Stop det store omfordelingscirkus – start med den kommunale udligningsordning.

De kommunale udligningsordninger skævvrider Danmark og er med til at jage ”almindelige lønmodtagere” ud af de såkaldte "velstillede" kommuner

Christian Melgaard,

07. april 2012

De kommunale udligningsordninger skævvrider Danmark og er med til at jage ”almindelige lønmodtagere” ud af de såkaldte "velstillede" kommuner.

 

De centrale elementer i skattesystemet er dels, at det skal sikre finansieringen af den danske velfærdsmodel og dels, at det skal ske på en solidarisk basis - hvilket vil sige at de økonomisk stærke skal bære en større byrde end de økonomisk svage.

Det grundliggende mål er sympatisk, men midlerne er blevet så mange og komplicerede at de overskygger målet. Det handler fundamentalt set om en omfordeling fra ”rig” til ”fattig”, og denne omfordeling foregår i dag via så mange forskellige mekanismer, at ingen mere har overblikket – og mekanismerne er så tunge at administrere, at det administrative system, der skulle tjene formålet, er blevet formålet i sig selv.

En af de mekanismer, der er løbet helt af sporet er den kommunale udligning, en ordning der bygger på en ide om at alle danske kommuner skal kunne levere samme serviceniveau til samme pris – d.v.s. til samme skatteprocent. For at nå det mål, sker der en omfordeling mellem kommunerne med henblik på at udligne såvel indkomster som omkostninger.

Kommuner med høje gennemsnitsindkomster sender penge til kommuner med lave gennemsnitsindkomster, og kommuner med omkostningstunge borgere modtager penge fra kommuner med mindre omkostningstunge borgere. En af de mest udtalte effekter er, at de nordlige hovedstadskommuner (”velhaverkommunerne”) sender gigantiske beløb til Jyske landskommuner.

Udligningsordningen består af en række komplicerede regler, der fletter sig ind i hinanden på en måde, som ingen almindelige mennesker kan gennemskue – og det drejer sig om eksorbitante beløb. I 2009 omfattende det samlede udligningscirkus kr. 126.000.000.000 – hvilket var 1) bloktilskud med kr. 63 mia., 2) tilskud til landsudligning med kr. 41,5 mia., 3) tilskud til ugunstigt stillede kommuner med kr. 4,2 mia. og statstilskud fordelt efter indbyggertal med kr. 17,3 mia.

En kommune som Gentofte sender med sine 70.000 indbyggere mere end kr. 1.000.000.000 til andre kommuner, og det er før de Vestagers seneste tyverier. Samtidig må Gentofte konstatere, at disse "fattige" modtagerkommuner har råd til at opretholde et højere serviceniveau på centrale punkter end de selv har.

Ingen af omfordelingsmekanismerne fungerer efter hensigten, og i værste fald tilskyndes kommunerne til at suboptimere og kassetænke i stedet for at lede efter rationelle løsninger på de problemer der skal løses. Der er mange eksempler på at kommuner søger de mest økonomiske løsninger ud fra en kommunal-egoistisk synsvinkel mere end ud fra en samlet samfundsøkonomisk overvejelse.

En decentral velfærdsmodel som den Danske, hvor næsten 2/3 af udgifterne til velfærd administreres i kommunerne, burde det være sådan, at en kommune, hvor borgerne ønsker et højt serviceniveau, kan levere denne service mod at borgerne samtidig acceptere at betale mere i skat. I praksis fungerer systemet imidlertid modsat i den forstand, at de velstillede kommuner, hvor borgerne må formodes at ville betale lidt mere for at få lidt bedre ydelser i stedet må klare sig med lidt mindre, fordi en den ekstra skattekrone kommunen skulle opkræve for at forbedre serviceniveauet bliver ”brandbeskattet” via udligningsordningen så ¾ eller mere af de opkrævede merindtægter forsvinder til andre kommuner.

Nu er du bange, men vi skal længere ind – helt ind i de underliggende strukturer” for at forstå den fulde konsekvens af udligningsordningerne.

Indkomstudligningsprincippet skal (tilnærmelsesvis) sikre, at alle kommuner har samme skatteprovenu pr. borger ved anvendelse af samme skatteprocent. Nu er det bare sådan, at borgerne med høje indkomster vælger at søge til de tætbefolkede kommuner i og omkring de store byer, og herunder ikke mindst til kommunerne nord for København. I ligemageriets hellige navn hæfter man sig oftest ved at skatteprocenten i f.eks. Gentofte er blandt landets laveste, men som det er tilfældet, når man diskuterer marginalskatter, så overser man her, at Gentofteborgeren med sin lavere skatteprocent betaler langt flere skattekroner end borgeren i den Jyske landkommune. Problemet er bare, at den store søgning mod kommunerne nord for København gør, at huspriserne her er markant højere end huspriserne i den Jyske landkommune, og det betyder at Gentofteborgeren skal betale større terminsudgifter, højere ejendomsskatter og en højere ejendomsværdiskat – hvortil kommer at leveomkostningerne i.ø. også er højere i Hovedstadområdet end i Jylland. Og disse faktorer indgår ikke i de ellers komplicerede beregningsmodeller der ligger bag den kommunale udligningsordning.

Resultatet er, at den kommunale udligning ødelægger en naturlige balance mellem kommuneskat og tilhørende serviceniveau på den ene side og generelle leveomkostninger på den anden side. Befolkningen i de ellers så hårdt ramte og fattige "udkantskommuner" kan bo og leve billigere end tilsvarende familier i Gentofte og andre ”velhaverkommuner” – og de kan tilmed få samme kommunale serviceniveau for en lavere kommuneskat end hvad en naturlig markedsbalance tilsiger. Hvis det er sådan at være fattig, hvem vil så være rig?

I min tid som bestyrelsesmedlem i den lokale folkeskole havde vi det problem, at når vi søgte nye lærere og tilmed en skoleleder, som vi gerne så havde en naturlig tilknytning til lokalsamfundet, og altså boede og levere i lokalområdet, så havde de typisk ikke råd. Det paradoksale er, at når folkeskolelæreren og politibetjenten m.fl., som vi ofte hører bliver holdt ude af byerne på grund af de høje leveomkostninger, så er det kun delvist rigtigt. Leveomkostningerne er ganske rigtigt højere, men det er en naturlig følge af de markedsøkonomiske mekanismer. Det skulle i nogen grad kompenseres af lavere kommunale skatter, men den udjævningsmekanisme er sat ud af kraft p.gr.a. den kommunale udligning.

Tiden er løbet fra den kommunale udligning i et moderne Danmark, som er bundet tæt sammen af togforbindelser, motorveje og broer på kryds og tværs. De få kommuner der er tilbage som har et reelt behov for at få tilført midler må tilgodeses på anden måde – f.eks. ved at lade dem finde deres egne løsninger som f.eks. når Langeland ønsker mulighed for at sælge ferieboliger til udlændinge – men det er en anden diskussion.