Nedenstående er et uddrag af det første kapitel i Anders Fogh Rasmussens bog "Fra socialstat til minimalstat" fra 1993. Bogen kan downloades gratis her.
---
Medens Tjekkoslovakiet endnu var et kommunistisk diktatur, udgav systemkritikeren og den senere præsident Vaclav Havel i begyndelsen af firserne et essay med titlen »De magtesløses magt«. I dette essay fortæller Havel en lille historie om en grønthandler. Lederen af en grønthandel anbragte et skilt i udstillingsvinduet mellem løg og gulerødder med slagordet »Proletarer i alle lande, forener eder!« Slagordet blev bragt til vor grønthandler sammen med løgene og gulerødderne, og han satte det i vinduet, fordi sådan havde man gjort i årevis, sådan gjorde alle, og sådan skulle det være.
Grønthandleren var ligeglad med betydningen af det slogan, han hængte ud. Han havde faktisk slet ikke overvejet nøjere, hvordan en sådan enhed kunne virkeliggøres, og hvad den ville betyde.
Alligevel havde han et meget stærkt motiv til at anbringe skiltet mellem sine grøntsager. Skiltet var hans beskyttelse mod systemet. Sloganet indeholdt en underbevidst, men alligevel præcis meddelelse. Den kan oversættes således, siger Havel: »Jeg, grønthandler NN, bor her, og jeg ved, hvad der er min pligt. Jeg opfører mig, som man forventer af mig. Man kan stole på mig, og jeg er pletfri. Jeg er lydig og har derfor ret til at være i fred.«
Meddelelsen har en klar adressat: Den har retning opefter, mod grønthandlerens overordnede, og samtidig er den et skjold, der beskytter grønthandleren mod eventuelle stikkere.
Havel konkluderer: Hvis grønthandleren havde fået besked på at hænge følgende slogan i vinduet: »Jeg er bange og derfor er jeg ubetinget lydig«, så ville han ikke have været nær så ligeglad med ordenes betydning, selvom udtalelsen ville være sand. Grønthandleren ville blive flov og skamme sig over at anbringe et så utvetydigt udsagn om sin egen ydmygelse i butiksvinduet. Og det er ganske naturligt, skriver Havel, for grønthandleren er et menneske og har derfor en fornemmelse af sin egen værdighed. For at overvinde dette problem må hans udtryk for loyalitet antage forme af et tegn, som i det mindste på tekstens overflade henviser til en uselvisk overbevisnings højere sfærer. Tegnet hjælper grønthandleren til at holde sin krybende underdanighed skjult for sig selv, samtidig med at det skjuler magtens uværdige grundlag.
Havels historie udtrykker i en nøddeskal indholdet i slavenaturen: For selvopholdelsens skyld underkaster grønthandleren sig lydigt sin herre, staten. Selvopholdelsen bliver vigtigere end det at blive anerkendt som et menneske med en selvstændig værdi. Og dette er netop kernen i forskellen mellem slavenaturen og det frie menneskes natur: Det frie menneske har værdier, som sættes højere end den komfortable selvopholdelse. Det frie menneske er i yderste fald indstillet på at sætte sin eksistens på spil i kampen for at få anerkendt sin egen værdighed som menneske. Slaven, derimod, har underkastet sig og er netop karakteriseret ved ikke at ville sætte sin eksistens på spil for at få anerkendt sin værdighed som menneske. For slaven er
materiel sikkerhed vigtigere end åndelig og moralsk integritet.
Slavesindet
er et stykke vej fra det tidligere kommunistiske Tjekkoslovakiet til dagens danske samfund. Og dog slog det mig, at der er en uhyggelig parallel mellem den tjekkiske grønthandlers krybende underdanighed og den systemangst, som vi på mangfoldige måder støder på i Danmark. Jeg husker nogle eksempler fra min tid som minister. Efter et møde kom en revisor hen til mig og indviede mig i en grotesk sag, hvor en kommunal skatteforvaltning helt klart havde overtrådt sine beføjelser og truffet en afgørelse uden hjemmel i lovgivningen. Det er ikke selve sagen, som er interessant. For den slags kan ske, og derfor har vi et klagesystem, hvor borgeren kan få omgjort forkerte afgørelser. Det skete også i denne sag. Nej, det uhyggelige var revisorens bemærkning til mig: »Lov mig, at du ikke bruger mit navn i denne sag, for så kan jeg få vanskeligheder med mine klienters skatteregnskaber i fremtiden, når de skal gennem skatteforvaltningen, og det kan skade min forretning!«Revisorens formaning var i for sig klog og snusfornuftig. Han ville ikke rodes ind i noget, for sæt nu en brøstholden embedsmand ville hævne sig ved at true ham på hans levebrød. Men ved nøjere eftersyn var det Havels grønthandler, jeg mødte i danske revisorklæder. I sin sjæl vidste revisoren godt, at der var begået en uretfærdighed, og at den burde omgøres, men han turde ikke selv stå frem og slås - af hensyn til sit levebrød, sin selvopholdelse. Han løste ikke sit moralske dilemma ved at sætte et skilt i vinduet, men ved at henvende sig i fortrolighed til landets skatteminister. Og det er vel i grunden så forskellen på et demokrati og et kommunistisk diktatur: At han trygt kan regne med, at i hvert fald en liberal skatteminister ikke vil udlevere ham til systemet.
Men når vi skræller alt det udvortes fra, så udtrykte revisoren nøjagtig samme slavenatur som Havels grønthandler. Revisoren var ikke indstillet på at sætte noget på spil for retfærdigheden. For ham var intet vigtigere end den materielle sikkerhed, den konfliktfrie og komfortable selvopholdelse. Det moralske var sat ud af spillet i en Faust-handel, hvor revisoren sluttede en pagt med og underkastede sig systemet for at betrygge sin tilværelse materielt.
