Stop dæmoniseringen af islam-kritikerne !

Der er en kedelig tendens i debatten om islam og indvandringen

Jeppe Juhl,

23/10/2010

Der er en kedelig tendens i debatten om islam og indvandringen. Fløjene har gravet sig ned og dæmoniserer destruktivt hinanden. Frederik Stjernfelts fremragende kronik i dagens Politiken behandler dette meget pænt 

Nedenstående er et svar fra en anden tråd til en af de mest besindige debattører her på 180grader, Lasse Grosbøl, der lidt atypisk og noget letbenet med et snuptag gør flere af de mest markante kritikere af islam for irrelevante. 

 

Lasse Grosbøl skrev blandt andet:

Det der irriterer mig grueligt ved den danske islamdebat, er hvor historieløs den er, og hvor lidt de nationalparanoide faktisk evner at argumentere ud over et primalt skrig af "DE ER MUSLIIIIIMER!"

Mit svar (let udvidet ifht originalen):

Jeg ved ikke hvor dominerende og relevante i debatten, du mener, de 'nationalparanoide' folk, du hentyder til i ovenstående citat, er. I mine øjne meget lidt, og derfor har du ingen rigtig grund til bekymring endsige irritation. Folk, der for alvor udviser en sådan adfærd, er jo racister, og der er efter min bedste overbevisning meget få ægte racister i Danmark. Jeg mener faktisk, at dit svar er en grov generalisering og tegn på en farlig trend, fordi du, som ovenikøbet er en af de absolut mest besindige i hele dette indvandrer-debat-cirkus, dermed er med til at dæmonisere relevante debattører.

Og 'ja'. Det er en trist kendsgerning, at den ansvarsløse indvandringspolitik og efterfølgende polarisering mellem fløjene har medført, at mange gæve, almindelige mennesker i idel frustration let forfalder til generaliseringer, der på overfladen er racistiske, og det er faktisk langt mere irriterende for den lejr, som jeg ubetinget støtter, idet det er ammunition for naivisterne. 

Du har evigt ret i det med skyttegravskrigen. Jeg har selv anført det flere gange, og Frederik Stjernfelt har beskrevet det glimrende i dagens kronik i Politiken. Vi mangler ganske enkelt en mere sokratisk tilgang til debat. En tilgang der går på at tilegne sig viden. Der skal derfor også forskes meget, meget mere i indvandring og multikulturalisme, så antallet af postulater (fra alle sider) minimeres til gavn for debatten og dermed til gavn for samfundet.

Og ja, jeg støtter op om, det du noget flot kalder 'kollektivisternes mareridtsversioner', men på en anden måde, end du tror. Jeg er nemlig ret overbevist om, at mareridtet ikke bliver til virkelighed, fordi der vil komme en helt uundgåelig reaktion fra demokratierne. Newtons tredie lov i fuld demokratisk aktion.

MEN, men, men ... det er et kapløb med tiden, den uundgåelige reaktion kan nemlig let risikere at blive kritisk forsinket, såfremt der ikke er en helt åben debat, hvor hæderlige og bekymrede folk som blandt andet Jacques d'Biann kan komme til orde uden at blive beklikket, fejlciteret og dæmoniseret af et politisk korrekt establishment. Man er ikke racist eller islamofob (latterligt og meningsløst ord), fordi man påpeger noget så åbenlyst som, at Koranen er et totalitært skrift. Man er bestemt ikke racist, hvis man påpeger objektive fakta omkring ghettoadfærd eller mangel på accept af dansk kultur fra især indvandrere fra de muslimske lande. At hele forklaringen så ikke skal findes i Koranen, burde være indlysende, og det er ofte her vandene skilles, og hvor jeg godt kan følge dig og andre i deres argumenter.

Hvis vi begraver kritikken - også den ubehagelige og ubekvemme, hvis vi lægger os ned, bukker nakken og får svenske tilstande, så mobiliseres den nødvendige indsigt ikke, og så ender vi med, at 'kollektivisternes mareidtversioner' bliver til virkelighed på grund af ovennævnte 'forsinkelse', for det giver sig selv, at jo senere der reageres, des voldsommere bliver mod-reaktionen!

Det er især derfor, at jeg varmt bakker op om JP og Flemming Roses tegningeinitiativ samt de folk, der har modet til at på en anstændig måde at adressere en ubekvem, virkelighed. (Salman Rushdfie, Ayan Hirsi Ali etc. etc). Vi skal have debatten NU! Der skal handling til så hurtigt som overhovedet muligt. For alles skyld. Især for de stakler, der er stavnsbundet af islamisterne. Det er jo dem, vi skader allermest. Det er jo netop de moderate muslimer, dem der gerne vil Danmark og livet, der er mest i klemme. Det er for mig så åbenlyst, at jeg ikke kan forstå, at det er så kontroversielt ...?

vh

Jeppe

PS!

Iøvrigt tror jeg også, der kommer en 'newtonsk reaktion' indefra i de arabiske lande, men det er en anden historie til en anden tid ...

Kilde: