At jeg mener, socialkonstruktivisme er en af denne verdens mere uheldige -ismer kan der forhåbentlig ikke herske den store tvivl om blandt folk, der har læst, hvad jeg hidtil har skrevet, både her og i andre medier. Socialkonstruktivismen er, sådan som jeg oplever den, et tankesæt, der forsøger at løsrive mennesket mest muligt fra dets biologiske grundvilkår. Det er vel ikke (længere) blot én teori, men flere, der hver især søger forklaringen på menneskelig adfærd i sociale og kulturelle forhold. I sig selv er der selvfølgelig ikke noget galt i, at man undersøger, hvorledes kulturen påvirker os som mennesker. Det er da tværtimod vældigt interessant. Men helt galt går det alligevel ofte for de overbeviste socialkonstruktivister, når de går i gang med deres flittige analyser af alt, der kan kravle og gå: Helt basalt synes et stort antal af dem gladeligt og trallende at ignorere det faktum, at selvom kultur selvfølgelig påvirker menneskelig adfærd, så er det den menneskelige adfærd, der har skabt grundlaget for kulturens eksistens. Var der ikke noget i vores kultur, som afspejlede vores biologiske natur, ville kulturen ophøre med at eksistere. Vi ville simpelthen ikke kunne leve i den.
Hvordan kan socialkonstruktivister forsvare benægtelsen af dette faktum? Det kan de, hvis de er meget troende (jeg skal ærligt indrømme, at jeg betragter i hvert fald visse former for socialkonstruktivisme som en art gudløs religion), ved at insistere på, at mennesket simpelthen ikke HAR nogen biologisk natur. Her adskiller vi os åbenbart fra samtlige andre arter i dyreriget. Jeg har aldrig (endnu, da!), hørt en socialkonstruktivist påstå, at en huskats eller en salamanders adfærd udelukkende er kulturelt og ikke biologisk betinget. Men jeg har hørt uendeligt mange af de (ofte højt begavede) personer påstå, at menneskelig adfærd simpelthen er en kulturel størrelse, der bliver ganske anderledes det øjeblik, kulturen ændrer sig.
Færdig punktum.
Hvor langt kan denne teori føre os ud i benægtelsen af, at mennesket åbenbart ikke er et dyr, som videnskaben ellers har vidst i århundreder, men snarere en art overnaturligt væsen, der skaber sig selv (og skaber sig) nogenlunde, som det lyster? Jeg tror ikke, der er nogen grænse for, hvor langt ud vi kan komme. Et eksempel herpå er den amerikanske universitets-feminist Judith Butler, som er en af grundlæggerne af den akademiske del af queer-bevægelsen. Jeg antager, at ikke alle her er helt stive i, hvad queer-bevægelsen er for noget, og det er også en kompliceret størrelse. I korte hovedtræk går det ud på, at man vil forklare almindelige kønsforskelle og mere avancerede sager som for eksempel transkønnethed ved hjælp af så rendyrket socialkonstruktivistiske forklaringsmodeller som muligt. Queer-teoretikere undersøger det almindelige, for eksempel det faktum, at de fleste kvinder er mere eller mindre feminine, og de fleste mænd er mere eller mindre maskuline, og søger at påvise, at det ikke er normalt, men at der derimod er tale om nogle mere eller mindre tilfældigt opfundne tosserier.
Judith Butler går så langt som til at påstå, at selv de anatomiske forskelle på mænd og kvinder er resultater af et kulturelt pres, som simpelthen er så mægtigt, at det ændrer kroppens form. Det kan man grine ad, men i virkeligheden tager denne tydeligvis ikke ubegavede kvinde jo den helt naturlige konsekvens af et rendyrket socialkonstruktivistisk verdensbillede. Mener man at forskelle mellem de to køn i adfærd, som blandt andet kan forklares ved forskelligt hormonniveau i hjernen, ikke er naturlige, hvorfor skulle man så mene, at de anatomiske forskelle er det? Det ene er ikke mere eller mindre "fysisk" end det andet.
Det næste logiske skridt er, at også træer, skovsnegle og bjerge - ja, selve universet - er resultater af menneskers kulturelle meninger om, at tingene bør se ud, som de gør. Hvis den almægtige menneskekultur kan kapre hele mennesket og forme det i sit billede, så kan den vel også forme resten af naturen. I princippet er det ene ikke mere umuligt end det andet.
Hvad sker der så ved, at man mener, kulturen former alt? Der sker en hel del. At anse mennesket for at være helt uden medfødt natur - altså en blank tavle, når det fødes, som kulturen, systemerne og traditionerne så kan gå ind og skrive hvad som helst på, er det samme som at mene, at mennesket kan styres fuldstændigt af udefrakommende indflydelser. Det vil sige, at mennesket, for nu at tage Lars Hedegaards påstande om muslimer (mon ikke I kan gætte, hvilke påstande, jeg henviser til?:) som eksempel, kan manipuleres kulturelt til at voldtage deres egne børn, fordi de tilfældigvis lever i en kultur, som (ifølge Lars Hedegaard) bifalder dette.
