økonomiske tider Den store Depression. Han blev skabt af den canadiske kunstner Joe Shuster og den amerikanske forfatter Jerry Siegel i 1932, selvom Superman først dukkede op i 1938. Han var en populær figur i 1950´erne og 1960´erne, da Vesten levede i materiel bekvemmelighed, men også i frygt for en global atomkrig mellem de to supermagter. Han døde bogstaveligt talt som tegneseriekarakter i 1990´erne, efter at truslen om et sådan scenario var forsvundet. Personligt synes jeg 1990´erne bør døbes ”Seinfeld perioden”, efter de sjove men temmelig navlebeskuende venner af Jerry Seinfeld, optagede af tilværelsens små ting. Som historisk periode begyndte 1990´erne med Berlinmuren´s fald i 1989 og sluttede den 9. september 2001. Det var en periode, hvor Vesten ikke følte den blev mødt af nogen større ideologisk trussel, og forfaldt derfor til dekadence og ironi, som et lettelsens suk over at Den Kolde Krig var slut.
Måske lægger jeg lidt for meget i det, men er den pludselige genopståen af superhelte, eksemplificeret af Superman, Spiderman og sværme af andre lignende karakterer, et tegn på en fornyet fornemmelse af sårbarhed og usikkerhed i Vesten, i kølvandet på jihad angrebet den 9. september 2001? En anden tæt relateret mega trend er den fornyede popularitet af fantasy litteraturen. I online magasinet The American Thinker, har bloggeren Bookworm nogle interessante kommentarer til bølgen af fantasy litteratur og nogle af værdierne der præsenteres her. J.K. Rowling´s enormt succesfulde bøger om teenagertroldmanden Harry Potter, er blevet nedgjort som intet andet end ”dumme bøger for børn”. Men som Bookworm noterer, så er nogle af de senere bøger som ”Order of the Phoenix” meget mørkere end forgængerne. Den ”centrerer sig omkring Harry´s desperate forsøg på at overbevise ”Powers That Be”, at ondskaben igen går blandt dem. Kun med enorme bestræbelser er det muligt for ham at samle nogle ligesindede på sin side og forberede dem på krig”. Det lyder bekendt, ikke?
Rowling´s tone fortsætter ufortrødent – faktisk forøges den – i ”Harry Potter and the Half Blod Prince”. Harry stiller spørgsmålstegn ved, om det er besværet værd at engagere sig i en så destruktiv kamp med Wizarding community. Dumbledore vil ikke kendes ved det. Essentielt fortæller han Harry, at i kampen mellem det gode og det onde må de på det godes side ikke give op, men presse på, vidende at de gør det rigtige.
Den onde Lord Voldemort der dræbte Harry´s forældre, terroriserer samfundet med sine tilhængere, myrdende alle der står i deres vej. Han er så frygtet, at de fleste ikke tør nævne hans navn, refererende til ham som ”Du-Ved-Hvem” eller ”Han-Der-Ikke-Må-Nævnes”.
Harry vil ikke finde sig i det, og insisterer på, at kalde Voldemort ved hans rigtige navn. Som Harry´s bedste veninde Hermione Granger siger: ”Frygt for navnet forøger blot frygten for tingen selv”.
Havde den mørke troldmand Voldemort en svær barndom? Ja, han var forældreløs. Men ligeså var hans skæbne Harry Potter, og han blev ikke ond. Forskellen mellem de toligger i deres baggrunde eller evner men i deres valg. Nogle gange gør folk ikke onde ting, fordi de har en problemfyldt fortid eller svær nutid. Nogle gange gør de onde ting alene fordi de er onde, og med overlæg vælger at være onde.
Langt fra værende ”dumme bøger for børn” indeholder historien om Harry Potter faktisk mord, forræderi og terrorisme, men også heroisme. såvel som nogle højst politisk ukorrekte idéer om Retfærdig Krig. I Harry Potter´s fiktions Storbritannien, er nogle simpelthen onde, og bør konfronteres og knuses, og om nødvendigt dræbes. I virkelighedens Storbritannien er Blair og andre bange for at nævne fjendens navn, og lancerer latterlige forsøg på dialog med terroristerne. Lad os se: Navngive fjenden, konfrontere denne for at besejre denne og om nødvendigt dræbe denne? Tommelen op for Harry Potter; tommelen ned for Blair. Er det ikke en smule sørgeligt, at den eneste hovedperson i Storbritannien der står frem og identificerer det onde, er en fantasi teenager?
