I årevis har en slap deltagelse i læreruddannelsen været konsekvensløs for seminarieeleverne. De får alligevel deres eksamensbevis. Til gengæld får den slappe læreruddannelse i aller højeste grad konsekvenser for det danske samfund.
Først skrev Margrethe Vestager (tidl. Undervisningsminister) en opfordrende og bebrejdende blog på Politiken ”Hvor er tilliden og respekten for lærerne?” (27/1). Bagefter dokumenterede Jyllands-posten (18/2), at under halvdelen af seminarieeleverne (eller de lærerstuderende som seminarierne hellere vil kalde dem) møder op til undervisningen.
Hvis 'studerende' skal tages for pålydende, så kunne de fraværende teoretisk set sidde bøjet over bøgerne i deres studerekammer i stedet for at møde op til undervisningen. Det er næppe tilfældet.
Forberedelsesfrekvensen i klassen var lav, da jeg i sin tid var seminarieelev.
Jeg kan illustrere det med eksempler fra min linjefagsuddannelse i fysik/kemi. Fysiklæreren gav os somme tider nogle opgaver for fra fysikbogen. Da jeg de første par gange havde oplevet, at kun tre af klassens 11 'studerende' havde løst opgaverne hjemmefra, og at fysiklærerens gennemgang af løsningerne derfor foregik i slæbetempo, holdt jeg stort set op med at se på opgaverne hjemmefra.
4 af holdets 'studerende' gik ikke til eksamen. ”Eksamen siger kun noget om evnen til at gå til eksamen” De fik i stedet for et tilstedeværelsesbevis. En af dem havde kun været til stede halvdelen af tiden og viste aldrig tegn på at have læst på dagens tekst. Resten af holdet fik pæne eksamenskarakterer. Der var ingen skriftlig eksamen. Kun mundtlig eksamen, med rigelig forberedelsestid til eksamensspørgsmålet og tilladelse til at holde en disposition (m.m.) i hånden under eksaminationen.
Lærernes formand har et par gange beskyldt mediernes kritiske omtale af lærerne for både at være skyld i den vigende tilgang til læreruddannelsen, samt for at de der søger på læreruddannelsen har et lavere eksamensgennemsnit end jævnaldrende på andre uddannelser. Men den kritik er at gøre sendebudet ansvarligt for budskabet. En slap uddannelse virker ikke som en magnet på seriøse unge uddannelsessøgende.
Lærernes formand har også gentagne gange krævet læreruddannelsen forlænget fra 4 til 5 år for at højne lærerstandarden (og få mere i løn). Mon ikke samfundet var bedre tjent med kontrolforanstaltninger, der fik seminarieeleverne til at brugte 37 timer om ugen på deres uddannelse. Langt fra alle unge har selvdisciplin nok til at studere, i ordets tidligere betydning. Nu om dage kaldes enhver studerende, hvis vedkommende bruger bøger i uddannelsen.
I årevis har en slap deltagelse i læreruddannelsen været konsekvensløs for seminarieeleverne. De får alligevel deres eksamensbevis. Til gengæld får den slappe læreruddannelse i aller højeste grad konsekvenser for det danske samfund.
Først skrev Margrethe Vestager (tidl. Undervisningsminister) en opfordrende og bebrejdende blog på Politiken ”Hvor er tilliden og respekten for lærerne?” (27/1). Bagefter dokumenterede Jyllands-posten (18/2), at under halvdelen af seminarieeleverne (eller de lærerstuderende som seminarierne hellere vil kalde dem) møder op til undervisningen.
Hvis 'studerende' skal tages for pålydende, så kunne de fraværende teoretisk set sidde bøjet over bøgerne i deres studerekammer i stedet for at møde op til undervisningen. Det er næppe tilfældet.
Forberedelsesfrekvensen i klassen var lav, da jeg i sin tid var seminarieelev.
Jeg kan illustrere det med eksempler fra min linjefagsuddannelse i fysik/kemi. Fysiklæreren gav os somme tider nogle opgaver for fra fysikbogen. Da jeg de første par gange havde oplevet, at kun tre af klassens 11 'studerende' havde løst opgaverne hjemmefra, og at fysiklærerens gennemgang af løsningerne derfor foregik i slæbetempo, holdt jeg stort set op med at se på opgaverne hjemmefra.
4 af holdets 'studerende' gik ikke til eksamen. ”Eksamen siger kun noget om evnen til at gå til eksamen” De fik i stedet for et tilstedeværelsesbevis. En af dem havde kun været til stede halvdelen af tiden og viste aldrig tegn på at have læst på dagens tekst. Resten af holdet fik pæne eksamenskarakterer. Der var ingen skriftlig eksamen. Kun mundtlig eksamen, med rigelig forberedelsestid til eksamensspørgsmålet og tilladelse til at holde en disposition (m.m.) i hånden under eksaminationen.
Lærernes formand har et par gange beskyldt mediernes kritiske omtale af lærerne for både at være skyld i den vigende tilgang til læreruddannelsen, samt for at de der søger på læreruddannelsen har et lavere eksamensgennemsnit end jævnaldrende på andre uddannelser. Men den kritik er at gøre sendebudet ansvarligt for budskabet. En slap uddannelse virker ikke som en magnet på seriøse unge uddannelsessøgende.
Lærernes formand har også gentagne gange krævet læreruddannelsen forlænget fra 4 til 5 år for at højne lærerstandarden (og få mere i løn). Mon ikke samfundet var bedre tjent med kontrolforanstaltninger, der fik seminarieeleverne til at brugte 37 timer om ugen på deres uddannelse. Langt fra alle unge har selvdisciplin nok til at studere, i ordets tidligere betydning. Nu om dage kaldes enhver studerende, hvis vedkommende bruger bøger i uddannelsen.
I årevis har en slap deltagelse i læreruddannelsen været konsekvensløs for seminarieeleverne. De får alligevel deres eksamensbevis. Til gengæld får den slappe læreruddannelse i aller højeste grad konsekvenser for det danske samfund.
