Søren Krarup: Paragraf 266 b

Jeg bilder mig ind, at jeg var den første, der gjorde anskrig. Jeg mener, at der ikke var andre, der havde råbt advarende op, før jeg i en dobbeltkronik i Berlingske Tidende i november 1970 gjorde højlydt opmærksom på, at den konservative justitsministers forslag til en ændring i straffeloven betød en undergravning af retssamfundet og for så vidt også af demokratiet.
Det var jo under den usalige VKR-regering, hvor de borgerlige i dette land ville dokumentere, at det kunne regere lige så socialdemokratisk og politisk korrekt som venstrefløjen. Til den ende kom Knud Thestrup med sit forslag til ændring eller udvidelse af straffeloven. Og det var heller ikke en tilfældighed, at hans forslag havde baggrund i en FN-konvention fra 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Her har man de to fordærvsmagter i efterkrigstiden forenet. Dels missionsselskabet FN, der i sin ukritiske tilbedelse af de hellige menneskerettigheder er uden sans for friheden og for menneskelivets virkelighed. Dels den negative afhængighed af nazismen, der betyder, at efterkrigstiden gør begrebet race til et grundbegreb, og at mennesket således støbes i racetænkningens billede.
Menneskerettighederne først. Hvis man har en smule historisk for ikke at sige retshistorisk sans, så ved man, at der ikke er noget, der hedder ”rettigheder” i sig selv. En rettighed forudsætter en lov, der giver den lovlydige ret. Uden lov ingen rettighed. Men Oplysningstiden og humanismen i 1600- og 1700-tallet kaster sig som bekendt ud i fabuleringer om nogle universelle og naturlige ”menneskerettigheder”, der uden lov og uden videre foreligger som den evige sandhed, og således bliver den humanistiske religiøsitet til, der missionerer uhæmmet og ukritisk for menneskerettigheder.