”For det første ønsker vi et samfund, hvor vi sætter mennesket før systemet. Den enkelte skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning.” Sådan sagde Anders Fogh Rasmussens i regeringens tiltrædelseserklæring den 4. december 2001.
Valgstrategien hvilede på den analyse, at det var nødvendigt at trække mod midten for at vinde regeringsmagten. Den offentligt ansatte kvinde i 30’erne skulle overbevises. Som middel til at indfri målet om et friere samfund med mindre formynderi valgte man den velkendte kontraktpolitik. Forandringer gennemføres i små skridt og først efter jorden er grundigt gødet af kommissioner og lange udredninger.
Efter 8 år ved magten er målet om et friere og mindre reguleret samfund dog langtfra indfriet. Tværtimod er det offentlige forbrug vokset med 50 mia. fra 2001-2009 og er i andel af BNP på niveau med Anker Jørgensens sidste år ved magten. En analyse fra CEPOS har netop vist, at hver enkelt nyfødt over sin livstid efterlader et hul på kr. 900.000 i statskassen, når ydelser og overførsler holdes op imod de samlede skatte- og afgiftsbetalinger. Aldrig har den offentlige sektor været større og aldrig har der været flere offentligt ansatte. Samtidig har vi verdensrekord i skattetryk og bundrekord i vækst og produktivitet. Tvungen madordning i daginstitutioner, sukkerafgifter, knivforbud og rygeforbud er et par andre eksempler, der tydeligt viser, at heller ikke det værdipolitiske slag for friheden er vundet. Derfor er det måske på tide at spørge, om de små skridts politik har slået fejl?
En klog mand sagde engang, at det der kastes ind i abeburet, må anses som tabt. Det er en meget rammende metafor for velfærdsstatens udvikling. Hvad, der én gang er givet i ydelser og støtteordninger, er næsten umuligt at rulle tilbage. Særligt i Danmark hvor over 60 pct. af den voksne befolkning – den såkaldte velfærdskoalition – er offentligt ansatte eller modtagere af overførselsindkomster, er det svært at finde opbakning til nedskæringer men let at finde sympati for nye støtteordninger.
Regeringen har taget små skridt i retning af mindre stat og mere privat, blandt andet igennem skattestop, fritvalgsordninger og gunstige vilkår til privathospitalerne. Men det fundamentale opgør med forsørgersamfundet lader vente på sig. Mogens Lykketoft har desværre fået ret i, at indførslen af de universelle velfærdsgoder som folkepension, SU og børnecheck langtidssikrer den folkelige opbakning til velfærdsprojektet. I dag modtager alle lommepenge fra staten, og alle har derfor noget at miste.
Men vi kan ikke undgå at tage noget fra nogen, hvis velfærdsstaten skal være levedygtig på sigt. Spørgsmålet er derfor, hvordan et flertal i befolkningen bringes til at forstå nødvendigheden af reformer, der på kort sigt forringer deres egne velfærdsgoder. Kan de små skridt akkumuleres til store forandringer eller man gå mere radikalt til værks for at skabe varige ændringer? Indtil videre har de små skridt måske sænket hastigheden af den økonomiske og moralske deroute, men de har ikke medført et grundlæggende kursskifte.
Radikale ændringer kræver dog, at der i befolkningen er en fornemmelse af et akut behov for forandring. I management sprog kaldet en sense of urgency. Forskellen på tingenes nuværende tilstand (present state) og den ønskede tilstand (desired end-state) skal kommunikeres tydeligt, og der skal anvises en vej fra A til B. Først ved erkendelsen af den foranstående katastrofe er det sandsynligt, at velfærdskoalitionen vil acceptere beskæringer af deres nuværende goder.
Men har VK forspildt chancen for at skabe denne sense of urgency? Efter 8 år ved magten kan ansvaret ikke længere placeres hos tidligere regeringer, og derfor er lysten til at udpege store problemer begrænset. Lars Løkke Rasmussen har i sin drøm for Danmark nok anvist en vision, men ingen i regeringen taler om problemernes egentligt omfang eller vejen til mål.
Det er efterhånden et velbelyst paradoks, at borgerlige regeringer fører mere socialdemokratisk politik end socialdemokratiske ditto. Venstrefløjen har som velfærdsstatens grundlæggere lettere ved at skabe troværdighed omkring et forandringsbudskab, hvorimod VK regeringen stadig efter historisk vækst i den offentlige sektor beskyldes for at være i færd med at indføre minimalstaten ad bagdøren.
Ved at lukke øjnene for problemerne og føre visionsløs enkeltsagspolitik, svigter regeringen imidlertid på flere fronter. De borgerlige værdier og idealer svigtes – hvilket tydeligt ses på folketingsgrupperne, der udviser samme politiske træfsikkerhed som et flok blinde høns – men også hensynet til landets ve og vel tilsidesættes. Man bør i V og K spørge sig selv med hvilken legitimitet, man besidder regeringsmagten, hvis man hverken tør erkende problemet eller anvise løsningen. På den anden side af COP15 må regeringen trække i arbejdstøjet. Ellers må borgerlige vælgere nok se den sørgelige realitet i øjnene, at de mest nødvendige reformer først bliver gennemført, når en S-ledet regering sidder ved magten.
