I Politiken fredag den 13. november skrev Søren Krarup en god kronik ”Danmark som foregangsland i Europa” om Systemskiftet i 2001, hvor VK kom til magten med Dansk Folkeparti som støtteparti. Et skift væk fra konsekvenserne af Systemskiftet i 1905, hvor Venstre kom til magten og parlamentarismen blev anerkendt. Og hvor de kulturradikale ifølge Krarup satte sig på den offentlige mening i Danmark og med dagbladet Politiken som omdrejningspunkt etablerede det, Krarup med et rammende udtryk kalder ”Systemet Politiken”.
Kronikken er i hvert fald god som et kraftfuldt opgør med udlændingepolitikken, ikke mindst udlændingeloven fra 1983. Og den er nådesløs i sin omtale af det brede flertal af Folketingets politikere, der stod bag:
”Man (de) vil jo bare være gode ... Man vil jo bare ofre sig for menneskeheden. Og at man ofrer menneskene, de virkelige, levende, konkrete mennesker, som man skylder respekt og solidaritet, anfægter ikke sådanne farisæere,” skriver Krarup. Altså, ifølge min ordbog mennesker, der på en selvretfærdig måde udstiller sig selv som bedre end alle andre – Krarup sparer ikke på forargede fordømmelser af sine modstandere!
Men disse ”farisæere” med Socialdemokratiet i spidsen, som kaldte befolkningens modvilje mod indvandringen for racisme, forberedte kun deres eget nederlag, som kom med Systemskiftet i 2001. Det var nemlig et opdragelsesprojekt. Det var med Krarups ord den menige befolknings reaktion: ”Den menige befolknings opdragelse af ideologiske, for så vidt umodne, politikere, for hvem intet er ligegyldigere end ... virkeligheden ...”
Og befolkningens opdragelsesprojekt bestod så i at indsætte Dansk Folkeparti som bannerfører for Danmarks beskyttelse mod indvandring. De kulturradikale, Systemet Politiken, det som Krarup sammenfatter under navnet overklassen havde spillet fallit. Om overklassen siger han: ”... det er Roms forfaldstid om igen – med en depraveret, amoralsk, effektjagende overklasse, der som sådan forråder (min fremhævning) den virkelighed og kultur, som det menige folk lever på ...”
Ja, manden har de stærke ord i sin magt, og hans modstandere er, må man forstå, en ynkelig bunke depraverede tabere.
Det systemskifte Krarup er holdt op med at kæmpe for
Jeg kaldte det en god kronik, og det vedstår jeg i store træk, når det drejer sig om hans fremstilling af udlændingepolitikken, selvom jeg synes, at hans måde at karakterisere sine modstandere på er i allerhøjeste grad effektjagende og arrogant på en måde, som – gudskelov – ingen andre hverken kan eller bryder sig om at betjene sig af.
Men det er ikke en rigtig god kronik. Faktisk maksimalt en halvgod kronik.
For den mangler jo den anden side af systemskiftet. Eller rettere sagt vrangsiden, den side som var fortsættelsen og forstærkelsen af velfærdsstatens udbygning. Indførelsen af systematisk bestikkelse af vælgerne.
Fede ord og valgflæsk har vi altid haft. Men med Dansk Folkepartis, med Søren Krarups partis, indtræden på scenen som VK-regeringens støtteparti, blev bestikkelsen sat i system i et omfang som aldrig tidligere er set i dansk politisk historie. Og det viste sig, at disse ”virkelige, levende, konkrete mennesker” efter så mange år under Systemet Politiken – under den allerede inden 2001 voldsomt opsvulmede velfærdstat – kunne forledes til at støtte og styrke Dansk Folkeparti. Sådan at partiet år ud og år ind i forbindelse med finanslovens vedtagelse har kunnet hæve klækkelige beløb især til fordel for pensionisterne. I år ser det ud til at betyde, at yderligere 13.000 pensionister gøres berettigede til ældrechecken, og at alle pensionister vil kunne få bragt varm aftensmad hjem for maksimalt 45 kroner.
Så hvem opdrager egentlig hvem, nu hvor Krarups frelselsesprojekt, Systemskiftet, er realiseret? Hvem er farisæere? Hvem forråder den virkelighed og kultur, som det menige folk lever på?
Macchiavelli, politisk filosof i Renæssancen, siger et sted: ”Det er lige så vanskeligt at ville gøre et folk frit, der ønsker at leve i trældom, som det er at ville gøre et folk til træl, der ønsker at leve i frihed.”
Når man i velfærdsstatens seneste faser, hvor den er vokset ud over alle fornuftige bredder, bestikker vælgerne, sådan som Sørens Krarups parti gør det mere end noget andet parti – og det siger ikke så lidt – gør man dem så frie eller fastholder man dem som trælle? Når den nye overklasse - Krarup, Løkke Rasmussen, Lene Espersen, Søvndal, Helle Thorning, you name them - bruger bestikkelsespolitikken som sit vigtigste våben, forråder den så ikke det sunde, menige folk. Eller for nu at sætte sig op på en hest, der er næsten lige så høj, som den Søren Krarup hypper rundt på: Forråder man så ikke demokratiet?
