MIe Harder kom mig lidt i forkøbet med sin udmærkede artikkel om fattigdom. Jeg er meget enig med hende, men har dog en lidt anden vinkel på det.
Vi får jævnlig eksempler i pressen på fattige og andre udsatte, der har det svært og som ikke kan få tilstrækkelig hjælp. Der er meget uenighed om hvor mange fattige vi har eller om vi overhovedet har fattige i Danmark og hvordan vi opgør det. Jeg er helt enig i, at Europa Kommissionen fattigdomsgrænse på 60% af landets medianindkomst ikke du til noget, det er et akademisk makværk lavet af folk, der ikke kommer i nærheden af fattige, men gerne vil sidde på de bonede gulve og arbejde med statistik.
Med de sociale ydelser vi har i Danmark bør vi ikke have fattige, men de findes alligevel, mennesker der lever en kummerlig tilværelse. Det skal man være ignorant for ikke, at kunne se. Det skyldes nok for det meste andre sociale problemer end mangel på penge. Jeg bryder mig personligt ikke om, at vi har fattige i Danmark. Vi har på den anden side et af verdens mest udbyggede og dyreste velfærdssystemer, hvordan hænger det sammen?
Det er der mange bud på; vi sætter for få penge af, systemet er ineffektivt osv. Min påstand er at forklaringen skal søges andre steder, det skyldes, at vi ikke har et system, der er etableret med henblik på at hjælpe de fattige, men i stedet har vi et system som tager penge fra den store midtergruppe for igen, at fordele pengene til samme midtergruppe. Velfærdssystemet regler er i høj grad indrettet på at servicere almindelige borgere, det vil sige ressourcerne og pengene vandrer fra almindelige skatteborgeres lomme og tilbage til de samme personer i form af velfærdsydelser.
Den evige kamp om ressourcer til velfærdssamfundet bliver forsøgt fremstillet som en kamp om omfordeling af ressourcer fra de ressourcestærke til de svageste. Det er det kun meget lille omfang, det er i højere grad en kamp om hvor mange, af midtergruppens ressourcer de skal disponere over og hvor mange det gode fællesskab skal disponere for midtergruppen.
Når der kæmpes om ressourcer til velfærd, så er det næsten altid ressourcer til den store midtergruppe, der slås om. Det er rasende dyrt, fordi det drejer sig om mange personer og det nytter meget lidt eller intet fordi regningen sendes til de samme mennesker.
Heri ligger efter min overbevisning forklaringen på, at velfærdssystemet ikke er effektivt til at bekæmpe fattigdom.
Hvis vi skal vare på de fattige og hvis vi alle skal være rigere, må vi lave et social system rettet mod de fattigste og de allersvageste. Kald det fattighjælp og indret det med henblik på det fattige. Det skal hedde fattighjælp det signalerer to ting, du har pligt til at klare dig selv, hvis du kan. Det signalerer også, at det offentlige skal være meget mere opmærksom på de egentlige fattige.
Den store midtergruppe må i langt højere grad end nu tage vare på sig selv, færre ydelser fra det offentlige, men også lavere skatter. Det vil gøre langt de fleste af os rigere uden at tabe de allersvageste på gulvet.
I dag er over halvdelen af befolkningen som er på en eller anden form for offentlig forsørgelse medtager man alle, der modtager andre service fra det offentlige er det hovedparten af befolkningen. Det burde burde reduceres til de 10 til 20% af de svageste.
Tager man f.eks folkepensionisterne, så betaler en stor del af dem faktisk mere i skat end de modtager af de offentlige, og hvis der var lavere skatter og bedre opsparingsmuligheder, ville denne gruppe af bedrestillede pensionister være endnu større.
Vi får jævnlig eksempler i pressen på fattige og andre udsatte, der har det svært og som ikke kan få tilstrækkelig hjælp. Der er meget uenighed om hvor mange fattige vi har eller om vi overhovedet har fattige i Danmark og hvordan vi opgør det. Jeg er helt enig i, at Europa Kommissionen fattigdomsgrænse på 60% af landets medianindkomst ikke du til noget, det er et akademisk makværk lavet af folk, der ikke kommer i nærheden af fattige, men gerne vil sidde på de bonede gulve og arbejde med statistik.
Med de sociale ydelser vi har i Danmark bør vi ikke have fattige, men de findes alligevel, mennesker der lever en kummerlig tilværelse. Det skal man være ignorant for ikke, at kunne se. Det skyldes nok for det meste andre sociale problemer end mangel på penge. Jeg bryder mig personligt ikke om, at vi har fattige i Danmark. Vi har på den anden side et af verdens mest udbyggede og dyreste velfærdssystemer, hvordan hænger det sammen?
Det er der mange bud på; vi sætter for få penge af, systemet er ineffektivt osv. Min påstand er at forklaringen skal søges andre steder, det skyldes, at vi ikke har et system, der er etableret med henblik på at hjælpe de fattige, men i stedet har vi et system som tager penge fra den store midtergruppe for igen, at fordele pengene til samme midtergruppe. Velfærdssystemet regler er i høj grad indrettet på at servicere almindelige borgere, det vil sige ressourcerne og pengene vandrer fra almindelige skatteborgeres lomme og tilbage til de samme personer i form af velfærdsydelser.
Den evige kamp om ressourcer til velfærdssamfundet bliver forsøgt fremstillet som en kamp om omfordeling af ressourcer fra de ressourcestærke til de svageste. Det er det kun meget lille omfang, det er i højere grad en kamp om hvor mange, af midtergruppens ressourcer de skal disponere over og hvor mange det gode fællesskab skal disponere for midtergruppen.
Når der kæmpes om ressourcer til velfærd, så er det næsten altid ressourcer til den store midtergruppe, der slås om. Det er rasende dyrt, fordi det drejer sig om mange personer og det nytter meget lidt eller intet fordi regningen sendes til de samme mennesker.
Heri ligger efter min overbevisning forklaringen på, at velfærdssystemet ikke er effektivt til at bekæmpe fattigdom.
Hvis vi skal vare på de fattige og hvis vi alle skal være rigere, må vi lave et social system rettet mod de fattigste og de allersvageste. Kald det fattighjælp og indret det med henblik på det fattige. Det skal hedde fattighjælp det signalerer to ting, du har pligt til at klare dig selv, hvis du kan. Det signalerer også, at det offentlige skal være meget mere opmærksom på de egentlige fattige.
Den store midtergruppe må i langt højere grad end nu tage vare på sig selv, færre ydelser fra det offentlige, men også lavere skatter. Det vil gøre langt de fleste af os rigere uden at tabe de allersvageste på gulvet.
I dag er over halvdelen af befolkningen som er på en eller anden form for offentlig forsørgelse medtager man alle, der modtager andre service fra det offentlige er det hovedparten af befolkningen. Det burde burde reduceres til de 10 til 20% af de svageste.
Tager man f.eks folkepensionisterne, så betaler en stor del af dem faktisk mere i skat end de modtager af de offentlige, og hvis der var lavere skatter og bedre opsparingsmuligheder, ville denne gruppe af bedrestillede pensionister være endnu større.
