Staten kan ikke skabe velstand - men forsøger alligevel for 21,5 mia. kr. hvert år

Globaliseringsstrategi, Aftale om grøn vækst, Renoveringspuljen, Erhvervspakke, Erhvervsklimastrategi, Plan for grøn forskning og innovation, Turismestrategi… Det skorter ikke på planer og pakker, hvormed regeringen vil sætte gang i økonomien. Montaignes fejltagelse, kalder David Gress den opfattelse, at staten kan skabe velstand. Men det kan staten ikke. Der findes ingen måde, hvorpå staten kan tvangsinddrive skatter fra borgerne, give pengene i støtte til særlige økonomiske indsatsområder, og på den måde skabe mere velstand, end der ville blive skabt ved at overlade de økonomiske beslutninger til markedet og det private initiativ. Hvis staten kunne det, ville den have skabt en evighedsmaskine til velstandsskabelse, hvor den først kunne beskatte borgerne, investere i mere produktive virksomheder, der skaber større indkomster, beskatte disse igen og få et endnu større provenu end i første runde og dernæst igen investere… i det uendelige, indtil vi alle er uendeligt rige. Tåbeligheden i den opfattelse er vist selvindlysende. Alligevel støtter staten erhvervslivet med 21,5 mia. kr. årligt. Godt 11 mia. kr. er på finansloven fordelt på 130 store og små erhvervsstøtteordninger og resten er i form af momsfritagelse og skattetilskud af forskellig art. Ugebladet Mandag Morgen beretter om, hvordan staten hvert år giver erhvervslivet milliarder i støtte uden at følge op på, hvordan pengene er blevet brugt. Når staten ikke kan skabe velstand, er årsagen meget simpel: Når markedsøkonomien fungerer frit og uden offentlig indblanding, så vil der være et sammenfald mellem privat- og samfundsøkonomisk rentabilitet, og staten kan ikke gøre et samfundsøkonomisk urentabelt projekt rentabelt ved at give det støtte. Med erhvervsstøtte opnår staten kun at drive en kile ind mellem den samfundsøkonomiske og den privatøkonomiske rentabilitet, så støttede projekter fremstår som privatøkonomisk rentable, selv om de i virkeligheden er samfundsøkonomisk urentable. Denne forvridning fører til, at samfundets ressourcer fejlallokeres over til erhverv, der giver et mindre samfundsøkonomisk afkast end de ville have givet ved deres alternative anvendelse. På bundlinjen er resultatet, at pengene bliver brugt mindre effektivt og skaber mindre velstand, end de ellers ville have gjort, og Danmark bliver som helhed fattigere. Den største synder i denne sammenhæng er selskabsskatten, for den driver netop en kile ind mellem samfundsøkonomisk og privatøkonomisk rentabilitet, så mange samfundsøkonomisk rentable projekter bliver privatøkonomisk urentable. OECD finder, at selskabsskatten er den skat, der har den mest skadelige effekt på velstanden. En fuldstændig fjernelse af selskabsskatten vil – især i en lille åben økonomi som den danske – gennem øgede erhvervsinvesteringer føre til en kraftig vækst i kapitalapparatet, der igen vil øge produktion, arbejdsproduktivitet og reallønnen for de beskæftigede. Samtidig vil det tiltrække udenlandske virksomheder og derigennem skabe arbejdspladser i Danmark. En fuldstændig fjernelse af selskabsskatten, vil være det mest effektive middel til at skabe højere vækst og velstand i Danmark, og en fjernelse af selskabsskatten vil være mere end fuldt selvfinansieret i løbet af ganske få år.