Og når man som han med ukristeligt hovmod, taler om, at Systemet Politiken ”ofrer ... de virkelige, levende, konkrete mennesker, som man skylder respekt og solidaritet” og samtidig selv trælbinder dem gennem bestikkelse - er man så ikke lige præcis én af disse farisæere, som Søren Krarup foragter så stærkt? Udstiller man så ikke på en selvretfærdig måde sig selv som bedre end alle andre?
Kronikken er i hvert fald god som et kraftfuldt opgør med udlændingepolitikken, ikke mindst udlændingeloven fra 1983. Og den er nådesløs i sin omtale af det brede flertal af Folketingets politikere, der stod bag:
”Man (de) vil jo bare være gode ... Man vil jo bare ofre sig for menneskeheden. Og at man ofrer menneskene, de virkelige, levende, konkrete mennesker, som man skylder respekt og solidaritet, anfægter ikke sådanne farisæere,” skriver Krarup. Altså, ifølge min ordbog mennesker, der på en selvretfærdig måde udstiller sig selv som bedre end alle andre – Krarup sparer ikke på forargede fordømmelser af sine modstandere!
Men disse ”farisæere” med Socialdemokratiet i spidsen, som kaldte befolkningens modvilje mod indvandringen for racisme, forberedte kun deres eget nederlag, som kom med Systemskiftet i 2001. Det var nemlig et opdragelsesprojekt. Det var med Krarups ord den menige befolknings reaktion: ”Den menige befolknings opdragelse af ideologiske, for så vidt umodne, politikere, for hvem intet er ligegyldigere end ... virkeligheden ...”
Og befolkningens opdragelsesprojekt bestod så i at indsætte Dansk Folkeparti som bannerfører for Danmarks beskyttelse mod indvandring. De kulturradikale, Systemet Politiken, det som Krarup sammenfatter under navnet overklassen havde spillet fallit. Om overklassen siger han: ”... det er Roms forfaldstid om igen – med en depraveret, amoralsk, effektjagende overklasse, der som sådan forråder (min fremhævning) den virkelighed og kultur, som det menige folk lever på ...”
Ja, manden har de stærke ord i sin magt, og hans modstandere er, må man forstå, en ynkelig bunke depraverede tabere.
Det systemskifte Krarup er holdt op med at kæmpe for
Jeg kaldte det en god kronik, og det vedstår jeg i store træk, når det drejer sig om hans fremstilling af udlændingepolitikken, selvom jeg synes, at hans måde at karakterisere sine modstandere på er i allerhøjeste grad effektjagende og arrogant på en måde, som – gudskelov – ingen andre hverken kan eller bryder sig om at betjene sig af.
Men det er ikke en rigtig god kronik. Faktisk maksimalt en halvgod kronik.
For den mangler jo den anden side af systemskiftet. Eller rettere sagt vrangsiden, den side som var fortsættelsen og forstærkelsen af velfærdsstatens udbygning. Indførelsen af systematisk bestikkelse af vælgerne.
Fede ord og valgflæsk har vi altid haft. Men med Dansk Folkepartis, med Søren Krarups partis, indtræden på scenen som VK-regeringens støtteparti, blev bestikkelsen sat i system i et omfang som aldrig tidligere er set i dansk politisk historie. Og det viste sig, at disse ”virkelige, levende, konkrete mennesker” efter så mange år under Systemet Politiken – under den allerede inden 2001 voldsomt opsvulmede velfærdstat – kunne forledes til at støtte og styrke Dansk Folkeparti. Sådan at partiet år ud og år ind i forbindelse med finanslovens vedtagelse har kunnet hæve klækkelige beløb især til fordel for pensionisterne. I år ser det ud til at betyde, at yderligere 13.000 pensionister gøres berettigede til ældrechecken, og at alle pensionister vil kunne få bragt varm aftensmad hjem for maksimalt 45 kroner.
Så hvem opdrager egentlig hvem, nu hvor Krarups frelselsesprojekt, Systemskiftet, er realiseret? Hvem er farisæere? Hvem forråder den virkelighed og kultur, som det menige folk lever på?
Macchiavelli, politisk filosof i Renæssancen, siger et sted: ”Det er lige så vanskeligt at ville gøre et folk frit, der ønsker at leve i trældom, som det er at ville gøre et folk til træl, der ønsker at leve i frihed.”
Når man i velfærdsstatens seneste faser, hvor den er vokset ud over alle fornuftige bredder, bestikker vælgerne, sådan som Sørens Krarups parti gør det mere end noget andet parti – og det siger ikke så lidt – gør man dem så frie eller fastholder man dem som trælle? Når den nye overklasse - Krarup, Løkke Rasmussen, Lene Espersen, Søvndal, Helle Thorning, you name them - bruger bestikkelsespolitikken som sit vigtigste våben, forråder den så ikke det sunde, menige folk. Eller for nu at sætte sig op på en hest, der er næsten lige så høj, som den Søren Krarup hypper rundt på: Forråder man så ikke demokratiet?
Og når man som han med ukristeligt hovmod, taler om, at Systemet Politiken ”ofrer ... de virkelige, levende, konkrete mennesker, som man skylder respekt og solidaritet” og samtidig selv trælbinder dem gennem bestikkelse - er man så ikke lige præcis én af disse farisæere, som Søren Krarup foragter så stærkt? Udstiller man så ikke på en selvretfærdig måde sig selv som bedre end alle andre?
