Social dumping er udråbt af fagforeningen til at være det helt store problem i dagens Danmark.
Problemet er snarere, at debatten om social dumping dækker over det virkelige problem: for dårlig konkurrenceevne og deraf afledt høj arbejdsløshed.
Social dumping er med andre ord ikke sygdommen, men symptomet på sygdommen - og symptombekæmpe kan i mange tilfælde blot forværre sygdommen.
Lad mig eksemplificere:
Social dumping søges bekæmpet ved at holde lønningerne kunstigt oppe. Det gøres ved at skabe et negativt element omkring det at gå efter den bedste medarbejder til prisen. Man skal være ligeglad med lønnen og sikre at der udbetales overenskomstmæssig løn. Punktum.
For kommunerne foregår dette gennem sociale klausuler. Disse betyder, at den udenlandske aktør dels bliver underlagt en række svært overskuelige regelsæt - han byder måske slet ikke på opgaven - eller sætter i hvert fald sin timesats højere end ellers. Summa sumarum bliver udbudspriserne højere. Forskellen betales af skatteborgeren - så statens omkostninger stiger, og drivkraften bag de høje lønninger - skatte- og afgiftstrykket - presser danske lønninger yderligere i vejret.
- Jamen, til gengæld vil flere danske virksomeheder vinde entrepriserne, siger nogen. Ja, måske. Men en dansk arbejdstager vil stadig have 130-180 kr i timen - den udenlandske vil kunne kræve 110 med social-dumping klausulen i hånden i stedet for de normale 60-80 kr. Dermed øges omkostningen for virksomheden uden at balancen for hvem der vinder udbuddet ændres. Det bliver blot dyrere for staten.
Hos de private virksomheder er det sværere. Her vil et krav om højre løn og ingen billig udenlandsk arbejdskraft koste produktion. Ved at produktionsomkostningen pr enhed bliver højere vil en del produkter bliver urentable, og da man ikke blot kan vælte omkostningen over på skatteborgerne, bliver produktionen nedlagt. Resultatet er flere arbejdsløse, og her kommer staten så ind i billedet igen, for de må nu samle regningen op og lønnen drives igen opad.
Med andre ord virker den foregående symptombehandling af social dumping ikke. Fagbevægelsens og mediernes retorik forværrer blot problemet, fordi man fjerner fokus fra det virkelige problem:
For høje skatter og afgifter, for stærke fagbevægelser og for lav produktivitet driver konkurrenceevnen ned, og dermed arbejdsløsheden op. Og derved skabes symptomet: social dumping.
Få sænket skatter og afgifter, få fagbevægelsen til at indse, at de skal medvirke til at skabe arbejdpladser i stedet for at nedlægge dem og få produktiviteten op ved at fjerne bureaukrati og unødig administration - og så vil sygdommen forsvinde - og symptomet dermed også.
