Hvorfor dømme folk til at pumpe jern, når man kan dømme dem til at pumpe hjerne? Man hører ofte folk sige, at der skal slås hårdere ned på kriminalitet. På den måde tager man hensyn til offeret og befolkningens retsfølelse. Lovovertrædelser krænker lovlydige borgere og skal hævnes. Og det er der selvfølgelig noget om – men hårdere straffe tilfredsstiller kun den kortsigtede hævnfølelse. I længden er hårde straffe kontraproduktive. Når straffen (eller rettere det miljø, man har i spjældet) skaber hårdere kriminelle, så krænker det ikke bare retsfølelsen, men også fornuften.
Der krænker min retsfølelse, at indsatte får lov at pumpe jern; de får lov at blive større og dummere. Det koster skattekroner, og det koster efterfølgende flere skattekroner, når de kommer ud og skal resocialiseres, og lever på overførselsindkomst ind til de igen forbryder sig, skal for retten og tilbage i ”fitnesscenteret.” For nogles vedkommende igen og igen til livet rinder ud. Og i disse VM-tider kunne jeg forestille mig, at de indsatte ser al det fodbold, de vil, mens folk med almindelige jobs må vride og sno sig for at komme til det.
Hvorfor skal de have lov til det? Jeg får aldrig tid til at dyrke så meget fitness og læse så mange bøger (som man kunne, hvis man var indsat), når jeg samtidig skal passe mit arbejde og tage vare på mine børn. Det lyder måske ynkeligt og åndssvagt. Men ind i mellem fristes man næsten til at tage sig en orlov i ly af tremmerne. Afmålte besøg, fred og ro til at meditere og tid til at sætte sig ind i de sager, man ikke lige når til hverdag.
Hvem er kriminel
Undersøgelser viser, at personer med uddannelse er tilbøjelige til at begå mindre kriminalitet end personer uden. Oven i det kan man ofte også se, at tilfredsheden med selve eksistensen øges med uddannelsesniveauet. Så døm da de kriminelle til uddannelse. Døm den unge til at tage sin niende klasse færdig, døm dem til teknisk skole, til HF. Døm dem til at komme videre i uddannelsessystemet, og giv dem i den forbindelse den hjælp og vejledning, de har brug for. Selvfølgelig afsondret fra det øvrige samfund. Der skal være noget at komme ud til.
Idøm en ung kriminel uddannelse efter de forudsætninger, der nu engang er hans, og lad ham bruge den tid, han vil: vil han bruge 6 år, er det hans egen sag, kan han gøre det på 6 måneder, har han udstået sin straf på 6 måneder. Han har taget sin eksamen og har fået alternative muligheder til det kriminelle liv – forhåbentlig er han også blevet klogere i al almindelighed. Den dømte kan således frit vælge om han vil tage del i samfundet på de præmisser, der gælder for flertallet eller om han hellere vil sidde inde. Der skal han (eller hun) så til gengæld sidde på sådan lidt middelalderlige vilkår med vand og brød (ikke i lænker og vand til knæene trods alt).
Heldigvis er det sådan, at uddannelse for de fleste ikke betragtes som en straf. Men når vi taler om ungdomskriminelle, taler vi også om dem, som har skulket fra skole – og godt det samme, for i det omfang, de har været tilstedeværende i skolerne har de formodentlig ødelagt det for de fleste andre. Der er jo ofte tale om socialt belastede unge, som derfor ikke har forudsætningerne for at opføre sig som normale, hvilket man er nødt til at tage højde for, når ”uddannelsesstraffen” idømmes.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lavede for ikke længe siden en registerbaseret undersøgelse af 3.524 indsattes sociale baggrund og uddannelsesprofil (Ugebrevet A4, nr. 25, 1/8 – 2009). Det viser sig, at omkring 70% af de indsatte mellem 15 og 39 år ikke er uddannet ud over folkeskolen, og for 39% af dem gælder det, at deres forældre ikke har mere end folkeskolens grunduddannelse (mod 18% i den samlede befolkning). At idømme folk uddannelse, kan måske på længere sigt være med til at bryde den sociale arv. Det vil uden tvivl være befordrende for fremtidens unge, hvis deres forældre vidste, hvad det vil sige at uddanne sig, hvilke muligheder det giver, og hvilken glæde det er at udføre et godt stykke arbejde og få anerkendelse for det. Et aspekt, som ifølge Karina Pedersens klummer her på sitet (uagtet, KPs anekdoter ikke er belagt med statistik, som gør det muligt at generalisere ud fra dem, men det er forhåbentlig blot et spørgsmål om tid), aldeles mangler i de befolkningsgrupper, der her er tale om; dem uden al for megen uddannelse. Og dem med sociale problemer.
Der skal tænkes konstruktivt og anderledes
Man kan vel stadig forestille sig, at landets politikere betragtede helheden og forsøgte at bidrage til løsningen af et stort problem frem for at bidrage til det. Den sociale arv skal brydes, og det bliver den ikke ved at smide unge mennesker i spjældet, hvor de blot pumper jern og bliver endnu mere kriminelle. De skal ind og pumpe hjerne, skal de. Idøm dem uddannelse.
Uanset hvad, så bruger samfundet temmelig store summer på de unge kriminelle – er det omkring 2 millioner kroner, det koster, at holde en ung indespærret i et år? Vi kan ligeså godt bruge pengene konstruktivt. Men med det reform-mod regeringen hidtil har udvist, skal man nok ikke gøre sig nogen forhåbninger. En ting er mangel på mod, en anden er irrationalitet. Fortsat at gå imod fornuften, det er … ja, hvad skal jeg sige?