Ringenes Herre af J.R.R. Tolkien, skrevet mod slutningen af Anden Verdenskrig fik en bølge af interesse i kølvandet på filmene 2001 til 2003, lavet af Kiwi instruktør Peter Jackson. Ud over at være fremragende reklame for Jackson´s fødeland New Zealand, ét af de få lande i verden der kan konkurrere med Norge om storslået natur, indeholder Ringenes Herre meget af den samme besked som i Rowling´s bøger. Den priser traditionelle værdier som ære, loyalitet, heroisme og standhaftighed. Som Bookworm bemærker: ”Filmens historie anerkender, at ondskab eksisterer, og at det eneste man kan gøre mod ondskab, er at angribe den ved roden og ved grenene. En krig mod ondskab er en total krig fra hvilken ingen kan undslippe. ”The Fellowship of the Ring” har ingen tale om at forstå Saruman´s ulykkelige barndom, som en måde at frikende hans onde handlinger.
Hvorfor kan så mange mennesker lide Ringenes Herre både som bog og film? Der findes sandsynligvis mange grunde til dette, men jeg har en mistanke om, at én af dem er den forfriskende idé om forsvaret af civilisationen og landet mod det onde, såvel som prisningen af gamle dyder såsom ære, værdighed og stolthed over sin arv. Forudsigeligt har den venstreorienterede avis The Guardian kritiseret Tolkien´s bøger for værende ”stereotype”, og Radikale Feminister er mistænksomme over afbildningen af traditionel maskulinitet.
I tillæg til underholdningsværdien er en del af den enorme popularitet hos fantasy litteraturen, såsom Ringenes Herre, Harry Potter, og Narnia bøgerne fra C.S. Lewis tilbyder os, et tilflugtssted fra vor tids kvælende antivestlige selvhad. I virkeligheden fortælles vi, at der ikke findes sådan noget som ”ondt”. Kun forskellige perspektiver som er lige så valide som vore egne perspektiver. At forsvare sit land mod en invasion er ”racistisk og xenofobisk”. Terrorister myrder folk fordi de har lidt under uretfærdighed i fortiden, eller under ”Islamofobi” i nutiden.
I denne tidsalder med multikulturalisme og kulturel relativisme er de eneste steder vi kan identificere ondskab og kæmpe i fantasiverdenen. Måske er det derfor, det er så stor en befrielse at besøge dem, om end kun for nogle få timer. I virkelighedens Vesten ville vore universiteter råde os til at forhandle med Sauron og identificere hans legitime klager. Vore medier ville sige, at den virkelige årsag til at Orc´erne dræber folk er fordi de lider under institutionaliseret racisme og Orcofobi. Vi ville derfor alle få sensitivitetstræning, invitere Orc´erne til at slå sig ned i millionvis i alle vore storbyer, og derefter belære vore børn om rigdommen i Orc kulturen.
Den indiske nobelprisvinder i litteratur i 2001 V.S. Naipaul har skrevet i sin bog ”Among the Believers: An Islamic Journey” og i efterfølgeren ”Beyond Belief” om hvordan folk i Iran, Pakistan, Indonesien og Malaysia får deres oprindelige kultur undertrykt og udslettet af arabisk kulturel imperialisme i form af Islam. Naipaul lever nu i Storbritannien, men mener ikke at vestlig civilisation er under afvikling. ”Det er en romantisk idé”, sagde han affærdigende. ”En civilisation der har overtaget verden, kan ikke siges at være døende…Det er en universitets idé. Folk brygger dem sammen på universiteterne, og holder en masse foredrag om det. Det har ingen substans. Vesten´s ”filosofiske beskedenhed”, fastholder han, vil sejre over Vesten´s ”filosofiske hylderi” fra de der ønsker at ødelægge den”.
Naipaul har kaldt Islam ”verdens parasit”, betydende at den islamiske verden skaber meget lidt selv. Den kan kun snylte på andres bedrifter. Den økonomiske udvikling i Indien og Kina”, sagde han ”vil fuldstændigt ændre verden, og intet der sker i den arabiske verden, har den kapacitet”.
En anden klog asiat, Singapore´s politiske mentor Lee Kuan Yew er enig, og mener, at økonomisk vil der komme et skift fra Atlanterhavet til Stillehavet: ”Hvad der langsomt sker, er en genetablering af verdensbalancen, til hvad den var i det tidlige 19. århundrede eller sene 18. århundrede, da Kina og Indien til sammen var ansvarlige for mere end 40% af verdenshandlen. Med disse to lande blivende en del af den globale handelsverden, kommer de tilbage til omtrent tidligere tiders niveau. Men det gør dem ikke til supermagter”.