Det er ikke bare en ækel tanke, det ville også give totalitære systemer frit spil til at skabe præcis den slags mennesker, systemet havde behov for at fortsætte og udvide dets dominans.
Og nu til sidste del af overskriften (jeg er sikker på, I har ventet spændt:): Et af de talrige steder, hvor jeg har mødt mange socialkonstruktivister, er i debatten om seksuelt frisind i Danmark, herunder rettigheder til prostituerede, som jeg har deltaget i de sidste cirka. 4 år. Som de gode mennesker, de er, harcelerer de frisindede blandt socialkonstruktivisterne selvfølgelig over det, når en kvindelig SF-politiker i fulde alvor foreslår, at mænd, der går til prostituerede, skal have kommunalt finansierede kurser i, hvordan man onanerer, sådan så de kan ophøre med at købe sex. (Dette blev fremsat af Pernille Vigsø-Bagge for nogle år siden). Bag et sådant forslag ligger en tankegang, hvor man mener, at den menneskelige seksualitet er noget tillært, og at det er muligt at aflære de "forkerte" dele af den og udskifte dem med noget mere "rigtigt".
Men også seksuelt frisindede socialkonstruktivister kan desværre hurtigt falde i lignende fælder. Jeg har for eksempel flere gange, fra den frisindede fløj, hørt den påstand, at mange kvinder ikke kan finde ud af at onanere, fordi vi kvinder åbenbart har lært at skamme os over vores egen krop, og derfor ikke kan lide at røre ved os selv. Jeg er meget forundret over påstanden. Jeg skal ikke kunne sige, at der ikke vitterligt er nogle mennesker derude, der gerne vil lære kvinder at skamme sig over deres egen krop. Det er der jo, for eksempel i stærkt religiøse miljøer. Men at man har forsøgt at lære dem det, er jo ikke det samme som, at det er lykkedes (medmindre man altså lige netop er tilhænger af blank tavle-teorien).
Jeg ved ikke, om nogen har forsøgt at lære mig at skamme mig over min krop. I så fald har jeg ikke opdaget det. Og uanset, så er jeg ret overbevist om, at den menneskelige seksualitet først og fremmest er et produkt af naturen, og ikke af, hvad man har lært eller ikke lært. Ergo er det ret nærliggende at mene, at langt de fleste mennesker formentlig godt ved, hvordan man onanerer. Det er ligeledes også nærliggende at mene, at kvinder til alle tider, også før den seksuelle revolution i 60erne og 70erne, har kendt deres egne lyster og kroppe godt nok til at kunne finde ud af det, der skulle til.
Det sex-fikserede eksempel har jeg med for at illustrere, hvor langt ned i intim-detaljerne, den socialkonstruktivistiske tankegang mistror menneskets evne til at bare at være, at leve og gøre, hvad der skal gøres. For den evne har vi. Vores ganske udmærkede natur er langt hen ad vejen alt, hvad der skal til for at få os til at handle hensigtsmæssigt. Er det ikke skønt og positivt at tænke på?
Hvordan kan socialkonstruktivister forsvare benægtelsen af dette faktum? Det kan de, hvis de er meget troende (jeg skal ærligt indrømme, at jeg betragter i hvert fald visse former for socialkonstruktivisme som en art gudløs religion), ved at insistere på, at mennesket simpelthen ikke HAR nogen biologisk natur. Her adskiller vi os åbenbart fra samtlige andre arter i dyreriget. Jeg har aldrig (endnu, da!), hørt en socialkonstruktivist påstå, at en huskats eller en salamanders adfærd udelukkende er kulturelt og ikke biologisk betinget. Men jeg har hørt uendeligt mange af de (ofte højt begavede) personer påstå, at menneskelig adfærd simpelthen er en kulturel størrelse, der bliver ganske anderledes det øjeblik, kulturen ændrer sig.
Færdig punktum.
Hvor langt kan denne teori føre os ud i benægtelsen af, at mennesket åbenbart ikke er et dyr, som videnskaben ellers har vidst i århundreder, men snarere en art overnaturligt væsen, der skaber sig selv (og skaber sig) nogenlunde, som det lyster? Jeg tror ikke, der er nogen grænse for, hvor langt ud vi kan komme. Et eksempel herpå er den amerikanske universitets-feminist Judith Butler, som er en af grundlæggerne af den akademiske del af queer-bevægelsen. Jeg antager, at ikke alle her er helt stive i, hvad queer-bevægelsen er for noget, og det er også en kompliceret størrelse. I korte hovedtræk går det ud på, at man vil forklare almindelige kønsforskelle og mere avancerede sager som for eksempel transkønnethed ved hjælp af så rendyrket socialkonstruktivistiske forklaringsmodeller som muligt. Queer-teoretikere undersøger det almindelige, for eksempel det faktum, at de fleste kvinder er mere eller mindre feminine, og de fleste mænd er mere eller mindre maskuline, og søger at påvise, at det ikke er normalt, men at der derimod er tale om nogle mere eller mindre tilfældigt opfundne tosserier.
