Med øjeblikkelig virkning er svineproducent Peter Gæmelke udtrådt af bestyrelsen for Sydbank.
I en pressemeddelelse afviser gårdejeren, at hans landbrug er på vej mod konkurs, men indrømmer dog, at han ikke længere opfylder banklovens krav om en sund økonomi. Derfor må han gå.
Fejlslagen spekulation i jordprisernes himmelflugt, finansielle tab på valutatransaktioner samt elendige resultater på Gæmelkes egen svinefabrik har tvunget den tidligere præsident for Landbrugsrådet ud af Sydbanks bestyrelse.
For bare et halvt år siden var svineproducenten fra Vejen på tale som Sydbanks næste formand efter fhv. amtsborgmester Kresten Philipsen (V). Nu er han ude i den kolde virkelighed.
Stort var skidt
Gæmelke falder som det hidtil mest prominente offer for 15 års forceret strukturudvikling i dansk landbrug.
Som præsident for Landbrugsrådet var Peter Gæmelke dansk landbrugs mest magtfulde talsmand i årene fra 1995 til 2009. Det var i denne periode, der blev gennemtvunget en strukturudvikling uden sidestykke i dansk landbrugs historie.
Præsidentens mantra var “stort er godt” - og politikerne på Christiansborg rettede ind efter storbonden på Axelborg. Man troede vel, at manden vidste, hvad han talte om.
Trods mange advarsler gennemførte VKO-regeringen den ene tankeløse liberalisering efter den anden af landbrugslovgivningen. “Stordriftsfordele” ville redde erhvervet, påstod man, men ingen bekymrede sig om at gennemregne, endsige dokumentere de luftige påstande. I modsætning til alle tidligere landbrugsreformer undlod VKO-regeringens fødevareministre konsekvent at lade landbrugskommissioner kortlægge landbrugets behov, før man gennemførte vidtgående lovændringer.
Boblen er bristet
Aldrig tidligere har rammebetingelserne for landbruget været mere gunstige. Selv jordskatter til en værdi af 1 mia. kroner om året slap landbruget af med i foråret 2010, hvor alle andre ellers blev pålagt tunge byrder i form af nedskæringer og fyringer.
Men lige lidt har det hjulpet.
I stedet for et robust, fremtidssikret og velkonsolideret landbrug, som selvhjulpne familier kunne leve af, fremelskede stordriftens fortalere en hysterisk bobleøkonomi. De frembragte et storlandbrug, der ikke evnede at tjene sine egne penge, men kun kunne overleve, fordi årets driftsunderskud blev finansieret ved at overbelåne oppustede friværdier.
Boblen er nu bristet. Med dramatiske konsekvenser for storbønderne, for eksportindtjeningen, for bankerne og samfundsøkonomien – og for Peter Gæmelke selv.
I Gæmelkes præsidentperiode lærte danske landmænd at “æde” hinandens ejendomme, at blæse højt og flot på nabohensyn og andelsbevægelsens sidste bastioner, at se stort på miljøhensyn og dyrevelfærd, og at kræve særbehandling hos skattevæsen og i kommunerne.
Konsolidering blev et fyord, nye investeringer et ”must”. Altsammen i stordriftens navn.
Men fremfor alt lærte de stadig færre landmænd at gå i banken. Siden 2001 har en foruroligende stor andel af de nye storbønder levet højt og flot for lånte penge. Ikke bare opkøbet af naboernes jord finansierede man ved at belåne de fiktive friværdier, men også firehjulstrækkere, fladskærme og dyre ferierejser til fjerne egne har bankerne betalt.
Nedsmeltning
Den valgte strukturudvikling har medført en økonomisk nedsmeltning af store dele af erhvervet. En tragisk fejlpolitik har kostet erhvervet evnen til at tjene sine egne penge.
Et eksempel: selvom høsten var rekordhøj i 2009, præsterede dansk landbrug kun en nettorestindkomst på 5,5 mia. kr., hvilket var det dårligste resultat i et helt årti.
Eller et andet eksempel: ifølge Videncenter for Svineproduktion forudsiger den deprimerende prognose et minus på 47 kr. per gris i 2010 og et minus på 125 kr. i 2011. For hele sektoren vil det medføre, at danske landmænd i 2010 og 2011 må forvente at tabe 3,9 mia. kr. på at producere grise.
Den forfejlede strukturudvikling har medført, at fra 2001 til i dag fordoblede storbønderne deres i forvejen enorme gæld fra 190 mia. kr. i 2001 til over 360 mia. kr. i 2010. En gæld så gigantisk, at den opæder alle tilløb til en smule overskud.
Nu viser det sig, at landbrugspræsidenten selv førte an i dette roulettespil.
Gæmelke driver en 530 hektar stor landbrugsejendom, som i 2009 blev vurderet til 54 mio. kr. Imidlertid viser det sig nu, at ejendommen er belånt til op over skorstenen med over 40 mio. kr. i pantebreve til Nykredit og DLR.
Katastrofekurs
Virkeligheden har også leveret en anden tankevækkende dokumentation for, at stordrift er forfejlet som dansk landbrugs redningsplanke.
I et interview 31/8 med Børsen stod lensgreve Bendt Wedell frem og fortalte, at landbruget går helt ad Pommern til, også for ham.
Dansk landbrug er endt på en “katastrofekurs”, sagde Wedell, hvor “blot små sten på vejen i forhold til den øjeblikkelige situation kan få kornvognen til at vælte”.
Dansk storlandbrug er ved at udvikle en enestående dårlig konkurrenceevne overfor landmænd fra andre lande, og der skal endnu flere skattelettelser og større afgiftslempelser til, hvis kursen skal ændres, hævdede Bendt Wedell.
Bendt Wedell ejer Danmarks største landbrug, godserne Frijsenborg i Østjylland og Wedellsborg på Fyn med tilsammen 10.000 hektar. Om nogen burde lensgreven kunne ride højt og flot på de mange stordriftsfordele, som er opnået de seneste 10-15 år, men nej. Det er landbrugsstøtten fra EU, der holder landets største jordbesidder gående.
Intet tyder på, at landbrugspræsidenten eller lensgreven har ret i deres tyrkertro på stordriften, når man ser nærmere på de røde bundlinjetal i dansk landbrug. Det har professor Søren Kjeldsen-Kragh fra Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet gjort, og hans konklusion er klar.
Kørt af sporet
Med tørre tal fra et stort antal driftsregnskaber har Kjeldsen-Kragh dokumenteret i Tidsskrift for Landøkonomi fra juni i år, at de største landbrug opviser de ringeste økonomisk resultater. Mindre og mellemstore landbrug klarer sig markant bedre end de store, når man ser bort fra EU-støtten.
For første gang i årtier har en fødevareøkonom turde tale Roma midt imod.
Kjeldsen-Kragh konkluderer på grundlag af sine regnskabsanalyser, at strukturudviklingen har kørt dansk landbrug af sporet. Tre ud af fire landbrug er forsvundet i løbet af de sidste 50 år. Landmændene har købt hinanden op, ikke for at kunne tjene mere, men for at få større tilskud. Samtidig er storlandbrugets samlede gæld vokset til rekordhøjder. Danske landmænd er i dag de mest forgældede i EU.
Søren Kjeldsen-Kragh argumenterer ikke for at skrue udviklingen tilbage til små husmandsbrug, men han mener, at samfundet - og landbruget - bliver nødt til at erkende, at stordrift har sine grænser. Større er ikke bare bedre pr. automatik.
Professoren mener, at det især er EU's landbrugsstøtte, som er årsag til, at udviklingen er kørt af sporet. EU-støtten favoriserer de store landbrug, men samtidig medfører den, at det bliver umuligt for unge landbrugsinteresserede at overtage et landbrug, og det forhindrer effektivt et generationsskifte.
I stedet opstår der nye selskabsformer i landbruget, men de giver endnu større bedrifter. Stordrift er skruen uden ende. De store landbrug kan ikke tjene penge, og det er heller ikke dem, der går foran, når det gælder udvikling af kvalitet og nye produkter.
Dansk landbrugs bedste chance for at overleve er at satse på mindre og mellemstore virksomheder, der producerer kvalitetsvarer, konkluderer Søren Kjeldsen-Kragh. Storbondens røde tal på bundlinjen synes at give professoren ret.
