Regeringen har nu for det kommende finansår budgetteret med yderligere 600 millioner i indtægt fra fartbøder oven i de i forvejen mange hundrede millioner fra bilisterne til statskassen. Alt sammen under dække af trafiksikkerheden og en korrelation mellem hastighed og ulykker.
At ville begrænse antallet af ulykker er en ædel sag, men er det egentlig hovedsagen? De seneste mange år har der været en fuldkommen ensidig fokusering på hastighed. Der kan ellers fremhæves et væld af faktorer, der også spiller ind på ulykkestallet: bilistens erfaring, koncentration, eventuelle påvirkning af stoffer/medicin/alkohol, bilens sikkerhed, høj bilbeskatning, der fremmer overvægt at små usikre biler og generelt en gammel bilbestand, vejens beskaffenhed, trafikmængden, køretøjer med 30 45, 70 og 80 km/t på samme vejstrækning og formodentlig mange flere.
Mistanken om, at noget andet også er på færde bestyrkes ved de kvoter for antal fartbøder, som er tildelt de enkelte politikredse. Om folk kører fornuftigt er dermed ikke længere afgørende. Nu er politiet pålagt at skaffe en et bestemt antal fartoverskridelser. Hvis politiet har dårligt tid eller folk kører overraskende fornuftigt, må de derfor gribe til fartkontroller, hvor trafiksikkerhed ikke spiller nogen rolle, men hvor politiet må håbe,at bilister kører for stærkt. Det kan fx være på steder hvor oversigtsforholdene er gode og på tidspunkter, hvor der er meget lidt trafik, på lange lige øde strækninger eller det kan være kort efter et skilt med hastighedsnedsættelser.
Et sådant system rummer en foragt for mennesker. Det er systemet, der tromler hen over befolkningen. Princippet kendes fra sovjettidens Stalin, der i 1937 udstedte kvoter for, hvor mange henrettelser, der skulle foretages. Hvad gør systemet, når der er for få skyldige? Man henretter nogle uskyldige, for kvoten er vigtigere end mennesket. Alt sammen under dække af hensynet til statens sikkerhed.
I et demokrati må kvotesystemet være udtænkt af embedsmænd, der foretrækker systemer, som kan levere det budgetterede. Som modvægt til dette burde vi have politikere, som med fornuft og lederskab burde kunne henvise den slags forslag til skammekrogen. Men vi har mange eksempler på, at ministrene er svage og lader DJØF'iseringen brede sig ud over samfundet. Konsekvensen af den form for systemtænkning er ikke blot at en lang række fornuftige bilister bliver straffet fordi de formelt har overtrådt reglerne selv om det ikke havde den mindste sikkerhedsmæssige betydning. Det betyder også, at alle de andre faktorer, som har større betydning ved ulykker, ignoreres.
En fornuftig fartkontrol, ville være at gå målrettet efter de bilister, der udsætter andre for fare ligesom det var virkeligt fornuftigt at sætte fokus på farlige vejstrækninger og stadig kan være det. Byområder med mange bløde trafikanter bør ligeledes være fokuspunkt. Alene at fokusere på fart begår den kortslutning, at ophøje en korrelation mellem fart og ulykker til en sammenhæng. Men der er ingen sammenhæng mellem fart og ulykker. Det viste sig fx da man hævede hastighedsgrænserne på visse motorvejsstrækninger til 130 uden antallet af ulykker steg, ja endda faldt. Enhver burde i øvrigt kunne sige sig selv at hørere fart på farlige strækninger er noget helt andet end højere fart på sikre strækninger. Hvis man udskiftede hele den danske bilpark med nye, større og sikrere biler og hævede hastighedsgrænsen på landevej fra 80 til 90, ville ulykkestallet falde.
Problemet ved at ændre beskatningen, så danskerne fil større og nyere biler er bare, at så mangler pengene jo..
At politikerne ikke griber til nogle af de andre mange tiltag, som kunne forbedre trafiksikkerheden, men alene fokuserer på bødeindtægter, bestyrker mistanken om, at det lige så meget handler om at få flere indtægter til statskassen. En massiv kvotestyret fartkontrol ignorerer forskellen mellem fart på sikre og på usikre strækninger. Det ignorer alle de mange andre relevante faktorer. Det handler bare om at nå kvoten. Det er ren stalinisme.