Judith Butler går så langt som til at påstå, at selv de anatomiske forskelle på mænd og kvinder er resultater af et kulturelt pres, som simpelthen er så mægtigt, at det ændrer kroppens form. Det kan man grine ad, men i virkeligheden tager denne tydeligvis ikke ubegavede kvinde jo den helt naturlige konsekvens af et rendyrket socialkonstruktivistisk verdensbillede. Mener man at forskelle mellem de to køn i adfærd, som blandt andet kan forklares ved forskelligt hormonniveau i hjernen, ikke er naturlige, hvorfor skulle man så mene, at de anatomiske forskelle er det? Det ene er ikke mere eller mindre "fysisk" end det andet.
Det næste logiske skridt er, at også træer, skovsnegle og bjerge - ja, selve universet - er resultater af menneskers kulturelle meninger om, at tingene bør se ud, som de gør. Hvis den almægtige menneskekultur kan kapre hele mennesket og forme det i sit billede, så kan den vel også forme resten af naturen. I princippet er det ene ikke mere umuligt end det andet.
Hvad sker der så ved, at man mener, kulturen former alt? Der sker en hel del. At anse mennesket for at være helt uden medfødt natur - altså en blank tavle, når det fødes, som kulturen, systemerne og traditionerne så kan gå ind og skrive hvad som helst på, er det samme som at mene, at mennesket kan styres fuldstændigt af udefrakommende indflydelser. Det vil sige, at mennesket, for nu at tage Lars Hedegaards påstande om muslimer (mon ikke I kan gætte, hvilke påstande, jeg henviser til?:) som eksempel, kan manipuleres kulturelt til at voldtage deres egne børn, fordi de tilfældigvis lever i en kultur, som (ifølge Lars Hedegaard) bifalder dette.
Det er ikke bare en ækel tanke, det ville også give totalitære systemer frit spil til at skabe præcis den slags mennesker, systemet havde behov for at fortsætte og udvide dets dominans.
Og nu til sidste del af overskriften (jeg er sikker på, I har ventet spændt:): Et af de talrige steder, hvor jeg har mødt mange socialkonstruktivister, er i debatten om seksuelt frisind i Danmark, herunder rettigheder til prostituerede, som jeg har deltaget i de sidste cirka. 4 år. Som de gode mennesker, de er, harcelerer de frisindede blandt socialkonstruktivisterne selvfølgelig over det, når en kvindelig SF-politiker i fulde alvor foreslår, at mænd, der går til prostituerede, skal have kommunalt finansierede kurser i, hvordan man onanerer, sådan så de kan ophøre med at købe sex. (Dette blev fremsat af Pernille Vigsø-Bagge for nogle år siden). Bag et sådant forslag ligger en tankegang, hvor man mener, at den menneskelige seksualitet er noget tillært, og at det er muligt at aflære de "forkerte" dele af den og udskifte dem med noget mere "rigtigt".
Men også seksuelt frisindede socialkonstruktivister kan desværre hurtigt falde i lignende fælder. Jeg har for eksempel flere gange, fra den frisindede fløj, hørt den påstand, at mange kvinder ikke kan finde ud af at onanere, fordi vi kvinder åbenbart har lært at skamme os over vores egen krop, og derfor ikke kan lide at røre ved os selv. Jeg er meget forundret over påstanden. Jeg skal ikke kunne sige, at der ikke vitterligt er nogle mennesker derude, der gerne vil lære kvinder at skamme sig over deres egen krop. Det er der jo, for eksempel i stærkt religiøse miljøer. Men at man har forsøgt at lære dem det, er jo ikke det samme som, at det er lykkedes (medmindre man altså lige netop er tilhænger af blank tavle-teorien).
Jeg ved ikke, om nogen har forsøgt at lære mig at skamme mig over min krop. I så fald har jeg ikke opdaget det. Og uanset, så er jeg ret overbevist om, at den menneskelige seksualitet først og fremmest er et produkt af naturen, og ikke af, hvad man har lært eller ikke lært. Ergo er det ret nærliggende at mene, at langt de fleste mennesker formentlig godt ved, hvordan man onanerer. Det er ligeledes også nærliggende at mene, at kvinder til alle tider, også før den seksuelle revolution i 60erne og 70erne, har kendt deres egne lyster og kroppe godt nok til at kunne finde ud af det, der skulle til.
Det sex-fikserede eksempel har jeg med for at illustrere, hvor langt ned i intim-detaljerne, den socialkonstruktivistiske tankegang mistror menneskets evne til at bare at være, at leve og gøre, hvad der skal gøres. For den evne har vi. Vores ganske udmærkede natur er langt hen ad vejen alt, hvad der skal til for at få os til at handle hensigtsmæssigt. Er det ikke skønt og positivt at tænke på?