Dog, selv om V.S. Naipaul er optimistisk på vegne af Vesten, så noterer han sig et tab af kulturel selvsikkerhed, hvilket multikulturalismen er den mest åbenbare indikation af. Vesteuropa lider i dag under ”et stærkt kulturelt liv”, der gør Vesteuropa sårbar overfor islamisering. Han siger, at muslimske kvinder ikke burde bære tørklæde i Vesten. ”Hvis man beslutter sig til at flytte til et andet land og leve med dets love, så udtrykker man ikke sin foragt for essensen af kulturen”, sagde han. ”Det er en form for aggression”.
Vesten´s betydning globalt aftager i al fald. Som Naipaul selv peger på, er der en spektakulær økonomisk vækst i mange tredjeverdens lande. Vesten aftager procentvist i forhold til verdensbefolkningen, og er i fare for at blive rendt over ende gennem immigration fra fattigere lande med befolkningseksplosion.
Ja, Vesten har ”overtaget verden” i den betydning, at vestlig civilisation er den første civilisation, der har haft virkelig global gennemslagskraft. Det faktum at vestlig indflydelse har nået alle hjørner af planeten, har i sandhed for første gang nogensinde forbundet verden. Ironisk nok er dette én af årsagerne til Vesten´s relative tilbagegang. Vi føler skyld, fordi vi har erobret verden, hvilket gør det vanskeligt for os at opretholde vore egne grænser og kulturer.
Befolkningseksplosionen i mange andre dele af verden, der gør Vesten tiltagende marginal, er i stort omfang blevet faciliteret af den teknologiske globalisering, udbredelsen af medicinske fremskridt, forbedret fødetransport og så videre, der har været faciliteret af Vesten.
Vestlige må justere deres selvopfattelse til blot at være én af flere magtfulde civilisationer i det 20. århundrede. Det er ikke verdens ende. Helt sikkert ikke for den ikke-vestlige verden, men heller ikke nødvendigvis for Vesten. Vesten må anerkende sin egen relative, globale aftagende betydning og favne sin sårbarhed.
Spørgsmålet er ikke, om vi i fremtiden vil forblive lige så magtfuld som i fortiden. Det vil vi helt sikkert ikke. Spørgsmålet er, om Vesten vil overleve intakt. Vor tilgang til verden bør justeres derefter. Vi har ikke nogen forpligtelse til at redde den islamiske verden, og vi har ikke selv om vi prøvede hverken den økonomiske styrke eller det demografiske grundlag til det. Vi er ikke almægtige, og er ikke i en position hvor vi kan hjælpe hele den tredje verden ud af fattigdommen, og da slet ikke ved at invitere dem alle sammen hertil. Vesten må først redde sig selv.
Vi har kulturer og lande vi gerne vil bevare, og kan ikke, og burde ikke, forventes at acceptere ubegrænsede antal immigranter. Faktisk har vi voksende tredjeverdens ghettoer i vore byer grundet den massive immigration.
Thailandske borgere blev for nylig advarede mod at rejse til Frankrig grundet den store kriminalitetstrussel. Thailand anses almindeligvis for et udviklingsland, selvom det deltager i Asien´s økonomiske vækst, mens Frankrig traditionelt er blevet opfattet som et udviklet, industrialiseret land. Og nu beklager besøgende fra udviklingslandene sig over manglen på offentlig lov og orden. Immigrationen udvisker forskellene mellem udviklede og udviklende nationer.
Skaberne af filmen ”Brick Lane” der handler om en kvinde far Bangladesh, der sendes til London til et arrangeret ægteskab, aflyste optagelserne i London området. Nogle medlemmer af Bangladesh samfundet hævdede, at den oprindelige bog af Monica Ali var ”fornærmende”. ”Folk på Brick Lane er blevet ydmygede, og filmfolkene bør ikke komme i nærheden af dem”. Velkommen til Tredje Verdens Europa.
Vi må generobre vor kulturelle selvtillid og afvise multikulturalismen. Vor civilisation er værd at redde, til trods for hvad visse anti-vestlige og post-vestlige intellektuelle hævder. Det gør hverken os eller resten af verden noget godt, hvis vi blev erstattet af islamisk barbarisme.
Storbritannien´s Tony Blair har tilstået at have læst Koranen, som han priste for dens visdom. Bush administrationen har tilføjet en kopi af Koranen til biblioteket i Det Hvide Hus, og vi må håbe, at nogle læser den. Måske skulle nogen stille liste en kopi af Ringenes Herre eller den seneste med Harry Potter. Måske vore vestlige ledere kunne lære noget om Retfærdig Krig, identificerende gennem disse bøger vor fjende og konfronterende ondskaben.
Note til Blair: Der er mere visdom i fortællingerne om Harry Potter, end der nogensinde vil være i Koranen.