(Disse tanker har været offentliggjort på det gamle 180gr.dk, men er her gjort noget kortere)
Der krænker min retsfølelse, at indsatte får lov at pumpe jern; de får lov at blive større og dummere. Det koster skattekroner, og det koster efterfølgende flere skattekroner, når de kommer ud og skal resocialiseres, og lever på overførselsindkomst ind til de igen forbryder sig, skal for retten og tilbage i ”fitnesscenteret.” For nogles vedkommende igen og igen til livet rinder ud. Og i disse VM-tider kunne jeg forestille mig, at de indsatte ser al det fodbold, de vil, mens folk med almindelige jobs må vride og sno sig for at komme til det.
Hvorfor skal de have lov til det? Jeg får aldrig tid til at dyrke så meget fitness og læse så mange bøger (som man kunne, hvis man var indsat), når jeg samtidig skal passe mit arbejde og tage vare på mine børn. Det lyder måske ynkeligt og åndssvagt. Men ind i mellem fristes man næsten til at tage sig en orlov i ly af tremmerne. Afmålte besøg, fred og ro til at meditere og tid til at sætte sig ind i de sager, man ikke lige når til hverdag.
Hvem er kriminel
Undersøgelser viser, at personer med uddannelse er tilbøjelige til at begå mindre kriminalitet end personer uden. Oven i det kan man ofte også se, at tilfredsheden med selve eksistensen øges med uddannelsesniveauet. Så døm da de kriminelle til uddannelse. Døm den unge til at tage sin niende klasse færdig, døm dem til teknisk skole, til HF. Døm dem til at komme videre i uddannelsessystemet, og giv dem i den forbindelse den hjælp og vejledning, de har brug for. Selvfølgelig afsondret fra det øvrige samfund. Der skal være noget at komme ud til.
Idøm en ung kriminel uddannelse efter de forudsætninger, der nu engang er hans, og lad ham bruge den tid, han vil: vil han bruge 6 år, er det hans egen sag, kan han gøre det på 6 måneder, har han udstået sin straf på 6 måneder. Han har taget sin eksamen og har fået alternative muligheder til det kriminelle liv – forhåbentlig er han også blevet klogere i al almindelighed. Den dømte kan således frit vælge om han vil tage del i samfundet på de præmisser, der gælder for flertallet eller om han hellere vil sidde inde. Der skal han (eller hun) så til gengæld sidde på sådan lidt middelalderlige vilkår med vand og brød (ikke i lænker og vand til knæene trods alt).
Heldigvis er det sådan, at uddannelse for de fleste ikke betragtes som en straf. Men når vi taler om ungdomskriminelle, taler vi også om dem, som har skulket fra skole – og godt det samme, for i det omfang, de har været tilstedeværende i skolerne har de formodentlig ødelagt det for de fleste andre. Der er jo ofte tale om socialt belastede unge, som derfor ikke har forudsætningerne for at opføre sig som normale, hvilket man er nødt til at tage højde for, når ”uddannelsesstraffen” idømmes.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lavede for ikke længe siden en registerbaseret undersøgelse af 3.524 indsattes sociale baggrund og uddannelsesprofil (Ugebrevet A4, nr. 25, 1/8 – 2009). Det viser sig, at omkring 70% af de indsatte mellem 15 og 39 år ikke er uddannet ud over folkeskolen, og for 39% af dem gælder det, at deres forældre ikke har mere end folkeskolens grunduddannelse (mod 18% i den samlede befolkning). At idømme folk uddannelse, kan måske på længere sigt være med til at bryde den sociale arv. Det vil uden tvivl være befordrende for fremtidens unge, hvis deres forældre vidste, hvad det vil sige at uddanne sig, hvilke muligheder det giver, og hvilken glæde det er at udføre et godt stykke arbejde og få anerkendelse for det. Et aspekt, som ifølge Karina Pedersens klummer her på sitet (uagtet, KPs anekdoter ikke er belagt med statistik, som gør det muligt at generalisere ud fra dem, men det er forhåbentlig blot et spørgsmål om tid), aldeles mangler i de befolkningsgrupper, der her er tale om; dem uden al for megen uddannelse. Og dem med sociale problemer.
Der skal tænkes konstruktivt og anderledes
Man kan vel stadig forestille sig, at landets politikere betragtede helheden og forsøgte at bidrage til løsningen af et stort problem frem for at bidrage til det. Den sociale arv skal brydes, og det bliver den ikke ved at smide unge mennesker i spjældet, hvor de blot pumper jern og bliver endnu mere kriminelle. De skal ind og pumpe hjerne, skal de. Idøm dem uddannelse.
Uanset hvad, så bruger samfundet temmelig store summer på de unge kriminelle – er det omkring 2 millioner kroner, det koster, at holde en ung indespærret i et år? Vi kan ligeså godt bruge pengene konstruktivt. Men med det reform-mod regeringen hidtil har udvist, skal man nok ikke gøre sig nogen forhåbninger. En ting er mangel på mod, en anden er irrationalitet. Fortsat at gå imod fornuften, det er … ja, hvad skal jeg sige?
(Disse tanker har været offentliggjort på det gamle 180gr.dk, men er her gjort noget kortere)