Siden er jeg kommet til at tænke på et par lignende hændelser af nøjagtig samme tilsnit. En anerkendt forsker henvendte sig med en ret stærk kritik af den måde, nogle forskningsbevillinger var blevet fordelt på. »Men ikke mine ord igen«, bad han til sidst, »for så bliver jeg klemt ved fremtidige tildelinger!«
Og en person med tilknytning til teaterverdenen betroede mig nogle interessante oplysninger om sammenspisthed ved fordelingen af teaterstøtte. Men også denne person Ønskede stærk beskyttelse mod at blive anvendt som kilde, »for det kunne skade mit teater!«
Se, jeg er slet ikke ude efter hverken revisoren, forskeren eller teatermennesket, for i grunden har de alle opført sig helt rationelt. Og de kan også trygt regne med, at jeg aldrig vil bruge deres navne eller på anden måde udlevere dem. Men når jeg tænker efter, er de alle symptomer på noget meget mere grundlæggende i det danske samfund. For deres tankegang kan vi genfinde i utallige situationer. Det fælles træk er, at deres eksistens er afhængig af beslutninger truffet af embedsmænd og politikere i en offentlig forvaltning. Deres privatøkonomi er deponeret i den offentlige kasse. Deres private liv er derfor blevet en del af den politiske sfære. De har lydigt underkastet sig deres herre, bureaukraten eller politikeren. De er klar over, at deres materielle sikkerhed afhænger af herrens beslutninger. De slutter et moralsk kompromis med sig selv, hvor de sætter hensynet til at betrygge sig selv materielt over kampen for nogle højere værdier. De er ikke villige til i yderste fald at sætte. deres eksistens ind for en sag. Og præcis derfor er de reduceret til ufrie mennesker, til slaver, som lydigt bøjer nakken for systemets bud.
Denne ynkelige slavenatur gennemsyrer hele det danske samfund. Og forklaringen er egentlig ligetil. Statsmagten, den offentlige sektor, har gjort sig stor og bred og dominerer i den grad alle menneskers private liv, at flertallet i det danske samfund har privat økonomien deponeret i statskassen.
Danskerens liv er er blevet statsliggjort. Der er er skabt et herre-slave-forhold, hvor en stor del af samfundets medlemmer spiser nådsensbrød af statens hånd.
Slavenaturen har sat sig dybe spor i danskernes tankegang. Det frie menneske tænker: Hvad kan jeg selv gøre for at løse den og den opgave? Statsslaven tænker: Hvad kan staten gøre for at løse opgaven? Det er en forbavsende konsekvent refleks i det danske samfund, at politikerne, bureaukratiet, systemet bliver påkaldt, så snart den materielle sikkerhed skal betrygges.
Lad mig blot nævne et par eksempler på forskellen mellem det frie menneskes natur og slavenaturen. Hvis al pension skal tilvejebringes ved privat opsparing, er borgerne entydigt interesserede i lavest mulige skatter, størst mulig frihed til at foretage privat opsparing og i stærkest mulig retlig og økonomisk beskyttelse af den private opsparing. Den enkelte borgers krav på fremtidige pensioner vil helt nøje blive bestemt af villigheden til at give afkald på her-og-nu-forbrug til gengæld for opsparing til pension i alderdommen. Hvis al pension derimod skal tilvejebringes af og udbetales fra statskassen, så vil den enkelte borger straks rette blikket mod statskassen for selv at få en maksimal andel af kagen. Regeringen vil ikke blive bedømt på dens evne og vilje til at udvide friheden for den enkelte borger, men på dens evne og vilje til at indskrænke friheden ved større skatteudskrivning til højere statsbetalte pensioner.
På samme måde med børnepasning. Hvis al børnepasning var overladt til privat initiativ, så ville forældrene bedømme regeringen på dens evne og vilje til at sænke skatterne og give familierne større frihed til selv at organisere børnepasningen. Hvis al børnepasning er det offentliges ansvar, så bliver regeringen bedømt på sin evne og vilje til at indskrænke friheden ved at udskrive større skatter til at finansiere flere institutioner til børnepasning.
Kort sagt: Slavesindet er karakteriseret ved, at ønsket om personlig frihed bliver underordnet trygleriet efter materiel sikkerhed. I slavesamfundet er det herren, som skal levere den materielle betryggelse. Og prisen er selvsagt, at det ufrie menneske lydigt bøjer nakken og glemmer alt om højere værdier end denne ene: Konfliktfri og komfortabel selvopholdelse. Det er den trællementalitet, som gennemsyrer det danske samfund. Borgerne har øjnene stift rettet mod statsapparatet, som både er herren, der sørger for livets opretholdelse og fogeden, der stiller krav om lydighed og underkastelse til gengæld for institutionerne, behandlerne og de mange rare tilskud.
Et af de klareste eksempler på lovens totale underkastelse er den standardbestemmelse, som er indsat i snart sagt alle love om erhvervslivet: »Tilsynsmyndigheden har uden retskendelse, mod behørig legitimation, adgang til ...«. Denne bestemmelse har sneget sig ind i lov efter lov, hvor der foretages regulering af eller ydes bistand til erhvervsvirksomheder. Det frie menneske ville sige nej til både tilskuddene og de offentlig kasketkarle. Men det ufrie menneske underkaster sig lydigt og kan i grunden godt forstå, at herren må stille krav om indgreb i friheden og den enkeltes integritet til gengæld for at få statsbrød på bordet.
