Stockholm-syndromet

Danskerne betaler deres skat med glæde

Mie Harder,

14/04/2010

Danskerne betaler deres skat med glæde. På trods af at staten aldrig har været større og at medierne bugner af eksempler på elendig offentlig service, er opbakningen til verdens største og dyreste velfærdsstat intakt. Tilmed er 40% ifølge en meningsmåling i Jyllands-Posten villige til at betale endnu mere i skat for at undgå reformer og nedskæringer. Hvorfor egentligt? Her er et bud på en helt uvidenskabelig og tendentiøs analyse.

Den 23. august 1973 begik Jan Erik Olsson et røveri mod Kreditbanken i Stockholm. Røveriet gik galt og i seks dage holdt han flere gidsler fanget i banken. Længe efter frigivelsen forsvarede gidslerne deres overgrebsmand og enkelte fastholdt endda personlige forbindelser til Olsson i årene efter. Denne psykiske tilstand, hvor et offer udvikler sympati for og solidaritet med sin overfaldsmand, kaldes Stockholm-syndromet. Er det tænkeligt, at danskerne lider af et kollektivt Stockholm-syndrom?

Tre faktorer har ifølge det amerikanske forbundspoliti, FBI, afgørende betydning for ofrenes udvikling af et Stockholm-syndrom [1]. For det første er det en forudsætning, at offerets basale behovstilfredsstillelse og overlevelse afhænger af overgrebsmanden. I Danmark er over halvdelen af befolkningen direkte afhængige af overførsler fra staten for at overleve. Hvis man dertil lægger de offentligt ansatte, der også indirekte lever af tvangsopkrævede midler, er der tale om et stort flertal af befolkningen.

For det andet er det afgørende, at offeret er isoleret fra andre perspektiver end overfaldsmandens. Man kan næppe sige, at der ikke er fri presse og ytringsfrihed i Danmark. Men alligevel er der et så overvældende offentligt konsensus omkring velfærdsstatens lyksaligheder, at andre perspektiver i praksis fortrænges og nedgøres. Ønsker man at rulle staten tilbage til sit omfang under Nyrup regeringen, betragtes man som afstumpet og kynisk.

For det tredje er det afgørende, at overfaldsmanden udviser lejlighedsvis venlighed overfor ofrene. Ofre udvikler ikke Stockholm-syndrom, hvis overfaldsmanden er gennemført ondskabsfuld. Et kerneelement i velfærdsstaten er netop de universelle ydelser. Kun når alle har noget at miste, vil alle bakke op om velfærdsprojektet. En analyse som blandt andet Mogens Lykketoft har stået på mål for. SU, børnecheck, folkepension og diverse gratisydelser og støtteordninger kan opfattes som en slags bestikkelse, der sikrer, at alle føler de får noget igen.

At sammenligne velfærdsstaten med en gidselsituation er selvfølgeligt absurd og tendentiøs. Men hvordan forklares så det massive kollektive selvbedrag, der pågår i Danmark, når et flertal i befolkningen insisterer på, at løsningen på samfundets problemer er at pøse endnu flere penge i et system, der til overflod har bevist, at voksende budgetter ikke fører til bedre kvalitet? Mangler danskerne bare forståelse for basale samfundsøkonomiske sammenhænge? Eller forstår flertallet – de offentligt ansatte og modtagere af overførselsindkomster – kun alt for godt at maksimere deres egne kortsigtede interesser?

I så fald er spørgsmålet vel blot om den hårdarbejdende tredjedel af befolkningen, der i dag betaler gildet, (også) lider af Stockholm-syndrom.

[1] http://www.fbi.gov/publications/leb/2007/july2007/july2007leb.htm#page10

Kilde: