Kronik bragt i Fyens Stiftstidende 30/8 2011
Broderfolkene i Danmark og Sverige er begge veludviklede nationer med velfærdsstat, og er nået højt op ad civilisationens stige. Da vi lever i en tid, hvor global konkurrence har flyttet produktion og forædling til andre dele af jorden, og hvor den vestlige verden ikke længere er ene om at kontrollere de økonomiske styringsredskaber. For at kunne bevare de væsentligste dele af velfærdsstaten kræves det, at vi arbejder hårdt og indser, at vi ikke kan betragte disse goder som en selvfølge. Uden et retningsskift i velfærdsstatens forvaltning gældsætter vi fremtidige generationer ved, at opretholde et niveau vi ikke længere har råd og ressourcer til. Når vi taler om forvaltningen af fremtidens skandinaviske model, er det vigtigt at bevare et sobert sindelag, langsigtede perspektiver og vel gennemtænkte kalkuler.
Fra venstresiden i den politiske debat høres det oftere at svaret på, at kunne betale for den fremtidige velfærdsstat indebærer højere skatter. Med en demografi som gør, at færre skal dele forsørgelsesbyrden af flere, fremstår argumentet umiddelbart som holdbart, men artiklens forfattere vil understrege at dette ikke er tilfældet. Den største myte i denne debat er nemlig, at højere skat betyder flere penge til offentligt forbrug.
Det er væsentligt i denne diskussion, at skelne mellem den del af økonomien som koster penge og den del som betaler. En offentlig sektor, inklusive såkaldte private initiativer som er offentligt finansierede, koster. De som er ansatte der, koster og deres skat, betyder kun, at de tilbagebetaler en del af de nationale udgifter som deres indkomst består af. Deres penge kan retfærdigvis tilføje økonomien lidt ekstra krydderi, hvis alt fungerer optimalt, men de skaber ingen reel vækst til for eksempelvis at købe dyrt hospitalsudstyr eller udbygge infrastruktur for. Groft sagt kan man tale om en tærende sektor og hævde, at skat på offentlig ansatte baserer sig på en stor misforståelse.
Den anden sektor, den nærende, er den som finansierer det hele. I veludviklede samfund som de skandinaviske drager den betalende sektor givetvis nytte af, at en stor offentlig sektor fungerer godt, hvorfor det naturligvis handler om, at der gives og tages fra begge sider. Ikke desto mindre er det væsentligt at indse, at det er skatten fra denne sektor, altså den som i højere grad er flyttet til andre dele af jorden, som bringer de reelle indtægter til velfærdsstaten. Denne forståelse er nødvendig, hvis man vil forstå, hvordan vi har haft råd til at opbygge en dyr velfærdsstat, men også for at forstå, hvordan vi skal kunne bevare den i fremtiden.
Artiklens forfattere vil pointere at dele af velfærdsstaten er særdeles gode opfindelser og at de desuden er moralsk påbudt civiliserede mennesker. Samtidig må det påpeges, at andre dele er opstået som erstatning for medmenneskelighed og det civile samfund. Et debatklima som med lys og lygte søger vidt og bredt efter flere problemer, det offentlige kan påtage sig, har fået lov at blomstre. Dette har skabt incitament for borgere til at ophøre med at regne på konsekvenserne af deres egne handlinger og levevis. Med det resultat til følge at det mange gange virker som om vi har en ufravigelig ret til, at en anden skal bære ansvaret. En fuldstændig uholdbar analyse for andre end i en lille og rig overklasse hvor farmand betaler.
Vi lever i en tid med andre økonomiske kalkuler og derfor, er det vigtigt at afgrænse og prioritere. Sygehusvæsen og beskyttelse til børn i nød kan ikke konkurrere på lige fod med eksempelvis kønspædagogik, malplacerede såkaldte integrationsprojekter og et endnu tykkere lag af bureaukrati og kontrolsystemer. Et stærkt forsvar for en fremtidig velfærdsstat indebærer en delvis demontering af selvsamme.
Vi arbejder begge i dele af økonomien der helt eller delvist beror på offentlige tilskud for at holde gang i hjulene. På trods af dette pointerer vi at det ikke er realistisk med en voksende offentlig sektor i forhold til en skrumpende nærende sektor. Kravene til det offentlige skal være mindre, både hos borgere og de virksomheder der direkte eller indirekte er offentligt finansierede. For at gøre Danmark og Sverige mere konkurrencedygtige er det, det modsatte af forhøjede skatter der kræves. Sænkes skatten på indkomst, indebærer det, at lønmodtageren får mere i egen lomme ved en lavere løn. I udflytningsområderne, hvor det er billigere at bo, indebærer dette, at der skabes mulighed for at få industri til at blomstre igen og med nationale realindtægter til følge. Der findes ingen anden vej, hvis vores børn også skal kunne have glæde af en relativt dyr velfærdsstat. Den skandinaviske model er ingen opfindelse, man kan beholde blot fordi man synes man behøver den, der kræves en realistisk politik, hvis man vil kunne beholde dens vigtigste dele.
I store dele af den vestlige verden belåner stater og borgere sig for, at opretholde en standard de ikke har råd til. I stedet for at skubbe et bjerg af gæld foran sig til gene for fremtidige generationer, må vi skabe en sund økonomi og tilpasse udgifterne til indtægterne. Inden man overvejer at bruge penge må man først se, hvad der er på bankbogen. Ønskes der en tykkere pengepung, handler det om at smøge ærmerne op og tage fat på det hårde arbejde der venter.
Jonatan Forsberg-Gillving
Jost Stricker Jørgensen
Jonatan Forsberg-Gillving er småbørnsfar, medlem af det svenske Moderata samlingsparti og læge. I den kommende danske valgkamp er han tilhænger af de Konservative.
Jost Stricker Jørgensen er småbørnsfar, medlem af Liberal Alliance og systemudvikler.