Valgstrategien hvilede på den analyse, at det var nødvendigt at trække mod midten for at vinde regeringsmagten. Den offentligt ansatte kvinde i 30’erne skulle overbevises. Som middel til at indfri målet om et friere samfund med mindre formynderi valgte man den velkendte kontraktpolitik. Forandringer gennemføres i små skridt og først efter jorden er grundigt gødet af kommissioner og lange udredninger.
Efter 8 år ved magten er målet om et friere og mindre reguleret samfund dog langtfra indfriet. Tværtimod er det offentlige forbrug vokset med 50 mia. fra 2001-2009 og er i andel af BNP på niveau med Anker Jørgensens sidste år ved magten. En analyse fra CEPOS har netop vist, at hver enkelt nyfødt over sin livstid efterlader et hul på kr. 900.000 i statskassen, når ydelser og overførsler holdes op imod de samlede skatte- og afgiftsbetalinger. Aldrig har den offentlige sektor været større og aldrig har der været flere offentligt ansatte. Samtidig har vi verdensrekord i skattetryk og bundrekord i vækst og produktivitet. Tvungen madordning i daginstitutioner, sukkerafgifter, knivforbud og rygeforbud er et par andre eksempler, der tydeligt viser, at heller ikke det værdipolitiske slag for friheden er vundet. Derfor er det måske på tide at spørge, om de små skridts politik har slået fejl?
En klog mand sagde engang, at det der kastes ind i abeburet, må anses som tabt. Det er en meget rammende metafor for velfærdsstatens udvikling. Hvad, der én gang er givet i ydelser og støtteordninger, er næsten umuligt at rulle tilbage. Særligt i Danmark hvor over 60 pct. af den voksne befolkning – den såkaldte velfærdskoalition – er offentligt ansatte eller modtagere af overførselsindkomster, er det svært at finde opbakning til nedskæringer men let at finde sympati for nye støtteordninger.
Regeringen har taget små skridt i retning af mindre stat og mere privat, blandt andet igennem skattestop, fritvalgsordninger og gunstige vilkår til privathospitalerne. Men det fundamentale opgør med forsørgersamfundet lader vente på sig. Mogens Lykketoft har desværre fået ret i, at indførslen af de universelle velfærdsgoder som folkepension, SU og børnecheck langtidssikrer den folkelige opbakning til velfærdsprojektet. I dag modtager alle lommepenge fra staten, og alle har derfor noget at miste.
Men vi kan ikke undgå at tage noget fra nogen, hvis velfærdsstaten skal være levedygtig på sigt. Spørgsmålet er derfor, hvordan et flertal i befolkningen bringes til at forstå nødvendigheden af reformer, der på kort sigt forringer deres egne velfærdsgoder. Kan de små skridt akkumuleres til store forandringer eller man gå mere radikalt til værks for at skabe varige ændringer? Indtil videre har de små skridt måske sænket hastigheden af den økonomiske og moralske deroute, men de har ikke medført et grundlæggende kursskifte.
Radikale ændringer kræver dog, at der i befolkningen er en fornemmelse af et akut behov for forandring. I management sprog kaldet en sense of urgency. Forskellen på tingenes nuværende tilstand (present state) og den ønskede tilstand (desired end-state) skal kommunikeres tydeligt, og der skal anvises en vej fra A til B. Først ved erkendelsen af den foranstående katastrofe er det sandsynligt, at velfærdskoalitionen vil acceptere beskæringer af deres nuværende goder.
Men har VK forspildt chancen for at skabe denne sense of urgency? Efter 8 år ved magten kan ansvaret ikke længere placeres hos tidligere regeringer, og derfor er lysten til at udpege store problemer begrænset. Lars Løkke Rasmussen har i sin drøm for Danmark nok anvist en vision, men ingen i regeringen taler om problemernes egentligt omfang eller vejen til mål.
Det er efterhånden et velbelyst paradoks, at borgerlige regeringer fører mere socialdemokratisk politik end socialdemokratiske ditto. Venstrefløjen har som velfærdsstatens grundlæggere lettere ved at skabe troværdighed omkring et forandringsbudskab, hvorimod VK regeringen stadig efter historisk vækst i den offentlige sektor beskyldes for at være i færd med at indføre minimalstaten ad bagdøren.
Ved at lukke øjnene for problemerne og føre visionsløs enkeltsagspolitik, svigter regeringen imidlertid på flere fronter. De borgerlige værdier og idealer svigtes – hvilket tydeligt ses på folketingsgrupperne, der udviser samme politiske træfsikkerhed som et flok blinde høns – men også hensynet til landets ve og vel tilsidesættes. Man bør i V og K spørge sig selv med hvilken legitimitet, man besidder regeringsmagten, hvis man hverken tør erkende problemet eller anvise løsningen. På den anden side af COP15 må regeringen trække i arbejdstøjet. Ellers må borgerlige vælgere nok se den sørgelige realitet i øjnene, at de mest nødvendige reformer først bliver gennemført, når en S-ledet regering sidder ved magten.
